Filosofihistoriens vildeste dannelsesprojekt

Da han sindssyg, hjælpeløs og lam lå i sin seng den 25. august 1900 55 år gammel og om natten i sengelampens skær åndede ud for sidste gang, døde et enormt ekstraordinært menneske.

Undtagelsesmennesker er interessante, og undtagelsesmennesket Friedrich Nietzsche er måske den vildeste undtagelse, vi har set – filosofihistorisk og muligvis også, hvad angår levet liv. Han er nok den vredeste og mest radikale personlighed og tænker, der har stået på åndshistoriens store scene – mere kompromisløst provokerende ud ad en tangent og mere smadrende performer end nogen rockstjerne.

En minismagsprøve: »Jeg er ikke noget menneske, jeg er dynamit« (i Ecce Homo). »Kristendom er en romantisk hypokondri for dem, der er usikre på benene« (efterladt fragment).

Men Nietzsche er også meget sammensat, sårbar og søgende. Hans liv er foranderligt og dybt dynamisk: fra rolig, tilpasset præstesøn og overklassebarn til aldeles utilpasset, altkritiserende outsider. Fra indædt kristen, der som konfirmand proklamerer, at han vil dø for Gud, til indædt kristendomshader, der proklamerer Guds død. Fra sindssygt skarp til skingrende sindssyg. Fra drillet og uudfoldet i den kommunale folkeskole til den dygtigste elev nogensinde på Tysklands ypperste elitegymnasium (han sluttede med på en uge at skrive en 42 sider lang afhandling på latin om den antikke digter Theognis).

Professor som 24-årig

Fra akademisk byliv til ti års ensomt vandringsliv i Alperne. Fra filologiprofessor som bare 24-årig (efter blot fire semestres filologi!) til lede ved filologi. Fra ønske om at være filosof til ønske om at være gartner – og så igen filosof. Fra fornøjelse ved fester til egentlig altid at have søgt ensomheden. Fra Wagner- og Schopenhauer-passion til -brud. Fra nationalisme- og antisemitisme-hader til omfavnet af Hitler.

Fra ukendt og underkendt det meste af sit liv til kolossalt kendt og anerkendt.

Når man læser om Nietzsches modstandsfyldte liv og hans kamp med overhovedet at få sine bøger ud – typisk for egne penge, i små oplag og til sløje anmeldelser – og betænker bøgernes reelle sværhedsgrad – Nietzsches korte tekster er hurtigt læst, men svære at få greb om – er det netop slående, hvor kendt han i dag er – helt ned i folkeskolen.

Han blev så småt opdaget via Brandes i 1888 kort før sindssygens indtræffen og blev i det 20. århundrede uhyre bredt kendt, på linje med Platon og få andre i filosofiens superliga.

Nok også fordi han er blevet til spændende slogans: Kristendommen er livsfjendtlig. Overmennesket er helten. Gud er død. Filosofér med hammeren. Og til forførende etiketter: Modernitetens største metafysikkritiker, kulturkritisk oprører osv.

Og hele hans angreb på den vestlige civilisations udvikling fra Sokrates og frem og hans hidsige lede ved al forstillelse, falskhed, flertalshysteri, livsfjern intellektualisme og mangel på autoriteter taler til det moderne menneske med stor kraft.

Han ville netop redde det moderne menneske ud af dets usikkerhed og flakken »fra den ene tilværelsesform til den anden«, som han siger i 1872 i et forsøg på at danne Tysklands ungdom.

Filosofi som livsform

At han er så kendt helt ned i folkeskolen og af enhver gymnasieelev, ville utvivlsomt have glædet ham – for hans store projekt var ikke bare kultur- og religionskritisk: I kritikken er bestemte forestillinger om det gode liv, præmisserne og målet, og Nietzsche var netop – både i sit eget liv og i sit forfatterskab – i høj grad også dannelsestænker: optaget af, hvordan vi kan blive livsduelige mennesker. Hans eget liv var en lang kamp for at finde sig selv, komme overens med sig selv, realisere sit sande selv og stå ved sig selv.

På filologistudiet i Leipzig blev han hædret for en prisopgave, som han indleder med et citat af den antikke digter Pindar: »Bliv den, du er, når du har fundet ud af, hvad det er.« Det bliver hans livslange diktum.

To måneder før sit totale psykiske sammenbrud i Torino den 3. januar 1889, hvor han af medlidenhed kaster sig beskyttende om en pisket hest og bliver indlagt på en galeanstalt i Jena, skriver han bogen Ecce Homo med undertitlen: Hvordan man bliver, hvad man er.

Hans filosofi kan læses som én lang undersøgelse af, hvordan man lever et godt liv og bliver et helt menneske. Hans begreb om overmennesket, det selvudfoldende, stærke menneske, indkapsler dette. Og i flere af sine værker når han til et svar, der kredser om det reflekterede og værdisættende menneske.

Det værk, nogle betragter som hans hovedværk, Afgudernes ragnarok eller Hvordan man filosoferer med hammeren (skrevet i 1888), vil – ligesom Moralens oprindelse (skrevet i 1887) – omvurdere alle værdier og hylder individets vilje til at sætte værdier (»viljen til magt«), hvilket i sin kerne indebærer en praktisk, levet filosofi – filosofi som livsform.

Derfor er han fascineret af Jesus som forbillede for moralsk livsførelse. Det er i samme værk, at Nietzsche skriver de stærke ord: »Har man sit hvorfor? med livet, forliger man sig med næsten ethvert hvordan?« Livet bør være dannelse til selverkendelse, ansvar, valg af værdier og engageret udfoldelse.

»… ynkeligt blindet af bogstøv«

Hele dannelsesdimensionen hos Nietzsche bliver tydelig, når man læser to eminente bøger, som Forlaget Klim netop har udgivet.

Den ene er den engelsk-norske forfatter Sue Prideaux’ grundige og velfortalte biografi Jeg er dynamit! Friedrich Nietzsches liv, som The Times udnævnte til årets biografi i 2018, og som nu er fint oversat til dansk af Joachim Wrang.

Den anden er en foredragsrække, Nietzsche holdt i 1872 med titlen Om vore dannelsesanstalters fremtid. Den er tro mod forlægget oversat til dansk af Jørgen Kjaer og forsynet med et vidende og fyldigt efterskrift ved Jens Erik Kristensen og Lars-Henrik Schmidt.

Nietzsche har i foredragene nogle interessante principielle syn på (ud)dannelse og er sylespidst ude efter sin samtids ødelæggende nyttetænkning, så det er godt set at udgive hans foredrag i en tid, hvor vi igen efterlyser dannelse efter et par tiår med megen kompetence- og nyttetænkning.

At læse Nietzsches 150 år gamle foredragsrække er som at slå op i dagens avis – for eksempel, når han taler kritisk om »en hurtig dannelse, for at man hurtigere kan blive et væsen, der tjener penge«.

Og de to bøger taler godt sammen.

Biografien er bygget kronologisk op om Nietzsches intense liv fra fødsel til død, og den formår at gøre forbindelserne mellem hans liv, forfatterskab og åndelige påvirkning interessante og gøre hans identitetsdannelse og formative faktorer levende.

Set i det lys er det mest spændende at læse om, hvad der grundlægger dette usædvanlige menneske: at læse om hans barndom som præstesøn, hans ungdom, talenter og (ud)dannelsesforløb, hans dybt livsforandrende venskab med Wagner og tiden frem til, at han som 27-årig udgiver sin første – meget Wagner- og Schopenhauer-inspirerede – bog, Tragediens fødsel.

Den kommer fra trykkeriet, få dage før han som filologiprofessor i Basel den 16. januar 1872 påbegynder foredragsrækken Om vore dannelsesanstalters fremtid, og den udtrykker en kerne i hans senere filosofi: Den levende græske oldtid fordærves af en intellektuel kultur repræsenteret ved Sokrates; hvis rationalitet (»det apollinske«) fortrænger sanselighed og henrykkelse (»det dionysiske«), som særligt musikken og tragedien kan levere, mister mennesket både sig selv, en berusende selvforglemmelse og kongevejen ud af livets lidelser; det rationelle menneske er »ynkeligt blindet af bogstøv og trykfejl«, som der står i bogen.

Det er denne tankegang, der i foredragene omsættes til et skarpt syn på (ud)dannelse: Hverken folkeskolen, gymnasiet eller universitetet skal være styret af tør viden(skab) som dannelsesmiddel. Det er det levende møde med stoffet, æstetikken, sproget, indlevelsen, ansporingen til refleksion og den autoritative inspiration og opdragelse, der skal karakterdanne og styre.

Dannelse »i øjeblikkets gyngestol«

Humboldt havde fra 1810 og frem formet ideerne om det almendannende gymnasium og dannelse gennem videnskab på universitetet til gavn for menneskeheden – ikke staten eller erhvervslivet. Nietzsche deler hans kritik af nyttetænkningen, men han deler altså ikke idealet om dannelse gennem videnskab. Et fag skal stå i livets tjeneste, ikke omvendt.

Nietzsche indleder foredragsrækken med to teser: Der er en tendens i tiden til, at dannelsen indsnævres og skal tjene statens konkurrenceevne, og en tendens til, at dannelsen skal udbredes til alle borgere.

Nietzsche vil gøre op med begge dele (aristokrat, som han er), og typisk for ham udfolder dette opgør sig i et litterært sprog: De fem foredrag er bygget op som én sammenhængende fiktionaliseret fortælling med lange dialoger og fire hovedpersoner: Nietzsche, som fortæller historien, hans ven og en aldrende filosof og hans yngre ven, som er lærer.

Fortællingen udspiller sig tilbage i tid ved Rhinens bred, hvor Nietzsche som gymnasieelev fester med nogle venner i en forening for kunst og ånd, de selv har dannet (den kan man også læse sjove historier om i Prideaux’ biografi).

Nietzsche og vennen går en tur op på et afsides bjerg og får i stilheden og aftensolen en dyb erkendelse af deres forenings – ikke gymnasiets – store dannelseskvaliteter; det er på grund af foreningen, at de ikke har tænkt på, hvad de skal blive til, og at statens »kun alt for hyppige udbytning af ungdomsårene havde været fuldstændig på afstand af vor dannelse«.

Og med fuld patos og metaforik på kritikken: »En sådan formålsløs finden behag ved øjeblikket, en sådan vuggen i øjeblikkets gyngestol [er] næsten ikke til at tro for vor nutid, som er imod alt det unyttige.«

»Filosofisk forundring«

Oppe på bjerget møder de to venner filosoffen, som er åndelig vejleder for læreren, der deprimeret har sagt sit job op på grund af »vor tids populære nationaløkonomiske dogmer« og de »altknusende« forfaldstendenser.

Læreren er ligeledes træt af, at også tidens forskere er uden bred og »moralsk dannelse«, fordi de borer sig tørt ned i et snævert fagområde. Skandaløst er det af den grund journalister – dette »klæbrige formidlingslag« – der dominerer offentlige debatter om almene og filosofiske spørgsmål. Filosoffen forstår nu lærerens lede og vil udfolde sine synspunkter og indgyde håb, så læreren kan tage kampen op sammen med de mange varme lærersjæle derude.

I de sidste foredrag får Nietzsches ideal således mere indhold gennem filosoffens udsagn i diskussioner med de tre andre til ud på natten: Gymnasiet er samfundets »vigtigste dannelsesanstalt«; dannelse kræver opdragelse og gode lærere: »store førere og begejstret efterfølgelse af mesteren« og »stjerner«, man kan »styre sit skib efter«; »al dannelse begynder med lydighed, med underordning, med tugt, med tjenstpligtighed« (af Prideaux’ biografi fremgår det, at Nietzsche selv i gymnasiet følte sig godt undervist, men dårligt opdraget).

Endelig er der det galt på universiteterne, at undervisningen består i doceren og mangel på ansporing til »den vedvarende filosofiske forundring, på hvilken alene en dybere og ædlere dannelse kan vokse«. Og individets dannelsesgrad kan måles på tre ting: evnen til at filosofere, sans for kunst og indsigt i den græske og romerske oldtid.

Filosofi i Alperne under himmelen

Nietzsche var for syg til at skrive det planlagte sjette og sidste foredrag, og det stadigt dårligere helbred er netop en af de livsformende faktorer i hans liv. Allerede som 30-årig overvejer han, om han som sin far vil dø som 35-årig.

Vil man vide mere om, hvad der former dette mærkelige menneske, er Prideaux’ biografi et spændende sted at gå hen. Hvor kommer for eksempel kristendomsforagten fra? Prideaux er for klog til faste årsagsforklaringer, men hun kridter banen op: Som konfirmand undrer Nietzsche sig over treenigheden og siger selv siden hen, at det var der, han begyndte at filosofere og læse biblen mere kritisk og se, »at hele kristendommen grunder sig på antagelser« som »Guds eksistens«, som han skriver i 1862.

Og så er det den kritiske, antinationalistiske, ukristelige Hölderlin, som Nietzsche kalder sin yndlingsdigter, der inspirerer ham. Prideaux foreslår, at det er Hölderlins tekst om »At være alene og uden guder«, der først hvisker til Nietzsche om Guds død.

Derudover er det blandt andet forrygende at læse skildringen af hans tre års intense venskab med og 23 besøg hos helten Wagner og hans kone Cosima i deres overdådige villa i Luzern, hvor Nietzsche som den eneste ud over kongen har eget værelse. De tre år ændrer hele Nietzsches livsforståelse. Wagner er det navn, der optræder hyppigst i Nietzsches forfatterskab, herunder i to bogtitler. Intet værk har fascineret ham så meget som Tristan og Isolde.

Fra genial til gal

I 1876 bryder han dog med Wagner. I 1879 forlader han sit professorat og overvejer et skjult liv som gartner, men påbegynder sine ti vandringsår i Alperne. Ofte vandrer han otte-ti timer om dagen højt oppe mellem skyerne og finder glæde ved at filosofere over livets uudgrundelighed.

Han skriver Morgenrøde i 1880 og dernæst Zarathustra-bøgerne. I 1886-87 trækker han sig endnu mere ind i sig selv, mens han vandrer i Europas smukkeste omgivelser og i stilhed bor på billige pensionater.

Men hans vrede fejler intet, og han vil råde bod på, at Zarathustra-bøgernes vejviser til det gode ateistiske liv ikke trængte igennem. Fra sommeren 1888 vil han sammenfatte sin filosofi klarere, før det er for sent, og gør det i en ekstrem kraftanstrengelse: Han færdiggør seks bøger, herunder Afgudernes ragnarok, Ecce Homo og Antikrist, inden han den 3. januar 1889 kaster sig om hesten på torvet i Torino. I 1890 mister han både forstanden og taleevnen og glider ind i sig selv.

25. august 1900 ligger han om natten totalt hjælpeløs og fra forstanden og ånder ud for sidste gang. Men han blev den, han var, da han havde fundet ud af, hvad det var: selvstændigt levende, nådesløst værdisættende og forundringsfuld, grublende livsfilosof.

Ifølge hans søster døde han klokken to om natten under et voldsomt tordenvejr, hvor han i sengelampens skær spilede øjnene op en sidste gang, tog et dybt åndedrag og havde et højtideligt og spørgende blik, inden han slog øjnene i for altid.