Ny svingom med den tyske mestertænker og nazist: For Heidegger er sproget mere end et redskab

Indlader man sig på at læse den danske oversættelse af Martin Heideggers forelæsning fra 1946, Hvorfor digtere?, må man belave sig på at vinke farvel til intet mindre end fire dominerende opfattelser af sproget i vesterlandet.

Ifølge den tyske filosof Heidegger kan sproget ikke reduceres til et instrument, som mennesket behersker og kan vælge at lægge fra sig efter brug. Sproget er heller ikke en repræsentation af en allerede foreliggende verden, det vil sige et spejl af verden i forholdet 1:1.

Ej heller kan sproget udelukkende forstås som et videnspolitisk magtmiddel, det vil sige et konstitutivt og diskursivt fænomen, der tilvejebringer den sociale orden. Sproget er heller ikke benzin for fri og myndig kørsel på samfundets kommunikative motor-, hoved- og biveje.

Heideggers syn på sproget udspiller sig således på en ganske anden planet end Jürgen Habermas’ langt senere konciperede diskursetiske teori om den kommunikative handlen.