Læsetid: 5 min.

Historiker viser os, at Vesteuropas demokrati ikke blev indført for at give befolkningen magten

Den britiske historiker Martin Conways beskrivelse af demokratiets succes og begrænsninger i efterkrigstidens Vesteuropa er rig på indsigter og viden om en unik periode, der fortsat præger mange europæeres opfattelse af demokrati
Franske borgere stemmer ved et valg i Paris 1945, efter kvinderne for første gang fik tildelt stemmeret i 1944.

Franske borgere stemmer ved et valg i Paris 1945, efter kvinderne for første gang fik tildelt stemmeret i 1944.

AFP/Ritzau Scanpix

15. august 2020

Hvorfor var det demokratiet, der vandt frem som styreform i Vesteuropa efter afslutningen på Anden Verdenskrig? Og hvilket demokrati var det, som efterkrigstidens befolkninger skabte og levede i før 1968 og 1970’ernes kriser?

Disse spørgsmål analyserer den britiske historieprofessor Martin Conway i sin seneste bog, Western Europe’s Democratic Age, der på grundig vis favner de gyldne år, mange forbinder med økonomisk vækst, udviklingen af velfærdsstaten og en særlig form for konsensusdemokrati.

Som titlen antyder, forstår Conway årene mellem 1945 og 1968 som en særlig periode i den europæiske samtidshistorie og som en særskilt epoke i demokratiets historie.

Ifølge Conway skabte de vesteuropæiske lande i årene fra 1945 og frem til 1968 en konform og nogenlunde ensartet demokratimodel kendetegnet ved nationale og lokale valg baseret på princippet om en person, en stemme, valgte repræsentanter, der organiserede sig i partier, og et politisk system, der byggede på forhandling og kompromiser.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
  • Christian Mondrup
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • David Zennaro
Poul Anker Juul, Christian Mondrup, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Årh.., demokratierne i Europa blev bestemt ikke født i årene efter 2. VK - 1946 - 1970, den proces var begyndt langt tidligere, og indeholder mange facetter, herunder frigørelsen af religioner, retten til selvstændigt individ ved frigørelsen fra stavnsbinding i forskellige forklædninger osv., den åndelige frigørelse fra underlegenheden, som opvækstnormalen.

En udvikling der efter krigen(2. VK) blot blev videreudviklet, som en naturlig fortsættelse af den afbrudte udvikling som krigen skabte.

Arne Albatros Olsen og Kim Bang Sørensen anbefalede denne kommentar
Mogens Jørgensen

Arbejderklassen blev vel ikke fortrængt ? Den mistede vel sin betydning fordi arbejderklassens medlemmer i stedet blev medlemmer af middelklassen og dermed ændrede selvopfattelse og krav til repræsentation ? Var det ikke daværende LO-formand Thomas Nielsen der på LO’s kongres i 1978 sagde at “fagbevægelsen havde sejret af helvede til” ? Arbejderen var blevet borgerliggjort og identificerede sig ikke længere i samme omfang med hverken LO eller arbejderklassebegrebet.

Det er godt at blive klogere på udviklingen af nutidens demokratier. Men kan det klare nutidens og fremtidens udfordringer?
Det har ikke, langt fra, kunnet løse de mekanismer der udløste finanskrisen. Og de rige er stadig blevet rigere. Hvis demokratiet fungerede som forventet dengang, skulle de rigeste og finanshajerne ikke have en chance. Men det går stadig fint for dem.
Det store spørgsmål er derfor om nutidens demokratier kan forhindre klimakatastrofen. Næppe før det er for sent. Hvis det ikke er fra politikere og befolkningerne løsningerne skal komme i tide, hvorfra så?

Jeg tror ikke på frivillighedens vej- Bare se på vores landbrug. Det er gået og går for langsomt. Faktisk ser jeg kun een praktisk løsning - som de fleste som jeg selv vil stejle over - RATIONERING. I vores teknologiske samfund er det nok praktisk muligt at tildele den enkelte borger, arbejdsplads og familie tilladelse til at bruge x af f.eks. kød, benzin, flyvekilometer, varmt vand osv. Når kvoten er opbrugt kan der ikke købes eller bruges mere. Og der skal ikke skelnes mellem høj og lav. Den rige families teenagedøtre skal ikke kunne tage flere bad end den fattiges. Det handler om klimaet, om vores overlevelse.
Men kan du forestille dig det indført i vore demokratier? Næppe.
Rationering vil stride så meget med vestlige værdier og manges egoistiske interesser at jeg kan frygte det bliver en slags fascistisk international miljøbevægelse, der overtager. Eller det, der er endnu værre.

Jeg tror ikke vore politikere og vælgere magter at vælge/gøre det, der skal gøres i tide.

Steffen Gliese

Det er jo ikke ukendt! Erfaringen fra 30erne skabte i allerhøjeste grad behovet for en form for samfundsindretning, der dels ikke fristede store menneskemængder til at søge imod en 'stærk mand', dels sikrede solide bremser, hvis det hele skulle skride ud.
Pga. liberalismens undergravelse af dette udgangspunkt i det seneste godt kvarte århundrede, er alle disse bremser efterhånden forsvundet: i stedet for at arbejde for at etablere og sikre et godt fællesskab, har man systematisk genskabt en form for neofeudalisme, hvor kolde kontanter igen er kommet i fokus. Det er altid den største fare for menneskers samfund.

Demokratiopfattelsen før 2. verdenskrig var meget mere radikal i forhold til massernes deltagelse og
demokratiseringen af økonomi og produktion. Disse bevægelser blev slået ned af fascisterne bistået af den borgerlige højrefløj. Efter 2. verdenskrig blev denne udgave af demokratiforståelsen udvandet.:

Et uddrag fra kampen om demokratiet http://turbulens.net/kampen-om-demokrati/

"Aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig knækkede ryggen på den europæiske fascisme, og generelt slog demokratiet nu endelig igennem i Vest. Men samtidig blev begrebsindhold og praksis ændret. Demokrati blev nu primært opfattet som repræsentation og elite-konkurrence, og deltagelsesaspektet gled i baggrunden. Politisk deltagelse blev i øvrigt reduceret til deltagelse i periodiske valg mellem konkurrerende eliter af professionelle politikere, den demokratiske masseorganisering blev afviklet, og den truende spids blev brækket af den demokratiske bevægelse. De økonomiske eliters magt blev ekstra sikret. Klassekampen blev i det hele taget afblæst til fordel for socialpartnerskab, produktionisme, velfærdsstat og det således omdefinerede demokrati. De borgerlige droppede deres tidligere sværmeri for autoritære løsninger og socialdemokraterne opgav, efter efterkrigs-periodens forsøg med nationaliseringer I England og Frankrig, efterhånden helt målsætningen om samfundsovertagelse af produktionsmidlerne. De store borgerlige partier rykkede til venstre og socialdemokratierne til højre.l Hele den etablerede sociale og politiske balance og det etablerede kompromis-demokrati blev sammenfattet under etiketten, ‘det pluralistiske’ eller ‘liberale’ demokrati. En ny demokratiopfattelse var kommet til verden."

Vi har de sidste 3-4 årtier set de borgerlige partier inklusiv socialdemokratiet rykke til højre. Hver tid har sin demokratiopfattelse. Hvordan kan man fortolke dette i relation til en evt. fremtidig ny demokratiopfattelse. Mon vi får noget at skulle have sagt og hvad sker der i fald der opstår en ny massebevægelse med en konkurrerende demokratiopfattelse som udfordrer den økonomiske elite?

Begrebet demokrati og begrebet frihed har det tilfælles at de bruges/misbruges flittigt som plusord mens indholdet forsvinder i tågerne. Det vi lever i nu vil jeg f.eks. betegne som et stærkt begrænset demokrati, andre vil måske mene noget andet. Selvfølgelig har vi nogle muligheder men de rammesættes stadig mere snævert af en økonomisk elite. Og jeg tror heller ikke på at magt afgives frivilligt.

Steffen Gliese, Trond Meiring og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Pia Nielsen, særskilt for Danmark gælder det jo, at alle de uformelle demokratiske beslutningsveje er blevet kuppet af embedsstanden, der i høj grad har taget det, der ellers mere var 'vejledende', 'genstand for forhandling', 'op til en fornuftig afvejning', 'konduite', helt bogstaveligt.
Det ser man bl.a.. i forhold til de rigide regler, der er sat igennem på området for sygemeldte, hvor vidt forskellige systemer i forhold til f.eks. arbejdsløse sættes i værk: hvis man er syg, kan man ikke få dagpenge, for så står man ikke til rådighed - selvom alle og enhver ved, at chancen for at blive sendt i arbejde lige netop i de dage, hvor man ligger med en influenza, er lig nul.
Så hvis vi skal genoprette vores velfærd, er vi nødt til igen at slække på formerne og lade det indbyrdes liv mellem borgerne fylde mere - med øvrigheden i højere grad optaget af at løse reelle problemer på arbejdspladserne og i samfundet.