Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Sørens (Kierkegaards) seriøse sokkeholdere – som ingen kunne nå

Clare Carlisle har skrevet en både personlig og page-turner-agtig biografi om Kierkegaard, som hverken forsøger at lægge sig omfangsmæssigt ud med Joakim Garffs ’SAK’ eller nørdefaktormæssigt med Peter Tudvads ’Kierkegaards København’ (2004), men som ikke desto mindre – eller måske nærmere netop herfor – fungerer glimrende som introduktion til Kierkegaards kuriøse univers
Carlisles biografi om den danske filosof Søren Kierkegaard er ganske vellykket, og får hovedperosnen til at tage sig lyslevende ud for læseren. På billedet her ses en statue af selv samme hovedperson, placeret i Bibliotekshaven ved Den Sorte Diamant, i indre København. 

Carlisles biografi om den danske filosof Søren Kierkegaard er ganske vellykket, og får hovedperosnen til at tage sig lyslevende ud for læseren. På billedet her ses en statue af selv samme hovedperson, placeret i Bibliotekshaven ved Den Sorte Diamant, i indre København. 

Kristoffer Juel Poulsen

Moderne Tider
18. januar 2020

Uanset hvad man mener om Kierkegaard (1813-55), er det svært at komme uden om, at den krumryggede københavner er og bliver Skandinaviens mest uomgængelige bidrag til den filosofihistoriske kanon.

Al respekt for notabiliteter som for eksempel den svenske 1700-tals-polyhistor Emanuel Swedenborg (1688-1772), den norske dybdeøkolog Arne Næss (1912-2009), den finske Wittgenstein-protegé Georg Henrik von Wright (1916-2003) eller for den sags skyld for vores egen K.E. Løgstrup (1905-81) – men alligevel: Hvad angår filosofihistorisk impact i den absolutte sværvægtsklasse, er der slet og ret ingen skandinaviske filosoffer, der når salig »Søren Sok« (som han drillende blev kaldt af sine klassekammerater på Borgerdydskolen) til sokkeholderne.

Endnu en livsskrift?

Men hvorfor skrive – eller for den sags skyld læse – endnu en biografi om Søren Kierkegaard, der jo levede et mærkeligt begivenhedsløst liv, mens han (mestendels) trissede rundt på gader og stræder i guldalderens København og (igen mestendels) skrev en uhyrlig mængde uhyrligt vanskelig tekst?

Well, for det første oplevede Kierkegaard faktisk et og andet i løbet af sit kun 42-årige liv. 

Clare Carlisle: ’Philosopher of the Heart – The Restless Life of Søren Kierkegaard’.

Saxo
For det andet gennemlevede han så heftigt et indre liv, at selv – relativt set – mindre begivenheder som for eksempel en brudt forlovelseshistorie (den legendariske Regine Olsen-gate), en dosis offentlig latterliggørelse i den kulørte presse (den lige så legendariske Corsar-gate) og udnævnelsen af en ny biskop over Københavns Stift (den ikke spor mindre legendariske »Kirkestorm«-gate) oplevedes som så svære eksistentielle jordrystelser, at Søren var ude af stand til at ryste dem af sig livet igennem – intellektuelt såvel som emotionelt.

For det tredje gælder det i særklasse for Kierkegaards vedkommende, at levet liv og skrevet skrift i ekstraordinær grad vikles ind i hinanden.

Også af den grund forbliver det en interessant udfordring at præsentere et stykke livsskrift (det vil sige en biografi) om denne Søren, hvis eksistens var så forrygende skriftlig, og hvis skrift var så forunderligt eksistentiel.

Garff og Tudvad in memoriam

Når vi nu er ved emnet, forbliver det en barok biomstændighed hertillands, at den berømteste Kierkegaard-biografi af dem alle (også uden for Danmark), nemlig Joakim Garffs både vældigt voluminøse og voldsomt velskrevne SAK, selv gav anledning til en mindeværdig kontrovers af nærmest kierkegaardske dimensioner.

Denne udspillede sig i fuld offentlighed, da »arkivrotten« Peter Tudvad og »hvidvinsæstetikeren« Garff i 2004 røg i totterne på hverandre. Kierkegaardeksperten Tudvad anklagede kort fortalt kierkegaardeksperten Garff for en art videnskabelig uredelighed i et alenlangt anklageskrift (som tilmed blev trykt i Informations daværende weekendtillæg), og så blev der ellers krydset krasbørstige klinger i denne og hin angrebs- og forsvarskronik, inden de to kamphaner omsider forbrødredes (igen i Information) den 3. maj 2013. Hele otte år senere, vel at mærke, og belejligt nok sølle to dage inden København gik formelig eksistens-amok med fejringen af Kierkegaards 200-års fødselsdag. Så er der altså ikke et øje tørt.

Personligt hælder jeg forresten til fortsat at betragte SAK som Kierkegaard-biografiernes guldstandard (i hvert fald formidlingsmæssigt – jeg har aldrig læst en bedre biografi på dansk), men man går ej heller på nogen måde galt i byen ved at investere i en af Tudvads mange bøger om Kierkegaard.

En kierkegaardsk Kierkegaard-biografi

Men nu til sagen: Der er egentlig ikke så meget nyt under solen i Clare Carlisles (født 1977) biografi, Philosopher of the Heart – The Restless Life of Søren Kierkegaard (dansk: Hjertets filosof – Søren Kierkegaards rastløse liv) rent indholdsmæssigt. Ikke desto mindre tager Carlisle på troværdig vis et så tilpas personligt tilløb til sin hovedperson, at denne tager sig lyslevende ud for læseren. Og så er en biograf(i) vist egentlig lykkedes i sit allervæsentligste ærinde.

Rent dispositorisk består Philosopher of the Heart af et kort forord, tre efterfølgende hovedafsnit med hvert sit kronologiske fikspunkt og til sidst en lille epilog om Kierkegaards efterliv. Bemeldte, kronologiske fikspunkter er imidlertid ikke mere fikserede, end at teksten fra start til slut – i øvrigt fuldstændig i Kierkegaards ånd – desintegrerer sin egen kronologiske fremstilling til fordel for en serie af tidsforskydende erindringer, eksistentielle »gentagelser« og litterære punktnedslag.

Det tidlige hovedværk

Første del lader Kierkegaard se tilbage på sin skandaløse forlovelseshistorie med Regine, den efterfølgende Berlin-rejse (tur-retur) såvel som det store gennembrud med moppedrengen Enten-Eller få måneder forinden.

Carlisle formår her at anskueliggøre, i hvilken grad Regine-affæren sætter sig i kødet på Kierkegaard, hvis skrifter da også bliver ved at kredse om denne singulære og skæbnesvangre kærlighedshistorie. Dette sker som oftest indirekte, men noget af det opsigtsvækkende ved Enten-Eller er akkurat, at bogens kendteste del direkte fremstiller en både gennemreflekteret og skruppelløs »Æsthetiker«, Johannes, der forfører og siden hen deflorerer den unge Cordelia, inden han dropper hende igen.

Det er egentlig ikke så svært at forstå, at denne bog vakte opsigt i 1843, for datidens københavnere var udmærket klar over, at Søren Kierkegaard stod bag Enten-Eller, såvel som at selv samme Søren få år forinden havde manipuleret unge Regine Olsen til at bryde deres forlovelse.

Den biografiske kobling er imidlertid ikke den eneste måde, hvorpå Enten-Eller sætter standarden for resten af forfatterskabet. Værket er nemlig en regulær genistreg, der vidner om, hvad den endnu blot 29-årige Søren Kierkegaard formår: Stilistisk set er teksten således en sublimt konciperet kinesisk æske, hvor udgiveren Victor Eremita præsenterer læseren for (blandt andet) en serie både særdeles livstrætte og særdeles humoristiske strøtanker (Diapsalmata), en række æstetiske-teoretiske refleksioner over musikkens henholdsvis tragediens væsen, den føromtalte Forførerens Dagbog, to alenlange etiske breve om ægteskabet og det »Ethiske«, og – som kristeligt kirsebær på toppen – en afsluttende prædiken om »det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret«.

Indholdsmæssigt set præsenterer værket desuden en række af historiens mest originale eksistensfilosofiske indsigter. Det er der ikke plads til at gå systematisk igennem her, men det er det ikke desto mindre.

Forlæns og baglæns

I anden del møder vi Kierkegaard i 1848, hvorfra han – allerede med et enestående forfatterskab på samvittigheden – forsøger at forstå sit liv baglæns, inden han – i bogens tredje del, bestræber sig på at eksistere forlæns med en stadig mere kompromisløs kristendomsforståelse, indtil han – drænet for åndelig kraft såvel som for finansielle midler (belejligt nok) – dratter om og senere dør på Frederiksberg i 1855.

Også i disse to hovedkapitler lykkes det for Carlisle at flette Kierkegaards liv og skrift således sammen, at de to kommer til at belyse hinanden uden at blive reduceret til hinanden. Dette er særligt centralt, eftersom vigtigheden af Kierkegaards forfatterskab letztendlich står og falder med, at det kan lade sig gøre at skrive om det ekstraordinært personlige på en ikkeprivat – men herimod på en almengyldig – facon. Som læsere af for eksempel Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage vil vide, så kan denne prekære balanceakt faktisk lade sig gøre.

Og for nu at slå det helt fast: Kierkegaard formåede om nogen at omsætte sin patologisk-excessive selvrefleksivitet til formidabelt vedkommende eksistensfilosofi, som enhver vil kunne spejle sin egne erfaringer med for eksempel angst, kærlighed, fortvivlelse, lidenskab, kedsomhed, håb, ironi og tro i.

Som Carlisle betoner, lykkedes det grundlæggende for Kierkegaard at gentage forbilledet Sokrates’ alvorligt-ironiske opgør med antikkens demokrati i sin egen, kulturkristne samtid. Ikke fordi han præsterede en masse svar på dit og dat – men akkurat fordi han revitaliserede nødvendigheden af at stille spørgsmål til de konventioner, der til enhver tid giver sig ud for at være almengyldige.

Carlisles biografi er i det hele taget en timelig påmindelse om, at al eksistentiel fortolkning er nødt til at være personlig. Også selv om man – modsat Kierkegaard selv – muligvis foretrækker ikke at slå sig selv halvt ihjel via ekstreme mængder sort kaffe med ekstreme mængder sukker. Det ville jo dog – som Kierkegaard andetsteds erklærer om »Travlheden« – være et nummer for tåbeligt.

Clare Carlisle - 'Philosopher of the Heart - The Restless Life of Søren Kierkegaard'. 368 sider. 22 pund. Perguin Books. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her