Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Transteoriens anden bølge: Det er ikke bare queer-millenials mod transfobiske boomer-lebber

Andenbølge-transteorien har meldt sin ankomst i form af den amerikanske provocatrice Andrea Long Chu, hvis nye bog er lige dele nonchalant kulturkritik og refleksioner over hendes egen kønstransition og tager udgangspunkt i forfatterens utidssvarende crush på kvinden, der skød Andy Warhol
Moderne Tider
18. januar 2020

»Everyone is female and everyone hates it.« Denne provokerende punchline udgør startskuddet i Andrea Long Chus dundervækkende essay, Females, der har indbragt forfatteren stående bifald såvel som beskyldninger om misogyni og at opfylde forventningerne til populærkulturens idealforestilling om den ulykkelige transperson.

Chu er ph.d.-studerende i komparativ litteratur ved New York University og er lynhurtigt blevet et kendt navn på den amerikanske intellektuelle scene, efter at hun har skrevet en række veloplagte og stærkt polemiske tekster om (trans)kønnethed, feminisme og seksualitet.

Blandt andet om hvordan hun – stik imod det efterhånden etablerede vokabular – ikke vil tale om, at der er et sandt, indre køn, der kan gives plads gennem en såkaldt ’kønsbekræftende’ operation, men selv insisterer på at have skiftet køn, og der altså var et før, hvor hun var en mand, og et efter hvor hun var kvinde.

Andrea Long Chu: ’Females’. 112 sider. 11,78 dollar. Verso.

Hun har omtalt sin nyvundne skede som »et sår« og plæderet for, at heteroseksualitet grundlæggende set er »en dårlig idé« (men dog sommetider kan fungere, når bare der ikke er nogen mænd involveret, som i hendes eget forhold).

SCUM-manifestet revitaliseret

Forlægget for bogen er det indtil for nylig uudgivne skuespil Up Your Ass skrevet af Valerie Solanas i 1965. Solanas er kendt som ophavskvinden til det radikale og mandehadske SCUM-manifest der anbefalede udryddelsen af det svagere (han)køn, og for sit skudangreb på pop art-kunstneren Andy Warhol i 1968.

Protagonisten i Up Your Ass er den kvindechikanerende og sexsælgende hustler Bongi, hvis ondsindede cat-calling og replikker om penismisundelse og pornografi fungerer som tekstuel anledning til Chus ellers planløse doseringer af nyfigen kønsteori og spredte iagttagelser.

Hun skriver (eller nærmest taler) med en umiddelbarhed, så det føles, som om man sidder og kigger med over skulderen, mens hun surfer hvileløst rundt på nettet og uanfægtet udspytter en kontinuerlig strøm af oratorisk velsmurte rants om, hvad hun finder dér: manosfærens understrømmende kønsdysfori og fortrængte fantasier klemt inde mellem linjerne på the dark web.

Entusiastiske overvejelser om muligheden for, at teori kan ændre verden, eller at kunstnerisk praksis kan ændre verden. Og endelig lejlighedsvise bidder fra hendes egen spring ud-historie: »Jeg hadede at være mand, men jeg troede at det bare er sådan, feminisme føles.«

Ud over at tilbyde et konglomerat af velskrevne, men lidt utilfredsstillende minianalyser, er bogens ærinde at fremsætte en vild idé, om at kvindelighed dybest set 1) er noget træls stads, og at det i øvrigt 2) overgår os alle.

Chus nøglebegreb er pudsigt nok ikke ’køn’ eller ’kvinde’ (’sex’, ’gender’, ’woman’), men det selvkuraterede ’femaleness’, altså ’kvindelighed’ eller ’hunkøn’, som vi må sige på dansk i mangel af en mere nøjagtig pendant.

Og det, der adskiller (hun)kønnet fra andre sociale konstruktioner – såsom klimaloven, det danske frisind og neurovidenskabens evidenskriterier – er, at det er en begærsstruktur: Kvindelighed betegner hos Chu en eksistentiel forskydning hen i noget uden for én selv.

I stedet for at være centreret i sit eget jeg gør man sig til det, den anden vil have, til genstand for den andens begær.

Så opremser hun skråsikkert, at alle dårlige digtere er af hunkøn, den rigeste procent og den amerikanske præsident er hunkøn, og det samme gælder seriemorderne, hajofrene og samtlige af hendes fremtidige læsere. Simpelthen fordi alle må være af hunkøn, eller ’kvindelige’. Eller som hun andetsteds har formuleret det: Der findes to slags mennesker i verden: dem, der er kvinder, og dem, der er løgnere.

Om man lever som kvinde eller mand i verden, afhænger nemlig af, om man identificerer sig med eller benægter det ulykkelige grundvilkår, at man dybest set aldrig er sin egen.

Dette overraskende greb er samtidig dybt forvirrende. For at komme det nærmere må vi sænke vores vante kønsteoretiske arsenal, for female betegner her hverken noget biologisk eller socialt, men henviser til en mere grundlæggende kategori: Det er ikke en anatomisk, genetisk eller kulturel bestemmelse, men »et alment eksistentielt vilkår«, skriver Chu.

Et vilkår, der består i ’selvnegation’, i den forstand at ens væren udfyldes af det den anden begærer. Hvad for en kjole synes du, jeg skal tage på, skat?

Kvindelighedens essens er (stadig) at blive kneppet

Med fare for at lyde som den arketypiske pain in the ass-filosofiprofessor, der til ethvert nyt teoretisk indspark kvitterer med et »det sagde Platon også i går/allerede i Sofisten« for ligesom at sørge for at klemme livet ud af den fremgærede forhåbning allerede i dens spæde fase, vil jeg påpege en ikke ligegyldig åndelig ascendent til Females’ projekt, nemlig Simone de Beauvoir.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at Chus om end lidt uudfoldede hovedidé, nemlig at konstatere det feminines ontologiske lavstatus, og altså definere det som noget uselvstændigt, snarere end som noget, hvis værd ’blot’ er blevet systematisk undervurderet, og som derfor kan reclaimes, netop er kongstanken i Det andet køn, hvis 70-årsjubilæum vi fejrede sidste år.

For Beauvoir er kvinden ikke andet end det at være stillet i den begrænsede position af immanens, såvel konkret som husmor som eksistentielt som halvgjort subjekt, der fornægtes sin iboende mulighed for selvoverskridelse og altså frihed.

Så hvorfor er der ingen eksplicit læsning af hende? Måske fordi bogen er så indfoldet (pop)akademia-amerikansk, eller måske fordi det ikke længere er comme il faut at citere dameforstokkede dinosaurer som Beauvoir, der ofte pr. automatik (og uden belæg) afskrives som forældet af queerfeminismens lidt for agile udløb.

Men den pointe har Chu selv, og foruden Solanas, der er vaskeægte andenbølge helt ned til sokkeholderne, citerer hun med stor begejstring Catharine MacKinnon og dennes rimeligt arkaiskfeministiske sentens: »Mand knepper kvinde. Subjekt verbum objekt.«

Vi kan lære af dette, at diskussionen er en tand mere kompliceret end ammestuehistorien om de to bølger, der kolliderer med fuld fart fra hver sin retning, det vil sige forestillingen om, at vi på den ene side har de kvindekampsfornægtende, transinklusive queer-millenials (tredjebølge) og på den anden de transfobiske og essentialistiske boomer-lebber (andenbølge).

Trans i 20’erne

Med afsæt i sin personlige historie og sin forsøgsvise nytænkning udfordrer Chu ønskenarrativet om at ’alt bliver bedre’, når bare man undergår operation eller begynder på hormoner. For hende bliver kønnet ved med at volde problemer.

Som Chu påpeger, er det uklart, om radikalfeministen Solanas’ manifest overhovedet kan kaldes feministisk. Og det samme kan siges om Females, som jeg uforvarende har læst lige så barmhjertigt, som man læser Slavoj Žižek, efter han begyndte at snakke om behovet for en stor leder og venstrefløjens fløjlsattitude i flygtningespørgsmålet.

Altså: Det være progressivt, det her. Man kan dog spørge, hvor transmændene er i denne fortælling, eller bekymre sig, som flere kritikere også har gjort, om tiden nu er til at udfordre vores forståelse af betydningen af transition i et politisk klima, hvor Trump-regeringen har gjort det stadig mere usikkert at være transkønnet i USA.

Men der løber en vis kæphøj konsekvens gennem Females, der er ganske forfriskende (og beauvoiriansk til benet): til spørgsmålet om den hyppigt hørte affejning af tydeligt feminine transkvinder såsom den canadiske youtuber og model Gigi Gorgeous som »produkt af en patologisk assimilation af misogyne stereotyper«, svarer Chu bekræftende, at, ja, transkvinder klæder sig ud – ligesom alle andre kvinder.

Når hun skriver, at køn ikke så meget er et indre forhold, som det er »noget, andre mennesker må forære dig«, er hun provokerende, men provokerende over for en transfeministisk konsensus, som vi (desværre) endnu har til gode at få indfaset tilstrækkeligt i det kære Udkantsdanmark, der som bekendt dækker hele landet.

Til den interesserede læser vil jeg hellere anbefale en nyligt udkommet dansk bog om kønstransition og det problematiske køn i det hele taget, nemlig Rolf Mertz’ billedskønskrevne At være sig selv bekendt (Forlaget Nemo, 2019).

Med udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer giver bogen fænomenologisk skarpe beskrivelser af kroppenes usynlige, men skrapt reglementerede omgang med hinanden i fitnesscentret, på offentlige toiletter og på bodegaen.

»Hvis jeg er fanget nogen steder,« som Mertz skriver konfronteret med ideen om den transkønnede som ’fanget i den forkerte krop’, »kan det på dårlige dage snarere synes, som om det er på den forkerte planet.« Med dette politisk befordrende udgangspunkt in mente kan vi måske bedre begive os ud på det spekulativ-teoretiske overdrev, som Females byder op til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her