»Et offentligt rum er som et teaterstykke med uforudsete scener og uden instruktør.« Således skriver den finske billedkunstner Maaria Wikkala i den smukke bog Offentlighedens rum, som Forlaget Møllegades Boghandel og fire ganske forskellige redaktører – født mellem 1957 og 1991 – står bag: Kunstneren Tora Frogner (fra Norge), ph.d.-studerende i politisk filosofi Joachim S. Wiewiura, skribent og semiotikprofessor Frederik Stjernfelt og filosofiprofessor Vincent F. Hendricks.
Kongenialt nedfælder den fænomenologisk orienterede finske arkitekt Juhani Pallasmaa sine samtidskritiske ord: »Engang havde rum deres egen haptiske beskaffenhed, egne skalaer, intimiteter, lyde og lugte, men i vores kvasi-rationelle tid bliver rummene grænseløse, tomme og blottet for sansemæssig virkelighedsfornemmelse og mening.«
Tora Frogner, Vincent F. Hendricks, Frederik Stjernfelt og Joachim S. Wiewiura (red.): Offentlighedens rum. 180 sider. 230 kr. Forlaget Møllegades Boghandel.
Så hvordan få rodfæste i livet, blive inviteret til at sanse på kvalitativ facon, yde modstand og få mulighed for at mødes i fælles, fri rum? Hvordan ser offentlighedens rum ud – og hvordan kan og bør de komme til at se ud?
Til at svare på disse spørgsmål er 28 nordiske kunstnere blevet bedt om at give deres besyv med. Formsproget er mangfoldigt: Essays, fotokunst, digte, ’rene’ oplevelser, tilløb til manifester og små noveller. Og som noget ganske originalt skal bidragene helt konkret foldes ud som små firesiders pakker af tekst og billeder for at blive nydt og fortæret medtænkende.
Således elsker den velskrivende danske arkitekt Dorte Mandrup Værnedamsvej på Vesterbro i København, et ureglementeret, indbydende og kaotisk byrum, der ikke er enøjet designet til en specifik aktivitet eller en nøje defineret målgruppe. For som mange nok så velmenende arkitekter, byplanlæggere, bygherrer og myndigheder må sande, lader det uplanlagte sig principielt ikke planlægge. Mandrups bidrag, »Lysvågen i byen«, indgår i sektionen for »Gadens fortælling«. De øvrige snit ind i offentlighedens rum er betitlet: »De andre«, »Samspil«, »Skyggernes rum« og »Tidens spor«.
De tysk-polsk-danske arkitekter Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena flanerer og flintrer i bidraget »Gadens porøsitet« rundt i byen i fodsporene på giganterne med de sensible metropole følehorn, Charles Baudelaire og Walter Benjamin. Med sanserne og begreberne på stilke går de på jagt efter »aflejringer af liv« (fysiske mærker, falmede tags, fallerede cykler, legetøj, tørresnore …) og tegn på en »elastisk livsførelse«, der fremviser, hvordan byens borgere på én gang er klar til at fare frem og at trække sig tilbage … på stedet, so to speak.
Madame Nielsen fabulerer sig derimod frem til, at vi ikke længere har adgang til verden, og at offentligheden måske slet ikke længere er et rum, man kan træde ind i eller ud af i det 21. århundredes digitalt-globale skærmverden.
Den finske kunstner Kaarina Kaikkonen er anderledes materielt og historisk-narrativt funderet og skaber værker ud af brugte genstande som skjorter og jakker. I 1999 skabte hun kunstværket »Skyggen«, der hang hen over gaden på en nedlagt tekstilfabrik i Tampere. Alle jakkerne, der indgik i værket, var gamle frakker, der engang blev båret af byens mænd. Vidunderligt finder jeg lyset, der titter frem i uudgrundelige mønstre på asfalten under de flere hundrede historieemmende jakkers profane himmel.
Olafur Eliasson byder i sit bidrag »Rumrefleksion« på en kort tekst og en række fotos af eksperimentelt tilvejebragte glashalvcirkelspejlinger fra byrummet. De sært visuelt-fordoblede cykeljul, kantsten og trappetrin følges til dørs af ordene: »Når man møder noget uventet i byrummet, forstærker det ens opfattelse af virkeligheden. Værker i det offentlige rum minder os om, at byen ikke er et statisk billede, men relativ, til forhandling, åben for vores engagement.«
Den norske forfatter og journalist Frode Grytten har været i den amerikanske fotograf Vivian Maiers arkiv og fundet en perle af et foto, skudt i en bus i Florida den 7. april 1960. Bidraget, der udstyres med titlen: »At sove i det offentlige og læne hovedet mod ham, du elsker«, standser tiden og viser to ældre mennesker i det offentlige rum. De trækkes ud af massen og får liv i deres på én gang trygge og udsatte position netop dér i bussen, selv om de er blevet ædt af orme for mange herrens år siden.
Der er kun ét værk i den smukke kunstbog, der bærer en længere titel – den islandske performative kunstners Ragnar Kjartanssons værk: »I lyset og skyggen af en hest i bronze i en lille bygd på Island«. Men det må læseren af disse linjer selv finde frem til at se nærmere på.
Eftertanker
Her midt i den udvejsløse slipstrøm på en coronavirusfremkaldt undtagelsestilstand uden udløbstid er det, man for alvor mærker og forstår, hvad man har mistet: det levende offentlige rum. Herunder muligheden for at slentre rundt i byen uden mål og med, gå på café med vennerne, overhøre og hæfte sig ved pludrende medmenneskers ukendte stemmer og ikke mindst som underviser og studerende at mødes face to face uden irriterende edu-tech-devices.
Uden offentlige rum bliver livet fattigere. Angsten for at blive smittet – og at smitte andre – tvinger en til at holde behørig afstand. Man fjerner sig fra det andet menneske og bures inde i sin egen akavede tavshed. Tillægger sig en præventiv adfærdslogik og en iscenesat disinteresse. Talende munde har som bekendt med at udskille mundvand, og det er en offentlig hemmelighed, at coronaen holder af usynlig dråbeflyvning.
Principielt er det offentlige rum ikke reducérbart til at skulle varetage bestemte funktioner. Det offentlige rum skal ikke bringe varer eller tanker fra punkt a til punkt b i rummet, og det er ikke udset til at effektivisere samfundsmæssige produktionsprocesser eller at ægge os til forbrug og til at levere klapsalver på kommando.
Det offentlige rum er i ontologisk henseende frit og altid-allerede ubeskrevet, og det latinske ord for offentlighed (res publica) kan da også oversættes til en fælles sag eller en genstand for offentlig bevågenhed. Res publica kan derfor også være verdens optagethed af, hvordan coronavirussen helt uden at vide det kommer til at tømme eller simpelthen død- og ødelægge de offentlige rum. Og denne refleksion har ikke et specifikt sted at trives – hverken ’inde i’ hjernen eller ude på byens torve.
Men der er næppe nogen tvivl om, at den blive mere tålsom at bære – især for de p.t. karantæneramte og tvangsisolerede mennesker – hvis de offentlige rum atter bliver frit tilgængelige.
Dertil kommer, at offentlige rum blomstrer bedst i en verden, hvori det er tilladt at have planer, iværksætte projekter og at tænke i mulige fremtider. Summa summarum: Uden offentlige rum ingen fremtid for menneskelige fællesskaber.
