Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Menneskets historie kræver en ledetråd

Ny bog genbesøger Immanuel Kants historiefilosofi og reflekterer over Vestens historiske forfatning i en tid, hvor den nære fremtid kan synes lige så usikker som den fjerne
Moderne Tider
8. februar 2020

Det siges, at den, som tager sorgerne på forskud, vil lide under dem to gange. Selv om det på den baggrund ikke kan anbefales at kigge alt for langt ud i fremtiden, har det altid været en yderst populær leg blandt filosoffer at foregribe historiens gang. Dette gjaldt også for Kant.

Meget er skrevet om hans politiske filosofi, og det er derfor ikke i sig selv opsigtsvækkende, at den tyrkiske filosof Dilek Huseyinzadegan har begået en bog om emnet. Det opsigtsvækkende er, at hun indfrier en filosofisk ambition, man traditionelt har haft meget vanskeligt ved, nemlig at forene Kants politiske teori med hans ofte udskældte historieopfattelse.

Dilek Huseyinzadegan: ’Kant’s Nonideal Theory of Politics’. 216 sider. 34,99 dollar. Northwestern University Press.

Når Kants historiefilosofi gerne udstilles som naiv, så skyldes det, at han i god oplysningsånd betragtede historien som en gradvis realisering af den menneskelige frihed.

Særlig kritiseret er han for ideen om, at der i naturen kan spores en formålsrettethed, der arbejder bag om ryggen på mennesket og garanterer en bestandig udvikling mod det bedre. Man har på den baggrund tillagt ham synspunktet, at fremskridtet er uundgåeligt, om så mennesket vil det eller ej.

En sådan fremskridtsoptimisme er ikke blevet sværere at afvise i lyset af det aktuelle globale orienteringstab, hvor den nære fremtid kan synes lige så usikker som den fjerne. Så hvorfor overhovedet tage den alvorligt og ikke bare acceptere, at Kant altså ikke havde ret i alt, hvad han skrev?

Kants urene filosofi

For at blive klogere på Huseyinzadegans ærinde kan man foretage en grov inddeling af Kants forfatterskab, der på den ene side placerer hans tre hovedværker og på den anden side hans mindre kendte historiefilosofiske og antropologiske essays.

Orienterer man sig i hovedværkerne, kan det samlende siges, at Kant her blotlægger de grundstrukturer, som gør det muligt for mennesket at begribe verden og handle moralsk i den. I disse værker udarbejdes på systematisk vis idealer, der går forud for erfaringen. Det vil sige idealer, der fordres af den menneskelige fornuft, og som mennesket er forpligtet til at realisere uafhængigt af sin egen konkrete livsverden.

I de historiefilosofiske og antropologiske essays er det så menneskets historisk og socialt betingede mulighed for at realisere disse idealer, der er i fokus. Det fremgår her, at menneskets opgave er at udtræde af naturens formynderskab og gennem historien lære sig at gøre sin egen fornuft gældende.

Inddelingen repræsenterer populært sagt forskellen mellem Kants ’rene tænkning’, der tager afsæt i idealiserede forestillinger om mennesket og staten, og så hans ’urene tænkning’, som forholder sig til de historisk og politisk omskiftelige vilkår, det konkrete individ lever under.

Men den peger også på vanskeligheden ved at forene Kants politiske teori med hans historiefilosofi. For hvordan hænger det sammen, at vores fornuft på den ene side giver os direkte adgang til rene idealer for f.eks. retfærdighed og på den anden side, at realiseringen af disse idealer afhænger af, hvor vi befinder os i den historiske proces?

Europa som verden

Huseyinzadegans bedrift består først og fremmest i at vise, hvordan måden, vi tænker historien på, bliver helt afgørende for Kant, når til kommer spørgsmålet om samfundets politiske indretning.

Hun argumenterer, at hvor Kant aldrig betragtede historien som forudbestemt, forstod han nødvendigheden af tænke den i lyset af et overordnet formål. For kun ved at antage en ledetråd for historien bliver vi i stand til at orientere os i den. Kun ved at udfolde en sammenhængende fortælling om, hvordan historien på den lange bane giver mening, kan vi tilskrive vores egne handlinger mening.

Ved at fokusere på Kants urene tænkning lykkes det også Huseyinzadegan at præsentere en tiltrængt ærlig læsning af hans politiske teori. Kant så freden som det højeste politiske ideal og fandt selv en ledetråd i den europæisk kosmopolitisme, han mente ville sprede sig til resten af verden. Han var i den forstand barn af sin tid, hvilket ifølge Huseyinzadegan på ingen måde relativiserer hans eurocentriske og racistiske synspunkter.

Hun demonstrer, hvordan Kants sidestillen af universalhistorie med europæisk historie udgør et afgørende element i hans politiske tænkning og ikke mindst bærer et ansvar for, hvordan vi fortsat tænker Vesten i verden.

Bogen slår altså ikke bare et slag for betydningen af en stor tænkers mindre kendte tanker. Den stiller også opgaven, at bjærge det fra Kants politiske tænkning, der kan bruges i dag, hvilket vil sige, at anerkende de elementer, som ikke kan bruges, og undersøge deres plads i hans filosofiske system.

Dilek Huseyinzadegan, 'Kants Nonideal Theory of Politics'. 216 sider, 34,99$. Northwestern University Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I telegram stil denne kommentar: Kant havde ikke øje for følelseselementet i fornuften, en skavank hans discipel Habermas har overtaget.