Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Slavoj Žižek i ny bog: Kommunisme eller barbari

Coronakrisen kommer på briksen og underkastes psykoanalyse i en ny bog af den altid energiske filosof Slavoj Žižek. Hvis vi vil ud på den anden side med humaniteten i behold, må vi gøre op med førmoderne forestillinger om naturens straf over menneskeheden og fokusere på det, vi kan ændre: økonomien og samfundet
Slavoj Žižek fotograferet i 2014.

Slavoj Žižek fotograferet i 2014.

David Leth Williams

Moderne Tider
2. maj 2020

Dette forår har den intellektuelle blogosfære været så overophedet, at man nærmest har måttet frygte en spontan selvantændelse. Tænkere som Giorgio Agamben, Jean-Luc Nancy, Mike Davis, Judith Butler og Peter Sloterdijk blandt mange andre har skrevet kriseanalyser og coronakommentarer i en lind strøm.

Nu har den slovenske filosof og enfant terrible Slavoj Žižek så taget føringen med, hvad der vel må være markedets første bog om coronakrisen, Pandemic! COVID-19 Shakes the World.

Med sin baggrund i lacaniansk psykoanalyse og marxistisk kapitalismekritik fokuserer Žižek på krisens socialpsykologiske aspekter. Det er vigtigt, påpeger han, at skelne mellem naturkræfter og samfundskræfter i pandemien. Først og fremmest advarer han mod en udbredt intuitiv opfattelse af sygdommens udbrud som naturens hævn over menneskenes overforbrug: »Vi må modstå fristelsen til at behandle den igangværende epidemi som noget, der har en dybere mening: den grusomme, men retfærdige straf over menneskeheden for dens hensynsløse udbytning af Jordens andre livsformer. Hvis vi leder efter en sådan skjult mening, forbliver vi førmoderne.«

Slavoj Žižek: ’Pandemic! COVID-19 Shakes the World.’ 146 sider. 15 dollar. OR Books.

Tanken om, at vi har gjort os fortjent til at blive hjemsøgt af en verdensomspændende virus kan på sin vis være betryggende, fordi det giver os en fornemmelse af, at det er os, der styrer naturen gennem vores handlinger – det er os, der har forårsaget sygdommen, og hvis vi ændrer adfærd, kan vi måske forhindre en fremtidig gentagelse.

Men det er en naturreligiøs forestilling om harmoni i universet, mener Žižek. I stedet skal vi vende os mod det, som vi har kontrol over: Corona er et naturfænomen, men coronakrisen er et samfundsfænomen.

Mærkværdigvis forfalder Žižek til tider selv til den naturreligion, han kritiserer: »Når naturen angriber os med vira, så sender den på en måde vores eget budskab retur. Budskabet er: Det I gjorde mod mig, vil jeg nu gøre mod jer.« Denne tendens til selvmodsigelse og en hel del gentagelser vidner om bogens forhastede udgivelsesforløb. På sin vis understreger det dog blot det forførende i forestillingen, at forfatteren selv falder i.

Det rationelle og det irrationelle

En af de første sociale konsekvenser af krisen, som bogen behandler, og som vi også så her til lands, var hamstringen af dagligvarer. Offentlighedens forundring og moraliseren over folks irrationelle egoisme ville ingen ende tage, når nu landsmoder Frederiksen klart og tydeligt havde sagt, at der ikke var nogen grund til at hamstre (kunne hun i øvrigt have sagt andet?).

Men som Žižek ganske rigtigt påpeger, så var hamstringen fuldstændigt rationel ud fra den enkeltes synsvinkel, som alle, der efterfølgende løb tør for toiletpapir, kan bevidne. Selv hvis man som enkeltperson er overbevist om, at der er rigeligt med toiletpapir til alle, kan man ikke vide sig sikker på, at alle andre tror på det, og hvis de andre hamstrer, bliver manglen reel.

»Det er end ikke nødvendigt at tro på, at de andre tager rygtet (om toiletpapirmanglen, red.) alvorligt – det er tilstrækkeligt at gå ud fra, at andre tror på, at der er nogen, som tager det alvorligt.« Det er panikkens massepsykologiske manifestation – men det er ikke irrationelt.

Hvad der til gengæld er irrationelt, er tilbagekomsten af det, bogen omtaler som ’kapitalistisk animisme’. Efterhånden som krisens økonomiske konsekvenser fylder mere og mere i mediebilledet, kan man som så ofte før iagttage en metaforisk besjæling af økonomien: Markedet er nervøst, hedder det, hvorved det fremtræder for os som en skrøbelig livsform, der for guds skyld ikke må forstyrres.

Derved naturaliseres markedet på linje med virussen, så fokus flyttes fra sundhedskrise til den lurende økonomiske krise. Men det økonomiske system er ingen naturkraft, det hører tværtimod til det sociale, som vi kan ændre i stedet for at acceptere det som et vilkår.

En ny kommunisme?

Under parolen ’Kommunisme eller barbari’, der spiller på den tyske revolutionære socialist Rosa Luxemburgs klassiske slogan ’Socialisme eller barbari’, optegner Žižek det valg, vi som verdenssamfund står over for: Hvis ikke vi radikalt gentænker det sociale fællesskab, risikerer vi at nedsynke til en barbarisk omgang med menneskeliv.

Den største fare her er ikke det åbne barbari, hvor vrede horder løber amok i et orgie af destruktion og meningsløs vold, men derimod det, som Žižek kalder ’barbari med et menneskeligt ansigt’: Det vil sige den kyniske rationering af livsnødvendig behandling ud fra en nyttelogik, skjult bag ekspertudtalelser og lægefaglige vurderinger. Andre steder i verden har vi allerede set eksempler på, hvordan gamle og kronisk syge kommer bagerst i køen til lægehjælp ud fra en kalkule om, at deres liv er mindre værd end andres.

Denne kynisme går hånd i hånd med en individualisering af ansvaret for sygdommens udbredelse.

Selvfølgelig er det op til den enkelte at vaske hænder og tage hensyn til sine omgivelser, men mediernes overdrevne moralske udskamning af de få, der kommer for skade at træde ved siden af, fastholder os i den samme gamle rille:

»Et sådant fokus på individuelt ansvar, om end det til en vis grad er nødvendigt, bliver til ideologi i det øjeblik, det tjener til at sløre de større spørgsmål om, hvordan vi grundlæggende kan forandre vores økonomiske og sociale system.«

Det eneste alternativ til verdensmarkedets brutale egoisme, hvor enhver nation hytter sit eget skind, og de svageste overlades til deres skæbne, er ifølge Žižek en ny form for kommunisme.

Denne ser han spirende tegn på i de tiltag, som verdens regeringer har set sig nødt til at indføre: Når højresnoede statsledere som Donald Trump griber ind og tager styringen med private virksomheder for at sikre landets forsyninger, er det et eksempel på, hvordan krisen umuliggør markedets frie spil og nødvendiggør fællesskabets kontrol over produktionen. Som modgift mod det, Naomi Klein har kaldt katastrofekapitalisme, ordinerer han derfor ’katastrofekommunisme’.

Hvad Žižek forstår ved denne nye kommunisme, er imidlertid vanskeligt at blive klog på. Ofte er det noget med en stærk stat, andre gange international solidaritet, og atter andre en transnational organisation, der skal begrænse staternes magt. Den ny kommunisme synes at være synonym med socialisering gennem centralisering, og det lyder ærligt talt ikke særligt nyt.

Men hvilken rolle spiller markedet i Žižeks angiveligt moderne kommunisme? At krisen kalder på global solidaritet, kan der ikke være tvivl om. Problemet er, at incitamentsstrukturen mangler. Her er vi tilbage ved toiletpapiret, blot i større skala: Et globalt samarbejde ville formentlig være det mest effektive våben mod en pandemi, der i sagens natur er grænseoverskridende, men for den enkelte stat er det rationelt at overbyde de andre i kampen om medicinsk udstyr på det internationale marked.

Den europæiske solidaritet med Italien kan ligge på så lille et sted, at Danmarks bidrag har været en håndfuld ældgamle og fuldstændigt uanvendelige respiratorer, for ikke at tale om solidariteten med flygtninge strandet i lejre eller med det globale Syd.

Så længe det er markedet, der bestemmer, hvor essentielle medicinske forsyninger ender, lever de fattigste stadig på de rigestes nåde. Žižeks uspecificerede udgave af kommunisme forbliver derfor et ikkesvar, der ignorerer det vanskelige spørgsmål om, hvordan et sådant globalt fællesskab kommer i stand.

Ikke desto mindre indeholder Pandemic! mange overraskende nuancerede betragtninger over tingenes forløb frem til nu. Det er en bog til sin tid, der reagerer på en række af de mest læseværdige indlæg i debatten og forsøger at gøre status over en krise, der endnu er i sin vorden.

Som tingene står nu, vil Žižek med sit tempo kunne nå at skrive mange bøger, inden vi får svar på, om krisen udmunder i en ny socialitet eller markedets barbari.

Slavoj Žižek: ’Pandemic! COVID-19 Shakes the World.’ 146 sider. 15 dollar. OR Books.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Agnete La Cour

Det tjener Zizek til ære, at han, ifølge anmelderen, ikke har et stort forkromet alternativ til kapitalismen klar! Systembyggere har normalt fejlet totalt! Alternativet skal bygges op lidt efter lidt på befolkningernes ønske og med disses aktive deltagelse. Det tager tid, ja, og hvad så - -?