Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Judith Butlers bog om hadtale er en lise for sjælen i debatten om sproglige krænkelser

Omsider findes på dansk Judith Butlers epokegørende værk om ordenes vold
Debatten om sproglige krænkelser savner netop det komplekse greb om sproget, som Judith Butler tilbyder med ’Ordenens vold’

Debatten om sproglige krænkelser savner netop det komplekse greb om sproget, som Judith Butler tilbyder med ’Ordenens vold’

SZ Photo/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
18. juli 2020

»Dine ord sårer mig.«

Vi tænker måske først og fremmest på sår som noget, der henviser til en synlig kropslig skade. Men er det ikke den andens ord, der gentager sig, når vi tænker på det, der har såret os mest? Ord kan gå ind i kroppe og såre dem indefra. Det er der ikke noget nyt i, men det er alligevel vildt, når man for alvor tænker over det. Hvor får ytringer deres kraft fra?

Dette spørgsmål er udgangspunktet i filosof og sociolog Judith Butlers Excitable speech fra 1997, der nu omsider findes på dansk som Ordenes vold. Værket lægger op til Butlers senere tænkning om forholdet mellem sårbarhed og modstand, og den danske udgave ledsages derfor af det korte essay »At gentænke sårbarhed og modstand« fra 2016.

Ordenes vold følger kronologisk efter to af Butlers mest berømte værker, Kønsballade (1990) og Kroppe af betydning (1993), og følger tematisk efter deres interesse for subjektivitetens tilblivelse.

I modsætning til de to forrige værker er det dog ikke så meget kønnets og kroppens tilblivelse, det vil sige deres performativitet, der er emnet i Ordenes vold, men mere specifikt sprogets egen performative karakter.

Når vi taler, gør vi noget med ord, men hvad er det præcis, vi gør? Hvad er forholdet mellem tale og handling, og hvad bør vi stille op med hadtalen?

Disse spørgsmål er ikke mindre aktuelle i dag, hvor en af tidens største debatter netop er forholdet mellem hadtale og ytringsfrihed, og hvor vi ofte taler om sproglige krænkelser som noget, vi alle sammen ved, hvad er.

Som forsker Carsten Stage skriver i sin fremragende introduktion til værket, savner debatten om sproglige krænkelser netop det komplekse greb om sproget, som Butler med Ordenes vold tilbyder.

Sproglig overlevelse

»Vi overlever kun, fordi vi bruger ord,« skrev Inger Christensen i gennembrudssamlingen Det i 1969, og denne smukke sætning sætter også ord på Butlers syn på sprogets grundlæggende formative kraft.

Vi er sproglige væsner, men det betyder ifølge Butler ikke bare, at vi har brug for sproget af rent praktiske årsager til at føre vores indre liv ud i livet. Hun mener, at vi kun har det liv, og dermed det indre liv, vi har, fordi vi er sproglige væsner. Vi er ikke altid i forvejen subjekter, men bliver først til som subjekter inden for termerne af det sprog og de sociale diskurser, der går forud for os, og som ikke tilhører os.

Denne subjektivitetsproces bestemmer Butler – med filosoffen Louis Althusser – ved begrebet ’interpellation’, og et eksempel på interpellationsprocessen er det forløsningsøjeblik, hvor vores tildelte køn »anråber« os til en særlig social eksistens. Det blev en pige!

Fordi vores subjektivitet er afhængig af det fælles sprog for at overleve, er vi ifølge Butler ikke suveræne subjekter, men grundlæggende relationelle væsner, der har brug for andre for at overleve.

Når andre ikke anerkender os, men bruger det sprog, der er en betingelse for vores sociale eksistens, til at såre os, så er det, som om det er selve vores ret til at eksistere, der bliver draget i tvivl. Dette er ifølge Butler det grundlæggende sårende ved hadtalen, at den virker som et angreb på vores eksistens.

Som at få en mursten igennem vinduet

Butler interesserer sig for vores grundlæggende sproglige sårbarhed, men som nævnt også for ytringernes egen kraft til at såre. Butler er her – som i det hele taget – inspireret af og i dialog med sprogfilosoffen John Langshaw Austin, der bringer begrebet performativitet ind i sprogfilosofien.

Austin skelner oprindeligt mellem ytringer, der blot nævner noget om verden, og ytringer, der selv gør det, de nævner. Sidstnævnte bestemmes som performative ytringer, og et tydeligt eksempel på en performativ ytring er den, præsten udsiger, når han erklærer brudeparret for gift, eller netop den, fødselslægen udsiger, når han erklærer barnet for en pige.

Denne skelnen bliver dog efterhånden mindre skarp hos Austin, idet han anerkender, at enhver ytring gør noget ved verden, og således selv udgør en form for handling. Men hvis enhver tale også er en handling, kan man argumentere for, at hadtale er at sammenligne med fysisk vold, og at der, som forfatteren Sara Salin skriver, »kun er er tale om en forskel i grad, ikke i type, mellem sproglig vold, og for eksempel det at slå nogen eller at kaste en mursten igennem deres vindue«.

Dette er dog ikke Butlers opfattelse af ordenes vold, og selv om hun sommetider i debatten får skudt i skoene, at hun er skyld i sådan noget som »krænkelseskultur«, så er hun hverken bred fortaler for retlige indskrænkninger af hadtale eller for gennemgående reguleringer af tale inden for universitetsverdenen.

Sårbarhedens kontramobilisering

Vi er altså ifølge Butler ikke suveræne subjekter med fuldstændigt herredømme over sproget, og derfor er det faktisk slet ikke så let at udpege hadtalens ophavsmand. Den, der taler had, udfører ganske vist en talehandling, men han handler ikke selvstændigt på samme måde som den, der giver et andet menneske en knytnæve i ansigtet.

Hvis jeg bruger sårende navne om et andet menneske, så er min tale ikke fuldstændig min egen opfindelse, men en gentagelse og citering af den sårende historie, der allerede bor i navnet:

»Hvis vi forstår navnets kraft som en virkning af dets historicitet, så er denne kraft ikke nogen blot og bar tilfældig virkning af et slag, der rettes imod nogen, men virker til dels gennem en indkodet erindring eller et traume, et, der bor i sproget og bæres i sproget.«

Racistiske og sexistiske ytringer ville ikke have den kraft, de har, hvis de ikke virkede tilbage og genaktiverede et traume. Det kan nu virke skuffende at læse, at der ifølge Butler ikke er nogen bad guy, der kan stilles til fuldt ansvar for sin hadtale.

Men det skal for det første siges, at selv om vi ifølge Butler aldrig er suverænt ansvarlige for vores hadtale, så er vi stadig ansvarlige for den måde, vi gentager og citerer ordenes sårende historie. Derudover, og det er det vigtigste, er det netop i manglen på et suverænt subjekt, at Butler finder svaret på, hvad vi bør stille op med hadtalen, og hvorfor der stort set altid er mulighed for at gøre oprør mod ordenes vold.

Det er ifølge Butler netop fordi, der ikke er nogen, der ejer sproget, og som har fuldt herredømme over det, at hadtalen i sig selv ikke er dømt til at såre. Den kan fejle i sin kurs, og den kan fremprovokere netop den modstand og det myndige svar, der ophæver dens vold.

Ord har ikke bare den betydning, de har, men kan reclaimes, ’tages tilbage’. Dette ses for eksempel med ordet queer, der engang var et skældsord brugt mod homoseksuelle, men som i dag, ikke mindst takket være Butler selv, betegner det, der stiller sig i modsætning til de herskende kønsnormer.

»Vi overlever kun, fordi vi bruger ord,« kan også læses som Butlers pointe om, at vi kan overleve hadtalen, netop fordi vi selv er sprogbrugere og dermed selv kan udføre en kontramobilisering mod ordenens vold.

Butler er som nævnt ikke udbredt tilhænger af retlige indskrænkninger af hadtale, især fordi sådanne indskrænkninger er med til at fastlægge hadtalen og dermed fastholde den som noget, der nødvendigvis sårer, når sproget i sig selv ikke er dømt til noget som helst.

Ordenes vold er absolut ikke noget letlæst værk, og man kan føle en hel lettelse, når man til slut i stedet kan kaste sig over det nyere essay fra 2016, der bygger på nogle af de samme tanker som Ordenes vold, men som er anderledes pædagogisk i mælet.

Butler er ofte blevet kritiseret for, at hun er svær at læse, men man må beundre hende for, at hun konstant udfordrer sproget og undersøger, hvad man kan sige med det, og at hun er opmærksom på, at det ’forståelige sprog’ og dets grammatik ikke er uskyldigt, men selv udstikker normer for, hvad klarhed og subjektivitet vil sige.

Der gives hermed en klar anbefaling af Ordenes vold til alle, der savner at få bedre greb om sproglige krænkelser end det, man får fra nutidens utallige diskussioner om krænkelseskultur.

Judith Butler: ’Ordenes vold’. Forlaget Klim. 265 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Christian Wind Nielsen

"Endelig har vi fået bogen på dansk", men ikke et ord om hvordan. "Der er en fremragende introduktion", får vi at vide, men ikke et ord om oversætteren. Det er også krænkelseskultur og vold med ord ikke at nævne oversætteren, som ifølge forlaget hedder Peter Borum https://klim.dk/bog/ordenes_vold.htm#