Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

I ny interviewbog taler 18 prominente forfattere om eksistens i det 21. århundrede

Samtalerne i Bjørg Tulinius’ og Michael Bach Henriksens interviewbog ’Mellem frygt og håb’ bliver en slags multiperspektivisk samtalemosaik, som det i lidt for vid udstrækning er overladt til den enkelte læser selv at samle
Moderne Tider
1. februar 2020

Med Mellem frygt og håb – 18 forfattere og tænkere om eksistens i det 21. århundrede stiller journalist Bjørg Tulinius og kulturredaktør Michael Bach Henriksen – begge fra Kristeligt Dagblad – sig på en måde i en prekær situation. Formålet med en interviewbog af dette format må nemlig være at ramme en bestemt læsergruppe, som øjensynlig ikke hænger på træerne.

På den ene side bør bogens læser jo helst ikke være bekendt med de behandlede forfatterskaber, at hun allerede godt er klar over det meste af det, som det kan lade sig gøre at komme omkring i en kort samtale med denne eller hin forfatter.

På den anden side må selv samme læser dog samtidig være så tilstrækkeligt bekendt med nogle bestemte forfatternotabiliteter, at hun faktisk har mod på at læse en helt bog om, hvad disse notabiliteter mon mener om dette eller hint emne.

Den halvparadoksale udfordring er altså den følgende: Enten er læseren på forhånd interesseret i hovedpersonerne – men samtidig allerede bekendt med hovedpointerne (i kraft af et forhåndskendskab til forfatterskaberne), eller også er læseren temmelig ubekendt med disse forfatterskaber – og jo formodentlig af samme grund en smule mindre motiveret til vide mere om dem.

Den heterogene læseoplevelse

Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke i virkeligheden, heldigvis: Man kan jo udmærket være ret godt inde i for eksempel Axel Honneths, Per Pettersons, Marilynne Robinsons og Slavoj Žižeks forskelligartede forfatterskaber, kende et og andet til for eksempel John Grays, Zygmunt Baumans, Amos Oz’ og Salman Rushdies skriblerier, men så til gengæld ikke for alvor have styr på, hvem for eksempel David Grossman, Dorte Jørgensen, Mario Vargas Llosa og James Wood, overhovedet er – endsige hvad mon de mener om eksistens i det 21. århundrede.

Hvis man – som undertegnede anmelder – befinder sig et sted i den gruppe af potentielle læsere, der kender en hel del til en række af interviewpersonerne, en smule til en håndfuld af de andre og nærmest intet til de sidste par stykker, så bliver læsningen af Mellem frygt og håb overordnet set til en temmelig heterogen læseoplevelse.

Man kan således have enorm lyst til at bladre hurtigt forbi en given forfatterpræsentation, hvis den blot opsummerer nogle basale ting, som man godt vidste i forvejen, mens man så ni sider senere – i det næste interview – må skærpe opmærksomheden for at få styr på, hvilken karakter man nu får med at bestille.

Og man kan måske nikke genkendende til Honneths beskrivelse af anerkendelsestænkningens tre europæiske hovedspor eller Grays tese om, at de vestlige samfunds fremskridtstro er fundamental »naiv« for så pludselig at skulle op på dupperne for at fange, hvad Grossman mener med, at »samtale er massage for den modvillige sjæl«, henholdsvis hvad Robinson egentlig vil sige med, at den kristne metafor om »at afdø fra verden« skulle kunne hjælpe os til at »tyde« tilværelsen som andet og mere end en »lille, beskidt kamp«.

Også selv om man med begejstring har læst hende i forvejen. Læseren må altså være opmærksomhedsmæssigt omstillingsparat – men det har jeg sådan set intet at udsætte på.

Delene og helheden

Hvad så med bogen som helhed? Tillad mig en analogi: Som det er tilfældet, når serier som Klovn og The Simpsons – mere eller mindre vellykket – forsøger at overføre deres humoristiske grundgreb fra det vanlige halvtimes- til det mere biografvenlige The Movie-format, er det også her sin sag at bygge en sammenhængende bog op omkring en serie af kortere tekster, der i udgangspunktet har skullet fungere som separate avisinterview i egen, afrundede ret.

Michael Bach Henriksen og Bjørg Tulinius: ’Mellem frygt og håb’. 250 sider. 189,95 kr. Kristeligt Dagblad

Tulinius og Henriksen forsøger med rimeligt held at omgås denne udfordring via et par simple greb: Man kan intetsteds se, hvem der har skrevet de enkelte interview (selv om man ofte nok har en god idé herom).

Interviewene er desuden udvalgt ud fra det princip, at der i alt optræder ni forfattere henholdsvis ni tænkere, hvorved ’fiktionen og filosofien’ får lejlighed til at belyse hinanden på en afbalanceret måde. God idé.

Bogens egentlige syntesestiftelse består dog deri, at den opdeler samtlige interview i tre hovedgrupperinger (hver med sin korte indledning), nemlig: (I) »Verden er blevet kompleks,« (II) »Længsel efter samhørighed« og (III) »Gensyn med de store fortællinger.«

Alt i alt fører disse greb til, at bogen rent faktisk udgør en form for overbevisende, formmæssig enhed.

Når det så er sagt: Det er ikke helt let at få avisinterviewformatet til at fungere fuldstændig lydefrit, når man opskalerer til bogmediets på mange måder væsensforskellige eksistensvilkår. Teksterne kommer unægtelig til at virke en anelse korte og argumentativt uforløste – og man er til tider knap nok nået i dybden med et givent emne, før man fluks ledes videre til yet another præsentation af yet another perspektiv på verdens sande tilstand.

Samtalernes samtale

Og så alligevel: På et andet niveau (som dog intetsteds ekspliciteres af de to interviewere) er de interviewede forfattere og filosoffer sådan set i dialog med hinanden på tværs af de enkelte interview. Eksistensen af denne metadialog forudsætter imidlertid, at læseren selv er i stand til både at forestille sig og fortsætte denne samtale – for Tulinius og Bach tager ikke opgaven på sig.

Det kan således godt være, at Mellem frygt og håb på overfladen betragtet er en relativt letlæst bog. Alligevel er det dog samtidig tilfældet, at en for alvor udbytterig læsning forudsætter en noget vanskeligere indsats fra læserens egen side, da denne nemlig selv må afgøre, hvad han eller hun mon skal mene om meningsforskellene mellem de alle mange meninger.

Det er klart nok også en mulighed bare at lade sig inspirere lidt mere af det ene interview og lidt mindre af det andet – men så går man glip af at tage interviewpersonerne fuldt ud alvorligt som seriøse folk, der er seriøst uenige om en række seriøse emner.

Forfatterne kan ganske vist blive nogenlunde enige om, at vi mangler »at udvikle en kosmopolitisk bevidsthed«, der svarer til den kosmopolitiske verden, vi lever i – som sociologen Zygmunt Baumann citerer sociologen Ulrich Beck for at have skrevet.

På samme måde er der en generel skepsis at spore over for tendensen til, at »vores individuelle selvrealiseringsprojekt« overskygger og erstatter seriøs samfundskritik (Finn Skårderud) henholdsvis måden hvorpå, at enhver fællesskabslogik reduceres til »de økonomiske interesser eller [kravet om] profitmaksimering« (Honneth).

Men alligevel: Positionerne er på en række punkter afgørende forskellige fra hinanden.

’Læseren fylder selv ud’

Mens blandt andet Honneth og Skårderud således betoner, at al meningsfuld individualitet har sociale betingelser (nemlig velfungerende anerkendelsesrelationer), mener forfatter Ida Jessen, at individer bliver alt for overbelastede af altid skulle være noget for andre.

Den berygtede anmelder James Wood (der i parentes bemærket strør om sig med guldkorn vedrørende litteraturlæsningens formål i sit interview) mener på samme måde, at en række af vores fundamentale »karaktertræk« er »bestemt fra fødslen.«

»Tal ud fra det, du mener, er dit eget dybeste selv,« tilføjer Robinson – men hvem skal man tro på?

Et andet eksempel: John Gray skoser den vestlige fremskridtsfortælling for at være såvel »naiv« som »mytologisk«, mens blandt andet engelske Giddens, tyske Honneth og slovenske Slavoj Žižek – i øvrigt på vidt forskellig vis – alle forsvarer den europæiske oplysningstradition. Men igen: Hvem præsenterer de stærkeste argumenter?

Bogens implicitte svar herpå er formodentlig, at det må læseren selv hitte rede i. For så vidt er Tulinius og Henriksen tro mod Per Pettersons råd i sit interview om, at en forfatter skal turde stole på læsernes intelligens og følgelig må undgå at overeksplicitere samtlige årsagssammenhænge.

»Læseren fylder selv ud.« som Petterson bemærker – og den egentlige samtale i Mellem frygt og håb skal da også både udfyldes og fortsættes af læseren selv. Hvilket nok er, som det skal være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her