Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Simone Weil om de tavse skrig i den iskolde larm

Den franske filosof Simone Weil retter med kompromisløs pen vores opmærksomhed mod de undertryktes tavse skrig i ’Personen og det hellige’, som nu findes i en dansk oversættelse
Moderne Tider
20. juni 2020
Det personlige, understreger Simone Weil, er på ingen måde universelt – det skifter som sko- og hattemoden.

Det personlige, understreger Simone Weil, er på ingen måde universelt – det skifter som sko- og hattemoden.

Ritzau Scanpix

Udgivelsen af Simone Weils Personen og det hellige, som nu er udkommet på dansk ved det lille forlag Aleatorik, er faldet på et så passende tidspunkt, at man let kan fristes til at tro, at den er skrevet med coronapandemien for øje.

Weils korte essay er nemlig en højfrekvent udhuling af den »intelligensformørkede tidsalder«, som hun kalder det, hvor mennesket er kendetegnet ved blindt at adlyde ydre autoriteter; ved i takt at råbe »Jeg har ret til …«, frem for det upersonlige »Det er uretfærdigt at …«; ved en uafbrudt tørst efter nye måder at udfolde sig selv på; ved at trives i et forum af støj og personlige ’meninger’; ved at fastholde de undertryktes fysiske og sociale udsathed i kapitalismens iskolde larm; og ved at forvandle økonomer og videnskabsfolk til de nye præster.

Simone Weil: ’Personen og det hellige’.

Den franske filosof og aktivist Simone Weil (1909-1943) blev kun 34 år gammel. Hun voksede op i et sekulært jødisk hjem, hvor hun som 12-årig diskuterede Platon på oldgræsk med sin bror.

Som en af de første kvinder blev hun i 1931 kandidat i filosofi ved det parisiske eliteuniversitet École Normale Supérieure med et speciale om Descartes. I løbet af 1930’erne arbejdede hun som gymnasielærer og et år på Renault-fabrikkerne, hvor hun engagerede sig i anarkosyndikalistisk politik og tilbragte sin fritid med arbejderklassen.

Hun deltog for en kort stund i Den Spanske Borgerkrig på anarkisternes side, men blev overtalt af sine forældre til at vende hjem til Frankrig efter at have trådt i en gryde kogende olie. Under Anden Verdenskrig flygtede hun med sine forældre i 1942, først til New York, og rejste senere alene til London, hvor hun arbejdede for de frie franske styrker, indtil hun døde i 1943 af tuberkulose.

Personlighedens tidsalder

Personen og det hellige blev skrevet i de sidste år under en uhyre skriverus, og er i nogen grad en genklang af det længere hovedværk L’Enracinement (Rodfæstelsen).

I Personen og det hellige er det især begreberne ret (droit på fransk) og retfærdighed (justice), og forholdet mellem dem, som Weil folder ud. Hun sætter sig først og fremmest for at vise, at det etiske – det gode og retfærdige – aldrig kan reduceres til et spørgsmål om rettigheder, som er en borgerlig konstruktion, men udspringer af det, hun kalder for »det upersonlige« eller »det hellige«:

»Der findes i et hvert menneskes hjerte, fra den tidligste barndom og frem til graven, noget, som bliver ved med at forvente, at der vil blive gjort godt og ikke ondt imod det, og det til trods for erfaringen af de forbrydelser, som er blevet begået, udholdt og observeret. Det er frem for alt dette, som er helligt i ethvert menneske.«

Mennesket af personlighedens tidsalder, som hun kalder vores samfund, har ikke sans for denne universelle idé om godt og ondt, retfærdighed og uretfærdighed. Den orienterer sig alene efter retsbegrebet, der kan spores tilbage til antikkens Rom og ejendomsretten, hvor det blev defineret som retten til at bruge og misbruge alt, inklusive menneskelige væsner.

Rettigheder angår personlige ting (»jeg har ret til at …«) og er ifølge Weil forbundet med ideer om deling, udveksling og kvantitet. De har, med andre ord, noget handelsmæssigt over sig. Der er dog ikke bare tale om et juridisk forhold, men om noget, der kommer til udtryk hvor end den personlige udfoldelse (indfanget i vor tids selvhjælpsmantra: »find dig selv«), som altid er pakket ind i et socialt spil af mode, anseelse, magt og privilegier, gøres til det væsentlige og ukrænkelige.

Men som Weil understreger, er det personlige på ingen måde universelt: det er ligeså omskifteligt som sko- og hattemoden.

I personlighedens, eller smagsdommernes tidsalder, forsøger enhver af privilegeret status – videnskabsfolk, forfattere, filosoffer, politikere, finansfolk, kunstnere – at erhverve sig et navn og et omdømme. Det handler mere om hvem der siger noget, fremfor hvad der bliver sagt, hvilket naturligvis strider imod ethvert ideal om sandhed og retfærdighed, som først og fremmest trives i det anonyme eller upersonlige.

Samfund bygget op omkring rettighederne og det individuelles forrang er privilegie- og magtbaserede samfund, der altid vil bestå af et fåtal »som formulerer både kravene og alt andet«, fordi de har skabt sig »monopol på sproget«. I den slags samfund er der ikke plads til at sige andet end »jeg« (»jeg vil«, »jeg ønsker«, »jeg mener«), som magthaverne så kan forsøge at maskere igennem en falsk idé om den enkeltes universelle og ukrænkelige ret til selvudfoldelse.

Et af Weils eksempler er fagforeningernes evige kamp for arbejdernes rettigheder og lønvilkår i håbet om at få del i samfundets privilegier: »Hæmmede, som de er af træthed, der gør opmærksomhed til en pine, er de lettede over kun at skulle tænke på noget så simpelt som tal.« Men derigennem fortrænges den egentlige uretfærdighed, som ikke handler om lønnens størrelse, men om slavegørelsen af arbejderne:

»Sådan glemmer de, at den genstand, der handles om, og som de beklager sig over, at det man tvinger dem til at levere billigt, at det man nægter at give dem en rimelig pris for, er intet andet end deres sjæl.«

Den upersonlige protest

Når mennesker føler sig forulempet, kan det komme til udtryk på to måder, igennem det upersonlige (uretfærdighedens) skrig og det personlige (rettens) skrig:

»Hver gang et menneske indvendigt skriger: ’Hvorfor gør man mig fortræd?’ bliver der begået ondt imod det […] Det andet skrig, der så ofte lyder: ’Hvorfor har den anden mere end mig?’ er beslægtet med ret«.

Uretfærdighedens skrig er den barnlige jamren, den upersonlige protest, som spørger, hvorfor der gøres ondt. I de privilegeredes samfund er det skrig ikke andet end støj. Eller ligefrem noget uværdigt, et »udtryk for misundelse«.

Forsøget på at lytte opmærksomt til de undertryktes skrig hedder for Weil »kærlighed«, og det lader sig kun gøre igennem en radikal omvæltning af den totalitære kapitalismes iskolde larm, som konstant overdøver skrigene.

Bipersonerne

Weils tekst er først og fremmest inspirerende, når de konkrete erfaringer fra fabrikslivet og Den Spanske Borgerkrig smelter sammen med en dyb filosofisk indlevelse, også selv om nogle af emnerne er tidsbestemte.

Derfor er det kærkomment, at man de seneste år har kunnet bevidne en mindre opblomstring i udgivelserne af Weils tekster. Udover Personen og det hellige har Aleatorik også for nylig udgivet Note om afskaffelsen af de politiske partier, mens Forlaget Virkelighed har udgivet Iliaden eller styrkens digt.

Fælles for alle tre udgivelser er Weils forsøg på at rette vores opmærksomhed mod dem på samfundets bund, arbejderne, de prekære, de arbejdsløse, de ulykkelige, de utilpassede. Hun forsøger at gøre deres stemmer hørbare, så den iskolde tilværelse og uretfærdighed, de møder hver eneste dag, kan råbes op:

»Mange uundværlige sandheder, som ville kunne redde mange mennesker, forbliver usagte på grund af denne slags årsager: De, som ville kunne udsige dem, kan ikke formulere dem, og de, som ville kunne formulere dem, kan ikke udsige dem. Midlet mod dette onde ville være ét af den sande politiks påtrængende problemer.«

I det sidste brev til sine forældre skriver Weil om den berigelse hun havde haft med en Shakespeare-forestilling, en berigelse hun fandt i bipersonernes, i narrenes ord. Spoler vi tiden frem, er det i den nuværende pandemisituation bipersonerne, der udgør frontlinjen og udsættes både fysisk og socialt. Måske kan situationen lede opmærksomheden mod den sande politiks påtrængende problemer og gøre de tavse skrig mere hørbare.

Simone Weil: ’Personen og det hellige’. 64 sider. 89,95 kr. Aleatorik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her