»Som at være død i levende live.«
Så brutalt omtaler skuespilleren Henning Jensen sit første møde med en depression i sin stærke erindringsbog Gennem glasvæggen. Depressionen var lige ved at slå ham ihjel. Han var kun i midten af 30’erne, da han blev ramt af sygdommen. Det var tilbage i 1978, hvor han havde haft sit gennembrud, og hvor alt ellers tegnede så flot. Her brød han sammen. Det tog ham adskillige måneder at finde ud af, at det rent faktisk var en depression, han var blevet ramt af – og det tog ham tre år at komme ud af den igen. Men en depression var det.
Det har han beskrevet i en fremragende erindringsbog – en åndeløst ærlig patientbog om sjælelig hudløshed og kropsligt nedbrud. Velskrevet og imponerende sandhedssøgende. Bogen er akkurat lige så kompromisløst grundig som Henning Jensens mange rollefortolkninger.
Dreven fortæller
Gennem glasvæggen er en bog for alle, der tænker over, hvad de føler. Depressionsrejsen er barske løjer. Bogen emmer af vild dagbogspanik, men den rummer samtidig også køligt overblik som i et psykiatrisk leksikon – alt sammen om et menneske, der går ’gennem glasvæggen’.
»’Nu kommer det,’ tænkte jeg. ’Nu er jeg syg,’« skriver Henning Jensen i indledningen, der handler om en sær følelsesoplevelse under en cykeltur. Det er et af de mest foruroligende anslag til en erindringsbog, jeg kan mindes.
Den nu 77-årige Henning Jensen skåner ikke sig selv. Ydmygelserne og skammen over ikke at have magtet sit liv pensles ud i de værste detaljer. Henning Jensen skriver med en nærmest manisk trang til at forstå sit eget sammenbrud. Netop derfor bliver læseren en detektiv, der sammen med fortælleren skal løse gåden og forstå, hvorfor depressionen netop ramte ham.
Modbydelig monolog
Når Henning Jensen spiller en rolle på en teaterscene eller i en film, kan man mærke, hvordan hans figur er vævet sammen af et utal af raffinerede tolkninger af replikkerne. Tolkningerne er usynlige som tråde i et spindelvæv, men de holder sammen på rollen med deres skrøbelige styrke.
Som forfatter arbejder han åbenbart på samme måde. Hans skrevne sætninger i Gennem glasvæggen er i hvert fald lige så spindelvævsstærke, baseret på sammenflettede, indre refleksioner. Samtidig er hans skrivestil præget af en mundrethed, som om han selv i princippet skulle kunne stå på scenen og fremføre sin egen bog. Antagelig som sin karrieres allermest modbydelige monolog.
Fascinerende er bogen unægtelig. Den beskriver, hvordan hans depression konkret føltes. Nøgternt og usentimentalt beretter bogen om hans kropslige rutsjeture ind i et land af svimmel kraftesløshed og selvmordstrang. Alt sammen så billedmættet fortalt, at selv det allermest skræmmende og dødsfokuserede fremstår forjættende smukt.
»Min krop opløstes og forsvandt,« skriver han om en syret fase undervejs. »Jeg svævede langs isbræer og hen over ørkener. (…) På et tidspunkt var jeg vidne til daggryer og solnedgange, der afløste hinanden i overblændinger som en hurtigt afspillet film.« Selv som psykiatrisk patient har han skuespillerens umiskendelige blik for billeddetaljen.
Angstens døgnrytme
I dag tales der meget om depression i den offentlige debat – og om angst. Alligevel mindes jeg ikke at have læst så medrivende og forståelige skildringer af depressionens angstfølger hos patienten som her. Henning Jensen formår at gøre alt kropsligt, antagelig fordi han altid har skullet give enhver følelse et kropsligt udtryk på scenen.
Han skriver for eksempel ikke bare, at han følte angst. Nej, han beskriver helt konkret, hvordan angsten mærkedes i hans krop:
»Værst af alt var smerterne i mit bryst. Det føltes, som klemte nogen af al kraft mit hjerte med en knibtang. Jeg var paralyseret af smerter. Forsøgte jeg at dreje hovedet bare en anelse, føltes det, som skulle jeg dø.« Undervejs supplerer han med de efterfølgende slags angst: Angsten for at blive gal – og angsten for angsten.
Han fortæller også om sine erfaringer med det, som han kalder »depressionens døgnrytme«:
»Den hugger til i det øjeblik, du slår øjnene op, vokser og vokser i dagens løb, men hen under aften klinger den som regel lidt af og giver dig nogle få fredfyldte timer, og det er de farlige. De er farlige, fordi du bliver i stand til at handle.« Det er her, at selvmordstrangen sniger sig ind i billedet …
Sjælelige landevejsrøvere
Bogen er dog først og fremmest en skildring af en helbredelse. Redningsprocessen er dog lang, for Henning Jensen faldt først i armene på en stribe ’sjælelige landevejsrøvere’ af selvlærte terapeuter. Det lyder fuldstændig grotesk, hvad manden har skullet lægge krop og sind til. Som han formulerer det med sans for den gakkede detalje:
»At helbrede en depression i tredje stadie med aurastrygninger, håndlæsning, sightseeing, varm chokolade med flødeskum og Apfelstrudel er ikke en metode, man bør ofre alt for mange forskningsmæssige ressourcer på.« Det er yderst morsom læsning.
Lykkeligvis blev Henning Jensen reddet ud af sin depression af kompetente, professionelle folk på en psykiatrisk afdeling. Men depressionen havde en høj pris. Forholdet til venner blev strakt til det yderste, og forholdet til forældrene på Stevns resulterede i et opgør. Alligevel var det hans svigt over for den dengang fireårige datter Sarah, som gjorde ham mest ulykkelig. Samtidig var det netop hende, der var med til at hjælpe ham med at komme tilbage til livet igen. Fordi han forstod, at hun havde brug for ham.
»Engang åbnede jeg de vandtætte skotter mellem mig og døden på klem, og jeg har aldrig kunnet lukke dem helt igen,« står der i bogens happy end. Men Henning Jensens konklusion over 40 års liv tæt på en faretruende glasvæg har ikke samme intense sitren som detaljerne fra hans splintrende sammenbrud. Selvfølgelig ikke. Heldigvis ikke.
Netop den rolige overbliksslutning får mig til at sidde længe med bogen. Jeg lader mig indfange af det uhyggelige forsidefoto af Camilla Winther. Her stirrer Henning Jensens øjne mod mig gennem de karakteristiske runde briller, mens hans ansigt er belyst, som var det fra helvedes flammer. Hans glasblik lokker. Jeg ved, at jeg bør lægge bogen fra mig, men hænderne lystrer ikke. I stedet begynder jeg at læse bogen forfra. Jeg lader mig igen blive suget ind i angstens univers, alene fordi Gennem glasvæggen er så umanerligt forførende skrevet.
Henning Jensen: ’Gennem glasvæggen’. 306 sider. 300 kroner. Gyldendal
