Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hvad ringer klokkerne for?

Bestsellerforfatteren Ken Folletts lille skrift om Paris’ brændte katedral går til et godt formål – og får læseren til at reflektere over kirkens formål
Notre-Dame i Paris brændte i april 2019.

Notre-Dame i Paris brændte i april 2019.

Geoffroy Van der Hasselt

Moderne Tider
1. august 2020

Et ofte citeret bonmot af forfatteren, journalisten og den kristne apologet, G.K. Chesterton, lyder, at efter at folk er holdt op med at tro på Gud, tror de ikke på ingenting, men på hvad som helst. Det er sjovt og tankevækkende sagt af denne paradoksets mester, der er bare det, at han aldrig har sagt det. Men i en af hans historier om Father Brown udbryder en person noget, der ligner: »I hårdhudede materialister balancerer på kanten af en tro – en tro på næsten hvad som helst.«

Når gamle Chesterton, der som alle andre syndere ikke ville kunne tåle et af tidens etiske serviceeftersyn, hives frem i denne anmeldelse af en bog om Notre-Dame, så skyldes det netop troens underliggende betydning – selv når den ikke er der. Som når forfatteren til nærværende bog indvier læseren i sin kirkegang:

»Jeg er ikke religiøs, men går alligevel i kirke. Jeg elsker arkitekturen, musikken, Bibelens ord og følelsen af at dele noget inderligt med andre mennesker. Jeg har i mange år fået fred i sindet, når jeg opholdt mig i store katedraler, og det samme er tilfældet for millioner af andre mennesker, troende såvel som ikketroende.«

Måske det er derfor, at Ken Follett lader katedralers betydning komme med i undertitlen til hans lille historie om den store kirke, der begynder den aften i april sidste år, hvor Notre-Dame står i brand.

Overalt i verden kunne man følge dramaet på direkte tv og se flammerne æde sig frem. På TV 2 News priste Ulla Terkelsen & co katedralen som et ikon for byen Paris, en historisk bygning og et nationalt samlingsmærke, de glemte bare i kampens hede at nævne kirken for det, den er bygget som: et bedehus, hvor mennesker gennem snart 800 år er kommet med deres sorger og glæder. Den ikke uvæsentlige detalje husker Follett at få med – selv om han altså ikke er religiøs.

Ken Follett var netop færdig med aftensmaden, da telefonen ringede og en chokeret ven opfordrede til straks at tænde for fjernsynet. Her kunne han se ilden sprede sig i den gamle bygning, så det ikoniske spir på 750 tons, der ragede halvfems meter op mod himlen, til sidst måtte give efter og synke til jorden. Aftenen og natten kæmpede 400 brandmænd, og selv om meget gik tabt, stod de to indgangstårne, de fleste mure og kirkeskibet, da branden var slukket.

To dage efter fløj Follett til Paris som hidkaldt ekspert for at medvirke i et tv-program om gotiske katedraler. Denne anmelder er en af de få personer på kloden, som aldrig har læst et af hans storsælgende værker, men modsat Notre-Dame, brænder Folletts fiktive katedral i Kingsbridge ned til grunden i kapitel 4 i hans kendteste roman, Jordens søjler.

I Paris overtales forfatteren til at skrive om Notre-Dame, overskuddet går til genopbygningen. En uge efter er bogen færdigskrevet. Der er da også tale om en kort, essayistisk slentretur med nedslag i katedralens historie.

Efter indledningen om branden og aftensmaden begynder vi med år 1163, da kirken efter biskoppens mening var for lille til at være katedral for den voksende by, der tiltrak handlende på Seinens højre bred og universitetsstuderende på venstre. Man fanges ind af det farefulde arbejde omkring konstruktionen af det enorme projekt med ulykker, dødsfald og kollapsede mure, leveringsvanskeligheder og forståelige arbejdsnedlæggelser.

Næste nedslag er 1831, året for Victor Hugos dunkle drama, Klokkeren fra Notre-Dame, om den forkrøblede Quasimodo og den skønne sigøjnerske Esmeralda. Den Franske Revolution havde kastet alt det hellige på bålet – herunder Gud – og man måtte derfor finde noget andet at tilbede, så man indrettede katedralen til ære for »fornuftens gudinde«. Den socialt indignerede Hugo, der tre årtier senere skrev Les Misérables (De elendige), lod med sin historiske roman katedralen få plads i historien.

I 1844 står Viollet-le-Duc for restaureringen af Notre-Dame. Smadrede ting og hovedløse statuer fra revolutionen måtte igen ligne sig selv, skader på kirken blev udbedret, og nye klokker kaldte til gudstjeneste i stedet for de gamle, som var blevet smeltet om til kanoner. Kirken skulle have sit oprindelige udseende tilbage, men det nye spir kritiseres for at være alt for moderne.

År 1944 nærmer vi os vor tid. Frankrig havde været besat, men i august skridtede Charles de Gaulle ned ad Champs-Élysées til katedralen for at fejre Paris’ befrielse og deltage i takkemessen Te Deum; Napoleon havde ladet sig krone til kejser samme sted i 1804, og for de Gaulle, som havde ledet sin regering i eksil, var der tale om en hyldest – af Vorherre, Frankrig og ham selv.

Follett afrunder sin historie med 89 – ikke 1789 – men 1989, nutiden, hvor millioner af mennesker strømmer til Notre-Dame og de andre katedraler. Umiddelbart kan de færreste finde nogen logik, indtil de træder ind i en indre ro med kølig luft, gamle sten, arkitektoniske detaljer, og måden, »hvorpå hele bygningen synes at række mod himlen, virker i forening som balsam på den menneskelige sjæl«.

Hvorfor strømmede grædende parisere ud på gaden, da deres katedral brændte, og hvorfor sad så mange rundt om i verden målløse og fulgte breaking news? Ken Folletts tekst lader spørgsmålet reflektere i læseren. Selvfølgelig er det selve det arkitektoniske pragtværk med de uhyggelige fabeldyr, gargoylerne og kimærerne, som minder om det gode og det onde i og uden for kirken. Det er bevidstheden om, at vi er rundet af fortiden, historien, troen og kulturen. Det er billederne, ordene og musikken.

Bogen rummer også sigende illustrationer, blandt andet J.F. Willumsens oliemaleri Billede af Livet på Paris’ kajer fra 1890. Her ser man hestedroscher og bogkasserne ved Seinen, kiosker og mennesker i bevægelse – mod moderniteten, mens katedralen står fast og troner i baggrunden, som den næsten altid har gjort.

Det var dengang, men kirken står stadig. Nu også som et vartegn over, at der findes andre katedraler end dér, hvor vi henter vores konsum og ser sport.

Selv ikke flammer kan fortære det underlæggende og uudsigelige, som Chesterton ikke har sagt.

’Notre-Dame – en kort historie om katedralens betydning’. Ken Follett. Gyldendal. 98 sider. 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her