Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ny bog: Riisager anklager folkeskolen og gymnasiet for at svigte viden og dannelse

Den danske folkeskole og gymnasium har de sidste 20 år undergået store forandringer. Er udviklingen god? Merete Riisager er i en ny væsentlig debatbog klar: Vi skaber mindre dannede unge med mere ondt i livet
Tidligere undervisningsminister Merete Riisagers bog sætter skarpt ind ømme steder og bør mane til eftertanke.

Tidligere undervisningsminister Merete Riisagers bog sætter skarpt ind ømme steder og bør mane til eftertanke.

Moderne Tider
19. september 2020

I 1990’erne sker der noget nyt i dannelsesbegrebets danske historie: For første gang siden slut-1700-tallet, hvor begrebet hentes fra det tyske Bildung, skubbes dannelse som normativt nøgleord ud i periferien af konkurrencestatslig kompetencetænkning og arbejdsduelighed. Dannelse som tilværelsesoplysning og dannelse til livsduelighed og demokrati, som i det 20. århundredes velfærdsstat var idealet, kom i modvind.

Ifølge Ove Kaj Pedersens Konkurrencestaten sker den første vigtige markedsgørelse af skolen i 1997, da undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) udgiver rapporten ’National kompetenceudvikling’, som hævder, at »uddannelse er en helt afgørende forudsætning for erhvervslivets konkurrenceevne«. Og under Fogh, Løkke og Thorning vokser markedslogikkerne. Da man i 2006 i folkeskolens formålsparagraf fjerner ordet ’personlige’ fra »den enkelte elevs alsidige personlige udvikling«, harcelerer Peter Kemp i bogen Folkeskolens filosofi: »Dannelsen er forsvundet, og kun uddannelsen er tilbage.«

Merete Riisager: ’Selvbyggerbørn – Hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv’. 240 sider. 250 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.

Men de seneste år er dannelsesbegrebet kommet tilbage – hot som nærmest aldrig før. LA, DF og K’s kraftige kritik af Venstres meget instrumentelle udspil til en gymnasiereform i foråret 2016 – afskaffelse af historie, old og religion som selvstændige fag, mindre litteratur i sprogfagene, innovation ind i alle fag m.m. – var for mig at se den første store Christiansborg-modstand mod konkurrencestatslogikken.

Dannelsens genkomst er drevet af bekymring for rodløsheden, demokratiet, islamisering, nyttetænkning og en skole, der snart ikke kan genkende sig selv, og der er da unægteligt også sket meget med folkeskolen og gymnasiet de sidste par årtier.

Idealer er forskubbet, og meget er omformet: undervisningens form og indhold, institutionen, den foregår i, og den politiske styring af den. Og det omkringliggende samfunds karakter: digitaliseringen, markedsgørelsen, individualiseringen, mere massegymnasium, moralske autoriteters fald mv.

Anskueliggørende: Går vi tilbage til bare start-00’ernes gymnasium, var der ingen computere i undervisningen, man tog noter i hånden, læste kun papirbøger, danskfaget var mest litteraturhistorie og et utal af mesterværker, læreren var en autoritet med overskud, der formidlede sin viden, studievejledningen besøgte man knap nok, der var ikke en markant mistrivsel i ungdommen, gymnasiet var ikke overgået til selveje og taxameterøkonomi, og man skulle ikke bruge mange kræfter på at skaffe og fastholde elever, og karakterer og karriere gik man ikke voldsomt op i. I dag ser det hele anderledes ud.

Autoritetssvigt

Det er ind i denne udvikling, tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) har skrevet en ny debatbog. Som minister var hun fuld af stærke holdninger, indsigt og mod til at tale magten midt imod, og hendes bog er rig på det samme. Og så efterlyser den som så mange mere dannelse.

Bogens udgangspunkt er den mistrivsel hos børn og unge, der er dokumenteret de senere år; Riisager deler opfattelsen af mange unge som søgende, identitetssvage, bange for at vælge forkert og skrøbelige og kalder dem »krystalbørn«.

Hun afviger dog fra mainstream ved ikke at fokusere på staten eller markedet som prygelknabe, men på de voksnes ansvar og mentalitet: De voksne har svigtet børnene, fordi de ikke vil være autoriteter og »krymper sig ved at dømme og udvise myndighed«, skriver hun. Og derfor har de forsømt at opdrage og danne de unge og give dem et kulturelt og moralsk fundament at stå på. I tillæg langer hun ud efter den borgerlige fløj, der, på nær Søren Pind, Bertel Haarder og DF, har svigtet kampen for dannelsen; særligt Ellen Tranes (V) tid som undervisningsminister får kritik.

Riisager sporer autoritetssvigtets årsager i to kulturelle strømninger: dels den frisættelse og retningsløshed, moderniteten indebærer, og dels ’reformpædagogikken’, en bevægelse med rødder i Rousseau og senere tænkere, som grundlæggende ser barnet som kompetent og godt og i stand til selv at skabe viden.

Konsekvensen bliver en forandring af læreren fra autoritet og underviser til tilrettelægger af læringsprocesser og en devaluering af dyb faglighed, viden, kundskaber, flid, trygge rammer og klare krav og en opvurdering af form, anvendelse, aktuelle temaer, elevens oplevelse af »umiddelbar relevans« og »forstyrrede rum« i form af uklare krav, koncepter og digital støj.

En del af miseren er ifølge Riisager en tendens til på den ene side absurd at bede eleverne om at ’innovere’ løsninger på enormt store problemer, for eksempel FN’s verdensmål; mens de på den anden side mødes af for få konkrete krav som for eksempel i gymnasiet at skulle læse en tyk bog. Og det hele forværres af, at reformpædagogikken i nyere tid er smeltet sammen med et nyttefokus på de unge som »kompetent arbejdskraft«, skriver hun.

Dannelse gennem det største

Alt sammen indsnævrer rummet for det, Riisager benævner »den klassiske dannelse«, som skal ske gennem den største litteratur, de store tænkere, historien og de kilder, mennesker før os har navigeret efter.

»Vi sulter ungdommen«, når vi ikke videregiver store civilisatoriske søjler, vi selv har fået i arv; hun kalder det »dumhedens pædagogik«. Et markant træk ved den opbyggelige del af hendes projekt er et forsvar for kristendommen, ikke som pådutning, men som vej til etisk refleksion og normgrundlag: I modsætning til selvopfundne klasseregler giver de kristne fortællinger om næstekærlighed mv. – som Riisager har set det effektivt praktiseret på en friskole – rødder, fællesskab og en mere »udstrakt horisont«.

Riisagers bog slutter løsningsorienteret. Hun efterlyser ikke en revolution af skolen, men en debat og et fravær af udskamning af klassiske dyder. Og så foreslår hun et nationalt »videnscurriculum«, der udgør undervisningens rygrad; Brian Mikkelsens kanonlister var et skridt på vejen. Endelig ønsker hun en revision af undervisningsmaterialer og få forlags dominans, mere frihed til ledere og lærere, en læreruddannelse med dybere faglighed, og at Socialdemokratiets idé om at afskaffe det frie skole- og gymnasievalg skrottes.

Slagkraft & aspektmangel

Riisagers bog sætter – som »lærings«- og »reformpædagogik«-kritikere som Brian Degn Mårtensson, Lene Tanggaard og Thomas Aastrup Rømer og med tråd tilbage til 1960’ernes kulturkonservative kritik af nedtoningen af kundskaber i Den Blå Betænkning – skarpt ind ømme steder og bør mane til eftertanke.

Der er også meget i den at diskutere, og særligt to forhold springer i øjnene:

For det første er der ingen egentlig teoretisk informeret bestemmelse eller udfoldelse af de kernebegreber, bogen kredser om: det mangesidede og omstridte dannelsesbegreb og dannelsens realiseringsbetingelser eller af lærerautoritet og dens betingelser. Det er interessant, at der hos Riisager er en betoning af, at dannelsen skal ske igennem et bestemt stof, og en vis automatik: Dannelse bliver et produkt af en overført viden. Men hvorfor er Erasmus Montanus lærd, men udannet, mens hans bror, Jacob, er ulærd, men dannet?

Dannelsens kompleksitet borer Riisager ikke i. Også betydningen af den konkrete undervisningsmåde har mangler. Denne anmelder sympatiserer med en del af Riisagers kritik, men vil på baggrund af 20 års undervisningserfaring fra universitet, lærerseminarium, folkeskole og gymnasium indvende, at klaveret spiller mere sammensat:

Virksomme dannelsesprocesser og autoritet må man præstere sig til og skabe gennem undervisning, der fungerer motiverende; Riisager kalder gennemgående sit dannelsesbegreb »klassisk«, men balancen mellem dannelse gennem viden og dannelse gennem aktivt aktiverende, forundringsansporende undervisning bor dybt i pædagogikkens historie; Humboldt står for det første, Nietzsches kritik af det tyske uddannelsessystem for det sidste. Og så skal det med, at unge i dag i langt højere grad lærer at problemformulere, diskutere, applicere, se helheder på tværs af fag, tale til en forsamling. Deri er der også selvstændiggørelse, mod til at tænke selv – dannelse.

For det andet medtænker Riisagers årsagsanalyse stort set kun kultur og ikke en række institutionelle-politiske strukturer, der udfordrer både fagligheden, dannelsen og autoriteten: store klasser, erhvervslivstænkning, selveje og taxameterstyring og konkurrence mellem gymnasier, der giver fokus på elevfastholdelse frem for høje krav (samme tendens ses i pædagogikumuddannelsen), store besparelser på uddannelsessystemet, mindre forberedelsestid. Riisagers bog kunne gøre mere for at forstå aspekterne af det kritiserede.

Men det er en slagkraftig og indsigtsfuld bog, hvis kritik er svær at sidde overhørig, fordi den klart træffer vigtige problematikker i vor tids foranderlige og flydende skoler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her