Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ja, EU-Kommissionchefen har syv børn – og ja, det gør en politisk forskel

Selv efter et år med Ursula von der Leyen i spidsen af EU er det begrænset, hvad gennemsnitseuropæeren ved om hende. En læseværdig biografi frisker nu billedet op af en konservativ moderniseringsmaskine, der nådesløst omfavner venner og fjender
Den tyske Hillary Clinton. Med indenrigspolitisk erfaring og udenrigspolitisk overblik drømte Ursula von der Leyen om kanslerposten, men den drøm var for længst forduftet, da Macron i juli 2019 gav den som dronningemager og foreslog hende som forkvinde for EU-Kommissionen

Den tyske Hillary Clinton. Med indenrigspolitisk erfaring og udenrigspolitisk overblik drømte Ursula von der Leyen om kanslerposten, men den drøm var for længst forduftet, da Macron i juli 2019 gav den som dronningemager og foreslog hende som forkvinde for EU-Kommissionen

Kenzo Tribouillard

Moderne Tider
6. juni 2020

Lynskarp jubeleuropæer, gudsbenådet opportunist, kølig karrierekvinde. Ursula von der Leyen får rigeligt med prædikater, men hun så oprigtigt glad ud, da hun i juli 2019 med nød og næppe blev valgt som chef for EU-Kommissionen. Især det tyske SPD og De Grønne protesterede mod den skandaløse nedtrampning af processen med Spitzenkandidater ved europaparlamentsvalget, mens der uden for Tyskland stort set ikke var der nogen, der anede, hvad von der Leyen stod for.

Det er interessant at kigge tilbage på nu, et år og en grundvoldsrystende coronakrise senere.

Ulrike Demmer, Daniel Goffart: ’Ursula von der Leyen, die Biografie’. 

Lige før denne krise udgav journalist og sikkerhedsekspert Ulrike Demmer samt advokat, journalist og von der Leyen-kender Daniel Goffart en biografi baseret på en bog fra 2015 om »den evige reservekansler«. De går kronologisk og afdæmpet til værks, og det kedelige valg er faktisk et lykketræf i den dynamiske situation, hvor platte psykologiseringer og genealogiske teser om von der Leyens stil som kommissionsforkvinde ville blive forældet på et splitsekund.

Det ældste er det sjoveste. Vi får hele historien om, hvordan ’Röschen’ blev født 1958 i Bruxelles – samme år som EØF træder i kraft, og hendes far, patriarken Ernst Albrecht, bliver kabinetschef samme sted. Rammen er storborgerlig og dybt protestantisk, og efter et skifte til tysk politik er BILD Zeitung i 1976 bekymret for, om faderen har »skyggen af forståelse for gennemsnitstyskeren«. Han er just blevet ministerpræsident i Niedersachsen, og hans 17-årige datter Ursula modtager pressen i privaten med en helvedes selvtillid.

Hun går få år senere via arkæologi- og økonomistudier til medicinen, hvor hun i 1980’erne får en noget ensom studietid uden for politik. I sin gynækologiske doktorafhandling bruger hun i øvrigt sig selv som prøvekanin med badekarsfødsler, men fra tidligere kolleger citerer forfatterne ret kølige indtryk af en mor til stadig flere børn. I 1997 afslutter hun lige en master i Public Health oveni, men med sit deltidsjob stræber hun aldrig målrettet efter en stor medicinsk karriere ved siden af sine syv børn.

Det faktum nævnes ofte og skældes næsten lige så ofte ud for kun at blive nævnt, fordi hun er kvinde. Det er forkert, lyder det i biografien. For von der Leyen er det private politisk og det politiske privat. Det politiske kommer bare sent, nemlig i 2001, hvor hun engagerer sig lokalpolitisk i CDU og derfra foretager en kometagtig karriere. I 2003 vælges hun ind i delstatsparlamentet i Niedersachsen, hvor hun i samme hug bliver sundhedsminister. Og i 2005 henter Merkel hende ind som succesfuld familie- og sundhedsminister.

Det kitschede damebladsbillede

På ligestillingsfronten beskrives hun som et lykketræf for et konservativt CDU og for Tyskland. Hun indfører forældreorlov og udbygger vuggestuer. Og som arbejdsminister fra 2009 går hun med Merkels stille opbakning i brechen for kvindekvoter og mindsteløn og skaber en opsigtsvækkende spænding mellem værdipolitisk konservatisme og realpolitisk socialdemokratisme.

Forfatterne lægger samtidig ikke skjul på, at »mange af hendes fremstød mere handler om PR-effekt end konkrete politiske forbedringer« – et kapitel har endda titlen »Populisten«.

Men von der Leyen kan ikke bruge det kitschede damebladsbillede af den perfekte multimor til meget, da hun fra 2013 bliver forsvarsminister. Her udvikler der sig et billede af en kold bureaukrat, der bruger skandaløst mange milliarder på eksterne rådgivere uden at få styr på de sejlende anskaffelsesprocedurer i forbundshæren. Det lyder klodset og forfængeligt.

Men ved siden af skandalerne forbliver hun også uhyre effektiv, og hun bibeholder en ufattelig evne til at vende kritikken til egen (og forsvarsbudgetternes) fordel. I sin machiavellistiske magtopfattelse behersker hun en »omfavnelsesstrategi«, hvor folk, der bremser hendes retning, bringes på sporet eller udskiftes med folk, der accelererer i von der Leyens retning.

Modsat Merkel har hun ikke en afdramatiserende og risikoforebyggende ledelsesstil, men en mere progressiv og indrestyret stil. Alligevel var drømmen om kanslerposten for længst forduftet, da Macron uden synlig opbakning fra Merkel hev von der Leyen op af hatten som kandidat til EU-lederposten i 2019-60 år efter at hendes far tog plads i den første kommission.

Her har von der Leyen pakket sine tidligere udsvævelser om en europæisk forbundsstat sammen – og vil entydigt gøre EU til global klimafrontrytter. Vi er præ corona, men tvivlen om, hvorvidt hun kan ramme gennemsnitseuropæeren med omfavnende taler, må stadig gælde. Om det skyldes von der Leyen, EU’ blævrende karakter eller sprogbarrierer, er uvist. Men biografien giver et fint vue over von der Leyens liv. Typisk EU: for dem, der læser tysk.

Ulrike Demmer, Daniel Goffart: ’Ursula von der Leyen, die Biografie’. 243 sider. 12 euro. Piper Verlag.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Stærk bog om den tysk-tyrkiske virkelighed planter en utopisk længsel i læseren

    12. juni 2021
    Den tysk-tyrkiske forfatter Mely Kiyak har skrevet et bevægende og perfekt tilslebet selvbiografisk essay om at skrive og være sig selv – som kvinde, migrant og menneske i et Tyskland, hvor gæstearbejderne aldrig rigtig har fået deres egen stemme
  • Med Hannah Arendt på briksen

    13. marts 2021
    Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
  • Når viljen er fri, bliver Gud lidt mere menneskelig

    6. marts 2021
    Den italienske filosofihistoriker Tommaso Sgarro belyser i ny bog en overset debat fra det 16. århundrede mellem de to katolikker Domingo Báñez og Fransisco Suárez. Den viser, at ikke kun reformatorerne Luther og Calvin, men også katolikkerne har haft deres hyr med den frie vilje som begreb
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Besynderligt, under von der Leyen havde det tyske forsvar, uoverskuelige kaotiske bestikkelses-procedurer for indkøb og materiel-valg, for så at blive chef for EU!
Er der nogen der forstår sig på magtens korridorer?

Claus Nielsen, Erik Winberg, Carsten Mortensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Sabine Behrmann

@ Peter Beck-Lauritzen - det forbundstyske forsvar har altid lidt under kaotiske forhold af den ene eller den anden slags, og der har ikke været grænser for, hvad man(d) har kunnet blive bagefter.