Læsetid: 6 min.

Propagandaen er tilbage. Faktisk har den slet ikke været væk. Måske burde vi omfavne den

Med den globale højredrejning må vi erkende, at propaganda også er en del af de vestlige samfund. I sin nye bog ’Propaganda Art in the 21st Century’ skriver den hollandske kunstner Jonas Staal, at vi er nødt til at omfavne propagandaen og omdanne parlamentet til et teater
Jonas Staal nævner Trumps tidligere kampagnechef og bestyrelsesformand for det højreekstremistiske medie Breitbart, Steve Bannon, som en af det 21. århundredes ’propagandakunstnere’. Bannon selv er en stor beundrer af propagandaens store mestre, den russiske filminstruktør Sergei Eisenstein og den nazistiske ditto Leni Riefenstahl.

Jonas Staal nævner Trumps tidligere kampagnechef og bestyrelsesformand for det højreekstremistiske medie Breitbart, Steve Bannon, som en af det 21. århundredes ’propagandakunstnere’. Bannon selv er en stor beundrer af propagandaens store mestre, den russiske filminstruktør Sergei Eisenstein og den nazistiske ditto Leni Riefenstahl.

Joel Saget

8. februar 2020

»Mit navn er Jonas Staal, og jeg er propagandakunstner,« indleder den hollandske kunstner Jonas Staal i sin seneste udgivelse bygget på hans kunstneriske ph.d.-afhandling.

I 2011 dannede Staal den kunstneriske og politiske organisation New World Summit med det erklærede mål at organisere alternative politiske sammenslutninger og parlamenter for flygtninge, statsløse og andre autonome grupperinger.

Det er ikke mindst i forlængelse af dette arbejde, at Staal bramfrit har sat sig for at undersøge, hvad det vil sige at være ’propagandakunstner’ i dag. Hvor kan vi finde dem? Og hvilke former har propagandaen taget med fra det 20. til det 21. århundrede?

Det er velkendt, at Trumps tidligere kampagnechef og bestyrelsesformand for det højreekstremistiske medie Breitbart, Steve Bannon, er en stor beundrer af propagandaens store mestre, den russiske filminstruktør Sergei Eisenstein og den nazistiske ditto Leni Riefenstahl.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi er de gode på venstrefløjen og vi bruge ikke selv propaganda, og vil aldrig gøre det. For det er kun noget de Onde på højrefløjen der bruger propaganda.

"Og ligesom al kunst derfor er propaganda, som Staal beskriver med henvisning til den amerikanske forfatter Upton Sinclair, så kan al propaganda af den grund, selv om det ikke i udgangspunktet udgiver sig for at være kunst, qua dets performative element, også siges at have noget kunstnerisk eller æstetisk over sig."

Korrelation medfører ikke kausalitet. Jeg stiller mig mere end tvivlsom over for påstande om at fordi man mener at kunne påvise en sammenhæng i én retning, så følger den anden retning gratis med.

Karen Helveg, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

I de sidste mange år med DF på magten, har vi alle været underlagt massiv propaganda. Og det har virket. Konsekvenserne af det kan stadig fornemmer i vores tilgang til fremmede.

René Arestrup

Taget helt til kant, er de fleste sammenhængende tilkendegivelser - hvad enten de er politiske, moralske eller kommercielle - et udtryk for propaganda. Vi propaganderer alle - for opmærksomhed, for os selv, for vores synspunkter, for vinding og for en helt masse andet.

Denne kommentar er også propaganda.

Er det Staal eller artikelforfatteren, der skriver om "Mark Rothkos og Barnett Newmans figurative repræsentationer af amerikansk-kapitalistisk frihed"? Det er i hvert fald noget af en tilsnigelse at kalde de to for figurative. De er begge kendt for deres color-fields, farvefelter. Det er derimod rigtigt, at de er blevet brugt til at fremme forestillingen om det progressive, ja avancerede USA.

Kære Karen. Det er Staal, der - stik imod kunsthistoriske narrativer - argumenterer for at Newmans (og co.) nonfigurative værker i virkeligheden skal forstås som (nonfigurative) figurative repræsentationer af den amerikanske frihed. Vi kan altså tale om en propagandistisk tilsnigelse fra Staals hånd, der i anmeldelsen her måske nok står en anelse for implicit og unødigt ironiserende. Pointen er selvfølgelig, at selve idéen om det nonfigurative som et kunstnerisk fristed ifølge Staal skal ses som en kunstpropagandistisk manøvrer i efterkrigstidens culture wars. Newman talte således eksempelvis om sine værker som en refleksion over det "nye Amerika". Så vidt jeg husker stod denne pointe klarere frem i det første udkast, men noget skulle jo høvles af i gennemskrivningen.