Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En millennial gør brættet op: »Well, this sucks«

The New Yorker-skribenten Jia Tolentino har skrevet en serie selvudleverende, samfundsdiagnosticerende, spændingsfyldte – og særdeles læseværdige – essays om det skrubforvirrende on- og offline-liv i senkapitalismens hæsblæsende hamsterhjul
Pointerne i Jia Tolentinos bog har påfaldende ligheder med stemningen hos pingvinerne i filmen ’Madagascar’, da de endelig ankommer til Antarktis, målet for deres længsler: OK, det er lidt træls det her.

Pointerne i Jia Tolentinos bog har påfaldende ligheder med stemningen hos pingvinerne i filmen ’Madagascar’, da de endelig ankommer til Antarktis, målet for deres længsler: OK, det er lidt træls det her.

Videograb DreamWorks/UIP

Moderne Tider
15. februar 2020

I DreamWorks-animationsfilmen Madagascar fra 2005 følger vi firkløveret Alex (en løve), Marty (en zebra), Gloria (en flodhest) og Melman (en giraf) i deres flugt fra en New York-baseret zoologisk have til tropeøen Madagaskar. Filmens egentlige handling sættes dog i udgangspunktet kun i skub, eftersom fire entreprenante pingviner iscenesætter selv samme zoo-flugt med henblik på at nå ’hjem’ til længslernes land: Antarktis.

I én af filmens allersjoveste scener flyttes fokus kortvarigt fra al hurlumhejet på Madagaskar til netop Antarktis, hvortil føromtalte pingviner omsider er ankommet. Her står de fem pingviner så og glor ved siden af deres kaprede krydstogtskib, mens en lige dele isnende og hujende polarvind fyger om ørene på dem (og ja, pingviner har ører).

Pingvinerne står ubevægeligt plantede i 22 fuldfede sekunder (det føles som meget længe), indtil én af dem tørt konstaterer: »Well, this sucks.« That’s it – inden handlingen ufortrødent fortsætter tilbage på Madagaskar.

Jia Tolentino: ’Trick Mirror: Reflections on Self-Delusion’. 321 sider. 21 dollar. Random House

Antarktis-scenen er selvfølgelig sjov, fordi suspensen inden punchlinen er så eftertrykkelig. Den er imidlertid også morsom, fordi den kortvarigt minder tilskueren om, at det egentlige formål med dyrenes ekspedition (og for så vidt med hele filmen) viser sig at være så totalt absurd. Så stor ståhej for ingenting er jo for latterligt.

Der er et par iøjnefaldende lighedspunkter mellem Jia Tolentinos (f. 1988) anmelderroste essaysamling fra sidste år, Trick Mirror – Reflections on Self-Delusion (dansk: Troldspejlet – refleksioner over selvbedrag) og pingvintableauet fra Madagascar: Bogen er først og fremmest virkelig morsom (på den der Klovn-agtige facon, hvor man – helhjertet og akavet – må le over spejlingerne af hverdagslivets latterligste lidenskaber), akkurat som animationsfilmen er det.

Bogen hviler desuden også på en grundlæggende præmis om, at det senkapitalistiske modus vivendi (akkurat som pingvinernes Heimat-nostalgiske Antarktis-fantasi) er bundet op på en utilfredsstillende, fremmedgørende og latterlig logik. Og nå ja, så kunne bogen lige så godt have tilvalgt »Well, this sucks« som potent punchline.

Men her stopper lighederne så også: Hvor pingvinerne med et snuptag nemlig formår at re-kalibrere rejsedestination og sejle til Madagaskar, er det et modsatrettet motiv hos Tolentino, at der ikke synes at være nogen vej ud af den misere, vi nonanimerede mennesker befinder os i hic et nunc.

Jeget på nettet

Det er ikke mindst vores omfattende liv »på nettet«, som Tolentino diagnosticerer. I det første af bogens i alt ni essays, »The I in the Internet« (’Jeget på internettet’) gennemgår hun således punkt for punkt, hvordan (I) internettet både »udspiler (distends) vores identitet« (ved at udsætte os for alt for massiv ekstern stimulans og bedømmelse), får os (II) til at overvurdere værdien af at have – og for enhver pris fremture med – en »mening« om hvad som helst (i stedet at gøre noget), hvordan (III) nettet »forstørrer« (maximizes) uenighedsbaserede konflikter (i stedet for at skabe et reelt grundlag for produktiv dialog på tværs af uenigheder), (IV) »billiggør« (cheapens) vores solidaritetsopfattelse (ved at basere sig på særdeles porøse fællesskabsformer), og – afslutningsvist – hvordan nettet (V) systematisk nedbryder vores proportionssans (ikke mindst ved at overfodre vores respektive news feeds med larmende og affektstimulerende-grænsende-til-afhængighedsskabende ligegyldigheder).

Ingen af disse indsigter er for så vidt synderligt revolutionerende – men en dygtig essayist (hvilket Tolentino indiskutabelt er) bør man ej heller måle og veje på pointernes grad af socialvidenskabelig originalitet endsige empirisk evidens.

Man bør i stedet vurdere hende på måden, hvorpå væsentlige indsigter opsamles, formuleres, nuanceres, eksemplificeres og – ikke mindst – personliggøres på essayformatets mere tentative betingelser. Og altså: Efter essayismens egenartede målestokke er Tolentino mestendels temmelig suveræn.

Selv om Tolentinos tekster ofte er underholdende, bærer tonen i Trick Mirror alligevel præg af en trekvartdystopisk grundintuition; som for eksempel i den følgende, pessimistiske passus, der afrunder »The I on the Internet«:

»Kapitalismen har efterladt intet andet til at kultivere end selvet. Alting bliver kannibaliseret – ikke blot goder og arbejde, men også personlighed og forhold og opmærksomhed. Næste stop er total identificering med onlinemarkedspladsen, fysisk og psykisk uadskillelighed fra internettet: et mareridt, som allerede banker på døren […] men det ved du godt – det er her allerede.«

Heftigt nok. Men altså: Noget af dét, der samtidig fungerer allerbedst ved Trick Mirror, er, at Tolentinos utilslørede desillusion(er) kun yderst sjældent kammer over i moralsk nihilisme (hvor det hele kan være lige meget) eller kedelig moralisme (hvor alene de andre bærer skylden).

Tolentino gør for eksempel en dyd ud af at indrømme, hvordan hendes egen skribentkarriere i vid udstrækning baserer sig på onlinemeninger om andres onlinemeninger om andres onlinemeninger etc. I stedet for faktisk at have gjort noget – hvilket hun vel at mærke selv føjer til.

Bedragergenerationen og generationsbedraget

I de efterfølgende otte essays går Tolentino i clinch med så forskelligartede emner som reality-tv (hun har selv deltaget i et temmelig håbløst et af slagsen som 16-årig), »barre-træning« (som jeg ikke havde hørt om, men som åbenbart er det allerhotteste inden for psykofysisk selvoptimering, og som Tolentino – sin kontante kritik til trods – åbenlyst har ofret mange penge på), fremstillingen af pige- og kvindefigurer i verdenslitteraturen (Tolentino er en lidenskabelig og sensibel læser af blandt andet Anna Karenina, The Virgin Suicides, Elena Ferrantes Napoli-serie og Anne fra Grønnebakken, viser det sig her), rusmidler (Tolentino har selv prøvet en masse og skriver faktisk så henførende herom, at læseren omtrent får mod på selv at stifte bekendtskab med Ecstasy-trippets angivelige potentiale for empatisk-ekstatisk selvforglemmelse), brylluppet som moderne megafantasi og -industri (som Tolentino med afvæbnende ambivalens nægter at deltage i) henholdsvis voldtægtskulturen på amerikanske college campuses (Tolentino har selv gået på University of Virginia, hvis dybt problematiske historie med overgrebsfortielser og -fortrængninger hun på nuanceret vis endevender).

Nogle af essaysene er stærkt personlige, mens andre er det i lidt ringere grad. Uanset hvad er det til stadighed i den prekære balancer mellem det politiske og det personlige, at hendes essayisme virkelig virker.

Det mest symptomatiske essay i Trick Mirror er formodentlig den 38 sider lange »The Story of a Generation in Seven Scams« (dansk: ’Historien om en generation i syv fupnumre’). Heri blotlægger Tolentino med eksistentielt eftertryk, hvorledes hendes egen Millennial-generation (dvs. vi, der er født mellem 1981 og 1996) gradvist har måttet se i øjnene, hvordan den vestlige civilisations meritokratiske selvforståelse efterhånden er blevet demaskeret som værende et fuldstændigt fupnummer.

I stedet for meritokrati er »bedrageri« (scamming) nemlig blevet »det kvintessentielle amerikanske [og vestlige?] ethos«, og Tolentino lægger ingenlunde fingre imellem, når hun hudfletter så forskelligartede scam-fænomener som boligboblen bag finanskrisen, studiegældsbyrden i USA (der truer med at generere endnu en finanskrise), Facebooks ubehagelige udbytning af sine brugere, Donald Trumps farceagtige præsidentvalgkampagne, den kyniskindividualiserende markedsfeminisme, The Fyre Festival og Amazons hensynsløse form for venture capitalism.

»Vi er, hvad vi gør«, bemærker Tolentino til afrunding – inden hun fortsætter: »Og vi gør, hvad vi er vant til at gøre; og som så mange andre fra min generation voksede jeg fra ungdommen (adolescence) og ind i dette skrøbelige, hektiske, ustabile voksenliv i en ubarmhjertig demonstration af, at fup betaler sig.«

I et sådant voksenliv er det beklageligvis temmelig svært at gøre det rigtige. Eller sat endnu mere på spidsen: Det rigtige for en selv (for eksempel i et karriere- eller profitperspektiv) står alt for ofte i modsætning til det »rette« at gøre, moralsk set.

Sådan har det måske nok altid været, men Tolentino tydeliggør konfliktens tidstypiske træk lige nu og her. Også selv om hun ikke aner, hvad vi egentlig skal gøre ved det, men vist blot – som Hannah Arendt ved lejlighed kommenterede med hensyn til sit eget forfatterskab – vil forsøge at forstå, hvad der overhovedet foregår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jamen, jamen, meritokrati er en amerikansk specialitet, som slet ikke dækker noget europæisk land, selvom det er på højeste mode i danmark at forsøge at gøre os Amerika lig. Vi er meget bedre end det!

Thomas Tanghus

Jeg lytter og hører absolut, hvad der bliver sagt om meritokrati her, og er for en stor del enig i dets fejlbarlighed.
Min indgangsvinkel er fra et kvart århundrede med open source udvikling, som aldrig ville kunne have udfordret Big Corps som det har gjort, uden at benytte sig af en meritokratisk opbygning. Alle hylder Linus Torvalds og Richard M. Stallman. De er begge nogle røvhuller, men de har dæleme gjort meget godt for at tæmme monopolistiske, tenderende autokratiske multinationale firmaer som Microsoft, Adobe, Sun, Apple osv osv.
I den sidste ende er det nok ikke stater, men firmaer, som har magten og skal stækkes, tæmmes eller stoppes.