Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Hvad søren er et menneske?

Spørgsmålet er et evigt mysterium. Mennesket forstår ikke sig selv, men forsøger konstant. I en ny bog tager Hans-Jørgen Schanz os med på en veloplagt flyvetur gennem idéhistoriens svar for at gøre os klogere
Schanz, der i 1970’erne begyndte som hardcore marxismeudlægger, synes på sine ældre dage at have fundet et nyt gebet: den folkelige lille bog om et stort emne.

Schanz, der i 1970’erne begyndte som hardcore marxismeudlægger, synes på sine ældre dage at have fundet et nyt gebet: den folkelige lille bog om et stort emne.

Asbjørn Sand

Moderne Tider
30. maj 2020

Hvad er et menneske? Nej, lad os spørge igen i en endnu mere insisterende og forundrings-ansporende tone: Hvad pokker er egentlig et menneske? Spørgsmålet fortjener betoning, for vi har at gøre med det måske største spørgsmål, mennesket kan stille sig selv.

Men hvad med ’hvad er meningen med livet?’ eller ’er der liv efter døden?’? Det er også store spørgsmål, men de går ind under spørgsmålet om, hvad et menneske er. Det var derfor, Kant skrev, at de tre hovedspørgsmål, mennesket er stillet over for – hvad kan jeg vide? (erkendelse), hvad skal jeg gøre? (etik) og hvad tør jeg håbe på? (religion) – egentlig er indeholdt i ét spørgsmål: Hvad er et menneske?

Hans-Jørgen Schanz: ’Menneskene og alt andet’. 152 sider. 149,95 kroner. Klim.

Saxo
Men lige så stort spørgsmålet er, lige så stort et mysterium er det, som vi bliver ved med at spekulere over. Fra urtiden over alskens religioner til ditto filosofier har mennesker kastet sig ud i tanker om det.

Og i påstande om det særligt menneskelige: Mennesket er et politisk dyr, et højerestående dyr, et fornuftsvæsen, et selvbevidst væsen osv. osv. Også i kunsten er spørgsmålet belyst – fra stenalderens hulemalerier til Knausgårds kamp. Og i videnskaberne. Humaniora er menneskets undersøgelse af sig selv.

Filosofi og forcer

Og nu har professor emeritus i idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz skrevet en bog om det: om, hvad mennesker i Vesten siden antikken har opfattet som det, der adskiller mennesker fra alt andet.

En populærvidenskabelig bog med meget få teksthenvisninger og ingen litteraturliste eller fodnoter: Schanz deler ud af sit store overblik, så alle kan være med, og flyver forklarende hen over 2.500 års idéhistorie.

Samtidig med at hårde domme falder flittigt: Antikkens menneskeopfattelse er ’primitiv’, islam regner kun de troende for noget og har derfor ikke en menneskelig universalisme, Heidegger og Sartre begår den ’fejl’ at tro, at et menneske frit former sig selv osv.

Schanz, der i 1970’erne begyndte som hardcore marxismeudlægger – og hvis første bogtitel, man har joket med, er en udmærket spiritusprøve: Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status – og dernæst bevægede sig over i ambitiøs modernitets- og metafysikforskning – synes på sine ældre dage – lidt a la en tidligere Aarhus-professor, Justus Hartnack – at have fundet et nyt gebet: den folkelige lille bog om et stort emne. Hans meget solgte Frihed-tænkepause er et andet eksempel.

Men Schanz har ingenlunde glemt de akademiske dyder og vil i sin nye bog fremvise emnets »uhyre kompleksitet« og afviser de udbredte begreber »menneskesyn« og »mennesket« i stedet for »mennesker«, da de er for reduktive abstraktioner.

På den anden side gælder det også ifølge Schanz, at det egentligt menneskelige i vores tid forsvinder i den enorme mængde viden, alle de empiriske videnskaber har produceret om mennesker; Schanz’ bog er også et forsvar for blikket for det almene. Og i den ånd afgrænser han projektet: Spørgsmålet om, hvad mennesker er, er både et spørgsmål om, hvad mennesker er i modsætning til alt andet – dyr, planter osv. – og hvad der adskiller det ene menneske fra det andet, Anne fra Jens osv.

Fra antikken til Løgstrup

Schanz begynder i antikken og går primært kronologisk frem. Nogle nedslag i hans rigdom af pointer – der er kort mellem snapsene hos Schanz: I den græske antik, hvor det særligt menneskelige for første gang tematiseres markant og filosofisk, har alt levende en sjæl, men kun mennesket har en fornuft.

Og løsningen på, hvad der så adskiller mennesker fra hinanden, kaldte man – med Aristoteles i spidsen – ’stof’; Anne og Jens har begge den almene ’form’ menneske, men består af forskellige mængder stof (højde, hårlængde osv …). Schanz betoner, at græsk tænkning var en ’tingsmetafysik’ fokuseret på det almene og uforanderlige og uden sans for individualitet og tidslighed.

Denne antikke ’tingsmetafysik’ holder frem til senmiddelalder, og først med Hegel og Heidegger bliver tid afgørende i vestlig metafysik. I kristendommen er det særligt menneskelige ikke fornuften, men at være skabt i Guds billede, og skabelsen løste også individuationsproblemet: Annes og Jens’ individualitet er skabt af Gud.

Det er også i den kristne filosofi, at grækernes tingsmetafysik opløses: Augustin ser omkring år 400 viljen som afgørende – individet, der adskiller sig fra andre individer, er selv aktivt i denne proces.

Det er denne tanke, der ifølge Schanz radikaliseres og fuldt ud bryder med antikkens tingsmetafysik i senmiddelalderen hos Duns Scotus, der som den første opdager subjektet: at et menneske gennem sine valg over tid former sig selv. Scotus’ opdagelse er en ’revolution’, hvis betydning ikke kan overvurderes ifølge Schanz.

I moderniteten bliver sproget som redskab til erfaringsformidling, selvrefleksion, dødsbevidsthed mv. kernen i svaret på, hvad et menneske er. Og der sker et opgør med antikkens kosmosidé og den kristne skabelsestanke: I det moderne er mennesket – med Heidegger – kastet ind i verden. Men det 20. århundredes eksistentialisme a la Heidegger og Sartre får nogle hug med på vejen; den overser ifølge Schanz både historiens, naturens og andre menneskers betydning for individet.

Kierkegaard reddes dog af, at hans kristendom blokerer for mennesket som suveræn selvorganisator. Schanz’ moderne helte er Løgstrup og Arendt, der genindfører ideen om skabtheden i Guds billede som det særligt menneskelige. Og fordi mennesket er skabt og udfolder sig som livsmuligheder i den skabte verden, det ikke selv har skabt, har det en prækulturel og fri spontanitet, handlemulighed og frihed i tænkningen, samtidig med det er medbestemt af det intersubjektive.

Abstraktion og reduktion

Schanz er en mester i at kondensere de store linjer i prægnante formuleringer. Og i humoristiske ditto. For eksempel når han en passant skriver om »Facebook og andre asociale medier«. Eller når han tørt undrer sig over, hvordan Descartes, der ikke mente, dyr kan føle smerte, omgikkes sin hund.

Schanz’ bog er et flot folkeligt oplysningsprojekt. Men den er også en spænding mellem intention og praksis, mellem proklameret lede ved reduktive abstraktioner og hang til høj flyvehøjde og bastante domme. Hans bogs hele modus er et meget abstraheret niveau, og dér kan han trække skel og linjer op og for eksempel kalde den græske tænkning om mennesket »primitiv«.

Men dykker man ned i positionerne, møder man andre koordinater og betydelig mere kompleksitet, end hvad Schanz lader syne. Ét eksempel: I sin Statslære er Aristoteles helt eksplicit omkring, at mennesket adskiller sig fra alt andet ved sit sprog og også ved evnen til at være moralsk.

Og en grundpræmis i hans etik er, at mennesket over tid kan forme sig og også er formet af partikulære omstændigheder. Ligesom han i sin metafysikbog pointerer, at mennesket er defineret ved at akkumulere erfaring og evner over tid. Der findes også en grundlæggende procesontologi og perspektivrigdom i det græske.

Apropos nuancer: Det kunne være interessant at se, hvad mere inddragelse af kunst kunne tilføre Schanz’ projekt. I forbindelse med det moderne spørgsmål om, om mennesket kan organisere sig selv uden Gud, inddrager han blandt andet Kierkegaard, men hvad kunne litteraturen have bidraget med?

Den Kierkegaard-inspirerede Blixen for eksempel tematiserer problemet som en kompleks konflikt mellem menneskets frihed til at vælge uden om Guds vilje og spektret af moralsk besvær med dét – i hendes fortælling Peter og Rosa siger den unge Peter:

»Jeg har set på Stjernerne, paa Havet og Træerne, og på Dyrene og Fuglene også, – og jeg har set, hvor godt de alle falder ind med Guds Plan med dem og bliver netop, hvad han har villet, at de skulde være. (…) Men her er jeg, Peter Købke, Gud har skabt mig og har maaske haft Besvær med det. Men jeg har sat en Pind i Hjulet for ham i stedet for.«

Heldigvis har Schanz ikke sat en pind i noget hjul, men fornemt gjort sig det besvær at gøre os klogere på, hvad et menneske er.

I øvrigt kunne det have været spændende at få hans eget bud på et svar. A la dengang han som modernitetsforsker teoretiserede stort og med stor selvtillid – og humor – i et oplæg til en debat med Søren Krarup om menneskerettigheder proklamerede:

»Der findes ufatteligt mange gode teorier om, hvad moderniteten er. Jeg har selv den bedste.«

Hans-Jørgen Schanz: ’Menneskene og alt andet’. 152 sider. 149,95 kroner. Klim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Ljungberg

Søren - et menneske - hvad....

Jeg vover et svar her: Et menneske er en fortælling i mundtlighed og skriftlighed i tusinde år. Et menneske ved noget, men ved aldrig det meste. Et menneske ved at det nok ikke ved. Et menneske er et individ der befinder sig i dialektikken mellem at vide og ikke vide. Et menneske er et individ der uanset hvad det ved, altid ved at med - følelsen ligger uden for det selv. At opdage den anden. Det er godt fundet på. ;)

Henrik Ljungberg