Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ny bog: Kroppen og kapitalen er et forhold præget af vold og undertrykkelse

I flere hundrede år har kapitalen med statens velvillige hjælp forsøgt at tilpasse den menneskelige krop markedets logik. Men ifølge det marxistisk-feministiske koryfæ Silvia Federici vil det aldrig lykkes at fravriste kroppen den irreducible autonomi, der gør den til en evig base for oprør
Moderne Tider
9. maj 2020

For kapitalen er naturen en uundværlig, men besværlig fremmed, hvis uberegnelige impulser med videnskabens og teknologiens hjælp må tæmmes, så den kan integreres i markedets abstrakte verden af kvantificerbare og standardiserede enheder.

I en kapitalistisk økonomi tvinger konkurrencens upersonlige tvang virksomheder såvel som stater til at indrette samfundet ud fra ét enkelt princip: akkumulationen af rigdom i sin abstrakte form som penge. Alt der står i vejen må ofres, inklusive naturens genstridige autonomi, der blandt andet kommer til syne i årstidernes skiften, vejrets utilregnelighed og diverse organiske processers langsommelighed (dyr og planter skal have tid til at gro).

Historisk set har denne brydekamp med naturen blandt andet ledt til udskiftningen af vind- og vandkraft med kul og olie samt omfattende bioteknologisk manipulation med planter såvel som dyr.

Silvia Federici: ’Beyond the Periphery of the Skin: Rethinking, Remaking and Reclaiming the Body in Contemporary Capitalism’ 176 sider. 15,95 dollar. PM Press

Til denne egenrådige natur hører også menneskekroppen: en nødvendig betingelse for kapitalistisk produktion, men desværre også en balstyrig samling lemmer, der ikke blot er besat af noget så irriterende som en fri og til tider oprørsk vilje, men som også er en organisme med bestemte grænser, cyklusser og behov.

Ifølge den italiensk-amerikanske marxistiske feminist Silvia Federici »har kapitalismens vigtigste projekter« derfor »været forvandlingen af vores kroppe til arbejdsmaskiner,« som hun udtrykker det i sin nye bog Beyond the Periphery of the Skin.

Disciplin og dans

Den kapitalistiske disciplinering af kroppen er måske umiddelbart mest tydelig i industriproduktionen, hvor arbejderkroppe kalibreres og tilpasses maskineriets hastighed og rytmer. Men kapitalens magt stopper ikke ved fabriksporten, og som Federici i efterhånden en del værker har vist, kan vi ikke forstå nutidens undertrykkelse af kvinder uden at forstå kapitalismens grundlæggende strukturer.

I modsætning til det radikalfeministiske begreb om ’patriarkatet’ som en form for undertrykkelse, der i sin grundlæggende struktur ikke har ændret sig i tusindvis af år, forstår Federici undertrykkelsen af kvinder i moderne samfund som et resultat af de historisk specifikke sociale relationer, vi kalder for ’kapitalisme’.

Et af kapitalismens særlige kendetegn er en unik opdeling af de aktiviteter, der holder samfundet i live. Med kapitalismens opkomst blev nogle af dem forvandlet til vareproducerende lønarbejde, varetaget af udbyttede proletarer uden for hjemmet. Andre samfundsmæssigt nødvendige aktiviteter – særligt opgaver som omsorg, graviditet, børnepasning, rengøring, madlavning og seksuelle ydelser – blev usynliggjort som ulønnet arbejde udført af kvinder i hjemmet.

Kvinder blev kort sagt gjort ansvarlige for reproduktionen af arbejdskraften, dvs. alt det arbejde, der sikrer, at lønarbejdere er i stand til at møde op på arbejde hver dag, og at der bliver produceret nye generationer af arbejdere.

I Caliban and the Witch fra 2004, som Beyond the Periphery of the Skin tydeligt bygger videre på, viste Federici, hvor megen vold og tvang det krævede at presse kvinder ind i denne nye rolle, da kapitalismen blev skabt i 1600-tallets Europa.

Gennem en lang række strategier blev kvinder frataget viden om og kontrol over deres krop; en folkelig kultur af mytologi, traditioner, magi, kvindefællesskaber og overleveret viden blev fortrængt af professionaliseret og maskuliniseret lægevidenskab, en restriktiv seksualmoral og et videnskabeligt sanktioneret mekanisk verdensbillede. Caliban and the Witch er særligt kendt for tesen om, at hekseforfølgelserne spillede en afgørende rolle i denne omfattende disciplinering af kvindekroppen.

Uanset kapitalens bestræbelser vil det imidlertid aldrig lykkes at udrydde menneskekroppens autonomi. Federici insisterer på, at kroppen ikke kun er et passivt materiale for dominans, men også er sæde for revolutionære energier, og i et kort og desværre ikke synderligt overbevisende kapitel læser Federici dans som en vigtig del af det, hun kalder »reapproprieringen« af kroppen: »At danse er en udforskning og opfindelse af, hvad en krop er i stand til: af dens muligheder, dens sprog, dens artikulationer af vores værens stræben.« I dansen får vi altså en forudanelse af, hvad det vil sige at »genforene det, kapitalismen har adskilt«.

Beyond the Periphery of the Skin gentager og udvider fragmentarisk Federicis tidligere analyser, men bliver desværre aldrig til mere end en række løst sammenhængende tekster af varierende kvalitet om emner som kommerciel surrogati, patriarkalsk medicin og sexarbejde og Michel Foucault og Judith Butler, hvis diskursteorier ifølge Federici udvisker kroppens materialitet.

Federici er god, emnet er spændende, men denne anmelder vil klart anbefale at læse Caliban and the Witch i stedet.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Stærk bog om den tysk-tyrkiske virkelighed planter en utopisk længsel i læseren

    12. juni 2021
    Den tysk-tyrkiske forfatter Mely Kiyak har skrevet et bevægende og perfekt tilslebet selvbiografisk essay om at skrive og være sig selv – som kvinde, migrant og menneske i et Tyskland, hvor gæstearbejderne aldrig rigtig har fået deres egen stemme
  • Med Hannah Arendt på briksen

    13. marts 2021
    Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
  • Når viljen er fri, bliver Gud lidt mere menneskelig

    6. marts 2021
    Den italienske filosofihistoriker Tommaso Sgarro belyser i ny bog en overset debat fra det 16. århundrede mellem de to katolikker Domingo Báñez og Fransisco Suárez. Den viser, at ikke kun reformatorerne Luther og Calvin, men også katolikkerne har haft deres hyr med den frie vilje som begreb
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her