Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ny bog: Hørup til kamp for demokratiet mod det vitterlige vås

Ny bog om kritikeren, politikeren, journalisten, polemikeren, bladudgiveren og moralisten Viggo Hørup er en håndbog i demokratisk fornuft og en inspirationskilde til videre studier i mandens liv og virke
Viggo Hørups aktualitet understreges af hans advarsel mod det, vi i dag kalder populismen, hvor det lettilgængelige, uinformerede standpunkt markedsføres for fuld musik, og resten henskydes under realpolitik, skriver Georg Metz.

Viggo Hørups aktualitet understreges af hans advarsel mod det, vi i dag kalder populismen, hvor det lettilgængelige, uinformerede standpunkt markedsføres for fuld musik, og resten henskydes under realpolitik, skriver Georg Metz.

Polfoto

Moderne Tider
29. februar 2020

»Hvad skal det nytte?« er vel det citat blandt utallige, Viggo Hørup (1841-1902) blev mest berømt for.

Spørgsmålet gik fortrinsvis på fæstningsbyggeriet og forsvaret af København samt de øvrige militærudgifter, som Højre i de tider forlangte, og som i en allianceløs dansk forbindelse – således som sagerne stod i Hørups korte levetid – var det glade vanvid at kaste penge efter. Den nøgterne tanke bag Hørups og den radikale modstand mod rustningerne var den samme, som senere førte til en formuleret og sammenhængende dansk neutralitetspolitik under Første Verdenskrig, videreført i 1930’erne i SR-regeringerne.

Men trods saglig opposition og Hørup især blev militærudgifterne betragteligt øget af den regerende godsejer- og officerskaste, tilskyndet dertil af de nationalliberale, som i mellemtiden var gået hen og blevet nationalkonservative og mildt sat demokratisk fodslæbende.

Det nyttede selvfølgelig ikke. Danmark var ikke i en position, hvor militær magt havde mening. De enorme udgifter forbundet med de store forsvarslinjer rundt den danske hovedstad, som kan beses den dag i dag, var forældede, før de var påbegyndt. De var nytteløse.

Nyttebegrebet kan bredes ud, når talen er om Viggo Hørups politiske univers. Spørgsmålet om, hvad nytter, og hvad nytter ikke, rakte videre ud for den praktisk anlagte Hørup og lige ind i dagens danske debat.

Nytten af en politisk handling må være et grundkrav i et demokratisk samfund, siger Hørup. Det er pligtarbejde for politikerne at sørge for, at deres afgørelser og love kan omveksles i det alment gode. Den politiske beslutning kan aldrig retfærdiggøres som et politisk mål i sig selv til gavn for de politiske aktører, men må altid have almenvellet for øje.

Alene i den forstand bør Hørup interessere nationen i vore dage som original og skarp demokratisk korrektur til alle tider. Det lyder som en selvfølge, meget af det han hermed siger. Men det er det ikke.

Vulgæropinionen

Professor i informationsvidenskab Peter Lauritsen har lagt sig i sporet af Hørup og opfordrer til at genopdage den store demokratiske agitators tanker.

Peter Lauritsen: ’Hvad skal det nytte? På sporet af Hørups demokrati’.

Saxo
Vel at mærke på mere anstændige og historisk korrekte præmisser end eksempelvis sådanne, Hørups tvivlsomme, sene antagonist Søren Krarup i sin tid anlagde og dermed fik urimelig indflydelse på Hørups eftermæle. En overgang satte Krarup sig på Hørup som en art åndsfælle.

Uanset radikalismen og uhyre meget andet til (dog erkendt) forskel blev Hørup her fremstillet som forgænger i kampen mod eliten i folkelighedens navn. Man kan roligt bruge ordet tilsnigelse.

Spørgsmålet om begrebet nytte, anfører Peter Lauritsen, kan passende stilles nutidens politiske forvaltere, hvor Krarups kampkammerater kommer i skudlinjen: Hvad skal håndtryk ved tildeling af statsborgerskab nytte? Hvilken nytte har politikeres konsekvente ringeagtsytringer mod muslimske medborgere? Hvilken nytte ligger der i at nedbryde respekten for Grundlovens frihedsbestemmelser, menneskerettigheder og internationale konventioner? Er det nyttigt at ønske EU svækket? Er mere straf nyttigt? Er nationalistisk bragesnak nyttigt? Hvad skal det nytte?!

Viggo Hørup så i den forbindelse med bekymring på ringeagten for ret og retsindighed til fordel for følelser og fornemmelser og en underliggende tendens ned mod et retligt pøbelvælde.

Levede Hørup i dag, måtte han konstatere, at den retsstat – et ord, han opfandt – som han og hans samtidige kampfæller møjsommeligt forsøgte at bygge op, er under hastig afvikling a la salamimetode.

Dertil kommer mediernes bevidstløse sammenblanding af informeret og uinformeret retsbevidsthed, som også Hørup frygtede.

Forleden gik Radioavisen på gaden i populistisk ærinde og sikrede sig folkestemningen ved guillotinens fod i en simpel som vanlig stupid vox populi. Uden skelen til rettens element af folkelig kontrol ved domsmænd og uimodsagt af dette retsfaglige argument i retsudøvelsen og i spørgsmålet om straf og konsekvens mente de adspurgte uimodsagt, at straffen for Britta Nielsen var oprørende mild.

Var der noget, Hørup advarede imod, var det den form for demokratidepravering: den forlorne mavefornemmelse af en egen folkelig visdom, der rækker hen over og op over det informerede argument.

Den elite, Hørup gik til kamp mod, er de klasser eller den kaste af veluddannede velforsørgede, konservative arvebegunstigede magtudøvere, der ikke mente, at folket i lige adgang til magtfordelingen kunne, skulle og burde sidde med ved monarkens bord.

Det er en anden historie end tarvelig agitation uden antydning af sagligt indhold i vulgæropinionen mod ubestemmelige størrelser såsom den politiske korrekthed, fribårne medier, kunst og kulturradikalismen. Her havde rette vedkommende fået med Hørup at bestille.

Farligt vås

Hørup skelner mellem vås og vitterligt vås. Imod vås kan man argumentere samt oplyse den, der våser. Det vitterlige vås er til gengæld farligt.

Herunder falder i Hørups optik irrationelle ubefæstede argumenter, hvilket igen får aktualitet, når man hører Dansk Folkepartis reelle anfører, Pia Kjærsgaard, fortælle, at partiet fremover vil missionere for den nationalt betonede kristendom. Hvordan modargumentere demokratisk mod den, der stiller sig bag et murværk af påstande om Gud, præsternes og dermed kirkens, nationens og egen ufejlbarlighed?

Hørups aktualitet understreges af hans advarsel mod det, vi i dag kalder populismen, hvor det lettilgængelige, uinformerede standpunkt markedsføres for fuld musik, og resten henskydes under realpolitik. Det sidste gerne tolket af det politiske miljøs funktionærer i kommentatorfeltet som politisk forstand i det taktiske og strategiske spil. Kynisme så at sige legaliseret moralsk i den politiske elite velsignet af pressens elite. Tendens er klar.

Men realpolitikken har fået en anden betydning, siger allerede Hørup: »Man begyndte at … lade hånt om tro og love [og] at bøje retten efter hvad der er nyttigt og hensigtsmæssigt for det regerende parti.«

Lysten er vakt

Gads Forlag skal have megen ros for denne udgivelse. En håndbog i demokratisk fornuft og inspirationskilde til videre studier i Viggo Hørups liv og virke.

Måske mest det sidste, Hørups uoffentlige liv er forholdsvis underbelyst. Ikke at hans private forhold ikke var dramatiske, det var de til tider i et smerteligt dobbeltliv. Dertil kom den tragedie, som historien om elskerinden og et barn i utide førte med sig.

Hørup var en sky og aflukket person, der nok kunne uddele og modtage øretæver, men når det kom til følelser og fornemmelser og noget om ham selv, trak han sig ind i skallen Viggo Hørup. Venskaber havde han det ikke for nemt med uden dermed sagt, at han var en kold og ufølsom person. Det var han ikke. Lidenskaben for de svage og magtesløse i samfundet drev det uhyre omfattende værk. Ligeledes lidenskaben for den retlige og retfærdige stat, kort sagt retssamfundet.

Den letsindighed, hvormed de altid skrøbelige rettigheder for tiden håndteres af de regerende og store dele af opposition, den ville Hørup have foragtet. Det er ikke noget, man må gætte, men en kendsgerning. Få danske politikere bortset fra en lille håndfuld ville i dag kunne leve op til den store kritikers fordringer.

Peter Lauritsen leverer den nødvendige indføring i det offentlige fænomen Hørup, og det er mere end tilstrækkeligt til, at lysten til at fortsætte med den side af sagen er vakt.

Stadig står dette dagblads tidligere chefredaktør, afdøde Torben Kroghs Hørup-biografi som den autoritative. Den kan man supplere med og få indblik i Hørups indsats blandt andet ved stiftelsen af Politiken; det er også en stærk historie.

Men læs Lauritsen, og bemærk, hvor tæt på det politisk profetiske Hørup ofte kommer. Dertil skrev Viggo Hørup fremragende, og hans sprog holder.

Det lyder måske som en flad flaptekst, men her kommer den: En nødvendig bog, en bog til tiden.

Peter Lauritsen: ’Hvad skal det nytte? På sporet af Hørups demokrati’. Gads Forlag. 160 s. 200 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her