Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kristian Byskovs ’Græsset’ er mystisk og fængslende sci-fi

Kristian Byskov bruger den splintrede søskenderelation som billede på en natur i opløsning i sin nye sci-fi-roman
Moderne Tider
4. juli 2020
Kristian Byskov debuterede i 2013 med den postapokalyptiske roman ’Mitose’. Nu er han aktuel med sin anden roman.

Kristian Byskov debuterede i 2013 med den postapokalyptiske roman ’Mitose’. Nu er han aktuel med sin anden roman.

Margarita Del Carmen

Den danske sci-fi-forfatter Kristian Byskov (f. 1984) debuterede i 2013 med den postapokalyptiske roman Mitose, som han vandt Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for. At debutere med en science fiction-roman var dengang uventet og vovet, hvilket også afspejlede sig i professor i dansk litteratur Anne-Marie Mais motiveringstale, hvor hun betegnede genren som en, der nemt kan ende med »klicheer om firkantede mutanter og Star Wars-agtigt isenkram«.

I løbet af de sidste syv år har den generelle holdning forandret sig drastisk. Eksempelvis har forfattere som Olga Ravn og Jonas Eika udgivet sci-fi-inspirerede bøger, og folk læser Ursula K. Le Guin og Margaret Atwood som aldrig før. Kristian Byskovs anden roman Græsset, der netop er udkommet på det ambitiøse forlag OVO press, lander altså i et forandret litterært landskab, hvor sci-fi af mange betragtes som den genre, der kan italesætte vor tids politiske og økologiske kriser.

Det gør Græsset bestemt, men måske ikke på så insisterende eller kritisk en måde, som man kunne forestille sig. Selv om Byskovs prosa på mange måder er konventionel (alvidende tredjepersonsfortæller, hovedsætninger, direkte tale), har hans værk noget grundlæggende uigennemskueligt, næsten mystisk, over sig.

Naturen klistrer

Græssets omdrejningspunkt er den underjordiske bygning og succesrige virksomhed Ancion, i hvilken det meste af bogen finder sted i en rimelig nær fremtid. På en af sine introduktionsskærme beskrives bygningen som »den førende virksomhed inden for global fødevareoptimering« og »en biotop i landskabet«. Her befinder bogens fire hovedpersoner sig, de tre mennesker Karen, Kirk og Keel og blæksprutten Io – Io har sine egne kapitler med en serif-løs font og en bred højre-venstremargen: en tekst, der ser indespærret ud, ligesom Io er spærret inde i et akvarium.

Det er genmanipulation, der har gjort Ancions succes mulig; ændringer i blandt andet græssorters »genstrukturer« gør, at man ikke længere behøver at bruge sprøjtegift, og jorden udpines derfor ikke. Til gengæld har naturen ændret sig: En mark uden for Ancion »bølger og bevæger sig«: »Hele landskabet synes at være en stor levende krop, der i smerte forsøger at ryste noget af sig.«

Det er ikke entydigt, hvad det er, der er sket med naturen, men den er i en slags oprør, den er begyndt at »klistre« – alt biologisk materiale er dækket af noget fedtet, som indtørret saftevand på et gulv. Den genmanipulerede natur er ved at gå i opløsning, måske.

Også en af hovedpersonerne, den melankolske Kirk, er i opløsning. Der drypper konstant blod, snot eller kaffe fra ham, hans knæ knækker, og hans hud rives hele tiden i stykker. Kirk har ikke talt med sin søster, den lige så ensomme Karen, i 20 år, selv om de begge arbejder i Ancion.

Hvad er et menneske uden minder

Alle fire hovedpersoner lider af en mystisk form for hukommelsestab. Ios er altomfattende; for de tre mennesker er det gradvist tiltagende: de glemmer først, hvor de lige har været, så hinandens navne, så deres barndomsminder. Af den grund går mange scener også i ring, replikker og handlinger gentages.

Bogen interesserer sig ikke rigtig for det sentimentale eller psykologiserende, men for naturen, for biologisk materiale i opløsning, og for hvad et menneske er uden sine minder. Alligevel virker den splintrede søskenderelation mellem Karen og Kirk central.

Det var Kirk, der brød kontakten til Karen. Man får ikke at vide hvorfor, men små minder fra deres barndom dukker af og til op, en tilknappethed fra forældrenes side, en besværlig rollefordeling mellem de to søskende. Bruddet mellem søskende passer ind i den konstante opløsning, som bogen skriver frem. Det bliver et brud mellem noget biologisk materiale, der ellers hænger sammen, at bryde kontakten til en søskende fremstår som et forsøg på at flygte fra en fælles fortid og skæbne.

»Hvilket tilfælde er det egentlig ikke at vi skulle arbejde det samme sted og så først mødes nu?« spørger Kirk sig selv, efter han første gang har truffet Karen, og de har drukket te sammen. Men i Græsset virker mødet ikke spor tilfældigt. At Kirk og Karen bliver suget mod hinanden (klistrer ligesom græsset) er et tegn på, at en økologisk forandring er på vej, en form for tilbagevenden.

Til hvad? Det er ikke entydigt. Grænsen mellem dystopi og utopi er flydende i Byskovs roman. Han interesserer sig for teknologi, klimakrise og relationer, men det er et suggestivt værk, det bevarer en mystisk kerne; at hente pointer eller kritik frem fra det lader sig ikke rigtig gøre.

At læse et værk, der holder så meget tilbage, kan godt blive udmattende. Alligevel er der noget grundlæggende fængslende ved Byskovs anden roman, som lykkes med at udfordre mine forestillinger om hvad sci-fi kan være, på et tidspunkt hvor sci-fi er blevet moderne.

Kristian Byskov: ’Græsset’. OVO press, 184 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

"... professor i dansk litteratur Anne-Marie Mais motiveringstale, hvor hun betegnede genren som en, der nemt kan ende med »klicheer om firkantede mutanter og Star Wars-agtigt isenkram«." (i 2013).

Det er ikke kun holdninger, som den her, der siden de første fantastiske udgivelser har forhindret bogbranchen i at blive voksen i forhold til samme. Ansvaret bæres også af de mange forlag, der har nægtet at kæmpe FOR brugen af begrebet "science fiction" og i stedet fejt har sneget sig uden om med andre genre- eller indholdsbetegnelser, "fremtidsroman", "dystopisk roman" oa., for ikke at skræmme læserne væk. Eller forlag, er har udgivet i læssevis af top-science fiction-forfattere RØV-dårligt oversat. Here's looking at you, Sig Vendelkær - selvom du åbnede øjnene for mange, skræmte det dårlige sprog sprogelskerne væk. Og here's looking at you, litterære redaktører på landets aviser og TV og radiostationer gennem årene, der talte til hussarne og altid har slikket røv på de nedvurderende litterater. Og danske uddannelsesinstitutioner, der hellere ser eleverne læse Dennis Jürgensen og R.L. Stine end slet ikke at læse. (Og Harry Potter er ikke science fiction).

Det er SKØNT at se nye danske science fiction-udgivelser, som man skal kæmpe med, fordi de er begavet litteratur og ikke bare underholdende formelvare. Som selv de "fantastiske" forlag har været med til at fastholde opfattelsen af genren i - ved hellere at udgive nye forfattere, der selv kan læse korrektur og aflevere færdige ting end at stille krav til dansk science fiction om at blive (mere) voksen gennem at hjælpe forfatterne med at udvikle sig og invitere "sværere" ting ind.

Dén vækst er dog i gang lige nu, på ambitiøse forlag, og jeg håber det smitter til enhver. Også til den fanbase, som ugleset af enhver har holdt faklen i live, hvis ikke direkte blændende, igennem flere menneskealdre.