Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Platformskapitalisme: Usikre arbejdsforhold baner vej for nye kampformer

Der er håb for det digitale prækariat i ny bog om platformskapitalismen. Britisk ph.d.-studerende har skrevet om sit arbejde som cykelbud hos en app-tjeneste. Resultatet er interessant, men ikke synderligt overbevisende
Madkureren er en del af den nye platformskapitalisme, hvor en app fungerer som infrastruktur mellem kunde og leverandør. Og meget praktisk gør den kureren til selvstændig uden rettigheder, pension eller risikosikring.

Madkureren er en del af den nye platformskapitalisme, hvor en app fungerer som infrastruktur mellem kunde og leverandør. Og meget praktisk gør den kureren til selvstændig uden rettigheder, pension eller risikosikring.

Gerard Julien

Moderne Tider
15. februar 2020

Går man en tur i København, kan man ikke undgå at få øje på dem, de pangfarvede cykelbude. Enten hjuler de af sted gennem byen med en firkantet termoboks spændt fast på ryggen, eller også står de og venter foran et spisested, mens de stirrer ned i deres smartphone.

I løbet af få år er madkurererne blevet fast inventar i mange storbyer, og det er der en klar grund til: Der bliver kastet enorme summer penge efter de virksomheder, som har bevæget sig ind på dette marked. Virksomhederne er en del af den nye, såkaldte platformskapitalisme, der i vid udstrækning opererer via apps, som vi kan hente ned på vores telefoner.

Disse apps fungerer som platforme, hvorpå en eller flere grupper kan interagere med hinanden. I takeawayindustrien udgør de den digitale infrastruktur, som forbinder kunden, restauranten og kurereren med hinanden. Orker man ikke at bevæge sig udendørs, når man er sulten, skal man blot tappe lidt på telefonen. Så kommer maden inden længe.

Callum Cant: ’Riding for Deliveroo’. 

Saxo
En af de store aktører på markedet er Deliveroo, og det er den, der er omdrejningspunktet i Callum Cants nye bog, Riding for Deliveroo. Til daglig er Cant ph.d.-studerende ved University of West London, men bogen er blevet til på baggrund af hans erfaringer som (dårligt betalt) cykelbud hos Deliveroo.

Ringe arbejdsforhold

Riding for Deliveroo er et aktivistisk projekt. Her forsøger Cant at forene sine erfaringer fra felten med en større samfundsanalyse, og han forsøger at vise, hvordan det er muligt for arbejdstagere at gøre modstand i den nye, platformsbaserede økonomi. Deliveroo drives i stort omfang af ufaglært arbejde under ringe forhold, og Cant viser med sin bog, hvorfor disse er værd at protestere over.

Når man bliver ansat som udbringer hos Deliveroo, bliver man hyret som »selvstændig forretningspartner«. Titlen lyder fin, men den fratager på samme tid den enkelte en lang række rettigheder, som vedkommende ville have haft som almindelig arbejdstager.

»Vi havde ingen ret til lovpligtig sygeløn, løn under ferie eller pension, ingen ret til barsel, ingen ret til at stemme for at tvinge Deliveroo til at acceptere fagforeningsrepræsentation, ingen ret til at blive beskyttet mod uretmæssig fyring,« skriver Cant.

Samtidig skal man som »selvstændig partner« selv sørge for sine arbejdsredskaber. Transportmiddel og smartphone betaler man selv for. Det samme gælder reparationer og andre løbende udgifter. Og konsekvensen er, at de i forvejen knappe lønninger, som Deliveroo betaler, reelt er endnu mindre, end de fremstår.

Måden, Deliveroo aflønner sine »partnere« på, varierer, men et gennemgående greb er ifølge Cant at aflønne pr. levering. Det tilskynder budene til at trampe hurtigt og hasarderet igennem byen:

»Jo mere risikofyldt, dit job er, jo mere profiterer Deliveroo. De har intet ansvar for at erstatte en ødelagt cykel og intet ansvar for at betale dig løn, mens du ligger i sengen med et brækket ben. Men hvis du løber den ene risiko efter den anden blot for at få en bedre gennemsnitsløn, så høster de fordelene ved hurtigere levering og bedre service,« skriver han.

Sløv samfundsanalyse

Alligevel øjner Cant et håb for arbejdstagerne i denne prækære situation: »Somme tider er usikre arbejdsforhold lig med styrke,« lyder det. Det skyldes, at han og kollegaerne var i stand til at organisere spontane strejker, der i et almindeligt, overenskomstreguleret arbejde ville have været ulovlige.

Strejkerne formåede momentant at sætte Deliveroo-platformen ud af spil, og Cant lægger ikke skjul på sin begejstring for aktionerne: »Vi kunne bruge arbejdspladsdemokratiet i dets mest direkte form.«

Som læser bliver man imidlertid aldrig rigtigt klogere på, hvorfor de usikre arbejdsforhold skulle udgøre et reelt håb for de ufaglærte nederst i arbejdshierarkiet. For selv om de nu kan strejke spontant, er det trods alt stadig kun en lille gevinst blandt de mange tilbageslag på rettighedsområdet.

Cants fokus synes da også at ligge et ganske andet sted, nemlig på hans store kampbegejstring. Romantiske beskrivelser af, hvordan »spontane ledere« opstår naturligt midt under ophedede demonstrationer, blander sig med en militant retorik igennem det meste af bogen.

»Vores valg står mellem et samfund ledet af arbejdere fra bunden med plads til alle – eller dødelige grænser og forarmede fællesskaber bevogtet af en klasse af milliardære oligarker,« erklærer han for eksempel, efter at have slået fast at Marx’ tanker »er lige så nøjagtige i dag«, som de var i 1800-tallet.

Dermed siger Cant også, at der ikke er plads til historiske nuancer eller fremskridt i bogen, og det bærer den desværre tydeligt præg af. Det gør bogen sløv som samfundsanalyse, men til gengæld er den interessant som en førstehåndsberetning fra platformsøkonomien.

Callum Cant: ’Riding for Deliveroo’. 180 sider. 21 pund. Polity Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her