Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Slavoj Žižek og Jesus sidder på en bar …

De seneste årtier har venstrefløjens intellektuelle arbejdet intenst på at genopdage elementer af kristendommen, som går i spænd med en socialistisk verdensorientering
De seneste årtier har venstrefløjens intellektuelle arbejdet intenst på at genopdage elementer af kristendommen, som går i spænd med en socialistisk verdensorientering

Illustration: Sara Houmann Mortensen

Moderne Tider
8. februar 2020

I århundreder har ’politisk venstrefløj’ med stor selvfølgelighed været ensbetydende med ’religionskritik’, og i den aktuelle politiske diskurs er det svært at finde progressive ansatser til fornyet omfavnelse af vores kristne rødder.

Måske særligt efter de seneste års fortættede relation mellem højrefløjspopulisme og kulturkonservativ kristendom, som ved en identitetspolitisk manøvre er blevet politisk potent, har venstrefløjen med fornyet energi karakteriseret sig som dem, der tager afstand fra religionens snærende bånd.

Men betragter man venstrefløjens intellektuelle, ser det anderledes ud. For de seneste knap tre årtier har en større klump af venstreorienterede klogeåger fundet fornyet intellektuel inspiration i kristendommens tankegods.

Og det ikke engang blot som en ødelæggende hyldest, en slags forsinket nekrolog over et kulturelt lig, der har været dødt og borte i århundreder. Tværtimod er det et reelt og nysgerrigt engagement i en tradition, der via sine mange forgreninger tilbyder et vældigt spind af fortolkningsmuligheder, der gør sig til for de produktive filosoffer.

Sådan har vi set tænkere som Alain Badiou, Simon Critchley og Slavoj Žižek tage livtag med Paulus, Augustin, G.K. Chesterton med flere – samt naturligvis Jesus selv. Dertil kan nævnes Giorgio Agamben, Terry Eagleton, Jean-Luc Nancy og gode, gamle Jürgen Habermas.

Deres engagement i kristentroen er meget forskellig og strittende, men fælles for dem er, at kristendommen ikke længere afvises af latterliggørelsens immuniseringsstrategi, men undersøges for terminologi og kategorier, der kan bruges til at analysere vores verden med.

Efter at sociologer og filosoffer erkendte, at hovedvejen mod sekulariseringens endemål, religionernes forsvinden, beroede på en forkert antagelse, har de forsøgt at forholde sig til en ny situation, hvor global religiøsitet igen er blevet en politisk og kulturel faktor også i Vesten.

Kristendommen er både død og allestedsnærværende

I en vis forstand er det ikke rigtigt, at venstrefløjens engagement i kristendommen er af nyere dato. Både gamle gubber som Marx og Feuerbach og folk på den historiske mellemdistance som Ernst Bloch og Theodor W. Adorno kendte meget til bibelfortolkning og teologi.

Alligevel er den nyeste omfavnelse af en anderledes karakter.

Måske skyldes det noget helt banalt, nemlig at den nævnte kohorte af moderne socialistiske partisaner elsker en god provokation, og få strategiske valg kan bringe debattrådene i kog på venstrefløjen som en god gang religionsapologi.

Det kan også skyldes, at de rent faktisk mener, hvad de siger: at kristendommen besidder et interessant, ja, revolutionerende potentiale. Det er ikke kristendommens dogmatik og etik, der fænger, det siger næsten sig selv, men alt er heller ikke sagt med det. Nej, det er snarere ambitionen om at pege på det teologiske ved liberalismens og kapitalismens tankegods, der interesserer.

Eksempelvis pegede den tyske jurist Carl Schmitt (der på ingen måde var venstreorienteret!) på, at den moderne stats institutioner og begreber var sekulariserede teologiske begreber. Den suveræne gud var erstattet af den suveræne stat. Den slags indlejrede værdier er mere styrende, end vi til dagligt gør os bevidst, og det kræver et præcist analysearbejde at skrive dem frem.

Det forvirrende er nemlig, at kristendommen i Vesten på én gang er både død og allestedsnærværende. Som personlig tro og overbevisning er den så godt som død, hensunken til små idealistiske fællesskaber på kirkens højrefløj. Troen findes kun som artefakt hos indvandrerfjendske identitære, sådan som Olivier Roy overbevisende har påvist.

Men som arv eller værdipolitisk baggrundstæppe er den allestedsnærværende. Vi sopper rundt i begreber som personlig frihed, individets ukrænkelige værdi, historiens retning og mening, og det er ikke selvindlysende begreber, men givet af vores arv. Sådan fremlægges det i hvert fald af Tom Holland i hans nyeste bog Dominion.

Lad os tage et moderne eksempel på en venstrefløjsanalyse af kristendommens allestedsnærværelse, her som indlejret i kapitalismens ideologi. Italienske Giorgio Agamben udtalte i 2012:

»For at forstå, hvad der sker, må vi fortolke Walter Benjamins idé om, at kapitalismen bogstavelig talt er en religion. Den mest heftige, uforsonlige og irrationelle religion, der nogensinde har eksisteret, fordi den hverken anerkender hvile eller forløsning. En permanent gudstjeneste er fejret i dens navn, en gudstjeneste hvis liturgi er arbejde og dets objekt, penge. Gud døde ikke, han blev transformeret til penge.«

Et andet eksempel er slovenske Slavoj Žižeks altid brisante påstand om, at vejen til den sande ateisme går gennem kristendommen. Hans idé er, at moderne ateister tror sig frie, når de har elimineret troen på en transcendent magt (aka Gud), men de erstatter blot denne karakter med en ny ’Stor Anden’, som Žižek i vanlig psykoanalytisk stil gerne omtaler det.

Den nye Store Anden kan være alt muligt, lige fra evolution over naturlig nødvendighed til kapitalisme. Uanset hvad man indsætter som ny ’Gud’, så er håbet, at mennesket kan finde en harmonisk tilværelse i kosmos. Men ifølge Žižek gives der ingen harmoni. Der er ingen mening.

Kristendommens påstand om, at Gud dør på korset i skikkelse af Jesus, er for Žižek den bedste fortolkning, vi har af opgøret med den Store Anden. Det er den »perverse kerne« i kristendommen, som sloveneren kalder det, hvormed han peger på afvigelsen fra den normale triumfatorrolle, som religiøs symbolik ofte har.

At Žižek må klippe både hæl og tå for at få kampstøvlen til at passe, er åbenlyst, men det er heller ikke ambitionen. Som altid tænker Žižek – og de øvrige – ikke filologisk og konservativt, men med og igennem idéhistoriens gods. Žižek tilslutter sig en variation af Hegels gamle kristendomsforståelse, der siger, at Gud Fader afløses af Gud Søn, der dør og opstår som Gud Helligånd, der blot er et andet ord for det menneskelige (politiske) fællesskab. Guds død er derfor ikke et brud med kristendommen, men dens selvrealisering og relevans i moderniteten.

Troen på Gud er ikke troen på Gud ’deroppe’, men troen på fællesskabets betydning som det meningsgivende symbolske fællesskab i en kaotisk verden.

Ringvirkningerne

Som med megen anden humaniora og samfundsteori har postkolonialismen og refleksioner over krigserfaringerne i det 20. århundrede også haft konsekvenser for teologien. Når mange teologer i dag er optaget af religiøse erfaringer og religiøst hverdagssprog, så melder spørgsmålet sig hurtigt: Hvis erfaringer? Hvilket sprog?

Fra marginen af samfundet stiger kravet om, at erfaringer og værdier, der ikke omfavnes af den hvide middelklasse, får sprog og legitimitet i humaniora og teologi. Og det sker meget ofte i en kombination af socialistisk idégods og progressiv kristendom.

Tidligere var det store og stærke strømninger i Syd- og Latinamerika samt Afrika, hvor den såkaldte befrielsesteologi politiserede Bibelen. I dag er det gender studies, disability studies, magtkritik og migrationsanalyse, der løber med overskrifterne og giver mæle til underkuede og undertrykte grupper.

I stedet for at spørge traditionen om dit og dat, spørges der altså til oplevelser hos den sociale periferis mennesker. Hvordan læser nigerianske prostituerede Bibelen? Giver det kristne menneskesyn håb til fysisk handicappede eller oplever de det som en hån?

Der stilles også de store, komplicerede spørgsmål som dem om, om hvorvidt kristendommens monoteistiske gudsforståelse har medvirket til et natursyn, der har udpint jordens ressourcer – eller om det omvendt er et præventivt værn mod udplyndring; eller hvorvidt kristendommens samfundssyn tjener til at opretholde illegitim magt, eller det er en ressource for magtkritik og social retfærdighed.

Man kan lege med en matrix, hvor venstreorienterede intellektuelle plottes ind alt efter vægten og omfanget af deres dans med den kristne tro. Der findes et vildnis af positioner med forskellige betoninger, som vandrer mellem polerne ’stærkt kritisk’ og ’ venlig’ over for kristendommens potentiale.

Kaldet til fornyet samtale

Moderne venstrefløjsintellektuelle ønsker ikke at tilbagekøbe det gods, som blev solgt fra med stor hast hos mistankens hermeneutikere. Der er ingen drøm om fornyede autoriteter eller åbenbaringstørst.

Det drejer sig primært om politisk teologi. Ikke teokratiske drømme, naturligvis, men om koblingen mellem teologiens grundlæggende verdensorientering og så det fælles, offentlige politiske liv. Om at finde det i den teologiske pøl, som kan fungere som fortolkning af verden, hvis man frasorterer den ekstravagante metafysik.

Med Jürgen Habermas’ seneste forsøg på at læse idéhistoriens lange linjer for at skabe muligheden for fornyet samtale mellem vantro og religiøse har vi fået endnu en mursten til det nye bygningsværk. Glemt er efterhånden Richard Rortys gamle krav om, at religion holdes helt ude af den offentlige samtale.

I stedet er der fornyet respekt og imødekommenhed, dog på nogle ganske bestemte præmisser. Overraskende nok har venstrefløjens intellektuelle vist sig at være foregangspersoner for denne fornyede samtale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Her følger konklusionen på en tekst, som du kan finde på min blog her https://dethellige.blogspot.com/2019/12/klimatrussel-religion-og-kapital...

Nogle kritikere af kapitalismen ser den som et religiøst funderet system, hvor markedets usynlige hånd har erstattet forestillingen om en almægtig gud. Men det er ikke nogen overdrivelse at beskrive kapitalismen som et system, der på mange synlige og usynlige måder betinger vores værdier og tænkemåde. Dette er vi nødt til at medtænke, når vi drøfter mulighederne for at bekæmpe truslerne mod klimaet og biodiversiteten.
Mange ateister og ikke-troende giver ofte udtryk for, at de tror, der er noget større end dem selv, nogle gange underforstået en eller anden slags guddom eller en større kosmisk orden, men uden for menneskelig rækkevidde.
Jeg er overbevist om, at der er noget, der er større end os, større end vores virkelighed, større end vores land, større end vores civilisation. Først i de senere år er dette større blevet noget, vi begynder at kunne fatte. Men vores stadigt dybere forståelse af vores klode og det univers, vi er en del af, gør det tydeligt, at vi er en del af et levende, i universet lokalt system: Kloden og den natur, som vi skal leve af og er en del af, og som vores efterkommere gerne skulle kunne overtage.
For at beskytte denne levende helhed er vi nødt til at udvikle en global etik - eller rettere etikker, fordi livet skal kunne leves i harmoni med naturen på mange forskellige måder, afhængigt af, hvor på jorden man bor, og hvilke historiske forudsætninger man har. Ikke én civilisation, men mange. Og der skal sættes stramme grænser for vores adfærd, hvis det skal lykkes.
At udvikle en sådan etik vil kræve en dialog, hvor fornuft og følelse ses i den motiverende enhed, som de udgør. Det sted i menneskets sind, som denne enhed udspringer af, kalder nogle for ånd. Det kunne også kaldes det hellige.

Anders Olesen, Niels-Simon Larsen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jo, der er meget mere at diskutere der. Mange socialister har gennem tiden erklæret sig som både kristne og socialister. Det er vigtigt at diskutere forskelle og ligheder her. Hvornår er man kristen og hvornår socialist? Ikke engang der er der udbredt enighed. Tag sådan noget som folkekirken. Den holdes da oppe af socialister, ganske vist i den socialdemokratiske aftapning, og mon ikke de socialistiske partier er fyldt op med folk, der har en religiøs baggrund og synes, at nu skal de føre deres inderste tanker ud i livet?
MAM gør ikke andet end at gøre opmærksom på de bevægelser, der sker i debatmønstret, og det skal da ikke lægges ham til last. Jeg ser det som nødvendige debatter, og de er alt for få.

Det eneste parti, der har en nogenlunde antikirkelig holdning, er EL, og den lister listefolkene meget stille rundt med. Danskerne er sløve, men angriber nogen sløvheden, bliver der ballade. Alternativet kunne godt have gjort sig antikirkelig, men det turde Å ikke. Der var alt for mange søde, rare og spirituelle mennesker i partiet. De ville noget godt, men der skulle ikke rokkes ved fundamentstenene religionen og kapitalismen. Kapitalismen skulle bestå. Sådan er det jo også i EL, der gerne vil kapitalismen til livs - men gå stille, tal sagte!
Det er en sump af ligegyldighed, vi befinder os i, og folk er stort set ligeglade med deres egne børns fremtid, og de første, der skulle kæmpe for skaberværkets beståen, de kristne, er bagtroppen. Hvordan nogen kan leve med det og stadig kalde sig kristen, forstår jeg ikke.

Anders Olesen, Allan S. K. Frederiksen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Mig bekendt har kristendommen ikke fostret noget nyt, men er som alle andre religioner og ideologier en variation over i forvejen kendte tanker. Derfor kan f.eks. kristendom og socialisme godt have noget til fælles, uden at det gør socialisten specielt kristen.
Det er, som om det er magtpåliggende for nogle at mene, at hvis noget OGSÅ forekommer i kristendommen, så er det kristent. Det behøver det ikke at være. Kristendommen har ikke patent på noget.

Bent Gregersen

Det centrale og definitive i begrebet religion er ”tro”. Det centrale ditto for vor art som del af biosfæren og det der bestemmer vor position i denne er ”viden”. Viden forudsætter at dets udsagn altid skal kunne drages i tvivl, altid gøres til genstand for forskning, eksperimenter, erfaring mv. men ikke ”tro”. Videns evidens er målbar og kan udtrykkes statistisk.
”Troen” og dens oldermænd og ”troende” afviser dette menneskelige krav, indlagt i vor psyke. Den danske folkekirke, som er en statsinstition med arbejdere og udsigt til pension, har som en bestanddel af deres kirketjeneste et indslag der kaldes ”trosbekendelse”.
En andet indslag er ”barnedåb”. En ceromoni der er et utilsløret overgreb på et forsvarsløst barn. I den katolske variant kan enhver med en sjat vand og et par sætninger ekserverer det.
De us-anerikanere der myrder abortlæger er ikke psykopatiske monstre. De er ”troende” Så vidt jeg har forstået er antallet stigende. Den katolske inkvisation slæber et spor af blod og ubegribelige pinsler efter sig opfyldte kravet om ”tro” Korsridderne var ”troende´”. Massevis af krigs-myrderier var begået af ”troende”. Ateisme er vejen ud af denne ondskabsfulde pølsesnak. Hvornår har en Ateist begået nogen gerning der kan sammenlignes med massevis af de religiøses. Den interesse for religiøs ”tro” er uforeneligt med den socialitiske tankegang der er ren ateistisk og knæsætter ”viden”.

Torben K L Jensen

Socialisten,den skriftkloge (rabbi) Jesus fik en genial ide der ville virke i det religiøse miljø der herskede på den tid for som jøde var han bundet af tesen om én Gud og ét folk der blev fortalt i Moses-bøger,de ti bud og exodus fra faraonernes Ægypten. Ideen gik ud på at påstå at være Jehovas søn (Messias var ikke guds søn,men en budbringer eller dommer) og så missionere der ud i hele det romerske imperium der jo havde den perfekte infrastruktur til at missionere. For at få lov til det måtte han anerkende romerrettens overherredømme hvilket han gjorde med ordene : "Giv kejseren hvad kejserens er (betal skatter) og giv gud hvad guds er" altså tro. At påstå at være Gud´s søn er en helligbrøde i jødedommen,han blev henrettet by proxy mod romerne vilje (Pilatus vaskede hænder - symbolsk) men den tidlige kristendom fulgte rabbi Jesus´ regler indtil kejser Konstantin gjorde det til den romerske statsreligion.

Torben K L Jensen

Amen (thi dette er sandt)