Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Renæssancen indvarslede en radikal ændring i vores forståelse af, hvad viden er

Amerikanske Victoria Kahn viser os renæssancens betydning for den moderne kunstforståelse. Og at forkromede teorier om det litterære som en uforanderlig og evig størrelse kun holder, indtil man får dem efterprøvet på det historiske materiale
Victoria Kahn kalder i sin bog Thomas Hobbes’ ’Leviathan’ fra 1651, der ellers typisk læses som politisk filosofi, for et litterært mesterværk.

Victoria Kahn kalder i sin bog Thomas Hobbes’ ’Leviathan’ fra 1651, der ellers typisk læses som politisk filosofi, for et litterært mesterværk.

Mary Evans Picture Library

Moderne Tider
3. oktober 2020

Victoria Kahn har i mange år været en autoritet inden for studiet af renæssancen og den tidlige moderne periodes litterære kultur. Hendes forskning placerer sig et sted mellem politisk teori, historie og litteraturvidenskab, og netop denne tværfaglighed har altid været en af hendes store styrker.

Med sin nye bog, The Trouble with Literature, der er baseret på de såkaldte ’Clarendon Lectures’ fra 2017, forsætter hun denne tendens.

De seks forelæsninger drejer sig om det svært oversættelige literariness. Altså det, der er litterært ved litterære værker. Hendes pointe er, at det litterære i renæssancen ikke lader sig begrænse til det, vi i dag ville kalde litteratur. I stedet betegner det litterære en kompleks relation mellem evnen til at skabe og til at overbevise.

Derfor er begrebet nært forbundet med genopdagelsen af antikkens store retorikere, men også med opfindelsen af kunstneren i moderne forstand. Fra groft sagt at have været opfattet som en håndværker begynder kunstneren i renæssancen at blive betragtet som en egentlig skaber, det vil sige en, der ikke blot efterligner, hvad der allerede foreligger, men derimod opfinder noget nyt.

Denne nye betydning af kunstneren har ifølge Victoria Kahn ikke alene betydning for det, vi i dag ville mene hører under kunstens område, men indvarsler faktisk en radikal ændring i måden, hvorpå vi mere generelt forstår viden. Den skabelsesproces, der er involveret i fremstillingen af et kunstværk, ender nemlig med at blive paradigmet på selve det at vide.

Det skal forstås således, at vi kun virkelig ved noget, når vi ved, hvordan det er blevet fremstillet. Af berømte fortalere for denne idé kan man nævne den italienske filosof Giambattista Vico, der i det 18. århundrede hævdede, at »verum et factum convertuntur« – eller sagt på (godt) dansk: Det sande og det fremstillede er udskifteligt. Det, der er sandt, er det, der er lavet.

Historiske fejltagelser
Victoria Kahn. ’The Trouble with Literature’. Oxford University Press. 208 sider. £30

Victoria Kahn. ’The Trouble with Literature’. Oxford University Press. 208 sider. £30

Fremkomsten af denne forestilling har en enorm betydning for hele den vestlige kultur. Det, Kahn i virkeligheden ønsker at studere, er således også, hvordan vores moderne forestillinger om litteraturen er blevet til.

For Kahn er det klart, at mange af de store intellektuelle tendenser i det 20. århundrede stammer fra en manglende evne eller vilje til at undersøge de historiske udviklinger af det litterære.

Det gælder for eksempel den såkaldte dekonstruktion. Kun fordi den så bort fra det, litteratur betød i renæssancen, kunne den påstå, at det litterære var en urokkelig størrelse, der ikke ændrer sig på tværs af forskellige historiske perioder.

En af konsekvenserne af en sådan opfattelse har været at sidestille filosofien med litteraturen, fordi man netop har ment, at filosofien også faldt under betingelserne for det litterære som sådan.

Det har betydet, at man har misforstået den meget bevidste og velovervejede brug af retoriske og litterære greb, man finder i for eksempel renæssancen og den tidlige moderne periode.

Hobbes og retorikken

Det mest vellykkede kapitel i bogen, der også byder på fine analyser af John Milton, Kierkegaard og Kant, eksemplificerer dette fænomen ved den engelske filosof Thomas Hobbes’ Leviathan fra 1651.

Kahn kalder eksplicit dette værk, der ellers typisk læses som politisk filosofi, et litterært mesterværk. Hobbes anvender nemlig ikke blot rationel argumentation som et middel til at overbevise sine læsere om herlighederne ved en absolut suveræn. Nej, han anvender også en kompleks retorisk strategi, der aktivt får læseren til at forestille sig – og dermed fiktivt at fremstille – hvad en suveræn hersker betyder.

Som et led i denne strategi anvender Hobbes det berømte billede på naturtilstanden, hvor menneskets liv er et sandt mareridt, og hvor alle er hinandens fjender. Hvis man tror, Hobbes nogensinde har forestillet sig denne tilstand som historisk virkelighed, går man ifølge Kahn grueligt galt i byen. Naturtilstanden er hos Hobbes et retorisk kneb, et litterært billede, der skal gøre accepten af den politiske styreform, som Leviathan foreslår, acceptabel.

Kahn viser tydeligt, at forkromede teorier om for eksempel det litterære som en uforanderlig og evig størrelse kun holder, indtil man får dem efterprøvet på det historiske materiale. Det betyder selvsagt ikke, at der ikke er plads til den dristige fortælling om de historiske udviklinger. Det betyder blot, at det kræver den slags fintfølende analyser af teksterne selv, der altid har været et kendetegn ved Kahns arbejde.

Således også i dette tilfælde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her