Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Historiker viser os, at Vesteuropas demokrati ikke blev indført for at give befolkningen magten

Den britiske historiker Martin Conways beskrivelse af demokratiets succes og begrænsninger i efterkrigstidens Vesteuropa er rig på indsigter og viden om en unik periode, der fortsat præger mange europæeres opfattelse af demokrati
Franske borgere stemmer ved et valg i Paris 1945, efter kvinderne for første gang fik tildelt stemmeret i 1944.

Franske borgere stemmer ved et valg i Paris 1945, efter kvinderne for første gang fik tildelt stemmeret i 1944.

AFP/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
15. august 2020

Hvorfor var det demokratiet, der vandt frem som styreform i Vesteuropa efter afslutningen på Anden Verdenskrig? Og hvilket demokrati var det, som efterkrigstidens befolkninger skabte og levede i før 1968 og 1970’ernes kriser?

Disse spørgsmål analyserer den britiske historieprofessor Martin Conway i sin seneste bog, Western Europe’s Democratic Age, der på grundig vis favner de gyldne år, mange forbinder med økonomisk vækst, udviklingen af velfærdsstaten og en særlig form for konsensusdemokrati.

Som titlen antyder, forstår Conway årene mellem 1945 og 1968 som en særlig periode i den europæiske samtidshistorie og som en særskilt epoke i demokratiets historie.

Ifølge Conway skabte de vesteuropæiske lande i årene fra 1945 og frem til 1968 en konform og nogenlunde ensartet demokratimodel kendetegnet ved nationale og lokale valg baseret på princippet om en person, en stemme, valgte repræsentanter, der organiserede sig i partier, og et politisk system, der byggede på forhandling og kompromiser.

Frem for at se etableringen af dette demokrati som en naturlig videreførelse af den europæiske historie og fuldbyrdelse af de vestlige demokratiidealer fra oplysningstiden vurderer Conway, at efterkrigstidens befolkninger og politikere blev demokrater på trods af styreformens mangler.

Mindre ideologi, mere teknokrati

Europæerne bekendte sig kollektivt til demokratiet, men det var ikke jubeloptimisme, der prægede etableringen og udførelsen af demokratiet. Til det var den demokratiske forhistorie for langt de fleste europæere lastet med for mange negative erfaringer. Som en belgisk kommission beskrev de mulige fremtidsscenarier i 1945, lurede der uden for demokratiet kun eventyr, ulyksaligheder og farer.

Derfor indrettede de politiske ledere et demokratisk system, der i mindre grad lod ideologi præge udviklingen, og som kunne sikre stabilitet, genopbygning og fremgang med hjælp fra en større, hierarkisk og effektiv stat fri for politisering og korruption.

Realiseringen af dette system skete i en topdown-proces, hvor politikere satte planlægning i højsædet og lænede sig op ad teknokratiske løsninger fra et hierarkisk organiseret bureaukrati.

Den succesfulde overgang til denne form for demokrati kom således ikke efter eksternt pres fra USA eller som følge af et internt ønske fra masserne, men fordi det politiske system sikrede økonomisk vækst, bedre boligforhold og materiel fremgang.

Demokrati var således i grove træk forudsigeligt, opfyldende og i overensstemmelse med flertallets ønsker. Men det bemærkelsesværdige ved denne periode var, at demokrati også betegnede langt mere end en styreform.

Herhjemme forbinder vi Hal Koch med ideen om demokrati som en livsform, den enkelte lærer gennem samtale og opdragelse. Denne tankegang er dog mere europæisk, end vi normalt forestiller os, og rundt om i Vesteuropa voksede erkendelsen af, at demokrati ikke kun handlede om politik, men også var en svær disciplin, der krævede en særlig kultur, mentalitet og måde at omgås hinanden på.

Den store vinder var middelklassen

Conway er ekspert i Belgiens historie, og selv om de fransktalende kilder fylder forholdsvis meget i bogen, trækker Conway på mange års forskning, der har givet ham et stort overblik over centrale udviklinger på tværs af alle de vesteuropæiske lande.

Læserne forventes at have et godt kendskab til periodens politiske og kulturelle udviklinger, men får til gengæld en særdeles velgennemtænkt og vidende bog spækket med referencer til hovedværker og nyere forskning om demokrati i en lang række europæiske lande.

Press Princeton
I fem kapitler fokuserer han på de vesteuropæiske landes demokratiske ideer og institutioner, forskelle og ligheder mellem de dominerende socialdemokratiske og kristendemokratiske fortolkninger af demokrati samt den kritik af demokratiet, som fra slutningen af 1960’erne udfordrede og forandrede den vesteuropæiske demokratimodel.

En af bogens styrker er Conways fokus på demokratiernes mørke og ekskluderende sider, der reflekterede den sociale virkelighed i de europæiske klassesamfund.

Den vesteuropæiske demokratimodel udmærkede sig ikke ved at være historiens mest gennemførte demokrati, men ved en udpræget begrænsning for den enkeltes deltagelse i det politiske system. Demokrati handlede således ikke så meget om at give befolkningen magten som at kontrollere udviklingen af samfundet.

I lande som Frankrig og Storbritannien så den politiske elite ikke nogen modsætning i at fastholde kolonier og praktisere demokrati i deres hjemland. Afkoloniseringen i 1950’erne og 1960’erne fandt også i store træk sted uden henvisning til demokratiske principper eller inddragelse af befolkningerne.

For første gang nogensinde var kvinder inkluderet i det politiske system over hele Vesteuropa, men kulturelt set fortsatte det mandsdominerede demokrati, og kvinders deltagelse i politik koncentrerede sig fortrinsvist om roller som husmødre, børnepassere og forbrugere.

Den store vinder var middelklassen, hvis værdier og interesser – ifølge Conway – vandt frem i dette demokrati. Velfærdsrettigheder, støtteordninger og udviklingen af uddannelsessystemet gavnede i højere grad middelklassen end arbejderklassen, der blev fortrængt som politisk drivkraft.

Hver tid har sit demokrati

Det er bemærkelsesværdigt, at denne form for demokrati fungerede over al forventning og hjalp til at definere det nye Vesteuropa, der førhen havde været plaget af krig. Modstand mod styreformen blev anset for illegitim, og for første gang identificerede vesteuropæerne sig med demokratiet og accepterede det som deres. Med årene blev demokrati en del af den vesteuropæiske identitet og et system, som alle fra lige paven til socialisterne hyldede og forsvarede.

Men på et tidspunkt i løbet af 1960’erne begyndte flere at markere deres utilfredshed med dette begrænsede demokrati. Fra forskelligt hold bredte der sig en kulturkritik, som udfordrede autoriteterne og kulminerede i det altfavnende fænomen ’68, der sammenfattede mange forskellige ønsker om at skabe et mere inkluderende system med en omfattende demokratisk kultur.

Nye bevægelser protesterede mod de kollektive institutioner, som prægede efterkrigstidens demokrati, og de fremmede forestillingen om et demokrati med individet i centrum.

I den efterfølgende udvikling mistede partierne medlemmer og forankring i befolkningen, i takt med at ideer om markedsdemokratiet og forbrugerdemokrati fik mere, stærkere og varig indflydelse på europæisk politik.

Conway giver afslutningsvis rygstød til vor tids forestillinger om den postdemokratiske tidsalder, hvor demokratiet ikke længere involverer en progressiv fortælling om et bedre samfund, uden at han derved fuldt tilslutter sig teorien om demokratiets afvikling.

Han minder om, at demokratiet forandrer sig i takt med samfundsudviklingen, og at demokrati ikke er et eviggyldigt system, som kan tages for givet, men en idé og en styreform, der afspejler den aktuelle virkelighed, og som derfor altid er under udvikling.

En af pointerne er, at demokratiet efter Anden Verdenskrig passede langt bedre til de vesteuropæiske samfund end mellemkrigstidens, men at systemet havde sine begrænsninger, da befolkningen krævede mere demokrati og udfordrede de principper, som modellen byggede på.

Når vi analyserer og udvikler den demokratimodel, der passer til de europæiske samfund i det 21. århundrede, bør vi måske i højere grad erindre kompleksiteten af demokratiet, som det så ud i perioden fra 1945 til 1968.

Martin Conway. Western Europe’s Democratic Age: 1945-1968. Princeton University Press. 376 sider. £30.00.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Årh.., demokratierne i Europa blev bestemt ikke født i årene efter 2. VK - 1946 - 1970, den proces var begyndt langt tidligere, og indeholder mange facetter, herunder frigørelsen af religioner, retten til selvstændigt individ ved frigørelsen fra stavnsbinding i forskellige forklædninger osv., den åndelige frigørelse fra underlegenheden, som opvækstnormalen.

En udvikling der efter krigen(2. VK) blot blev videreudviklet, som en naturlig fortsættelse af den afbrudte udvikling som krigen skabte.

Arne Albatros Olsen og Kim Bang Sørensen anbefalede denne kommentar
Mogens Jørgensen

Arbejderklassen blev vel ikke fortrængt ? Den mistede vel sin betydning fordi arbejderklassens medlemmer i stedet blev medlemmer af middelklassen og dermed ændrede selvopfattelse og krav til repræsentation ? Var det ikke daværende LO-formand Thomas Nielsen der på LO’s kongres i 1978 sagde at “fagbevægelsen havde sejret af helvede til” ? Arbejderen var blevet borgerliggjort og identificerede sig ikke længere i samme omfang med hverken LO eller arbejderklassebegrebet.

Det er godt at blive klogere på udviklingen af nutidens demokratier. Men kan det klare nutidens og fremtidens udfordringer?
Det har ikke, langt fra, kunnet løse de mekanismer der udløste finanskrisen. Og de rige er stadig blevet rigere. Hvis demokratiet fungerede som forventet dengang, skulle de rigeste og finanshajerne ikke have en chance. Men det går stadig fint for dem.
Det store spørgsmål er derfor om nutidens demokratier kan forhindre klimakatastrofen. Næppe før det er for sent. Hvis det ikke er fra politikere og befolkningerne løsningerne skal komme i tide, hvorfra så?

Jeg tror ikke på frivillighedens vej- Bare se på vores landbrug. Det er gået og går for langsomt. Faktisk ser jeg kun een praktisk løsning - som de fleste som jeg selv vil stejle over - RATIONERING. I vores teknologiske samfund er det nok praktisk muligt at tildele den enkelte borger, arbejdsplads og familie tilladelse til at bruge x af f.eks. kød, benzin, flyvekilometer, varmt vand osv. Når kvoten er opbrugt kan der ikke købes eller bruges mere. Og der skal ikke skelnes mellem høj og lav. Den rige families teenagedøtre skal ikke kunne tage flere bad end den fattiges. Det handler om klimaet, om vores overlevelse.
Men kan du forestille dig det indført i vore demokratier? Næppe.
Rationering vil stride så meget med vestlige værdier og manges egoistiske interesser at jeg kan frygte det bliver en slags fascistisk international miljøbevægelse, der overtager. Eller det, der er endnu værre.

Jeg tror ikke vore politikere og vælgere magter at vælge/gøre det, der skal gøres i tide.

Steffen Gliese

Det er jo ikke ukendt! Erfaringen fra 30erne skabte i allerhøjeste grad behovet for en form for samfundsindretning, der dels ikke fristede store menneskemængder til at søge imod en 'stærk mand', dels sikrede solide bremser, hvis det hele skulle skride ud.
Pga. liberalismens undergravelse af dette udgangspunkt i det seneste godt kvarte århundrede, er alle disse bremser efterhånden forsvundet: i stedet for at arbejde for at etablere og sikre et godt fællesskab, har man systematisk genskabt en form for neofeudalisme, hvor kolde kontanter igen er kommet i fokus. Det er altid den største fare for menneskers samfund.

Demokratiopfattelsen før 2. verdenskrig var meget mere radikal i forhold til massernes deltagelse og
demokratiseringen af økonomi og produktion. Disse bevægelser blev slået ned af fascisterne bistået af den borgerlige højrefløj. Efter 2. verdenskrig blev denne udgave af demokratiforståelsen udvandet.:

Et uddrag fra kampen om demokratiet http://turbulens.net/kampen-om-demokrati/

"Aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig knækkede ryggen på den europæiske fascisme, og generelt slog demokratiet nu endelig igennem i Vest. Men samtidig blev begrebsindhold og praksis ændret. Demokrati blev nu primært opfattet som repræsentation og elite-konkurrence, og deltagelsesaspektet gled i baggrunden. Politisk deltagelse blev i øvrigt reduceret til deltagelse i periodiske valg mellem konkurrerende eliter af professionelle politikere, den demokratiske masseorganisering blev afviklet, og den truende spids blev brækket af den demokratiske bevægelse. De økonomiske eliters magt blev ekstra sikret. Klassekampen blev i det hele taget afblæst til fordel for socialpartnerskab, produktionisme, velfærdsstat og det således omdefinerede demokrati. De borgerlige droppede deres tidligere sværmeri for autoritære løsninger og socialdemokraterne opgav, efter efterkrigs-periodens forsøg med nationaliseringer I England og Frankrig, efterhånden helt målsætningen om samfundsovertagelse af produktionsmidlerne. De store borgerlige partier rykkede til venstre og socialdemokratierne til højre.l Hele den etablerede sociale og politiske balance og det etablerede kompromis-demokrati blev sammenfattet under etiketten, ‘det pluralistiske’ eller ‘liberale’ demokrati. En ny demokratiopfattelse var kommet til verden."

Vi har de sidste 3-4 årtier set de borgerlige partier inklusiv socialdemokratiet rykke til højre. Hver tid har sin demokratiopfattelse. Hvordan kan man fortolke dette i relation til en evt. fremtidig ny demokratiopfattelse. Mon vi får noget at skulle have sagt og hvad sker der i fald der opstår en ny massebevægelse med en konkurrerende demokratiopfattelse som udfordrer den økonomiske elite?

Begrebet demokrati og begrebet frihed har det tilfælles at de bruges/misbruges flittigt som plusord mens indholdet forsvinder i tågerne. Det vi lever i nu vil jeg f.eks. betegne som et stærkt begrænset demokrati, andre vil måske mene noget andet. Selvfølgelig har vi nogle muligheder men de rammesættes stadig mere snævert af en økonomisk elite. Og jeg tror heller ikke på at magt afgives frivilligt.

Steffen Gliese, Trond Meiring og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Pia Nielsen, særskilt for Danmark gælder det jo, at alle de uformelle demokratiske beslutningsveje er blevet kuppet af embedsstanden, der i høj grad har taget det, der ellers mere var 'vejledende', 'genstand for forhandling', 'op til en fornuftig afvejning', 'konduite', helt bogstaveligt.
Det ser man bl.a.. i forhold til de rigide regler, der er sat igennem på området for sygemeldte, hvor vidt forskellige systemer i forhold til f.eks. arbejdsløse sættes i værk: hvis man er syg, kan man ikke få dagpenge, for så står man ikke til rådighed - selvom alle og enhver ved, at chancen for at blive sendt i arbejde lige netop i de dage, hvor man ligger med en influenza, er lig nul.
Så hvis vi skal genoprette vores velfærd, er vi nødt til igen at slække på formerne og lade det indbyrdes liv mellem borgerne fylde mere - med øvrigheden i højere grad optaget af at løse reelle problemer på arbejdspladserne og i samfundet.