Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Utopisk socialisme til en dystopisk tid

Et anonymt forfatterkollektiv i Berlin har skrevet en bog om klassesamfundet, om finanskrisen og om fællesskabet på den anden side af kapitalismen. Den byder på både bidende kritik og højtflyvende forhåbninger
Moderne Tider
11. april 2020

»Efter recessionen kommer regressionen.« Sådan lyder de lakoniske åbningsord i den nyligt udkomne Klasse, Krise, Weltcommune (Klasse, krise, verdenskommune), skrevet synonymt og i fællesskab af berlinerkollektivet Freundinnen und Freunde der klassenlosen Gesellschaft.

Sammen med en række andre venstreorienterede skrivekollektiver spredt ud over Tyskland og Schweiz udgiver venskabskredsen tidsskriftet Kosmoprolet, altså ’kosmopolitisk proletar’, og bogen samler tre af deres bidrag til tidsskriftet.

Freundinnen und Freunde der klassenlosen Gesellschaft: ’Klasse, Krise, Weltcommune. Beiträge zur Selbstabschaffung des Proletariats’. 

Saxo
Ordene klinger næsten ildevarslende profetiske i lyset af den aktuelle coronakrise. Bogen er udkommet, inden pandemien brød ud, men alligevel er det en udgivelse, der spænder over en periode på godt et årti, som vel nu kan karakterises som en mellemkrisetid.

Den første af de tre artikler er fra 2007, kort før finanskrisens udbrud, den sidste fra 2018, og dertil er der et nyskrevet forord. Samlet set beskriver bogen en bevægelse i den venstreorienterede teoriudvikling, der følger den krisedynamik, vi har været vidne til i den nyere verdenshistorie.

Det klasseløse klassesamfund

Det første kapitel beskriver klassesamfundets videre liv i samtiden på den anden side af den industrielle revolution og fabriksproletariatets storhedstid.

Arbejderklassen er ikke forsvundet, og den har heller ikke tilkæmpet sig ejerskabet over produktionsmidlerne, som var forudsætningen for dens frigørelse, men i stedet er vi endt med, hvad forfatterne kalder ’det klasseløse klassesamfund’: Et samfund, hvor det sociale liv og den fælles produktion stadig er organiseret ud fra et klasseskel, men hvor dette skel er udvisket i en grad, så klasserne ikke længere erkender sig selv som klasser.

»Klasseforholdet er forholdet mellem kapitalen og de proletariserede, mellem værdi, der realiserer sig selv som merværdi, og arbejdskraften,« skriver forfatterne.

Det kapitalistiske verdensmarked er stadig fundamentalt afhængigt af overførslen af værdi fra arbejdet til kapitalen. Det har ikke ændret sig, selv om arbejderklassen er blevet fragmenteret inden for forskellige varianter af fabriksarbejde, serviceydelser, platformsøkonomi, prekære ansættelsesformer og ’selvstændige’ daglejertjanser – og derfor ikke længere opfatter sig selv som et samlet proletariat i klassisk forstand.

Kapital og krise

Bogens andet kapitel er en let opdateret version af en artikel fra 2008, der behandler finanskrisens forudsætninger i den samlede kapitalistiske økonomi.

Målet for kritikken er her især den populære opfattelse om, at der findes en flittig produktionskapital og en parasitær finanskapital. Finanskrisen forårsager ikke problemerne i produktionssektoren, men den afslører produktionens indre paradoks:

»Denne absurditet«, skriver forfatterne, »kommer til udtryk i den selvmodsigelse, der høres alle vegne, nemlig at krisen er opstået, fordi ’vi alle sammen’ åbenbart har ’levet over evne’, samtidig med at man råber op om, at kun en ’styrkelse af efterspørgslen’ kan hjælpe os ud af krisen«.

Krisen gør den kapitalistiske økonomis absurditet til en almen erfaring, vi alle uanset uddannelsesbaggrund kan gøre os, og målet for en kritisk teori bliver at sætte denne almene erfaring på begreb.

Verdenskommunen

Det tredje og sidste kapitel om verdenskommunen er også det mest opsigtsvækkende. Her trodser forfatterkollektivet alle advarsler om den utopiske socialismes faldgruber og kaster sig ud i forsøget på at beskrive, hvordan et samfund hinsides det kapitalistiske kunne indrettes i praksis.

Det vil sige, hvordan vi undgår, at en kommende krise går fra økonomisk recession til en nationalistisk og højreekstremistisk regression, som vi har set det i kølvandet på finanskrisen, og i stedet griber muligheden for at bygge et nyt samfund på ruinerne af det gamle.

Verdenskommunen skal ikke forstås som en luftspejling i en ikke nærmere bestemt fremtid, men som den konkrete bevægelse væk fra delingen i kapital og lønarbejde over mod lokalt selvstyre og global solidaritet.

Ifølge forfatterne må man vogte sig for både en anarkistisk forestilling om en øjeblikkelig forvandling til det klasseløse samfund på den ene side og den marxistiske forestilling om proletariatets diktatur som en overgangsfase på den anden. I stedet skal bestræbelsen bestå i »besættelsernes vilde bevægelse«: Overalt hvor det er muligt, og i takt med at bevægelsen forplanter sig, skal livsfornødenheder, infrastruktur og produktion fravristes kapitalen og stilles til rådighed for fællesskabet. Det kræver selvfølgelig, at folk er villige til at arbejde for kollektivet – noget, vi har set mange eksempler på i krisetider.

Det er en utopi, javel, men spørgsmålet er, om ikke den utopiske forestillingsevne får ny berettigelse, efterhånden som virkeligheden mere og mere kommer til at ligne en dystopi?

Freundinnen und Freunde der klassenlosen Gesellschaft: ’Klasse, Krise, Weltcommune. Beiträge zur Selbstabschaffung des Proletariats’. 160 sider. 16 euro. Nautilus Flugschrift.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Spivaks postkoloniale hovedværk tager stadig pusten fra læseren

    25. september 2021
    En ny indpakning gør desværre ikke Gayatri Spivaks berygtede gennembrudsværk fra 1988, ’Can the Subaltern Speak?’, lettere at fordøje. Men har man tålmodigheden, forstår man, hvor dybt dets postkoloniale kritik fortsat stikker
  • Stærk bog om den tysk-tyrkiske virkelighed planter en utopisk længsel i læseren

    12. juni 2021
    Den tysk-tyrkiske forfatter Mely Kiyak har skrevet et bevægende og perfekt tilslebet selvbiografisk essay om at skrive og være sig selv – som kvinde, migrant og menneske i et Tyskland, hvor gæstearbejderne aldrig rigtig har fået deres egen stemme
  • Med Hannah Arendt på briksen

    13. marts 2021
    Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her