Selvbiografi og slice-of-life er blevet definerende genrer siden det nybrud i tegneserien, der de seneste par årtier har gjort graphic novels til noget, der ligner hvermandseje. Blandt banebryderne fandt man selvhadende enspændere og ufortrødne feminister, men i to nye danske udgivelser gør den bløde mand sin rettidige entré.
Med Hasse får et liv har Palle Sigsgaard og Jens-Andreas D. Elkjær begået det, man kan kalde en McGraphic Novel: en tegneserie skabt af novicer med erfaring inden for væsensbeslægtede områder, ofte i bogform og udgivet af et finlitterært forlag og lige så hyppigt med et ’alvorligt’ emne, der fastholder litterær dekorum. Sigsgaard er digter (bl.a. Glitrende støv danser, 2007), Elkjær illustrator – ingen af dem har tidligere prøvet kræfter med et længere tegneserieprojekt.
Historien omhandler Hasse, en single digter (hvad ellers?) og byboer uden klarhed i livet og med ulmende midtvejskrise. Heldigvis ligger Thor Heyerdals Aku-Aku og Henry David Thoreaus Walden på natbordet, og en dag beslutter han sig for at farve sit hår rødt og forlade København til fordel for Gribskov. Loftet i hans lejlighed er alligevel begyndt at slå revner (det skal selvfølgelig symbolsk give efter til sidst i historien, der benytter sig af klassisk ud og hjem-struktur).
Selv om Walden udgør en slags urtekst, er der ikke meget tilbage af Thoreaus ideologiske romantik hos Hasse, der døjer med regn og flåter. Problemet er bare, at der heller ikke er så meget andet at hente hos ham.
Det er en underligt leddeløs tegneserie, hvor pludselige indskydelser tildeles uforholdsmæssig plads uden at bidrage nævneværdigt til hverken handling eller sansning: En tilbagevendende newzealandsk turist med talegak dukker op igen og igen, men den ironiske betydning, han får for Hasse forbliver et postulat. Samtidig afrundes en scene, hvor Hasse under sit gravearbejde pludselig afdækker danefæ, før den kan resonere. Der er kort sagt gode ideer i Hasse får et liv, men resultatet er halvbagt.
Endvidere vidner udførelsen, selv om den viser tydeligt håndelag, et manglende greb om tegneseriens virkemidler. Det er klassisk McGraphic Novel: indskudte, malede helsidestableauer opnår aldrig den poetiske kraft, de lader til at hige efter – de virker snarere som fremmedelementer i Elkjærs ellers ret konsekvent strukturerede og meget prosaiske fortællende sider.
Hans grafik tenderer mod rustikt teksturerede, fladeorienterede billedkompositioner med kantet figurtegning, der lægger sig komfortabelt i slipstrømmen af en bredere international tendens, for hvilken schweizeren Helge Reumann er blandt de mest markante eksponenter. Men der er for lidt flow mellem billederne. Læsningen bliver staccatoagtig.
Indimellem underkastes Elkjærs sekvenser Sigsgaards lyriske sætstykker og kæmper for at følge med:
»Det kan godt være jeg har en rosin af en fortid
en kyllingevinge af en bekendtskabskreds
en ø af en klode … jeg er noget af et fattigmandskøkken
det er la cuisine des pauvres
men dog et cuisine … Interesting!«
I billederne ser vi Hasse brygge kaffe og begive sig mod Nørrebro Station. Det afsluttende udbrud kommer fra benævnte newzealænder, som pludseligt inspireret ser Hasse stige på toget. Den klodsede billedside, hvor 180-graders-aksen brydes igen og igen, gør alt for lidt for at understøtte lyrikken, som derfor fremstår mere prætentiøs, end albummet ellers er. Det hjælper ikke på sympatien for Hasses selvrealiseringsprojekt.
Det bløde, søgende mandebillede, Sigsgaard og Elkjær udforsker, finder koldere, mere introspektiv, men også mere patetisk klangbund i Lars Kramhøfts Noget frygteligt er altid lige ved at ske. En bog, der samtidig er godt tegneseriehåndværk.
Kramhøft, som i 2010 tog afgang fra Animationsskolen i Viborg, har været enormt produktiv de seneste år. I bibliografien finder vi blandt andet den overstyrede skrækfortælling Made Flesh (2013), tegnet af Tom Kristensen, og børnebogsserien Rakkerpak (2015-18), som han selv illustrerer, samt den nyligt udkomne, didaktisk velmenende skrækallegori over nonbinær coming of age, Frankenstine, tegnet af Jam Aden (2020).
Sidstnævnte er tiltænkt unge læsere og er således delvist lavet med oplysende formål. Det samme gjaldt Dagbog fra afgrunden fra i fjor, som var en letlæst skildring af teenageår præget af angst og følelsen af utilstrækkelighed, i vid udstrækning baseret på forfatterens egne oplevelser og møntet på læsere i udskolingen.
Noget frygteligt er altid lige ved at ske folder denne autofiktive skabelon ud over Kramhøfts studieår på Animationsskolen i længere, mere kompleks form: en bog på 133 sider, der sammenkæder forfatterens angst og depression med følelser af kreativ og seksuel utilstrækkelighed og forbinder dem med overvejelser omkring tidens krops- og mandeidealer i grænselandet mellem uskyld og vrede, mellem romance og toksisk mandehørm.
Vi følger den unge hovedpersons første år på uddannelsen som animator med det amerikanske Pixar Studios som det uopnåelige endemål for karrieren. Han spiser pizza og ser amerikanske heltefilm på sin laptop – fortællinger fra Star Wars til Conan the Barbarian, der handler om at være særligt udvalgt, mens han selv gradvist lammes af tvivl på egne evner. Han udvikler et usundt forhold til en medstuderende, som kun vil være venner, og knytter forbindelse til en anden utilpasset fyr, der langsomt skrider ud i incel-agtig opførsel.
Han går i byen med en vennegruppe og rangerer for sig selv deres hakkeorden – hans gamle rollespilskammerat af nu Alfa-hannen, mens han selv er Omega-dyret. Han ryger ud i en selvhjælpsgruppe for mænd, der ikke kan score. Hans velmenende hippieforældre søger en kontakt, han ikke kan give dem, og er selv fanget i de traditionelle kønsroller, deres ungdom udfordrede.
Det er pinagtig, medrivende læsning, men samtidig desværre centreret om en personskildring, som risikerer mindre, end man fornemmer kunne være tilfældet. Hovedpersonens egne valg underspilles til fordel for hans rolle som iagttager. Den toksicitet, han selv i flere tilfælde er tæt på, kunne godt have været videreudviklet: Det ville måske have givet os en mindre forudsigelig, mere skræmmende, men i sidste ende også dybere humaniserende fortælling.
Kramhøfts prunkløse tegninger, i sort-hvid med grå-turkis staffage, trækker i vid udstrækning på den amerikanske mester udi hverdagsfænomenologiske tegneserier Kevin Huizenga, omend med mere begrænset vingefang: Kramhøft benytter sig undertiden af visuelle metaforer – et skelet der følger vor hovedperson, spejlbilleder som viser ham fra en anden vinkel, ofte helt opløst i bølgende streger osv. En rød tredjefarve bruges til at markere følelsesmæssigt prægnante øjeblikke. Det virker alt sammen efter hensigten, men subtilt kan man ikke kalde det.
Pagineringen løber i omvendt rækkefølge, som en nedtælling til det frygtelige, titlen lover os altid er ved at ske. Det er en effektiv gimmick, og slutningen hænger da også godt sammen med den socialkritik, Kramhøft er ude i. Det er imidlertid lidt for net: didaktikken fra tidligere arbejder manes aldrig helt i jorden, og bogen afsluttes da også med kontaktinformation til Livsliniens rådgivningstilbud. Ligesom sin hovedperson er Kramhøft selv nok stadig under modning – han er dygtig og har masser at fortælle, men er stadig på vej mod sit Pixar.
Palle Sigsgaard og Jens-Andreas D. Elkjær (ill.): ’Hasse får et liv’. Basilisk. 200 kroner
Lars Kramhøft: ’Noget frygteligt er altid lige ved at ske’. Fahrenheit. 198 kroner
