Læsetid: 6 min.

Ikke et ord om corona – og så alligevel

Den italienske filosof Roberto Espositos bog ’Communitas’ – Fællesskabet – bør læses af alle og enhver, der frygter grænseoverskridende og ukontrollable fænomener som coronavirussen og flygtningestrømmene. Den provokerende erkendelse er, at fællesskabet hverken bygger på etnicitet, tro, en fælles historie eller en kulturel substans
Coronakrisen mobiliserer nye erfaringer med fællesskabet, som her den italienske sangbevægelse Una canzone per Italia-deltagere på en balkon i Rom. Men det kunne den italienske filosof Roberto Esposito ikke vide, da han skrev sin bog.

Coronakrisen mobiliserer nye erfaringer med fællesskabet, som her den italienske sangbevægelse Una canzone per Italia-deltagere på en balkon i Rom. Men det kunne den italienske filosof Roberto Esposito ikke vide, da han skrev sin bog.

Andreas Solaro

28. marts 2020

I en ikke-metaforisk forstand er coronavirussen heldigvis endnu ikke kommet på alles læber. Men den særdeles smitsomme sygdom har i den grad vendt op og ned på den globalt forgrenede klodes rejse-, produktions-, handels- og ikke mindst angstmønstre i løbet af de seneste uger.

Grænserne lukkes herhjemme og i udlandet, og store dele af verden lever i en undtagelsestilstand. Mennesker bliver interneret, og byer spærres af. Undgå kontakt med fremmede, smit ikke dine medborgere, og bevæg dig ikke for meget rundt, lyder devisen. De medieseismografisk fremsynede børn var hurtige til at annamme budskabet. I kystbanen først i marts hørte jeg således en flok højlydte børnehavebørn proklamere, at det er farligt at møde ’kinesere’.

Roberto Esposito: ’Communitas – Fællesskabets oprindelse og skæbne’. Oversat fra italiensk af Rasmus L. Bojesen. Efterskrift ved Kasper Lysemose. 304 sider. 350 kr. Forlaget THP.

Politisk præventive tiltag og anmassende fjendebilleder blander sig med et intensiveret forskningsmæssigt og kommercielt kapløb om at finde den rigtige behandlingsform. Det gælder om at undgå ustyrlige spredningsrisici, behandlingssystemets sammenbrud og pandemisk eskalerende dødstal. Situationen er alvorlig, og hvor og hvornår ’det hele’ ender, er der ingen, der ved.

Timingen er derfor intet mindre end perfekt for denne herlige og tankevækkende udgivelse: Communitas – Fællesskabets oprindelse og skæbne.

Men det kunne hverken forfatteren, den italienske filosof Roberto Esposito, da han skrev bogen i 1998, endsige det danske forlag THP, der oversatte og udgav bogen i 2019, have forudset.

Et medrivende værk

Skønt er det at læse det medrivende værk. Der er tale den 70-årige filosofs første udgivelse på dansk, og selv om jeg ikke har haft fat i det italienske forlæg, er det min klare fornemmelse, at oversætteren Rasmus L. Bojesens koncise, flydende, inviterende og teksttro sprogtone har fanget ånden i værket.

Bogens fundamentale spørgsmål lyder: Hvordan kan og skal fællesskabet tænkes?

Ifølge Esposito, der har høstet stor international opmærksom for sit arbejde med at forstå sammenhængene mellem biopolitik og fællesskab, opstår og består alle fællesskaber i spændingen mellem communitas og immunitas, som Kasper Lysemose pointerer i sit særdeles oplysende og velskrevne efterskrift.

Et fællesskab kan ikke eksistere uden en form for immunsystem. Men fællesskaber behøver ikke at bestå af mennesker med fælles egenskaber, en fælles tro eller en identisk kultur. Fællesskabers fælles grund er, at de fællesskabsstiftende er fælles om noget, der i sidste instans muliggør, at de også med fordel kan invitere helt andre mennesker med ind i fællesskabet uden at immunisere sig imod dem.

Hvis fællesskabet på aggressiv vis immuniserer sig over for de andre, må det for det første sande, at det bliver ’forstyrbart’. Men det gælder paradoksalt nok også, at overdreven selvbeskyttelse kan risikere at føre til selvødelæggelse. For at blive immun gælder det nemlig om at være rede til indoptage noget af det i sig, som man immuniserer sig imod. Her finder både Esposito og Lysemose livgivende analogier mellem indhøstede vaccinationsindsigter og en kritisk, visionær og anarkistisk tydning af det politisk-samfundsmæssige liv.

I stedet for at tænke fællesskabet som bestående af medlemmer, der ’ejer det fælles’, eller har et eksklusivt tilhørsforhold til et sted, tænker Esposito, at: »Fællesskabets subjekter er forenet af en ’gæld’ – i betydningen ’jeg skylder dig noget’, ikke ’du skylder mig noget’ – som gør, at de ikke fuldstændigt er herrer over sig selv.«

Derfor kan fællesskabet hverken tænkes som en organisk krop eller som en fornuftsbaseret og intersubjektivt formidlet gensidig anerkendelsesform. Snarere skal fællesskabet tænkes som en vedvarende bestræbelse på at sige tak for en gave, man ikke besidder eller havde ret til at modtage.

På espositosk hedder det: »Den offentlige ting er uadskillelig fra intet, og det er netop tingens intet, der er vores fælles baggrund.« Faren ved at tænke fællesskabet som det, »et fælles subjekt« ejer eller har eneret til, er, at når »det først er blevet identificeret – med et folk, et land, en essens – mures fællesskabet inde i sig selv og adskilles fra sit ydre«.

Fællesskabet – idéhistorisk tænkt

Esposito ønsker med sit værk at bidrage til at genstarte en filosofisk refleksion over fællesskabet, og det sker i kølvandet på en omfattende idéhistorisk gennemspilning af en række tænkeres bud på Communitas-problematikken rækkende fra Hobbes i 1600-tallet, over Rousseau, Kant og Nietzsche til Heidegger og Bataille i 1900-tallet.

Hvor Hobbes sætter frygten for de individuelle menneskers krigeriske natur i centrum, og dermed gør suverænen til en hersker over undersåtterne, der ikke må få lov til at danne politiske fællesskaber, der kan true suverænens magt, ønsker Rousseau derimod at bære ved til et autentisk og transparent fællesskab. Esposito læser Rousseau som en tidlig kommunitaristisk tænker, der ikke bare mytologiserer fællesskabet, men også påtvinger det en række totalitære træk.

Esposito, der lægger afstand til både Hobbes’ og Rousseaus tilgange til fællesskabet, finder langt flere løfterige træk ved Kants måde at tænke det på. Kant tømmer så at sige loven fra ethvert indhold og subjektet for ethvert konkret træk, hvorfor fællesskabet for Kant kommer til at blive et projekt, der skal virkeliggøre endelige menneskers uendelige bestræbelse på at danne nogle bånd og et fællesskab, der i princippet er åbent for alle og enhver.

Heidegger roses for at være den første filosof, der søger efter fællesskabet i tingens intet. Tomheden er givende for jeg’et, der ved, at det kan tilintetgøres. Men samtidig lægger han også afstand til Heideggers forsøg på at forbinde »et partikulært fællesskabs higen efter sin egentlige fremtid gennem en genfindelse af reneste oprindelse. Dette – og intet andet – var Heideggers nazisme … ,« skriver Esposito.

Nietzsche skriver: »Vi har forladt landjorden og er stået til søs! Vi har lagt broen bag os – vi har endda lagt landjorden bag os!« Fremtidens børn er fædrelands- og grænseløse.

Det er lige noget for Esposito. Det samme er George Batailles kongeniale udsagn: »Vær dette ocean!« Bataille afsøger ingenmandslandet og ønsker at åbne et rum for en ny tænkning, der giver sig ikke-viden i vold og hylder: »Den mørke åbning, hvor viden, hvilken som helst viden, svinder bort uden at efterlade andet spor end tabet af sit eget objekt.«

Fællesskabet er nødvendigt, for »hvis et isoleret væsen ikke kommunikerer længere, hensygner det, det hentæres og føler (obskurt), at det alene ikke eksisterer«. På den anden side skriver Bataille også, at mennesket bliver knust af den del af »intets dobbelte knibtang«; thi hvis »man vil kommunikere, risikerer man ligeledes at miste sig selv«.

Fællesskabets omgængelighed og fatale fristelser

Espositos er en udfordrende tænker – ligesom yndlingsfilosoffen Bataille.

Nøjes man med en forhastet gennemlæsning, bliver det vanskeligt at forstå subtiliteterne og tage mod tilbuddet om at tænke radikalt anderledes. Men giver man sig god tid, så vælter pointerne og de potentielt produktive spørgsmål frem.

Hvordan tænke og ikke mindst praktisere overnationale fællesskaber? Hvordan undgå at falde for fristelsen til at udelukke og dæmonisere de anderledes, de fremmede, de ukendte …? Hvordan bygge fællesskaber hinsides etablerede meninger og høje mure? Hvordan i fællesskab lære at se intetheden, tomheden og foreløbigheden i øjnene?

Samtiden er som bekendt ikke kun ’hjemsøgt’ af coronavirussen. Alle velbjærgede samfund nord for og på behørig afstand af Grækenland, Tyrkiet, Syrien og Libyen gør, hvad de kan for at holde flygtninge og asylsøgere ude. Det forlyder, at de nationale fællesskaber ikke kan rumme de mange fremmede uden at falde fra hinanden. Sammenhængskraften trues. Grænserne skal gøres uigennemtrængelige for de forkerte mennesker, der ikke skal tro, at de har ret til at vandre frit, eller at de skulle være velkomne til at komme herop. Således er der mange grunde til at læse Esposito overalt i dette land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Anker Juul
Eva Schwanenflügel og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu