Hvis Hegel besøgte Thorup Strand i dag, ville han nok proklamere, at modsætningernes tid ikke er forbi

Naturen byder på fisk og skaldyr, men også på kolossale kræfter: høje uberegnelige bølger, stormvejr og faren for at dø på havet. Ingen af disse ’ting’ er noget, mennesket har fundet på, endsige noget, der kun er til for menneskets forgodtbefindende.

Men i årtusinder har snarrådige og sultne mennesker sejlet ud fra land for at finde føde. De har forfinet bådebygningsteknikker og afprøvet mange typer af byggematerialer og fangstmetoder.

Menneskeånden har kort sagt gjort sig praktiske erfaringer, skærpet sit teoretiske vid og udfoldet sin fiskende fornuft, mens den bevægede sig gennem generationerne, mens bådene besejlede, men aldrig helt besejrede naturen.

Tænkt over tid – og i tid

I denne vindblæste egnsdel har ånden eksempelvis eksternaliseret og materialiseret sig i sødygtige klinkbåde, der kan surfe med bølgen i fart over havbunden, og hvis smalle dæk kan tåle at blive overskyllet af søer af saltvand uden at tage vand ind og gå ned.

Skroget er konstrueret, så det kan absorbere de stød, det giver, når båden kastes ned i den hårde revlebund. Propeller og ror har et godt greb i vandet nede ved agterstævnen, og de er ’pakket’ ind i en kraftig metalramme, så de skrøbelige dele ikke slås i stykker via unødig bundkontakt.

En kølskinne af jern monteret under kølen på båden gør den stærkere, samtidig med at den muliggør, at båden kan trækkes på land via sindrigt konstruerede og flytbare stålruller og -wirer.

Intet af alt dette blev udtænkt på én dag. Det tog generationer at udvikle og afprøve disse elegante og smukke både. Oprindeligt er de klinkbyggede havbåde blevet til uden tegning; men nu skal der både tegnes, opmåles og fortælles.

Thomas Højrup er etnolog, hegelianer om en hals og initiativtager til dannelsen af Han Herred Havbåde i 2007. Han bor i huset Kikkenborg – et langt stenkast fra stranden og havet. Fra den særegne træ- og glastop kan der skues i alle verdenshjørner, og vi får to bøger med i cykeltaskerne.

Elbo. Historien om en havbåd og menneskene bag skildrer bygningen af den syv meter lange og tre meter brede Elbo, bygget efter model af den gamle Elbo fra 1919. Jammerbugt. En kystbåds genfødsel følger tilblivelsen af den nye Jammerbugt, der er ni meter lang og næsten fire meter bred.

Begge både måler kun cirka en meter i højden. Om sidstnævnte, bygget efter en model af den gamle Jammerbugt fra 1938, skriver han: Båden er »klinkbygget, så den som sine forgængere ikke er for tung, men elastisk nok til at kunne tåle både de stød, det giver at arbejde i søen og de lussinger, som de kolde havsøers slag rammer skroget med.

Dens lethed og fleksibilitet er også det, der gør, at den kan tage imod de stød, det giver at lande på revlerne og at sejle op på strandens kilbrink i fuld fart uden at blive leddeløs«.

Bådebyggeråndens erkendelsesspring fremad

Senere i bogen bryder han ud i den reneste hegelianske poesi, når han besynger bådebyggernes oparbejdede erfaringer, der efterhånden gjorde det muligt »at skabe den på én gang skarpe og fyldige skibsbund«, der ophæver modsætningerne mellem på én gang at ville have en relativt bred og kort båd med skarpe ender, men også med mere plads, bedre bæring og en større motor.

Det er næppe hvermandskost i en nørdet og fotorig bog om klinkfiskerbådenes historie i det nordlige Danmark og glæden ved at (genop)bygge fiskerbåde efter gammel skik at læse om det »epistemologiske ryk, som det thylandske bådebyggermiljø påbegyndte i 1929«, da de i skarp konkurrence med hinanden foretog et »varigt kvalitetsløft i havbådenes klinkbygningskunst« ved blandt andet at optimere agterskibets udformning og konstruere en bedre og mere holdbar bådskal.

Hegel var ikke meget for at skrive om moral uden sædelighed. Han havde blik for dydernes faktiske udformning i samfundslivet. Hegel historiserede sin tænkning og indtænkte konkrete betingelser for åndens virke.

Højrup følger trop og skriver indgående om, hvor forskelligt bådene måtte konstrueres for at tilpasse sig de faktiske bund- og landingsforhold i Skagerrak. Ved Blokhus og Løkken er der lavt over bankerne, der må besejles af spejlgattede havbåde med stor hastighed ved landingen.

I Slette Strand og Thorup Strand er det derimod en dødssynd at sejle for fuld fart ind over revlerne. Her gælder det om »at undgå at skære sig på søen og kæntre«. Og i Thy og Vendsyssel bød atter andre navigationsteknikker og skrogkonstruktioner sig til. Således angav og tilbød klinkbådene en form og en logik, der kunne varieres efter forholdene og indoptage den lokale visdom.

Nu skrev jeg godt nok ovenfor, at naturen principielt ikke udelukkende er designet til eller for menneskets forgodtbefindende; men på hegeliansk vis er det ikke bare mennesket forundt at måtte hæve sig over naturen og celebrere sin egen ’kunstighed’. Det bør også glæde sig over sin idérige andennatur.

Instinktstyrede og fornuftsløse edderkopper spinder de flotteste spind, og fuglene synger så smukt; men mennesket og kun mennesket formår at skrive en billedtekst som den, der er at finde på side 52 i Bogen om Jammerbugten: »Bundstokkene laves af facongroet egetræ.«

Her følger bådebyggerånden træernes modningsproces til dørs. Naturen bliver gjort til af og for mennesket. Naturen i sig selv er ikke nok for ånden endsige for den sultne eller fiskeeksporterende.

Kampen mod indifferensen og irrealiseringen

De energiske havbådefolk i Han Herred har uden tvivl følt et kæmpestort savn, da fiskerne, bådene og kulturen ’pludselig’ forsvandt fra strandene i slutningen af 1990’erne. Som det udtrykkes: »Spil og fiskehus stod og forfaldt, og det var en ynk at se.«

Der står også at læse, at de har tvivlet på, om »det var muligt at vende ’udviklingen’«. For der var kommet helt andre skibe til end de klinkbyggede og bæredygtige. I stigende omfang var bomtrawlerne begyndt at støvsuge havet for fisk og at ødelægge fiskepladserne ved at splitte gyde- og levestederne fra hinanden på bunden af havet.

Der kan således anlægges flere synsvinkler på de omsiggribende aktiviteter på Thorup Strand i kølvandet på Han Herred Havbåde og genetableringen af fangstflåden og det klassiske havnløse fiskeri.

For det første er der tale om en civilisationskritisk besindelse. Bomtrawling søges nu gjort forbudt i hele Jammerbugten. Menneskeånden fik lavet alt for store og effektive skibe, der omkalfatrede den delikate balance mellem menneske og natur. Bæredygtigheden må reetableres.

Devisen synes at lyde: Hellere selvforsynede friske lokale fisk fanget og konsumeret af små samarbejdende laug end masseeksport til fjerne markeder. Kapitalismen er ligeglad med både naturen, bådenes skønhed og de menneskelige fællesskaber, bare den tjener penge.

For det andet er agtelsen for materialet og håndværket genopstået. Masseproduktionens tidsalder var et fejlfix. Langsomhed, grundighed og fællesskab sættes nu højt i kurs. For mange mennesker er det ikke tilstrækkeligt at sidde foran en skærm på et kontor dagen lang endsige på en kommandobro på et nærmest fuldautomatiseret fangstfartøj. Vind og saltvand i ansigtet skal der til. Virkeligheden synes dragende i en tidsalder, der forekommer mange komplet irrealiserende og overfladisk i sin tegn- og billedrigdom.

Gæstede Hegel Thorup Strand 213 år efter, at han skrev Åndens fænomenologi, ville han nok proklamere, at modsætningernes tid ikke er forbi. Tænkningen må stadigvæk være lige så dialektisk og dynamisk som sin genstand, dvs. lige så formstærk, flydende og udsat som en klinkbygget havbåd i høj sø.

Se www.havbaade.dk for mere information om projekterne, der er støttet af Jammerbugt Kommune, Realdania, Nordea-fonden, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt EU’s regionalfond.