Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Michael Jordan er et vidunderligt, genialt røvhul i ny Netflixserie

En ny superdokumentar fortæller den helt og aldeles dragende historie om Michael Jordan og 1990’ernes Chicago Bulls. Du sidder tilbage og tænker, at Jordan er henrivende til basket, men stadig lidt af et røvhul, og at de to ting nok hænger sammen
Michael Jordan har selv været ude at sige, at han var tilbageholdende med at udgive dokumentarmaterialet til den nye Netflixserie ’The last dance’, fordi nogle af optagelserne ikke afslører ham fra hans bedste side.

Michael Jordan har selv været ude at sige, at han var tilbageholdende med at udgive dokumentarmaterialet til den nye Netflixserie ’The last dance’, fordi nogle af optagelserne ikke afslører ham fra hans bedste side.

RUBA/Scanpix

Moderne Tider
9. maj 2020

Af alle steder i verden, er det i Serbien en sen nattetime, jeg første gang forstår, hvem Michael Jordan er. Året er 2007, jeg er ung og sikkert også lidt fuld, men slet ikke nær så meget som de andre. Min gode ven, Torden Morten (som han af grunde, jeg ikke forstår, gerne vil kaldes) sidder ved det lille bord i køkkenet i det gudsforladte brune hus, vi bor i på ferien.

Vi er på Balkan, fordi vi besøger en festival med hornmusik. Mig og måske rundt regnet ni gutter – med tømmermænd. Der stinker konstant af lort ude fra toilettet. Fæces og trutmusik.

Min daværende kæreste sidder også i køkkenet, det er os tre. Torden Morten – der er stor basketballfan og ham, jeg mange år senere ringer til, da jeg prøver at forstå Kobe Bryants død – begynder at snøvle noget om Michael Jordan ned i sin slivovits: Michael Jordan er den bedste atlet i verden, den bedste, der nogensinde har levet, ingen kommer op på siden af Michael Jordan, jeg elsker Michael Jordan og har tænkt mig engang at opkalde min datters kat efter Michael Jordan (det kommer til at ske).

Her springer min anden bordherre, en fodboldelsker, ind med det væsentlige input, at Michael Laudrup er den bedste sportsmand, der har betrådt jordkloden, og i et stykke tid er der fra den ene fuldemand til den anden lidt forvirring om, hvilken Michael vi taler om, hvornår. Det er højstemt. Jeg mindes, at der til tider er vand i øjnene. Over Michael og Michaels respektive evner. De gaver, de har givet os. Og det er lige her, det går op for mig, at der er noget med mænd og sport og følelser og ungdomshelte.

Den allersidste dans

Jeg tænker på det hele og Michael Jordan igen, da Torden Morten fortæller mig om den længe ventede Michael Jordan-galore-dokumentar The Last Dance, der havde premiere på Netflix for et par uger siden. Hver mandag kommer der nye afsnit, og vi mangler de sidste fire. Serien handler om Jordans sidste sæson i Chicago Bulls, den sidste dans.

Årene er 1997-98, og alle spillere kommer efter en kamp ud fra omklædningen i et kæmpe stort, brunt jakkesæt. Dels fordi moden for et godt suit på det tidspunkt dikterer over size. Dels fordi basketballspillere er store mænd. Alt imens blæser René Dif verden rundt i en kilt og stramme læderbukser, husker vi. En vidunderligt nostalgisk scene er sat.

Filmholdet bag dokumentaren fik dengang enestående adgang til både træning og omklædning, men Jordan besluttede bagefter, at de ikke måtte vise materialet. Altså lige indtil nu. Mange mener, timingen skyldes, at en hel generation af basketballfans ikke aner, hvem Michael Jordan er og derfor snakker om, at LeBron James er verdens bedste spiller nogensinde. Det er selvsagt den generation, der ikke er nogle lige så gamle hængerøve som dem, jeg drak slivo med til balkanrytmer den aften for mange år siden.

Coke og fadøl

Dokumentaren er eminent godt fortalt og guf for enhver sportsfan, der ikke nødvendigvis er synderligt interesseret i basketball, men sagtens kan se dens kvaliteter inden for throw down og mytologi. Serien fortæller også historien om, hvad basketball var der tilbage i 1980’erne, inden Jordan dukker op og forandrer hele gamet. Han indvier os i, hvordan han på en af de første turneringsrejser med Bulls må forlade et hotelværelse, hvor hele holdet er samlet for at feste, tage kokain og hygge sig med damer.

Unægteligt ækvivalenten til Preben Elkjærs pausesmøger i omklædningen og Lerby og Arnesens fadøl på Hviids vinstue efter landskampene i Parken. Bare i en hyggelig dansk fodboldkontekst. Ååh, de glade uspolerede 80’ere.

Du kunne ikke have skrevet persongalleriet bedre til en film, hvor Brad Pitt spiller den shamanistiske træner, Phil Jackson: Vi har Chicago Bulls’ intrigante og kuglerunde sportsdirektør, Jerry Krause, basketballspillerens diametrale fysiske modsætning, som alle hader, fordi han vil fyre vinderholdet og bygge et nyt op.

Vi har Scottie Pippen, Jordans tro væbner, en nummer to af Guds nåde, der synes både at kæmpe lidt med respekten og selvrespekten. Vi har Dennis Rodman, en hård hund og verdens bedste rebounder. Derudover et 1990’er- og fremtidsikon med leopardhår, nederdel og en psyke med frihedstrang. På et tidspunkt bliver han hentet hjem til træning efter en 88 timers druktur i Las Vegas og er egentlig ikke specielt påvirket af sine tømmermænd. Der er sket meget strømlining i sport siden da.

Air jordan

Vi har Michael Jordan. Air Jordan. His Airness. For hvem det vigtigste er at vinde. For hvem alle de personer, jeg lige har nævnt, kun er vigtige, hvis de kan hjælpe ham med at vinde. Hvis han kan regne med dem, som han hele tiden selv formulerer det. Jordan er som en hangorilla i en form for konstant konkurrencebrunst. Hans stil er at intimidere hensynsløst, det er en stor del af hans spil, men det gør sig også gældende uden for kamparenaen.

Det er ikke det perspektiv, dokumentaren beskæftiger sig mest med, men der findes masser af historier om Jordans måde at teste folk af på. Holdkammeraten Steve Kerr fortæller, hvordan MJ til træning giver ham et knytnæveslag i ansigtet, efter Kerr har sagt ham imod. »Det var en af de bedste ting, der kunne ske for mig,« siger Steve Kerr mange år senere i et talkshow, »det var nødvendigt, at jeg stod op for mig selv og gik til ham, jeg tror, det gav respekt. Vi havde et godt forhold lige siden. Du skulle bevise dig, og når du havde gjort det, så var det fint«.

Og så er der historierne om de unge spillere, der ikke kunne klare Jordan-mosten, spillere, som han mobbede og knækkede, spillere som så uendeligt meget op til ham, hvis karrierer han i mere eller mindre grad ødelagde.

Der er de von And-agtige historier om pengeglæde. Når Jordan i nyere tid beder superfan og rapper Chamillionaire om 15.000 dollar, hvis han vil fotograferes med ham. Når Jordan i ældre tid nægter at gå ind i racepolitik af frygt for, det går ud over skosalget. »Republicans buy sneakers too« blev et af 90’ernes mest berygtede citater. Jordan fastholder i dokumentarserien, at han aldrig så sig selv som aktivist eller ønskede at være et forbillede. Først og fremmest var han basketballspiller.

Men for resten af verden holdt Michael Jordan hurtigt op med bare at være basketballspiller. Alle ville have en bid af Michael Jordan fra begyndelsen af 90’erne. Det var han til dels selv skyld i, men måske vidste han heller ikke helt, hvad det var for et monster, han havde sat i bevægelse.

Jordan var den første sportsatlet, der blev en superstjerne i bredere populærkulturel forstand og et livsstilsbrand i ærkekapitalistisk forstand. Sådan som Beckham senere i 90’erne blev det. Sådan som Ronaldo og Lebron er det i dag. Det er Jordans skole. Han har givetvis været en (næsten) lige så dygtig forretningsmand som basketballspiller. Stadig en af de rigeste sportsmænd overhovedet her hundrede år efter sin pension.

Selvfølgelig var der et Dream Team til OL i ’92, der satte ham på verdenskortet. Selvfølgelig var der nogle hos Nike, der fattede at lave nogle fede fritidssko på det rigtige tidspunkt og tog ham med over på et andet marked, der var langt større end det, der kun var for basketballfans. Men han valgte jo for fanden selv at spille bold med en fiktiv kanin i Hollywoodbangeren Space Jam i 1996.

En Space Jam 2 er i øvrigt på vej, hvor vi må gå ud fra, de har droppet R. Kelly fra soundtracket, og hvor det nu er Lebron, der skal udfylde Jordans sko (hvis I forstår sådan en lille en).

At være eller ikke være et røvhul

Michael Jordan har selv været ude at sige, at han var tilbageholdende med at udgive dokumentarmaterialet, fordi nogle af optagelserne ikke afslører ham fra hans bedste side. Han var bange for, at folk ikke ville forstå, hvorfor han var så intens. Men er der noget, du forstår hele vejen igennem, så er det faktisk hans intensitet. Den er ikke videre sympatisk, nej, men ikke desto mindre logisk inden for rammen af det ene projekt, Michael Jordan har; nemlig at blive den bedste og som den bedste vinde alt, hvad der nogensinde er at vinde.

For slap nu af, han er god til basket. Han vinder kampe alene. Kan også forsvare. Se spillet. Det hele. Da han bliver for gammel til at dunke hele tiden, udvikler han sit skud. Du kan ikke andet end se til i næsegrus beundring. Den kyniske vindermentalitet kan givetvis ikke skilles ad fra storheden. Det er også det, min ven Torden Morten siger, da jeg ringer til ham for at høre, hvordan det er at være megafan af en forholdsvis stor skiderik:

»Jeg havde gerne set ham bruge sin fame til at sprede et positivt budskab frem for et kapitalistisk. Jeg havde også gerne set ham løfte flere unge spillere frem for at få dem til at græde. Men manden er fuldstændig stjernekonkurrence-hævn-psykopat og vil være den bedste. En af hans drivkræfter var at gøre tingene personlige. Så kommer du til at være et røvhul. Det var Maradona også. Det var Redzepi også i Nomas køkken. Når du er på et absurd niveau, hvor ingen andre er, og du hele tiden forsøger at få folk med, så bliver du frustreret og kommer til at sige noget.«

Men der findes genier, der ikke er røvhuller (Michael Laudrup for eksempel). Ligesåvel som der altså findes røvhuller, der er geniale. Især i sport. Og måske er det lige præcis i den verden også okay.

Under ingen omstændigheder kan du fucke med folks ungdomshelte, ligegyldigt om de spiller fodbold eller basketball. De er af og fra en anden verden. Til for at huse vores undertrykte længsler mod at være geniale og røvhuller og en masse andre ting. De er ikke helt virkelige for os alligevel. Måske ikke engang i en dokumentar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

Warning: Nedenstående skal selvfølgelig ikke tages alt for seriøst !

Le Bron ... du godeste.
Han var ikke i nærheden af at være ligeså god som MJ.
MJ er lysår foran alle andre ever !

Det er med MJ som det er med Ingemar Stenmark, Paul Elvstrøm, Wayne Gretzky og Muhammed Ali, de var alle niveauer over alle de andre .... Der er ingen sammenligning.

Personligt ville jeg også gerne have haft Edson Arantes do Nascimento og Fausto Coppi med på ovenstående liste, men jeg erkender, at Diego Armando Maradona og Eddy Merckx var tæt på deres niveau :-)

De der klonede doping zombier, der render rundt i dag i det man kalder for professionel sport**, må de gerne for min skyld lukke ned og pakke langt væk, inkl. tudekiksen Ronaldo.

**: Men som vel snarere må betegnes som en avanceret form for organiseret aftalt spil - lidt lis'som Amerikansk Wrestling.

Torben Lindegaard

@Mikael Velschow-Rasmussen 10. maj, 2020 - 00:52

"De der klonede doping zombier, der render rundt i dag i det man kalder for professionel sport**" ....
ja, ja - det er så de stjerner, som vi har i dag.

Men jeg indrømmer blankt, at jeg den dag i dag kan starte en diskussion med hvem som helst om den blodige uretfærdighed, der overgik Mohammed Ali, da han i marts 1966 nægtede at aftjene sin værnepligt.
Bokselicenser er et lokalt anliggende i USA - på delstatsniveau - og i alle 50 stater plus territorier mistede Ali sin bokselicens - plus han blev frataget sit pas af de føderale myndigheder.

Så fuck alle 50 guvernører plus LBJ -
Mohammed Ali var aldrig den samme efter 3½ års tvungen pause.

Men så har jeg med stor fornøjelse fulgt Floyd Mayweather;
men nu er Mayweather så også gået på pension .... sådan går det bare