Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Vi kan planlægge rejsen til Alperne, men ikke oplevelsen af bjergene

Den tyske sociolog Hartmut Rosa viser i sin nye lille bog, hvorfor livet ikke kan indfanges og kontrolleres. Selve livet sker bag om ryggen på kontrollen
»Rosas sociologi er både krisebevidst og løsningsorienteret. Hans tekster emmer af dobbelthed, verden er på én gang på afstand og tæt på.«

»Rosas sociologi er både krisebevidst og løsningsorienteret. Hans tekster emmer af dobbelthed, verden er på én gang på afstand og tæt på.«

SZ Photo

Moderne Tider
20. juni 2020

Der sker noget, når Patti Smith ser på kunst. I den underskønne lille Devotion fortæller hun, hvordan hendes iagttagelse af kunst umærkeligt transformeres til et begær efter at skabe. Hun føler sig kaldet på, draget. Hvad er der på færde her? Ifølge den tyske sociolog Hartmut Rosa er det resonans; et møde, der opstår, når verden kalder på os, og vi svarer.

Hartmut Rosa tilhører fjerde generation af den berømte frankfurterskole og viderefører dermed den kritiske teori, der er blevet udviklet af Adorno og Horkheimer (første generation), Habermas (anden generation) og Honneth (tredje generation). Rosa fremstår tydeligvis som elev af skolen, men markerer sig alligevel positivt ved at skrive mere let og prosaisk end gumpetungt og klinisk, hvorved ikkespecialister også kan få meget ud af at læse ham.

Hartmut Rosa: ’Det ukontrollerbare’. Oversat af Hanne Sander. 111 sider. 189 kr. Eksistensen.

Rosas sociologi er både krisebevidst og løsningsorienteret. Hans tekster emmer af dobbelthed, verden er på én gang på afstand og tæt på.

Hans præcise diagnose af moderniteten udpeger accelerationen af snart sagt alle livsforhold som faktorer, der fremmedgør os for vores egne liv. Men der er stadig mulighed for intim kontakt med livet, som Rosa altså kalder resonans. Disse ideer er elegante og klart udfoldet i værkerne Fremmedgørelse og acceleration og Resonans.

Verden kan ikke inddæmmes

Den lille kompakte bog om Det ukontrollerbare er en fortsættelse og udfoldelse af de begreber, der har gjort Rosa berømt. Med begrebet om det ukontrollerbare ønsker Rosa at vise, at vores trang til at beherske, erobre, instrumentalisere og måle alting virker stik imod sin intention. Vi forsøger at inddæmme verden for at komme tæt på den, men det modsatte sker. Den fjerner sig fra os og tager resonansen med sig.

Vores imperialistiske impuls skaber aggressionspunkter i verden, for med ønsket om at komme tæt på verden følger en grundlæggende frygt for at miste, hvad vi har vundet. Vækstkravet på alle livsområder presser os til at ville erobre en verden, der i samme nu lukker sig. Dramatisk kan Rosa hævde, at vi med vores hastigt forøgede kontrol med verden samtidig oplever, hvad Hannah Arendt kaldte ’et verdenstab’ i det ydre og ’en verdensløshed’ i det indre. Hvad der burde skabe håb, og hvad der fremstilles med løfter om fremgang, følges i stedet af øget grundangst.

En stor del af vores materielle velstand skyldes videnskabernes teknologiske succes. Ifølge Rosa er moderniteten kendetegnet ved den bevægelse, at verden bringes på afstand og dermed gøres manipulerbar. Det skaber velstanden, men prisen er samtidig høj, verden trækker sig tilbage, og mødet mellem verden og subjekt besværliggøres.

Men da ingen ønsker sig tilbage til en førmoderne verdens slid og trange kår, må vi finde veje til at genskabe en relation til verden, der er gensidig. Og her kommer Rosas resonansbegreb ind.

Begrebet dækker ikke kun over distinkte erfaringer eller et subjekts følelsesmæssige oplevelse, selv om begge dele er med. Rosa udvikler i stedet begrebet ved at pege på dets fire kendetegn. Først er der et punkt, hvor mennesket påvirkes eller ’kaldes på’, som det benævnes med en religiøs metafor. Hvis ikke vi oplever os talt til, kan resonans ikke opstå.

Vi kan ikke styre oplevelsen af verden

Det er her, vi ser Patti Smith foran malerierne. Men dernæst må der være et punkt, hvor vi svarer. Resonans er en relation, så vi kan ikke blot være modtagere, men må gå aktivt med. Det tredje kendetegn er forvandling, for resonans skaber altid levendegørelse, hvor vi i større eller mindre grad rykkes – for nu at bruge en lidt ubehjælpelig metafor. Pointen er vist, at et individ aldrig er statisk, men altid dynamisk, og vores tilstedeværelse i verden bevæges gennem resonans.

Det fjerde punkt er erkendelsen af, at resonans ikke kan frembringes instrumentelt. Det er egentlig uden for vores kontrol, ja, det er ukontrollerbart. Hvis vi forsøger at gennemtvinge det, vil det lukke sig for os. Vi kan minutiøst planlægge en rejse til Alperne, men vi kan ikke sikre os en resonansoplevelse i bjergene. Omvendt kan resonans heller ikke forhindres. Vi kan ikke slukke for det, når vi først er sat i stævne.

På dette tidspunkt i læsningen blev jeg mistænksom, for det kunne jo tyde på, at Rosa anlægger en uoverstigelig kløft mellem evner og resonans. At vores kompetencer berøver os mødet med væren. Men det afviser han klogt nok i bogens femte del. Kompetencer er ofte en inspirator for resonans. Kompetencer kan ikke gennemtvinge resonans, men ofte opstår det i vores kompetencefelt, fordi vi faktisk kan svare.

Det gør, at Rosa er nødt til at bruge en nuancering og tale om det ’halvkontrollerbare’, som egentlig er det, han vil hen til. Det er naturligvis lidt kluntet i forhold til titel osv., men det skaber en mere troværdig dagsorden.

En middelvej

Pointen er, at det totalt ukontrollerbare ikke kan skabe resonans, og middelvejen mellem det ukontrollerbare og det kontrollerede derfor må findes. Tager man litteraturen som eksempel, så opstår en resonant læseoplevelse ved, at jeg drages af digtet, fordi jeg ikke har det under kontrol, men dog forstår så meget, at jeg føler mig kaldt på.

Vores kompetencer kan sikre succesoplevelser, og ofte er vi tilfredse med disse, men løses digtets gåde, er jeg også færdig med det. I vores digitale verden forsøger vi at fastholde resonansøjeblikke med det allestedsnærværende kamera, men tager vi billedet frem af solnedgangen eller måltidet, er resonansen væk. Ofte fremstår disse fastfrysninger som blege skær af den intense oplevelse.

Striden mellem resonans og kontrol ser Rosa udfoldet i alle livets faser. Hans anliggende er en formaning om, at vi aldrig vil kunne kontrollere essentielle livsanliggender, selv om vi kontinuerligt prøver. Uanset om det drejer sig om fødsel og graviditet, opdragelse og dannelse, livsforløb og partnervalg, alderdom og sygdom eller døden, er det ultimativt ukontrollerbare størrelser, vi heller ikke skal ønske os at kunne kontrollere.

Forsøger vi, vil det få en pris, som for eksempel den stigende angst hos gravide på trods af øget grad af kontrol af graviditetsplanlægning, kontrol med fostrets »kvalitet« (som Rosa kalder det) og kejsersnit ved selve fødslen.

En styrke ved Rosas klare prosa er hans præcise opremsning af hans ideer. Et centralt citat illustrerer det:

»Min centrale tese er, at den modus af dynamisk stabilisering, der karakteriserer det moderne samfund, den konstante udvidelse af rækkevidde i verden og dermed programmet for den grænseløse kontrollerbarhed, strukturelt fremtvinger og indskriver det aggressive forhold til verden, som jeg har identificeret i det første kapitel.«

Hermed vises, at det er et sociologisk anliggende, Rosa har, for han er optaget af de strukturer i samfundet, som enten muliggør eller besværliggør resonans.

Samfundet bliver i stigende grad komplekst, hvilket skaber fremmedgørelse, og mange af os forstår for eksempel ikke de genstande, vi omgiver os med i det daglige. Dermed øges det ukontrollerbare, men det er en negativ mangel på kontrol, fordi den er til stede mod sin intention.

Når computeren går i koks, er det et redskab, der var intenderet til kontrol, der pludselig fremstiller mig som livsuduelig. Og da verden rummer et væld af disse ’lukkede’ genstande, ved vi aldrig, hvornår monstret dukker op. Forudsætningen for resonans, at noget er ukontrollerbart, er altså blevet vores fjende, og vores oplevelse af verden drænes af denne spænding.

Manglende selvudfordring

Det er en fremragende bog, Rosa har begået, som overbevisende cementerer hans ry som modernitetskritiker og visionær besynger af livet. Hans præcise analyser, hans nuancerede kritik og livskloge refleksionstilbud er svalende.

Jeg savner kun, at Rosa viser, hvordan hans analyse kan falsificeres. Med andre ord, hvad skal der til for, at Rosa ser sin analyse som forfejlet? Som læser tages man til indtægt for meget, fordi man er én blandt ’det moderne menneske’, men alle gode videnskabelige teorier udsætter sig selv for den hårdest tænkelige kritik, og så vidt jeg kan se, lader Rosa den vind blæse i et andet rum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi bor på et bjerg, og oplever det hver dag, og for os er hver dag faktisk en oplevelse. Udsigten over floden og floddalen, farverne, skyformationerne over eller under os, og alt andet ændres hele tiden.

Hvis man vil have oplevelsen af bjerge, kan man da blot tage til Alperne - eller mange andre steder, der er meget nærmere.