Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Den, der glemmer historien, er fri til at gentage den

Al historie skabes fremadrettet af de levende. Ny antologi viser, hvordan højrekræfter i dag er ved at genskrive efterkrigstidens historie fra en sejr for liberale værdier til et tab af national styrke. Og hvordan det ikke lover godt for fremtiden
En af pointerne i antologien Geopolitical Amnesia. The Rise of the Right and the Crisis of Liberal Memory’ er, at Anden Verdenskrig, der blev gjort til omdrejningspunktet for efterkrigstidens ’aldrig igen’-politik, nu højlydt af nogle – som AfD i Tyskland og mere skjult hos andre – gøres til en parentes.

En af pointerne i antologien Geopolitical Amnesia. The Rise of the Right and the Crisis of Liberal Memory’ er, at Anden Verdenskrig, der blev gjort til omdrejningspunktet for efterkrigstidens ’aldrig igen’-politik, nu højlydt af nogle – som AfD i Tyskland og mere skjult hos andre – gøres til en parentes.

Jens Schlueter

Moderne Tider
8. august 2020

I 1820 skrev englænderen James Grey Jackson, der arbejdede ihærdigt for en engelsk kolonisering af Afrika, at det var vigtigt at åbne kontinentet for kommercialisering, så »dette store og lidet kendte kontinent ikke skulle fortsætte med at forblive et nytteløst og uopdaget land for den nuværende generation!«

Det var ganske enkelt ikke sandt, at det var ukendt land. Man kendte kontinentet, havde forbindelser med magthavere etc. Men for at legitimere koloniseringen skete en aktiv forglemmelse af den viden, man havde omkring disse lande, for så meget lettere at kunne forestille sig, hvad man havde brug for, og for desto mere at kunne skænke sig selv rollen som den, der ’skrev’ på det blanke papir, man nu mente, kontinentet var. Deres civilisationsgrad blev systematisk og fortløbende nedvurderet for derved at opvurdere og opskrive behovet for (tvangsmæssig) civilisering.

Hørefløjens omskrivninger

Geopolitical Amnesia handler ikke om kolonitiden eller dens stadigt igangværende effekter og forestillinger. Men den handler som eksemplet ovenfor om, hvordan historien genskabes for at frisætte handlingsrummet i nutiden. Hvordan der aktivt og villet ’glemmes’, hvordan historien ikke bare er det forgangne, men også del af argumentationen for nutidens skabelse af fremtiden.

Mere end en generel analyse af historie, hukommelse og politik er det vidende og spændende analyser af, hvordan højrefløjen, særligt den radikale højrefløj, er ved at omskrive efterkrigstidens historie fra at handle om ’fred gennem samarbejde’ til i stedet at handle om ’kastration gennem legalitet’; fra en sejr, der skal fortsættes, til et selvpålagt nederlag, der skal overkommes.

Derfor overskriftens omskrivning af det velkendte slogan om, at den, der glemmer historien er dømt til at gentage den. Her handler det om dem, der glemmer for at være frie til at gentage historien. De, der bruger genskrivningen af historien til at frigøre sig fra det, de oplever som dens kvælende, fornedrende arv. De, der gerne vil tilbage til politik som krig.

Krigen mod den internationale retsorden

Som antologiens redaktør, Vibeke Schou Tjalve, skriver i en teoretisk og analytisk knivskarp indledning, så er der aktuelt et »umiskendeligt og omfattende skifte i farven på den vestlige udenrigspolitiske diskurs – en glidning fra den globale governances grå semantik til stormens, våbnenes og konfrontationens sort og rød.

Ord, der ophidsede folk og hære til katastrofens kant i de tidlige årtier af det 20. århundrede – suverænitet, jord, stamme, race, sejr, erobring – vinder igen terræn, mens de forsætligt mindre flamboyante begreber, der blev annammet i efterkrigseuropas ruiner – stabilitet, legalitet, tilbageholdenhed – i stigende grad synes ude af trit med tiden.« 

Det geopolitiske hukommelsestab, som bogen kredser om, handler om den aktuelle afvikling af efterkrigstidens minde om Anden Verdenskrig især, den lære, man drog af historien omkring international retsorden, menneskerettigheder, begrænsning på national suverænitet, FN, EU etc.

Bogen er ikke eksplicit omkring det, men der er en klar parallel mellem højrepopulismens kritik af det nationale demokratis lovprocedurer, menneskeretsbeskyttelser, deltagelse i overnationalt samarbejde som uhensigtsmæssige, hvis ikke endda forræderiske eller selvmorderiske begrænsninger på folkesuveræniteten og så de så nogenlunde samme højrekræfters kritik af nationens eksterne forhold.

Anden Verdenskrig som parentes

Det, de ønsker med genfortolkningen af den internationale retsorden, er frisættelsen til at handle, som de vil. Det er tilbagekomsten af krig som positivt politikinstrument; styrke, konfrontation, sejr, ydmygelse af modstanderen, den krigeriske mand over for den kvindagtige retsorden som de afgørende tænkemåder; den nationale interesse altid over den internationale.

For at opnå det skal efterkrigstidens fortolkning af Anden Verdenskrig såvel som efterkrigsperioden genfortolkes fra en skrøbelig fred, der blev sikret gennem aftaler, samarbejde og retsnormer til et antinationalt overgreb, som staterne skal flå sig fri af for igen at blive rigtige nationer.

Anden Verdenskrig, der blev gjort til omdrejningspunktet for efterkrigstidens ’aldrig igen’-politik, gøres nu højlydt af nogle – som AfD i Tyskland og mere skjult hos andre – til en parentes, som noget der skete, er ovre, uden betydning for det fremtidige.

Hvis efterkrigstidens liberale arkitekter så den internationale retsorden som et brud med den gamle verdens magt- og krigspolitik, så ønsker de nye højrekræfter at se efterkrigstiden som en uheldig parentes, der skal overskrides, således at den rigtige historie, konflikternes historie, kan begynde igen.

Mainstream

Bogens forfattere er klar over, at de liberale efterkrigstidsaktører også bedrev historiepolitik, at den nationale interesse blev opretholdt og udøvet igennem de internationale institutioner, og at også liberale demokratier går i krig, men de har helt ret i at se, at der var omfattende forsøg på at tæmme elementer af den nationale suverænitet, og at der såvel semantisk som institutionelt blev favoriseret samarbejde over krig, det fælles over det partikulære, det retlige over det styrkemæssige.

Og de har ret i at se, at der aktuelt er en krise for det, indledningen kalder »den liberale hukommelse«, mindet om og fortolkningen af Anden Verdenskrig. Her kunne man have ønsket sig, at bogen mere direkte havde engageret sig med, hvorledes også centrum og højre har mainstreamet nogle af de tanker, der først blev formuleret på det yderste højre, hvorledes vi for eksempel også herhjemme har set danske politikere betvivle menneskerettighedernes status i Danmark, værdien af internationalt samarbejde m.m., og også hvorledes antiterrorpolitikken efter angrebet på USA den 11. september 2001 på mange måder var en accelerator af ideen om, at det åbne samfunds værdier ikke er en styrke, men en svaghed.

Krigeren er det rigtige menneske

Bogen har tre dele, hvor første del handler om det angloamerikanske, dvs. USA og Storbritannien, og hvorledes de to landes særlige forhold til hinanden såvel som deres globale interesser har givet grobund for en specifik afvisning af den liberale hukommelse.

Særligt spændende her er kapitlet om, hvordan kritikken af PTSD såvel som opkomsten af positiv psykologi har været med til at skabe en fortælling om, at den liberale efterkrigstidshukommelse har skabt svage, sårbare soldater, men at de med lidt psykoteknisk fix kan gøres robuste og kampberedte, hvis bare de kan kaste skyld, skam og hukommelse af sig. Krigeren er det rigtige menneske, der bare venter på at blive lukket ud af fredens, psykologiens, diagnosens fængsel.

Rusland som rollemodel

Anden del handler om Europa med kapitler om Frankrig, Tyskland og Italien og Rusland, der alle er velskrevne med et klart blik for både det nationalt særegne og for det mere fælles tankegods. De er gode at læse sammen for at se, hvorledes ideer formuleret et sted også dukker op så nogenlunde samtidig andre steder i det, nogen har kaldt for »det yderste højres internationale«.

Det er yderst glædeligt, at der også er et kapitel om Rusland med, da russisk idéhistorie tit har handlet om, hvorvidt man var en del af Vesten eller ej; fordi Putin så tydeligt har gjort det antivestlige forstået som antiliberale til omdrejningspunkt for sin nationale og internationale politik; og fordi vi både herhjemme og andre steder finder højrefolk, der ser til Putin, som den, der rigtigst formulerer, hvad der er galt med deres eget samfund, netop efterkrigstidstænkningen, der har feminiseret, svageliggjort, kastreret ’det sande Europa’.

Styrkens farlige idealisering

De internationale eller geopolitiske konsekvenser af nutidens aggressive historiepolitik er emnet for tredje og sidste del, der diskuterer FN-systemet som klemt mellem det nationale og det kosmopolitiske, mellem en international retsorden bygget på og afhængig af suveræne stater og en kritik af selv samme orden for enten ikke at leve op til de overnationale idealer eller at leve alt for godt op til dem.

Hvorfor, spørger kapitlet, trækker centrumkræfter deres højlydte og faste støtte tilbage fra internationale organisationer, mens højrekræfter sætter angrebet ind? Hvor er viljen til at forsvare efterkrigsordenen som ikke bare vores fortid, men også fremtid? Samme del har også redaktørens udsyn til mulige fremtider, og som spørger:

»Er en verden, der beskriver tøven som kastration, der feticherer og iscenesætter styrke, og som koreograferer relationer i binære kategorier af ven og fjende, ikke en verden, hvor det er mere sandsynligt, at voldelige konflikter vil bryde ud?«

Vibeke Schou Tjalve (red.): ’Geopolitical Amnesia. The Rise of the Right and the Crisis of Liberal Memory’. 176 sider. 29,95 dollar. McGill-Queen’s University Press.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man erfarer kun af egne oplevelser, og kan derfor ikke lære af historien.

Historie handler mere om synspunkter end om reelle facts.

"Hvorfor, spørger kapitlet, trækker centrumkræfter deres højlydte og faste støtte tilbage fra internationale organisationer, mens højrekræfter sætter angrebet ind? Hvor er viljen til at forsvare efterkrigsordenen som ikke bare vores fortid, men også fremtid?"

Hmmm, man kan vel sige at især vestlige centrumkræfter hurtigt fik problemer med at opretholde en international retsorden efter Anden Verdenskrig; dels så vi hvordan tyske civiles retssikkerhed blev trådt fuldstændigt under fode, dels så vi hvordan højstående og værdifulde nazifolk blev skånet for straf og anvendt i vestlige magters sold, dels så vi en militær mobilisering i bl.a. Sydøstasien, som stod i voldsom kontrast til FN-pagten og dels så vi en koldkrigsudvikling som intet havde at beskaffe med demokratiudvikling og demokratisk retspleje. Så af disse, og mange andre, grunde, er det højest diskutabelt om den såkaldt internationale retsorden reelt på noget tidspunkt har været bakket op og genuint omsat af Vestens politiske magter. Men det er naturligvis relevant at se på hvordan eskaleringen af højrenationalisme og etnocentriske strømninger har fundet sted mange steder i Vesten gennem de senere årtier - og i denne sammenhæng er det værd at være opmærksom på at magtdistancerne i bl.a. EU-landene er øget, at uligheden er øget og at de vestlige magter fører krige og politikker, som skaber uro, elendighed og flygtningestrømme i bl.a. Europa.

Vore traditionelt magtbærende politikere i Vesten har dels redet en neoliberal bølge af magtfuldkommenhed, hvilket vi ved avler frustration blandt civile mennesker, særligt de, som har mindst at tabe. Vore traditionelt magtbærende politikere i Vesten har afmonteret demokratiske rettigheder, og forsømt at udvikle folkelig indflydelse på politikkerne. Vore traditionelt magtbærende politikere skider selv på international retstilstand (se blot på hvad Israel har kunnet gøre i mange årtier, se på de kriminelle Irak-krige, på dronekrigene, på diverse såkaldt fredsbevarende regimeskiftekrige gennem de senere år) - så hvordan skal de/vi kunne forvente andet end at udviklingen vil være som den er? Måske er vi endda sluppet billigt indtil videre.

Hvis Vestens magthavere og såkaldt demokratiske, liberale magthavere vil finde ud af, hvorfor højreradikale revisionister har vind i sejlene, mens tilliden til menneske og samfund eroderes, så skal de se på sig selv - og deres meget, meget lidt fremsynede og voldsomt reaktionære fremfærd. Deres beskyttelse af den kapitalistiske verdensorden, for enhver pris, hvilket i øvrigt spillede en betydelig rolle i fremvæksten af Nazityskland.

kjeld hougaard, Pietro Cini, Gert Romme og Trond Meiring anbefalede denne kommentar