Læsetid: 6 min.

Slavoj Žižek og Jesus sidder på en bar …

De seneste årtier har venstrefløjens intellektuelle arbejdet intenst på at genopdage elementer af kristendommen, som går i spænd med en socialistisk verdensorientering
De seneste årtier har venstrefløjens intellektuelle arbejdet intenst på at genopdage elementer af kristendommen, som går i spænd med en socialistisk verdensorientering

Illustration: Sara Houmann Mortensen

8. februar 2020

I århundreder har ’politisk venstrefløj’ med stor selvfølgelighed været ensbetydende med ’religionskritik’, og i den aktuelle politiske diskurs er det svært at finde progressive ansatser til fornyet omfavnelse af vores kristne rødder.

Måske særligt efter de seneste års fortættede relation mellem højrefløjspopulisme og kulturkonservativ kristendom, som ved en identitetspolitisk manøvre er blevet politisk potent, har venstrefløjen med fornyet energi karakteriseret sig som dem, der tager afstand fra religionens snærende bånd.

Men betragter man venstrefløjens intellektuelle, ser det anderledes ud. For de seneste knap tre årtier har en større klump af venstreorienterede klogeåger fundet fornyet intellektuel inspiration i kristendommens tankegods.

Og det ikke engang blot som en ødelæggende hyldest, en slags forsinket nekrolog over et kulturelt lig, der har været dødt og borte i århundreder. Tværtimod er det et reelt og nysgerrigt engagement i en tradition, der via sine mange forgreninger tilbyder et vældigt spind af fortolkningsmuligheder, der gør sig til for de produktive filosoffer.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Olesen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Ejvind Larsen
Anders Olesen, Maria Francisca Torrezão og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her følger konklusionen på en tekst, som du kan finde på min blog her https://dethellige.blogspot.com/2019/12/klimatrussel-religion-og-kapital...

Nogle kritikere af kapitalismen ser den som et religiøst funderet system, hvor markedets usynlige hånd har erstattet forestillingen om en almægtig gud. Men det er ikke nogen overdrivelse at beskrive kapitalismen som et system, der på mange synlige og usynlige måder betinger vores værdier og tænkemåde. Dette er vi nødt til at medtænke, når vi drøfter mulighederne for at bekæmpe truslerne mod klimaet og biodiversiteten.
Mange ateister og ikke-troende giver ofte udtryk for, at de tror, der er noget større end dem selv, nogle gange underforstået en eller anden slags guddom eller en større kosmisk orden, men uden for menneskelig rækkevidde.
Jeg er overbevist om, at der er noget, der er større end os, større end vores virkelighed, større end vores land, større end vores civilisation. Først i de senere år er dette større blevet noget, vi begynder at kunne fatte. Men vores stadigt dybere forståelse af vores klode og det univers, vi er en del af, gør det tydeligt, at vi er en del af et levende, i universet lokalt system: Kloden og den natur, som vi skal leve af og er en del af, og som vores efterkommere gerne skulle kunne overtage.
For at beskytte denne levende helhed er vi nødt til at udvikle en global etik - eller rettere etikker, fordi livet skal kunne leves i harmoni med naturen på mange forskellige måder, afhængigt af, hvor på jorden man bor, og hvilke historiske forudsætninger man har. Ikke én civilisation, men mange. Og der skal sættes stramme grænser for vores adfærd, hvis det skal lykkes.
At udvikle en sådan etik vil kræve en dialog, hvor fornuft og følelse ses i den motiverende enhed, som de udgør. Det sted i menneskets sind, som denne enhed udspringer af, kalder nogle for ånd. Det kunne også kaldes det hellige.

Anders Olesen, Niels-Simon Larsen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jo, der er meget mere at diskutere der. Mange socialister har gennem tiden erklæret sig som både kristne og socialister. Det er vigtigt at diskutere forskelle og ligheder her. Hvornår er man kristen og hvornår socialist? Ikke engang der er der udbredt enighed. Tag sådan noget som folkekirken. Den holdes da oppe af socialister, ganske vist i den socialdemokratiske aftapning, og mon ikke de socialistiske partier er fyldt op med folk, der har en religiøs baggrund og synes, at nu skal de føre deres inderste tanker ud i livet?
MAM gør ikke andet end at gøre opmærksom på de bevægelser, der sker i debatmønstret, og det skal da ikke lægges ham til last. Jeg ser det som nødvendige debatter, og de er alt for få.

Det eneste parti, der har en nogenlunde antikirkelig holdning, er EL, og den lister listefolkene meget stille rundt med. Danskerne er sløve, men angriber nogen sløvheden, bliver der ballade. Alternativet kunne godt have gjort sig antikirkelig, men det turde Å ikke. Der var alt for mange søde, rare og spirituelle mennesker i partiet. De ville noget godt, men der skulle ikke rokkes ved fundamentstenene religionen og kapitalismen. Kapitalismen skulle bestå. Sådan er det jo også i EL, der gerne vil kapitalismen til livs - men gå stille, tal sagte!
Det er en sump af ligegyldighed, vi befinder os i, og folk er stort set ligeglade med deres egne børns fremtid, og de første, der skulle kæmpe for skaberværkets beståen, de kristne, er bagtroppen. Hvordan nogen kan leve med det og stadig kalde sig kristen, forstår jeg ikke.

Anders Olesen, Allan S. K. Frederiksen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Mig bekendt har kristendommen ikke fostret noget nyt, men er som alle andre religioner og ideologier en variation over i forvejen kendte tanker. Derfor kan f.eks. kristendom og socialisme godt have noget til fælles, uden at det gør socialisten specielt kristen.
Det er, som om det er magtpåliggende for nogle at mene, at hvis noget OGSÅ forekommer i kristendommen, så er det kristent. Det behøver det ikke at være. Kristendommen har ikke patent på noget.

Bent Gregersen

Det centrale og definitive i begrebet religion er ”tro”. Det centrale ditto for vor art som del af biosfæren og det der bestemmer vor position i denne er ”viden”. Viden forudsætter at dets udsagn altid skal kunne drages i tvivl, altid gøres til genstand for forskning, eksperimenter, erfaring mv. men ikke ”tro”. Videns evidens er målbar og kan udtrykkes statistisk.
”Troen” og dens oldermænd og ”troende” afviser dette menneskelige krav, indlagt i vor psyke. Den danske folkekirke, som er en statsinstition med arbejdere og udsigt til pension, har som en bestanddel af deres kirketjeneste et indslag der kaldes ”trosbekendelse”.
En andet indslag er ”barnedåb”. En ceromoni der er et utilsløret overgreb på et forsvarsløst barn. I den katolske variant kan enhver med en sjat vand og et par sætninger ekserverer det.
De us-anerikanere der myrder abortlæger er ikke psykopatiske monstre. De er ”troende” Så vidt jeg har forstået er antallet stigende. Den katolske inkvisation slæber et spor af blod og ubegribelige pinsler efter sig opfyldte kravet om ”tro” Korsridderne var ”troende´”. Massevis af krigs-myrderier var begået af ”troende”. Ateisme er vejen ud af denne ondskabsfulde pølsesnak. Hvornår har en Ateist begået nogen gerning der kan sammenlignes med massevis af de religiøses. Den interesse for religiøs ”tro” er uforeneligt med den socialitiske tankegang der er ren ateistisk og knæsætter ”viden”.

Socialisten,den skriftkloge (rabbi) Jesus fik en genial ide der ville virke i det religiøse miljø der herskede på den tid for som jøde var han bundet af tesen om én Gud og ét folk der blev fortalt i Moses-bøger,de ti bud og exodus fra faraonernes Ægypten. Ideen gik ud på at påstå at være Jehovas søn (Messias var ikke guds søn,men en budbringer eller dommer) og så missionere der ud i hele det romerske imperium der jo havde den perfekte infrastruktur til at missionere. For at få lov til det måtte han anerkende romerrettens overherredømme hvilket han gjorde med ordene : "Giv kejseren hvad kejserens er (betal skatter) og giv gud hvad guds er" altså tro. At påstå at være Gud´s søn er en helligbrøde i jødedommen,han blev henrettet by proxy mod romerne vilje (Pilatus vaskede hænder - symbolsk) men den tidlige kristendom fulgte rabbi Jesus´ regler indtil kejser Konstantin gjorde det til den romerske statsreligion.