Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En filosofisk bredside mod rationalister og højrepopulister

Det er ikke humaniora-discipliner som dekonstruktivisme og hermeneutik, der banede vej for Trump-æraens ’alternative facts’. Den højrepopulistiske drejning skyldes snarere »rationalister« og andre »neoliberale« forsvarere af status quo, som forhindrer en nødvendig omfortolkning af verden, skriver filosoffen Santiago Zabala i ny bog
Daværende rådgiver Kellyanne Conway introducerede i 2017 begrebet alternative facts i et tv-interview, efter at Trump-administrationen blev beskyldt for at lyve om antallet af deltagere til indsættelsesceremonien for Donald Trump.

Daværende rådgiver Kellyanne Conway introducerede i 2017 begrebet alternative facts i et tv-interview, efter at Trump-administrationen blev beskyldt for at lyve om antallet af deltagere til indsættelsesceremonien for Donald Trump.

Nicholas Kamm

Moderne Tider
17. oktober 2020

I visse kredse er det efterhånden blevet ukontroversielt at påstå, at en særlig type intellektuelle ret beset er hovedansvarlige for det, den borgerlige debattør og forfatter Helen Pluckrose i en famøs artikel fra Areo Magazine har omtalt som intet mindre end ødelæggelsen af Vesten.

I den danske debat-andedam har blandt andet Liberal Alliances Henrik Dahl fremturet med en lignende kritik – allersenest i sin dugfriske debatbog Den sociale konstruktion af uvirkeligheden. Dahl har for eksempel skudt de såkaldt poststrukturalistiske og identitetsteoretiske skoler i skoene, at de gøder jorden for sådan noget som usaglig vaccinationsskepsis og undergraver universitetet som en institution, der skal forsvare »rationalitet, logik, [og] respekt for kendsgerninger«.

Det bliver hurtigt klart for læseren af filosoffen Santiago Zabalas nye bog Being at Large, at Zabala dårligt kunne være mere uenig med folk som Pluckrose og Dahl.

Saxo
En uhellig alliance

I bogens forord citerer Zabala filosof-antropologen Bruno Latour for at påpege, at forsvarerne for »’rationel tænkning’, som er indignerede over [Trumps] ligegyldighed over for facts (…) bliver ved med at tro, at facts er gyldige helt af sig selv, uden en delt verden, uden institutioner, uden et offentligt liv, og (...) at det ville være tilstrækkeligt at proppe de uvidende folk tilbage i et gammeldags klasseværelse med en tavle (…) så fornuften til slut kan triumfere«.

Zabala deler åbenlyst Latours opfattelse af klassisk oplysningstænkning som værende håbløst naiv. Og hvor der – ifølge Zabala – ikke findes nogen alliance mellem postmoderne teori og højrepopulistisk demagogi, så eksisterer der rent faktisk en uhellig alliance mellem sidstnævnte og en særlig form for ’rationalisme’, for så vidt som begge disse positioner repræsenterer et »symptom på den tilbagevenden til orden«, som Trumps præsidentskab allermest utilsløret personificerer – og som Zabala både begræder og kritiserer.

Men hvordan kan Zabala dog få Trump-rådgiveren Kellyanne Conways sofistiske slogan om alternative facts til at rime med rationalismens alt andet lige totalt modsatrettede forsvar for universelle sandheder og upartisk fornuftighed?

Zabalas svar er, at begge bevægelser i (politisk) praksis munder ud i ét og samme resultat: Nemlig et »autoritært« forsvar for den bestående »orden«, hvorigennem »magten« (og hermed magthaverne) de facto immuniserer sig over for kritik. Der er i sagens natur forskel på, om denne kritik-immunisering tager form som en regulær faktamanipulation (a la Trump) eller som en (muligvis velment) påberåbelse af rationel overlegenhed (a la rationalismen). Men resultatet bliver i begge tilfælde, at blandt andet legitime »religiøse, sociale og seksuelle forskelligheder« systematisk undertrykkes til fordel for en »prædetermineret, ordnet ensartethed«.

Overdrivelse fremmer forståelsen?

Det bliver her en smule fristende at anvende Zabalas kritiske greb på hans egen position, al den stund hans kompromisløse sidestilling af rationalisme og højrepopulisme sådan set selv udmunder i en temmelig utroværdig reduktion af to forskelligartede fænomener til en alt for monolitisk »ensartethed«.

For altså: Selv om den rationalistiske universalisme måske nok overvurderer den rene tænknings rækkevidde og suverænitet, og selv om dette paradigme utvivlsomt kan misbruges af autoritære magthavere, så fremstår det ikke desto mindre temmelig unuanceret, når Zabala for eksempel stempler Vestens rationalisme tout court som »ansvarlig for det 20. århundredes totalitarisme, kolonialisme og folkemord«. Den polemiske overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen. Heller ikke hvis den hviler på en relevant kritik.

Når det er sagt: Kritikken af den bestående orden udgør kun ét spor i Being at Large. Og det forudsætter faktisk bogens filosofiske hovedspor, hvor fænomenerne »væren«, »fortolkning« og »nødsituation« udlægges i tre dele.

Første del om »væren« står mest af alt i gæld til Martin Heidegger – eller mere præcist: til Heideggers »destruktion« af den vestlige metafysik, hvor Heidegger demonstrerer, at »væren« ikke længere kan udlægges som nogen nødvendig super-instans (a la antikkens »substans«, middelalderens »Gud« eller modernitetens »fornuft«), der ordner hele kosmos. Hos Heidegger og hans hermeneutiske arvtagere medfører dette opgør, at væren i stedet tilskrives en mulighedsåbnende »begivenheds«-karakter, der altid må – og skal – udsættes for dialogiske nyfortolkninger.

Ifølge denne »værenstænkning« udpeger væren således ikke længere det ene faktum (for eksempel Gud), der ligger endegyldigt fast. Værens »åbenhed« skal i stedet pege på det omvendte faktum, at intet værende nogensinde ligger helt fast, hvorfor det – en smule højstemt formuleret – er menneskenes opgave at afgøre værens videre skæbne i frihed. Det vil sige gennem potentielt omstyrtende nyfortolkninger af fortiden såvel som potentielt omstyrtende og engageret handlen i nutiden og fremtiden.

Anden del om »Fortolkning« hylder i direkte forlængelse heraf en serie af historiens mest radikale omfortolkere (blandt andet tænkere som Augustin, Luther, Marx, Nietzsche og Freud), der alle – ifølge Zabala – lykkedes med at gennemføre en eksistentielt engageret genåbning af de traditioner, de hver især stod plantet i. Denne pointe demonstrerer Zabala sådan set overbevisende. Samtidig undlader han dog belejligt at forholde sig til det faktum, at så godt som ingen af disse teoretikere – deres »revolutionære« nyfortolkninger til trods – i praksis abonnerede på etiske eller politiske løsninger, der rimer med Zabalas hyperdemokratiske og antiautoritære position.

»Nødløshedens nød«

I tredje dels udlægning af »Nødsituationen« (emergency) vender Zabala – efter en krølle omkring blandt andet Carl Schmitts og Giorgio Agambens udlægninger af undtagelsestilstanden – tilbage til Heidegger og hans idé om »nødløshedens nød« (Not der Notlosigkeit). Først her bliver det helt klart, præcis hvorfor Zabala ser højrepopulismen og rationalismen som to versioner af én og samme fjende: Med Heidegger i hånden opfatter Zabala det nemlig som tidens allermest alarmerende tendens (dvs. »nød«), at vi er ude af stand til at se den egentlige alarmtilstand (dvs. »nødsituation«) i øjnene.

Med andre ord: I Trumps alternative faktaunivers bryder al samtale sammen, mens rationalismens homogene faktaunivers fører til en nødvendighedens politik uden nogen reel samtale – og derfor uden reelle alternativer. Og som Zabala utrætteligt gentager: Ingen af disse størrelser muliggør derfor de omfortolkninger og i sidste instans revolutionære praksisser, der skal til, før vi kan gøre noget ved nutidens reelle nødsituationer – som for eksempel klimakrisen, biodiversitetskrisen og overvågningssamfundet.

Zabala kører på den særdeles store klinge i Being at Large – både hvad angår filosofihistorisk rækkevidde og polemisk potens. Som læser provokeres man ofte og får lyst til at gå skribenten en smule på klingen: Er Trump virkelig en ordensbevarende, snarere end en ordensnedbrydende, figur? Afhænger opgøret med en enøjet rationalisme virkelig af, at enhver appel om fælles fakta og fornuftsbaserede argumenter skal skrottes til fordel for »anarkiske« nyfortolkninger? Og er det fuldstændig indlysende, at kreative nyfortolkninger munder ud i en progressiv venstrefløjspopulisme snarere end en reaktionær højrepopulisme?

Zabalas polemiske provokationer skal uanset hvad være velkomne – og jorden er i dén grad gødet for fremtidige diskussioner.

Santiago Zabala: ’Being at Large – Freedom in the Age of Alternative Facts’. 200 sider. 29,95 dollar. McGill-Queen’s University Press

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her