Læsetid: 6 min.

Lars-Henrik Schmidts potentielt originale bog er smækfyldt med fejl

Idéhistoriker Lars-Henrik Schmidt har skrevet et digert værk: Det sociales ABC. Principper i socialanalytisk samtidsdiagnostik. Det indeholder tilløb til originale samtidskritiske tanker; men det burde ikke have været udgivet i sin nuværende form. Med andre ord: en ren ’ommer’
Forlaget U Press har fejlet totalt, da der hverken er blevet læst grundig korrektur eller arbejdet intenst med manuskriptet, skriver Steen Nepper Larsen i anmeldelsen af idéhistoriker Lars-Henrik Schmidts nye bog: 'Det sociales ABC. Principper i socialanalytisk samtidsdiagnostik'. 

Forlaget U Press har fejlet totalt, da der hverken er blevet læst grundig korrektur eller arbejdet intenst med manuskriptet, skriver Steen Nepper Larsen i anmeldelsen af idéhistoriker Lars-Henrik Schmidts nye bog: 'Det sociales ABC. Principper i socialanalytisk samtidsdiagnostik'. 

Niels Ahlmann Olesen

25. januar 2020

Siden 1980 har jeg læst stort set alt, hvad idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt har udgivet. Omgangen med hans værker og særegne socialanalytiske tankeform har været med til at forme min måde at tænke og opfatte verden på. Når det indimellem blev en kende for åndløst og kedeligt at gå på RUC og KU, var vi mange, der holdt af at indånde frisk luft fra Institut for Idehistorie.

Spændte ventede vi på nyt fra de gule mursten på Aarhus Universitet. Mange år senere byder Schmidt, der i dag er filosofiprofessor og fra 1999-2007 var rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU i Emdrup), på en diger sag på 22 kapitler spredt ud over mere end 400 sider med titlen: Det sociales ABC. Principper i socialanalytisk samtidsdiagnostik.

Sjusk og uforståelighed

Lad det være sagt med det samme. Denne bog burde aldrig nogensinde have set dagens lys i den nuværende form. Forlaget U Press har fejlet totalt, da der hverken er blevet læst grundig korrektur eller arbejdet intenst med manuskriptet.

Skandaløst af redaktionen og trist for forfatteren, men også ærgerligt og ubærligt for læserne. Ikke bare er der over 500 (jeg opgav at tælle …) skæmmende og pinlige slå- og stavefejl i værket; det er også i lange passager så indforstået og utilgængeligt, at det nærmer sig det ulæselige. Dertil kommer alt for mange gentagelser af de selv samme eksempler og pointer.

Lars-Henrik Schmidt: Det sociales ABC. Principper i socialanalytisk samtidsdiagnostik. 432 sider. 350 kr. U Press.

Kraftfelt og kraftudfoldelse bliver til kræftfelt og kræftudfoldelse, Leibniz bliver til Leibnitz, foregøgler til foregøjler, iværksætter til iværsætter, artikulationen til atikulationen, transformation til transfomation, influencere til influensere, receiver til reciever, commonwealth til commenwealth, fröhliche til fröhlische, Lustprinzips til Lustprinsips, Robespierre til Robespiere … etc.

Der er simpelthen fejl i utallige navne, titler og citater og sågar i mange af de ellers fine håndtegnede og overbliksgivende kort.

Besynderligt er det også, at Schmidt stort set ikke forholder sig til andre samtidige kollegers arbejder – med afsæt i eksempelvis uddannelsesvidenskab, antropologi, sociologi, pædagogikteori, begrebshistorie kropsfænomenologi eller dannelsesfilosofi – og at han ikke er synderligt interesseret i at blotlægge, forstå og evt. kritisere de uddannelsespolitiske rationaler, der sætter sig igennem i omformningen af både det hjemlige og internationale uddannelsessystem i disse år.

Det får bogen til at lukke sig om sig selv og til at lukke de fleste andre ude. Dertil kommer, at Schmidt er af den opfattelse, at viden er degenereret til »informeret meneri«, samtidig med at han alligevel ikke finder, at det lader sig gøre at tale et andet og mere positivt begreb om videnskab frem.

Meget mystisk er det også at læse, at Schmidt flere gange bedyrer, at bogen er at forstå som et »tilbud« og en »læsebog«, samtidig med at han egentlig ikke regner med at blive læst eller forstået af akademia eller de læge læsere, da de uortodokse greb om tingene nok er for originale at annamme.

Nøglen til det hele

Schmidts tilgang er hverken sociologisk eller ’ren’ filosofisk – ej heller teoretisk eller videnskabelig. Den er egensindig og dermed ikke genkendelig eller direkte sammenlignelig med andre tænkeres. Nøgleudsagnet i Det sociale ABC lyder: »Det socialanalytiske perspektiv hævder elementært set, at det sociale forhold kan analyseres som forhold mellem selvforholdende forhold, der forholder sig til sig selv.« Det betyder for eksempel, at ’jeg’et’ (A) aldrig forholder sig til direkte ’du’et’ (B, den anden), da ’du’et’ altid også forholder sig til noget tredje (C, for eksempel en tredje person).

Således forholder vi os alle sammen til andres forhold til nogen eller noget, for eksempel mad, kærestepræferencer og politiske opfattelser.

Samtidig gælder det, ifølge Nietzsche, der er en af Schmidts vigtigste hjemmelsmænd (sammen med Rousseau, Marx, Freud, Althusser og Foucault), at »livet lever os i alt, vi forholder os til«. Det vil sige, at der er en række vitale og strukturelle kræfter på spil i alt det, vi ellers prøver at forstå og normalt prøver at fiksere, ved at tage udgangspunkt i én af to lokkende, men også fejlagtige poler for tænkningen: enten ’individ’ eller ’samfund’.

Men ifølge Schmidt er det eneste, man kan være sikker på, at livet er en udsættelse af døden, da det ikke varer evigt. »I forsøget på at leve dør man; man dør af livsudfoldelse, man lever sig ihjel.« En anden fyndig formulering lyder:

»Forude venter således komposteringen, som endelig nivellerer og gør alle ligeværdige. Vi er under afvikling, og håbet klarer det ikke. Alle vellykkede gøremål er kun for trøst at regne.«

I det hele taget har den schmidtske tilgang til menneskets væren i verden og i det sociale et umiskendeligt mangelontologisk præg. Vi er udleveret til at måtte producere erstatninger og kompensere for egne mangler. Sproglige og sociale kræfter får os til at udvikle en vilje til orden for at minimere risici, da vi ikke kan leve med det tilfældige, det uvisse og det pludselige. Eksistensen er afmægtig:

»Alle sociale træf er båret af fænomenet udleverethed – også overføring; at føle for andre bevidner afmagtens maksime, hvad enten den møder op som magtesløshed, hjælpeløshed, hjemløshed eller håbløshed.«

Men er det nødvendigt at gøre disse fire mistrøstigheder til grundlæggende træk ved menneskets eksistentielle og sociale liv? Schmidt argumenterer ikke for disse negative træks gyldighed. Han påstår derimod, at de gør sig gældende og har i øvrigt ingen tiltro til, at vi igennem en fælles kommunikativ udveksling og afprøvning af argumenter kan nå frem til at finde et gyldigt filosofisk eller sociologisk bud på menneskets væren. Fornuften kan der kun i ringe forstand bygges på, da den er magtesløs og illusionsskabende. For Schmidt gælder det:

»At vi er afhængige af hinanden, er manglen på suverænitet. Imidlertid er det den samme mangel, der gør os sociable

I stedet for kompostering, mistrøstigheder og suverænitetstab vil jeg foreslå, at vi tænker det sociale med afsæt i glæden ved at være sammen og lysten til at leve i og udforske verden sammen. Det sociale kan også begrundes positivt, og man kan med mindst lige så stor ret udforme en ikke-mangelontologisk tilgang byggende på solidaritet, empati, nysgerrighed, generøsitet og kommunikation.

Lovende takter

Schmidt hæfter sig med rette ved samtidens krav om evidens og synliggørelsesteknologiernes hastige og manifeste udbredelse i samfundslivet. Hvor Marx kritiserede kapitalen, kritiserer han ’digitalen’. Med en fortættet schmidtsk formulering:

»Indikatorer forvandles i digitaliseringsteknologien til attraktorer bag om ryggen på agenterne – analyser erstattes af algoritmer.«

Her har han fat i noget, der påkalder sig en systematisk udfoldelse og en masse empirisk og teknologikritisk arbejde. Algoritmer fodret af big datakørsler spiller en afgørende rolle for blandt andet at ’optimere’ internetsøgnings-, forbruger-, sundheds-, studie- og sågar vælgeradfærd. Men algoritmer ved ret beset ikke noget, selv om de er sat i spil med et formål. Datadokumentationskravet og ’numeriseringen’ (tallene som hård valuta) træder i stedet for gedigne drøftelser om viden(skab) og sandhed. Dertil kommer, at digitaliseringen fører til, at vi kommer til at leve i en samtid, der fordrer nærvær uden nærhed og nærhed uden nærvær.

Præcis er også hans rå og Foucault-kongeniale karakteristik af pseudofriheden: »Staten styrer (…) befolkningen, ved at folk får deres lyst styret. Statskunsten består i at få folk til at gøre det, vi gerne vil have dem til at gøre – men af egen fri vilje. Altså fordi de har lyst til det.« For eksempel at lave en selvstændig problemformulering, opgradere sine kvalifikationer, spise sundere og dyrke motion.

Schmidt er også mester for nogle gevaldige skalahop i sit forsøg på at levere en socialanalytisk diagnostik af det rodløse sociale kosmos, vi lever i: »Den moderne verden er født tragisk ude af balance og netop derfor mærket af (her stod der ’at’, SNL) et afgrundsdybt savn efter den balance, man tidligere tiltroede kosmos.« Men hvordan Det sociales ABC forholder sig til – og skal formå at kompensere for – dette radikale og uafrystelige kosmostab forbliver uklart.

Her på falderebet af anmeldelsen, der ikke var let at skrive, medgiver jeg, at der bestemt er lovende takter i bogen; men at tidligere værker fra hans ånd har været langt bedre gennemtænkt og frem for alt – skrevet såsom den øjenåbnende filosofiske doktorafhandling om Rousseau og Nietzsche: Den sociale excorsisme fulgt til dørs af Viljen til orden, Det sociale selv og Diagnosis I-II-III.

»Mere end nogensinde må filosofien spørge sig, om den skal lade sig rive med af de objektiverende naturvidenskaber, eller om den tværtimod skal stå imod at blive knyttet til disse.« lyder det fra Jürgen Habermas.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det lyder helt forfærdeligt.

Hvordan går det tiĺ, at man indleverer et manuskript med så mange fejl, og at forlaget, der er bemandet med lutter ph.d-redaktører antager det? Ganske uden at gennemgå det, må man tro.

Fotoforsiden af bogen skriger dertil til himlen. Hvilket signal er det lige, at man vil sende?

Men jeg får så den tanke, at forfatteren selv er en del af forlaget.

Eva Schwanenflügel og Christian Wolsing anbefalede denne kommentar