Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Sådan ville Žižek udlægge Mette Frederiksens jordbærbod

Den slovenske filosof Slavoj Žižek er en af de store fornyere af ideologikritikken, og nu er hans mange teoretiske bidrag til et opdateret ideologibegreb samlet på dansk
Bogen igennem fornemmer man Žižeks træthed over det klassiske ideologibegreb, over analyser der selvsikkert afslører verdens sammenhænge. »Når en procedure stemples som dybt ideologisk,« siger Žižek, så »kan man være helt sikker på, at dens modsætning er mindst lige så ideologisk.«

Bogen igennem fornemmer man Žižeks træthed over det klassiske ideologibegreb, over analyser der selvsikkert afslører verdens sammenhænge. »Når en procedure stemples som dybt ideologisk,« siger Žižek, så »kan man være helt sikker på, at dens modsætning er mindst lige så ideologisk.«

Peter Hove Olesen

Moderne Tider
1. februar 2020

Mette Frederiksen, statsministeren, der næsten ikke er til at skyde igennem for tiden, åbnede folketingsåret med en appel til fortiden. I en tale med alle de rigtige kunstpauser fremmanede hun en scene fra fortiden. Jordbærboden ved vejkanten, der stod ubevogtet hen. Det klareste billede på, hvad vi står til at miste i fremtiden – hvis ikke vi da allerede har mistet det.

Men hvad er ’det’? Hvad er det, vi står til at miste, hvis ikke vi passer på?

Man kunne med Slavoj Žižek, den slovenske filosof, der så ofte har optrådt i disse spalter, tale om en ‘sublimificering’ af vores velfærdsstatsfortid. Mette Frederiksen opretter en fantasi om en fælles fortid, om noget truet og derfor noget truende. Det er ikke ideologi i nogen stiv og streng forstand, det er snarere ideologi som fantastisk tilbud.

Slavoj Zizek: ’Ideologikritik’. 350 sider. 250 kr. Hans Reitzels Forlag

Hør her, hvad han har at sige om den slags historiske visioner: »Når et bestemt historisk øjeblik (fejl)opfattes som det øjeblik, der indebærer tabet af en vis kvalitet, bliver det ved nærmere øjesyn klart, at den tabte kvalitet først emergerede i det øjeblik, hvor den angiveligt gik tabt.«

Žižek citerer i samme ombæring filosoffen Hegel for at sige, at noget kan »kun blive til ved at blive ladt tilbage« – og det skal vel forstås derhen, at historien er en taknemmelig byggegrund for spekulation og hittepåsomhed. Fantasien om en lun og uldklædt fortid aktiverer megen politisk varme, som det kan være interessant at erklære sig som beskytter af.

De syv fantasier

Slavoj Žižek er en af de store fornyere af ideologikritikken. Hans mange teoretiske bidrag til et opdateret begreb om ideologi er nu samlet på dansk. Og teksterne er … viltre. Det var det første ord, der faldt mig ind, og hør her, hvad ordbogen siger: Det »som udfolder sig livligt, uhæmmet eller vildt, ofte som et udslag af livsglæde; vanskelig at holde i ro«. Ja tak, sådan er det at læse Ideologikritik.

Tag blot artiklen »Fantasiens syv slør«, der opregner syv måder, hvorpå ideologi viser sig som fantasier. Som måder de egentlige problemer kan tilsløres af fantastiske udfordringer. Hvis vi nu lige holder fast i Mette Frederiksens sublime billede af velfærdsstaten, så er fantasien:

1. Et forsøg på at belære os om, hvordan vi skal begære. Den leverer for eksempel koordinaterne for begæret efter national sammenhæng som i gamle tiders jordbærboder.

2. Også et stykke jegfornemmelse, et forsøg på at hjælpe mig med at besvare spørgsmålet: »Hvad ønsker samfundet af mig?«

3. Tidslige koordinater om fremad og bagud. Jordbærboder kan være små fortællinger, der skal sløre eller opfinde aktuelle konflikter.

4. Ideen om et syndefald. På et tidspunkt har vi forladt et hjem, et nærvær, en original – og nu lever vi i eksil på den anden side af historien.

5. Et view from nowhere, et umuligt blik, hvor man unddrager sig rollen som part og skaber et harmoniseret fantasme.

6. En lettere kritisk, ironisk distance – men stadigvæk fyldt af deltagelse. At føle sig hævet over nationalisme eller forbrugerisme, men fuldt ud tage del i den, ’er selve ideologiens form’, som Zizek siger.

7.  En tom gestus. Vi kan selvfølgelig selv vælge vores skæbne, men det nationale fællesskab er i sidste ende uomgængeligt.

Hvad er ideologi?

Er Mette Frederiksens salvelsesfulde tale om den sublime velfærdsstat et stykke ideologi? Javist. Men ikke i betydningen stiv og mekanisk tænkning. Der er ingen hjernevask eller spændetrøje for tænkningen. Tværtimod forstår Mette Frederiksen at tænke med vores begær, at dele ud af og vikle os ind i fantasier, som vi nyder at deltage i.

Hos Žižek er ideologier et sted, hvor drifter, selvrealisering og kulturens koordinater mødes på måder, der gør os i stand til at fungere i en grum verden, mens vi nyder vores deltagelse i den. Det er så også mekanismer, som bringer os på afstand af en række realiteter.

Hos Marx lød det, at religion er opium for folket. Og er det ikke sådan cirka, hvad ideologi er? Et slør, der forhindrer os i at få indsigt i de kræfter, der i virkeligheden styrer vort liv? Ikke helt ifølge Žižek (eller Marx for den sags skyld).

Žižek følger i sporet på Marx og insisterer på, at ideologi såvel som opium er tvetydige størrelser. Begge dulmer lidelserne i en uretfærdig verden, begge får borgere til at henfalde i apati og afhængighed.

Men opium er også vejen til fantastiske syner. Hvis ideologi er som opium, så er det på en og samme tid noget, der bedøver og skaber fantastiske billeder. Hvad er paradis, hvis ikke en tilstand uden nød og lidelse? Bevares, den er forsvunden, overstået, vi har ikke adgang til haven, men begæret lever videre som ideologi og afslører vores dybeste og sandeste begær i en forvrænget udgave.

Det er, derfor Žižek kan sige, at en ideologi intet har at gøre med en illusion, det ville kræve, at nogle særligt indviede – »højt hævet over det urolige samfundsliv«, som det hedder – ville kunne afsløre for os andre, hvordan det i virkeligheden hænger sammen.

Bogen igennem fornemmer man Žižeks træthed over det klassiske ideologibegreb, over analyser der selvsikkert afslører verdens sammenhænge. »Når en procedure stemples som dybt ideologisk,« siger Žižek, så »kan man være helt sikker på, at dens modsætning er mindst lige så ideologisk.« Eller som det også hedder: »vores udtræden af (det, vi opfatter som) ideologien er selve formen af vores slavebinding til den«.

Fort Žižek

Bogens redaktører – Henrik Jøker Bjerre og Carsten Bagge Laustsen – siger, at formålet med bogen har været at lave den bog om ideologi, Žižek aldrig selv fik skrevet. Ideologikritik samler de vigtigste artikler om ideologi fra forfatterskabet, og de to redaktører har endda skrevet et forord, der virkelig skærper appetitten på ideologikritik.

De har så også foretaget en voldsom tilskæring af det batteri af begreber, tænkere og anekdoter, der bemander Fort Žižek. Det er en alt for stor hjælp lige at kunne sin Marx, sin Freud, sin Lacan, sin Althusser og sin Stalin.

Jeg må indrømme, at jeg har det som en hund i snor, der prøver at følge med sin cyklende herre. Tungen ud af munden og et øje til hver side på udkig efter forhindringer. Det går så hurtigt og med en lurende fornemmelse af, at nu … nu, nu, nu, siges der noget vigtigt. Nu kunne den sprællende omgang med fantasmer og virkelighedsniveauer give mig et penetrerende skarpsyn. Jeg, den halsende hund, er bare for langsom eller ideologisk forstokket til at kunne følge med.

Jeg er med på, at man ikke altid kan tale klar tale, for nogle af vores forvirringer, fordomme og fantasier har et meget dunkelt ophav. Ofte ved vi ikke, hvad der er godt for os, fordi vi er underlagt begær der i virkeligheden er andres opfindelse (eller så reelle at de camoufleres). Det synes dog, som om at den berettigede mistro til fordægtig, blot og bar transparens kammer over i en dyrkelse af det krøllede.

I betragtning af det overordnede ønske om at løfte sløret for de subtile måder, vi binder os selv og vores fornemmelser for det mulige til kringlede og hæmmende fantasmer, så bidrager den žižekske måde at teoretisere på med en pæn portion hjemmebrændt mystifikation.

Forstå mig ret. Der er meget hos Žižek, der inspirerer og udfordrer. Han er ikke den filosofiske spradebasse, nogle vil reducere ham til. Men han arbejder heller ikke på at overbevise sin læser i en traditionel opbyggelig forstand. Det tager Žižek næppe så tungt, al den stund, at fantasier næppe er et produkt af, hvad vi har fundet overbevisende. De virker ved at spille et helt andet spil end ‘de gode argumenters spil’.

Slavoj Žižek, 'Ideologikritik'. 350 sider. 250 kr. Hans Reitzels Forlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her