Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Læst udefra: På vej mod revolutionen

Hvorfor deltager folk i revolutioner, og hvad mener vi egentligt, når vi siger, at vi vil afskaffe kapitalismen? Det er nogle af temaerne i det femte nummer af det kommunistiske tidsskrift Endnotes
Moderne Tider
27. juni 2020

Tidsskriftet Endnotes udgives og delvist skrives af et anonymt kollektiv og har siden 2008 været hjemstedet for nogle af de mest interessante forsøg på at begribe betingelserne for revolution i det 21. århundrede.

Med velkomponerede blandinger af teori, historie og konkrete analyser af nutidens politiske kampe har Endnotes gjort sit for at bidrage til det seneste årtis marxistiske renæssance og for at genoplive begrebet ’kommunisme’ som et passende navn for et frigørende exit fra kapitalismen.

Endnotes 5: ’The Passions and the Interests’. Januar 2020. 424 sider. 10 pund for print. Gratis online: endnotes.org.uk

Det seneste nummer er en blandet landhandel, der blandt andet byder på en længere fortælling om jødisk teologi og teknologifilosofi i mellemkrigstidens Tyskland, en række oversatte tekster af radikale franske og italienske kommunister fra 1970’erne, erfaringsnære refleksioner over kønnede forventninger i forbindelse med at få bortopereret et bryst på grund af kræft, en opridsning af ’konturerne’ af en fremtidig kommunisme fra den tyske gruppe Det klasseløse samfunds venner, en længere udredning af den revolutionære gruppes psykologi og en historisk analyse af venstrefløjens forhold til (kerne)familien.

Abstrakte fantasier

I artiklen »Error« stiller Endnotes-kollektivet med udgangspunkt i en diskussion af marxistisk teknologikritik spørgsmålet om, hvad vi egentlig har tænkt os at tage afsked med, når kapitalismen bliver væltet.

Som alle andre nutidige marxister afviser de den gammelmarxistiske idé om teknologiens udvikling som historiens motor. Det er de historisk specifikke sociale relationer, der bestemmer den teknologiske udvikling, ikke omvendt.

Men én ting er kausalitetens retning, noget andet er dens styrke. Her har vi på den ene side optimisterne, der insisterer på, at kapitalistisk udviklede teknologier kan ’rekonfigureres’ og bruges i et postkapitalistisk samfund. På den anden side advarer de mere skeptiske mod at overse, at profittens logik er skrevet så dybt ind i mange teknologier, at en ukritisk overtagelse af dem ender med at genrejse klassesamfundet.

Endnotes hælder til den sidste position, men advarer samtidig mod en ensidig totalafvisning af den kapitalformede verden. Kapitalismekritikere har en tendens til at portrættere kapitalen som en altdominerende magt, der gennemsyrer alle aspekter af tilværelsen, og de ender ifølge Endnotes med en apokalyptisk og politisk ubrugelig forestilling om revolution: »For hvis alt virkelig er på spil, kan det hinsides kun være intet. Så kan revolution kun tænkes som noget helt igennem transcendent; noget ubegribeligt sublimt, som den abstrakte, ubestemte negation af en lige så ubegribelig og ubestemt totalitet.«

Løsningen er selvfølgelig ikke at erstatte fantasien om det totale brud med en reformistisk fantasi om en fredsommelig overgangsproces. Nej, opgaven består i at eksekvere et resolut brud, samtidig med at vi benytter os af og bevarer det, der faktisk kan rekonfigureres. Væk med de »patologiske abstraktioner i revolutionær tænkning« til fordel for en strategisk tænkning, der kan gøre os i stand til at identificere grænserne for det, vi lægger bag os, når kapitalismen omsider bliver fortid.

Kommunisme nu!

Under titlen »Revolutionære motiver« stiller Jasper Bernes i et andet bidrag et vigtigt spørgsmål: Hvorfor gør folk oprør? Og hvorfor gør de ikke oprør?

Dedikerede revolutionære er givetvis motiveret af en stålsat overbevisning og er muligvis villige til at bringe store ofre, men det er ifølge Bernes en fejl at tro, at en revolution kan bæres af en sådan motivationsstruktur. Han afviser ideen om et disciplineret parti, der skal uddanne og lede masserne, ligesom han også afviser den ’fatalistiske’ forestilling om opstanden som noget rent spontant og totalt uforudsigeligt.

Hvis en kommunistisk revolution skal lykkes, må den arbejde med snarere end mod det, Bernes kalder ’motiver’: de grundlæggende behov for overlevelse, sikkerhed, autonomi og velbefindende, som især i farlige omstændigheder bliver styrende for menneskers handlinger, og som bevidste og tilegnede overbevisninger har en begrænset effekt på.

Ifølge Bernes lærer historien os, at de, der deltager i revolutioner, gør det, fordi de er overbevist om, at det er den bedste vej til at opfylde disse grundlæggende behov.

Vi skal derfor lade være med at forestille os revolutionen som en slags skærsilds-overgangsfase, hvor vi i fællesskab holder ud for på et senere tidspunkt at nå den kommunistiske himmel.

Allerede fra revolutionens dag ét må kommunismen sættes i værk som en overlegen vej til at sikre de mest basale behov. Ud med den professionelle revolutionæres heroiske selvopofrelse. »Man vinder ikke først borgerkrigen imod reaktionære kræfter for så at opbygge kommunismen; man vinder borgerkrigen ved at opbygge kommunismen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Jørgensen

Ifølge Todd McGowans Hegel-tolkning, så er modsigelsen uundgåelig. Det harmoniske samfund er en uopnåelig utopi. Opgaven går derfor ud på at vælge de modsigelsestilstande, som tillader mennesker at leve i størst mulig lighed og fravær af udbytning under hensyntagen til naturen.. Sikringen af systemet overlades til en demokratisk installeret stærk stat.