Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

’The System’ er en letlæst og indholdsmættet bog om, hvordan amerikanerne mistede demokratiet

Er det stadig et demokrati, hvis de flestes meninger aldrig betyder noget for den førte politik, og hvis de rige få bestemmer alt? Nej, siger ny bog af Clintons tidligere arbejdsminister, Robert Reich. Det er et oligarki, ikke et demokrati. Men hvad gør vi så, hvis vi mener, demokrati er værd at forsvare, og de rige står i vejen?
Frisættelsen af Wall Street og dominansen af finans er en af tre hovedårsager til, at det amerikanske demokrati ikke bare er i dvale, men de facto bukket under, argumenterer tidligere arbejdsminister Robert Reich i ny bog.

Frisættelsen af Wall Street og dominansen af finans er en af tre hovedårsager til, at det amerikanske demokrati ikke bare er i dvale, men de facto bukket under, argumenterer tidligere arbejdsminister Robert Reich i ny bog.

Bryan R. Smith

Moderne Tider
18. juli 2020

I sin Statslære fra det 4. århundrede før vor tidsregning skelnede Aristoteles mellem tre gode styreformer, monarki, aristokrati og borgerstyre, samt tre dårlige former, tyranni, oligarki og pøbelvælde.

Hvis moderne politik har handlet om kampen mellem de tre gode former, med borgerstyret eller det, vi i dag kalder demokrati, som vinderen, så synes aktuel politik mere at handle om de tre dårlige former.

Pøbelvælde i form af populisme, tyranni i form af illiberale demokratier som Ungarn og Tyrkiet eller deciderede autokratier som Rusland eller Kina, og så oligarkiet. De riges styre.

Det er omdrejningspunktet for Robert Reichs nye bog, The System, med den meget amerikanske undertitel Who rigged it, how we fix it. Reich er tidligere arbejdsminister i Clinton-regeringen og professor i offentlig politik på Berkeley.

Han er også en enmandshær på det socialøkonomiske område med dokumentarer som Inequality for All og en meget aktiv online kritiker af Trump-administrationen. Reich kender altså ’systemet’ indefra som minister og udefra som forsker og som aktivist.

Det kommer ham til god hjælp i denne letlæste og indholdsmættede bog, der aldrig fortaber sig i detaljer, men som bruger en bred række af data til at fortælle historien om, hvordan amerikanerne mistede deres demokrati. Intet mindre er faktisk tesen, om end Reich er lidt påpasselig med at sige den helt højt.

Han siger dog, at USA fra omkring 1980 og frem har udviklet sig til det, han kalder for »det tredje amerikanske oligarki«. Det første var det tidlige slaveristyre. Det andet var røverbaronerne omkring forrige århundredskifte. Og det tredje er altså nu. Det ligner og snakker som et demokrati, men det er det ikke.

Duellerende milliardærer

Med henvisning til solide data viser Reich, at almindelige menneskers holdninger har nær ingen indflydelse på den førte politik, og at en lille gruppe af rige individer og selskaber reelt ejer politikskabelsen; et ejerskab, de bruger til at sænke skatten for dem selv, til at undgå regulering og straf af dem selv samt afvikling af rettigheder for og beskyttelse af almindelige amerikanere. Det er svært redeligt at udsætte noget på den analyse.

Nogle vil så mene, at det er et mere effektivt demokrati, skærmet fra uansvarlige politikere og velfærdsbegærlig befolkning, ledet af de dygtigste og smarteste – og her kunne man ønske, han havde gjort mere ud af at diskutere neoliberalisme som en teori om og praksis for demokratiets begrænsning til fordel for et markedsstyre.

Som han dog skriver: »Duellerende milliardærer er ingen substitut for demokrati.«

Andre vil mene, og det inkluderer forfatteren, anmelderen og, viser meningsmålinger, et klart flertal af den amerikanske befolkning, at systemet er organiseret snyd og bedrag.

Tre store ændringer

Reich identificerer tre store systemiske ændringer fra 1980 og frem, der gradvist har udhulet demokratiet som meningsfuld kategori og erstattet det med et uudtalt oligarki.

For det første er der sket et skifte i virksomhedernes selvforståelse, i lovgivning og aktionærforventning fra interessentmodellen (stakeholder), hvor virksomheden så sig selv som del af et større fællesskab, der inkluderede medarbejdere og lokalsamfund, til aktionærmodellen (shareholder), hvor profitten og aktiekursen er de eneste kriterier for succes og for beslutninger.

For det andet et markant skifte i magtforholdet mellem virksomheder og medarbejdere. Mangfoldigheden af virksomheder er i stigende grad blevet erstattet af monopoler (tænk Walmart, Google, Amazon), der kan diktere deres egne vilkår over for lokalregeringer og medarbejdere, samtidig med at der er blevet arbejdet meget aktivt på at besværliggøre, hvis ikke endda ulovliggøre, fagforeningsmedlemskab, hvorfor der også er sket et fald i organiseringen i den private sektor fra 35 procent i 1950’erne til 6,4 procent i dag.

Resultatet er ikke kun et skifte i magt, men også i fordelingen af velstand. De rigeste er blevet ufatteligt meget rigere, mens hovedparten af den almindelige befolkning har set lille hvis nogen lønfremgang.

Til gengæld er almindelige mennesker blevet mere gældssatte, for at få tingene til at løbe rundt, og det hænger også sammen med den tredje årsag til oligarkiseringen af USA: frisættelsen af Wall Street og dominansen af finans.

Kort fortalt: »Økonomien skiftede fra at producere ting til at skabe finansielle instrumenter.«

En udvikling, der ikke er stilnet af, men tværtom accelereret i kølvandet på finanskrisen i 2008.

Lighed er en joke

Man bør her tilføje en fjerde udvikling, der løber gennem bogen: opkomsten af en enorm mængde lobbyister, advokater og marketingsfolk, man kunne tilføje tænketanke, der alle servicerer virksomhederne, udhuler lovgivning, flytter formuer væk fra beskatning og hyrer ekspolitikere og embedsmænd til at tale deres sag (i 1970’erne blev 3 procent tidligere politikere lobbyister i Washington, i dag er det 42 procent, samtidig med at over 40 procent af kandidaterne fra topuniversiteterne går ind i finans, konsulentbranchen og erhvervsjura).

Noget af det, de bruger deres tid på ud over at sænke de rigestes skat, er at skabe fundamentet for det, politisk teori altid har bemærket som en af frihedens største trusler: ophobning af arvet rigdom, eller som Reich kalder »dynastisk velstand«, megarige familier og arvinger, der »skaber et selvforstærkende aristokrati, der er i modsætning til demokrati«.

Omkring 60 procent af al husholdningsvelstand i USA er i dag arvet. Det skaber dels en masse mennesker, der intet har gjort for at være så rige, og som ingen incitamenter har til faktisk at gøre noget som helst fornuftigt, og det skaber så ulige vilkår mellem toppen og bunden, at enhver idé om meritokrati og egen indsats på individniveau eller demokrati og lighed for loven på samfundsniveau, er en joke.

Bogens styrke og svaghed

Bogen er stærk, når det kommer til, hvem der smadrede systemet til de fås fordel. Den er frustrerende tynd på undertitlens anden del: hvordan vi fikser det.

Reich er her så opsat på at række ud fra venstre mod højre af, hvad han forstår som en forældet højre/venstreskala, at han knap får sagt noget andet end de banaliteter, han også citerer de rigeste og mægtigste i USA for at sige: reducere pengenes magt i politik og udbrede velstanden mere.

Eller han skøjter ud i helt meningsløse overvejelser over et tredje parti, der er den sikre vej til at sikre oligarkiets fortsatte dominans over ikke bare Republikanerne og Demokraterne, men også USA som sådan. Reich åbner ikke for analysen af, hvor rodfæstet oligarkiet er blevet, hvorfor han ikke diskuterer, om der er normalpolitiske, stemmemæssige veje tilbage til en situation, hvor normalpolitik og stemmer begynder at nytte igen.

Bogens styrke og svaghed er, at den former sig som et langt svar til Jamie Dimon, chefen for den største bank på Wall Street, JP Morgan Chase. Dimon havde ringet Reich op og kritiseret ham for ikke at se alt det gode, Dimon, banken og branchen gjorde, såsom social ansvarlighedstiltag. Bogen er Reichs svar.

Det fungerer som fortælleform at flette det systemiske sammen med det, som faktiske personer siger og gør, men som analyseform og kritikform gør det paradoksalt nok det, som bogen ellers ønsker, at vi kommer fri af: ophøjelsen af de få på bekostning af de mange.

Der er en henvendelse, en opfordring, i bogen til de rige om at indse, hvad de reelt gør og er medvirkende til; en appel endda om, at de bruger deres enorme magt og indflydelse – som det er hele bogens ærinde at kritisere, de har – til at ændre tingene til det bedre.

Og i klassisk centristisk stil skriver han flere gange, at de rige ikke personligt bør kritiseres – om end han mere end rigeligt viser, at det bør de i den grad, og han får også sagt, »Jeg advokerer ikke for klassekamp«, som han synes at tro kan opsummeres til at kritisere alle rige.

Og det på trods af, at han, for nu at parafrasere en af verdens rigeste mænd, Warren Buffett, viser, at der allerede er en aktiv og effektiv klassekamp, nemlig de riges mod resten, og at de vinder. Han er så optaget af at virke mild og inkluderende, at han får hæmmet og tæmmet de åbenlyse konklusioner på det, der faktisk står på siderne.

Så er der mere bid i den irske forfatter Oscar Wilde, som i 1891 udgav et essay, »Menneskets sjæl under socialismen«, som skarpt kritiserer dem, der måske af gode intentioner tror sig berettiget til at bruge deres velstand til at mindske fattigdommens effekter, når nu det eneste »virkelige mål er at prøve at omskabe samfundet således, at fattigdom bliver en umulighed«.

Indtil da, og imens vi arbejder på det, så tjener det os vel at slutte med et yderligere citat fra Wilde: »Vi bliver ofte fortalt, at de fattige er taknemmelige for velgørenhed. Nogle af dem er uden tvivl, men de bedste blandt dem er aldrig taknemmelige. De er utaknemmelige, utilfredse, ulydige og oprørske.«

Lidt mere oprørskhed og utaknemmelighed ville have klædt Reich, der stadig venter på, at de rige kommer til fornuft og indser, hvor galt det står til med al deres rigdom og magt.

Reichs analyse viser, at det amerikanske demokrati i bedste fald er i dvale, men at det reelt er blevet til noget helt andet, nemlig et oligarki, der ikke er et lidt ulige demokrati, men en modsætning til demokratiet.

Hvis han havde sagt det, han ellers påviser, lidt højere, kunne det have åbnet en ellers meget spændende og givende bog for ikke bare en analyse af oligarkiet, men også et program for dets afvikling.

Lige nu står man tilbage med: Hvis vi ikke har et demokrati, hvordan kan vi da handle politisk?

’The System. Who Rigged It, How We Fix It’. Robert B. Reich. Alfred A. Knopf. 224 sider, 19 USD.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Jørgensen

I 1993 skrev jeg en anmeldelse af Reichs bog 'The Work of Nations' til tidsskriftet Social Kritik . Mikkels anmeldelse her tyder på, at jeg ikke fik ret i min afsluttende forhåbning.
"Reichs bog er efter min mening en superb og aldeles kompetent beskrivelse af hvorledes den globale kapitalisme arbejder. Den myldrer med faktuelle oplysninger med stor afsløringsvardi. Så meget mere forstemmende - men ikke overraskende - er det, at det tilsyneladende ikke går op for ham, at netop denne præcise beskrivelse er én stor dokumentation af, at dette økonomiske system simpelthen ikke kan bringes til at have de globale velstands- og velfærdsskabende effekter, som mange stadig tiltror det.... Det "realt eksisterende" økonomisk avancerede land, som får bugt med disse problemer, ligger ude i fremtiden, hinsides kapitalismen. Jeg er bange for, at det ikke er der Robert Reich og hans præsident er på vej hen. Men meget kan naturligvis ændre sig."
Hele min 'gamle' anmeldelse kan læses her http://www.ibjoergensen.dk/Artikler/Tekster/V%C3%A6rdi%C3%B8gningens%20f...

Jeppe Lindholm

Neo liberalis med Ronald Reagan & Margaret Thatcher ved roret vil jeg nu også henregne til en af de dårlig styreformer. Det er den kurs, som har bragt USA til den udemokratisk tilstand landet befinder sig i.

Men herligt, at der er nogen i USA som nu Robert Reich, der sætter ord på situationen. Helder ikke på tide.

Mikael Fotopoulos og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Udviklingen fra demokrati til oligarki er hverken et nyt eller unikt amerikansk fænomen.

Oligarkier, som i varierende grader fungerer fint med demokratur, er bestemt heller ikke noget hverken nyt eller særligt amerikansk fænomen.

Helt generelt er det uden substantiel værdi blot at tale om demokrati uden at forholde sig arten af demokrati samt til de til enhver tid gældende forudsætninger for den demokratiske praksis, når det diskuteres om et land har (historiske og/eller samtidige) demokratiske tilstande. Alt for ofte ser vi demokraturer (altså systemordener med skueprocesser, som skaber indtryk af at befolkningen tilsyneladende regerer sig selv, mens realpolitikken drives af få, mægtige (og oligarkiske) interesser) udråbt til demokratier - og USA er formentligt et af de historisk stærkeste eksempler på dette.

Mikael Fotopoulos

"Borgerstyre eller det vi idag kalder demokrati". Øh, borgerstyre hedder på græsk demokrati, så det har vi egentlig altid kaldt det. Det er altså ikke noget nyt.
God artikel, og Robert Reich er begavet, erfaren og retfærdig, og altid værd at læse