Ikke alle problemer i Amerika kan koges ned til at handle om Trump. Vi har bedt fire danske USA-kendere om hver at anbefale en fagbog, der kan hjælpe os med at forstå afgørende konflikter og dilemmaer i det amerikanske samfund
Hvordan de arbejdende fattige lever
Jeg læste Nickel and Dimed: On (Not) Getting By in America (2001) første gang, mens jeg studerede på University of California og udførte feltarbejde blandt illegale mexicanske migranter, der boede i en trailerpark. Bogen og feltarbejdet var skelsættende for mig, og under mine årelange ophold i USA har jeg ikke siden kunnet se på rengjorte motelbadeværelser, takeawayrestauranter og Walmart-ekspedienter på helt samme måde.
Barbara Ehrenreich: ’Nickel and Dimed’ – On (Not) Getting By in America’. 256 sider. 11,95 dollar. Picador.
Tre pointer
Bogen har tre hovedpointer: Intet job er i virkeligheden ufaglært – alle de lavtlønnede job kræver en ekstrem mental indsats og er voldsomt kropsligt opslidende. Dernæst: Ét lavtlønsjob ikke er nok – man har brug for mindst to fuldtidsjob, hvis man vil bo indendørs i USA og forsørge sin familie. Men mest af alt er bogen blevet en klassiker, fordi den indeholder en grundlæggende kritik af den amerikanske og kapitalistiske illusion om, at hvis du bare arbejder hårdt nok, vil du opnå succes. Ehrenreichs kolleger og de migranter, jeg interviewede i trailerparken, arbejdede hamrende hårdt, 18 timer i døgnet, og de var stadig fattige.
I mit arbejde som antropolog er jeg ofte vendt tilbage til en pointe fra bogen, der i parafraseret form lyder nogenlunde sådan her: Når nogen arbejder for en mindre løn, end hun kan leve af – når hun for eksempel er sulten, så du kan spise billigere – så har hun bragt et stort offer for dig, hun har givet dig en gave – sine evner, sit helbred og sit liv. På den måde er USA’s ’arbejdende fattige’, som oftest er afroamerikanere og migranter, faktisk de største, men mest oversete velgørere i landet. De forsømmer deres egne børn, så andres børn bliver passet; de bor i dårlige boliger, så andres hjem bliver skinnende og perfekte. De bidrager med arbejde, der får USA til at fungere.
En anke mod undersøgelsen ville være, at Ehrenreich som hvid middelklassekvinde med et formfuldendt engelsk faktisk fik job og steder at bo. Hvordan ville eksperimentet se ud, hvis forfatteren havde været sort eller migrant med et gebrokkent eller intet engelsk? Uanset den kritik er Nickel and Dimed stadig lige aktuel i dag – læs den for at forstå, hvad der nu kaldes de ’essentielle arbejderes’ vilkår under USA’s coronakrise. Det er i høj grad dem, der bliver ramt af smitten.
Sine Plambech, antropolog og seniorforsker ved DIIS
Hvordan juraen kom til at dominere USA
Hvis man undrer sig over, hvorfor en udnævnelse til den amerikanske højesteret får så meget bevågenhed, og ønsker at blive klogere på, hvorfor så mange af de politiske kampe, som føres i USA, udmønter sig i retssager, er Mary Ann Glendons bog Rights Talk – The Impoverishment of Political Discourse (Free Press, 1991) et godt sted at starte.
Mary Ann Glendon: Rights Talk: The Impoverishment of Political Discourse. 236 sider. 20,27 dollar. Free Press.
Vinderen tager det hele
Den rolle, som jurister og juraen spiller i amerikansk historie og politik, er uendelig vigtig, skriver Glendon – men det er ikke nødvendigvis en god rolle. Som hun ser det, er dette med at kæmpe for sin sag via domstolene en individualistisk foreteelse, som egner sig til den amerikanske måde at tænke og agere på. Glendon kan bedre lide den måde, vi europæere typisk kæmper på: via det politiske system. Den politiske kamp er kollektiv, og der kan i bedste fald opnås kompromiser, som tilgodeser forskellige interesser ligeligt. I en retssag vil der derimod være en vinder og en taber, og førstnævnte får det hele.
Også i dag er der rigtig meget på spil. Verserende retssager omhandler alt fra abort, våbenlovgivning, religiøs frihed, homoseksuelles rettigheder og betaling af skat – til, hvilken rolle den føderale regering bør spille i reguleringen af det frie initiativ og markedskræfternes frie spil. Ikke mindst sidstnævnte vil kunne komme til også at påvirke os, idet republikanernes stadige forsøg på deregulering kan få store konsekvenser for klimatiltag på det globale plan, skulle Trump blive genvalgt og Senatet forblive på republikanske hænder.
Helle Porsdam, professor i ret og humaniora, Københavns Universitet
Hvordan føderalismen forvitrede
Daniel J. Hopkins: ’The Increasingly United States – How and Why American Political Behavior Nationalized’. 336 sider. 32,92 dollar. University of Chicago Press.
Det lokale demokrati forsømmes
Politologen Daniel J. Hopkins fra University of Pennsylvania dokumenterer i The Increasingly United States, hvor langt amerikanernes politiske adfærd i dag befinder sig fra det ideal, landets føderale institutioner er indrettet efter. Hopkins viser, hvordan amerikansk politisk i dag i hidtil uset omfang er nationaliseret: Amerikaneres holdninger til partipolitik på nationalt niveau opsluger alle andre tænkelige politiske loyaliteter. Det er i dag uhyre sjældent, at amerikanere stemmer på ét parti til præsidentvalget og et andet ved valg til lokale embeder. Interessen for og deltagelsen i valg til lokale embeder er også dalet over tid.
Nationaliseringen af amerikansk politik er kun accelereret i Trump-æraen, hvor Washington-dramaer synes at fylde mere end nogensinde. Nationaliseret politisk adfærd betyder, at en vælger i Arizona forsømmer at sætte sig ind i valget til guvernør i staten for i stedet at læse endnu en indigneret BuzzFeed-artikel om Trumps seneste tweet. Borgmestres og guvernørers genvalg dikteres ikke af deres egne mærkesager eller kompetence, men i stedet af om deres partifælle i Det Hvide Hus er populær eller forhadt. The Increasingly United States dokumenterer dermed de dysfunktionelle konsekvenser af et system, hvis subnationale institutioner er bygget til en offentlighed, der ikke længere er til stede.
Frederik Hjorth, adjunkt i statskundskab, Københavns Universitet
Hvordan raceundertrykkelsen blev sat i system
En af de mest rystende og gribende historiebøger, jeg nogensinde har læst, er Leon Litwacks Trouble in Mind (1999). En bog, der minutiøst skildrer afroamerikanske liv i den tid efter slaveriets afskaffelse, hvor racerelationerne i Sydstaterne nåede deres absolutte lavpunkt: perioden fra 1890 frem mod Første Verdenskrig. En ny generation af mere selvbevidste afroamerikanere blev i disse år mødt med en mur af mistro fra det omgivende hvide samfund, hvis de udviste ambitioner om social opdrift.
Som følge af forbitrelsen over nederlaget i borgerkrigen (1861-65) og slavernes efterfølgende befrielse udviklede det hvide Syden nu det såkaldte Jim Crow-system, baseret på en ideologi om hvidt overherredømme og karakteriseret ved raceadskillelse i det offentlige rum, fratagelse af afroamerikanernes stemmeret og vilkårlig terror.
Leon Litwack: ’Trouble in Mind – Black Southerners in the Age of Jim Crow’. 599 sider. 28,99 dollar. Knopf.
Leon Litwack: ’Trouble in Mind – Black Southerners in the Age of Jim Crow’. 599 sider. 28,99 dollar. Knopf.
Unge afroamerikanere, der forsøgte at forfølge deres egne amerikanske drømme, blev stemplet som uforskammede (sassy) og opadstræbende (uppity). Og de fik ingen plads i den fremvoksende forestilling om en etnisk smeltedigel. Parforhold på tværs af raceskel kunne for sorte mænds vedkommende ende i lemlæstelse og død. Kapitlet »Hellhounds« fokuserer på lynchningerne. Da jeg læste kapitlet første gang, vendte det sig i mig på samme måde, som da jeg stiftede bekendtskab med Bret Easton Ellis’ American Psycho. Problemet er bare, at Trouble in Mind ikke er en roman, og at i tusindvis af afroamerikanere rent faktisk blev udsat for lynchpøbelens bestialitet, i værste fald i form af døden på bålet.
Grundtonen i Litwacks værk er uomgængeligt dyster. Alligevel løfter forfatteren fortællingen op på et episk niveau, både gennem sin løbende inddragelse af bluestekster og gennem sin anskueliggørelse – altid fra et græsrodsperspektiv – af den sammenbidte styrke, hvormed afroamerikanerne modstod undertrykkelsen.
Bogen er en efterfølger til Been in the Storm So Long (1979) om årene lige efter Borgerkrigen, for hvilken Litwack vandt Pulitzerprisen. Slaveriet og Jim Crow-systemet kaster stadig deres skygger over USA. I lyset af raceprotesterne tidligere i år kan det tilstundende præsidentvalg karakteriseres som en kamp om USA’s sjæl. Af samme grund har Litwacks mesterværk aldrig været mere vedkommende, end det er lige nu.
Jørn Brøndal, professor og leder af Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet
Præsidentvalg 2020 – kampen om USA
Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.
Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.
Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.
Seneste artikler
Republikanerne skal vælge mellem Donald Trump og USA’s forfatning
6. januar 2021Indtil for nylig holdt Trump de republikanske lovgivere i en skruestik. Det er ikke længere tilfældet. Jo mere ekstreme hans grundløse påstande om valgfusk bliver, desto flere republikanere undsiger den afgående præsidenten. Resultatet er et dybt splittet parti»Fra nu af må alle kysse ringen«: Trump tabte valget, men fuldendte den ’fjendtlige overtagelse’ af partiet
28. november 2020I 2016 talte ledende republikanere åbent om Donald Trump som en plage, der skulle bekæmpes med alle midler. I dag står han som partiets uanfægtede leder, som ingen vover at sige imod. Hvordan gik det til?Georgias kvinder kan afgøre Amerikas skæbne
18. november 2020For første gang siden 1996 har Georgia valgt en demokratisk præsident, og til januar vil sydstaten afgøre magtfordelingen i det amerikanske senat. En historisk kamp – som delstatens kvinder og minoriteter har afgørende betydning for. Information har mødt nogle af dem
Ingen af dem fås vel på dansk?
Ang.”Rights Talk”, så forudså Tocqueville allerede i 1830’erne, at det amerikanske demokrati tenderede mod juristeri og paragrafrytteri.
Og lad os ikke glemme, at det var Clintons, som gennemførte så lave mindstelønninger, at almindelige mennesker ikke kan leve af en ordentlig løn.
Vi ser jo desværre langt mere af denne negative påvirkning i dag, fordi vi er blevet voldsomt meget mere amerikaniserede siden 90erne, hvor Clinton-begejstringen desværre startede udhulingen af den skandinaviske blandingsøkonomi. Det blev kun værre med Anders Fogh Rasmussens antisamfundstænkning, som i mangt og meget lignede Trumps primitive nedbrydning af fællesskaber - og med samme diktatoriske tilbøjelighed, anti-viden og del-og-hersk-politik.
Prøv for eksempel at se på påberåbelsen af 'retssikkerhed' i forbindelse med #metoo, der netop handler om manglende retssikkerhed for kvinder, men som ikke destomindre ses i lyset af straffelov og domstol for mænd, selvom det handler om moral og almindelig pli og god opførsel, der på ingen måde er udsat for forandrede krav - kun krav om, at de faktisk overholdes.
Kurt Andersen: Fantasyland: How America Went Haywire, 2017.
"Slaveriet og Jim Crow-systemet kaster stadig deres skygger over USA. I lyset af raceprotesterne tidligere i år kan det tilstundende præsidentvalg karakteriseres som en kamp om USA’s sjæl. Af samme grund har Litwacks mesterværk aldrig været mere vedkommende, end det er lige nu."
(Jørn Brøndal, professor og leder af Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet)
Det er nok det, mange danskere ikke forstår : i USA eksisterer der stadig en form for apartheid, der er helt fremmed for os.
Den er indgroet og ondartet, ligesom cancerceller.
@ David Zennaro
Så skal vi vel heller ikke glemme hvordan og i hvilken kontekst de lave mindstelønninger blev indført af Clinton. https://www.latimes.com/archives/la-xpm-1996-08-21-mn-36246-story.html
Den daværende lave mindsteløn blev trods alt mindre lav og med både senatet og repræsentanternes hus i hænderne på et republikansk flertal, så har selv den tamme 90c lønstigning på USA's alt for lave mindsteløn næppe været nogen let politisk manøvre. Det er umuligt at vide hvilket spil bag kulisserne, der fik den hårdhudede Texas-republikaner Bill Archer med bag lovforslaget, men det har ikke været gratis for Bill Clinton. Nogle mener at prisen var statusændringen af Kina, som åbnede langt mere op for amerikanske virksomheders eksport og outsourcing til Kina, og nogle mener noget andet. Det er muligt at det var Kina-aftalen, for hvad det end var, så gik Archer på pension kun måneder efter at den blev gennemført.
Jeg har i øvrigt aldrig brudt mig om hverken Bill eller Hillary Clinton, men jeg bryder mig endnu mindre om den udbredte tendens til cherrypicking i og overforenkling af de ting, der sker i vores verden. Obama, Biden og Hillary Clinton prøvede også at løfte mindstelønnen (med The Minimum Wage Fairness Act), men endte med et endnu mere ynkeligt resultat pga. modstanden fra senatorer og kongresmedlemmer. Derefter havde Trump et tilsvarende løft af mindstelønnen (fra $ 7.25 til $ 10) som et af sine valgløfter i 2016, men det løfte droppede han igen indenfor de første 100 dage i Det Hvide Hus.
Her i 2020 har Trump et nyt løfte, der lyder på at mindstelønnen skal øges til $ 15 i timen, men selv hvis han vinder valget og selv hvis han prøver at overholde løftet, så er chancen for at et lovforslag af denne type ikke dør på senatsfilibusters praktisk taget nul. Det er ikke noget som helst andet end tomt valgflæsk, der skal matche Biden, som har givet sin fulde støtte til Bernie Sanders' "Raise the Wage Act of 2019" som skal løfte den føderale mindsteløn til $ 15. Et lovforslag som har demokraternes samlede opbakning og som allerede er vedtaget af repræsentanternes hus, men som nu i over 1½ år er blevet vedvarende blokeret af republikanerne i senatet. En nyvalgt præsident vil måske have en lille chance for at opløse blokeringen og genoplive lovforslaget, men uden en massiv indsats fra Det Hvide Hus er forslaget reelt allerede dødt. Vinder Trump valget, så er det dødt, fordi et præsidentielt veto blev besluttet allerede da forslaget havde passeret repræsentanternes hus. https://www.whitehouse.gov/wp-content/uploads/2019/07/SAP_HR-582.pdf
Mindstelønnen i USA er bestemt af The Fair Labor Standards Act of 1938, der til dagligt bare kaldes FLSA. Loven blev indført som en del af Roosevelt's New Deal og har siden da ikke fået en egentlig samlet reform eller en mere moderne efterfølger, men er i stedet blevet justeret med en række tillægslove. Hvert eneste forsøg på at forbedre FLSA til fordel for lavtlønsarbejdere er landet i en skarp krydsild mellem republikanere og libertarianere, samt i flere tilfælde også dele af demokraterne, og siden 1980'erne er denne modstand kun blevet hårdere. Bush fik de nuværende $ 7.25 igennem i 2007 efter sin forfærdelige "FairPay"-brøler i 2004, men det var på sin støtte til et lovforslag fra demokraterne, der blev givet i bytte for skattelettelser til erhvervslivet. Og før ham var det Clinton som fik hævet mindstelønnen fra $ 4.25 til $ 5.15 i 1996.
Clintons løft var dog lidt bedre end det lyder, fordi med samme lovændring blev der også taget lidt hul på at løse "Working for Tips"-problemet. Hvis man skal se på løn, så skal man både se lønnen fra arbejdstager og arbejdsgiverside. Gør man dette, så vil man kunne se at her i 2020 er mindstelønnen for servicefag i USA $ 2.13 i timen. Resten af vejen op til den officielle mindsteløn på $ 7.25 kommer fra den ansattes drikkepenge og det er ret let for arbejdsgivere at gennemtvinge at det skal komme fra drikkepengene. Loven fra 1996 satte stop for at arbejdsgivere kunne tørre efterfølgende stigninger af den føderale mindsteløn af på de ansattes drikkepenge, så uden denne ville en arbejdsgiver i dag kunnet have ladet hele lønnen på de $ 7.25 komme fra drikkepengene. I dag er dette desværre undermineret af såkaldte "side tasks".
En af de mange ting, der er at forstå om USA, er at der er to ting som "Grand Old Party" altid har bekæmpet hårdere end selv gun control. Disse to ting er fagforeningsfrihed og mindsteløn. Den eneste grund til at "working poor"-problemet ikke er endnu større, er at statslovene i nogle stater har sat en højere mindsteløn end den føderale. Hvilke stater man finder denne løn i, hænger nøje sammen med hvilket parti, der har dominans i staten. Modsat er der desværre også stater, der med succes har indført love, som undtager nogle lønmodtagere fra at blive dækket af den føderale mindsteløn. Man kan få en idé om lønforholdene her: https://www.dol.gov/agencies/whd/state/minimum-wage/tipped
Som det er, så er det mere end slemt nok. FLSA dækker ikke alle lønmodtagere i USA, så der er millioner af amerikanere, der ikke er dækket af den føderale mindsteløn på $ 7.25. Jeg kender mennesker, der arbejder for $4-$6 i timen. Nogle af disse er nedslidte ældre, der ikke har råd til at gå på pension og som fortsætter med at arbejde lige så længe at de kan slæbe deres smertende krop hen til arbejdsstedet, for ikke at lægge deres familie økonomisk til last. Det fuldstændigt hjerteknusende at se på. Der kommer desværre til at blive mange flere fremover, fordi de fremstormende platformsøkonomiske virksomheder flytter flere og flere lønmodtagere over til at være "selvstændige erhvervsdrivende". Disse lægger sig oven i de eksisterende rækker af diverse former for hushjælpsarbejdere, landbrugsarbejdere, vikarer og sæsonarbejdere, der i forvejen aldrig er blevet dækket af FLSA.
Man kunne måske tro at jobvæksten i USA, som startede under Obamas anden præsidentperiode, har hjulpet til at reducere "working poor"-problemet, men resultatet er faktisk det modsatte, hvilket er en af de væsentlige grunde til at Obama-adminstration forsøgte at få den føderale mindsteløn op på $ 10.10. Jobvæksten var skæv, således at de fleste nye jobs enten var blandt de lavest lønnede eller blandt de højest lønnede. I mellemindkomst området var der stort set ingen jobvækst. Jobvæksten fortsatte under Trump indtil CiViD-19 ramte USA's arbejdsmarked, men under Trump-administrationens ledelse blev væksten koncentreret endnu mere på yderpunkterne, så al væksten er sket på jobs, der giver under $ 30.000 om året og jobs, der giver over $ 150.000 om året.
Hovedparten af de nye jobs er skabt i den laveste løngruppe, hvor der under Trump er sket en lang række politiske indgreb, der har sænket flere jobs under mindstelønnen og har gjort det billigere for arbejdsgivere at hyre arbejdskraft. The Economic Policy Institute er det nærmeste som det fagforeningssvage USA kommer på at have noget, der ligner vores Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og EPI har samlet en liste over 50 af de større indgreb. Disse er kun en del af et endnu større hele, men de giver et nogenlunde billede af hvad der øger "working poor"-problemerne: https://www.epi.org/publication/50-reasons/
Nu hvor CoViD-19-krisen har bidt sig fast i USA står landet overfor en historisk katastrofe. Den langvarige udvikling og eskalering i underbetalte jobs er ikke USA's eneste problem. De har også en boligkrise, med en næsten lige så lang udviklingshistorie bag sig, som strækker sig helt tilbage til redlining-politikken. Hvor lønnen på de lavest lønnede jobs er udhulet af inflation og politik og hvor deres antal blevet flere, så er det gået præcis den modsatte vej med boliger.
Priserne på både ejerboliger og lejeboliger er på den lange bane kun gået opad og antallet af boliger, der er betalelige for lavtlønnede, er styrtdykket. Dette udgør en væsentlig del af grunden til at mange familiehustande skal have 3-4 fuldtidsjobs og enlige voksne 2 jobs bare for at holde tag over hovedet og en beskeden tilværelse. Ca. 600.000 er hjemløse, yderligere ca. 6 millioner er de facto boligløse, men overlever på forskellige former for couchsurfing hos familie/venner og yderligere millioner bor i boliger, som er regnet for uegnet til menneskelig beboelse. De fleste erbejder, men tjener bare ikke nok til en rimelig bolig. Fænomenet kaldes The Affordable Housing Gap og der er bred konsensus om at der mangler mindst 7 millioner boliger til de lavtlønnede amerikanere. Heri er ikke medregnet de ca. 22 millioner amerikanere, der bor i manufactured home communities a.k.a. mobile home communities eller (som de fleste danskere nok kender fra film og TV) trailer park communities. The Affordable Housing Gap kan meget snart blive større pga. gentrificering af disse "campingpladser". https://www.ft.com/content/3c87eb24-47a8-11ea-aee2-9ddbdc86190d
Enhver krise, som medfører tab af arbejdspladser, rammer i USA på en anden og hårdere måde end vi kender i Danmark. Antallet af arbejdsløse behøver ikke stige ret meget for at skabe massiv social krise i USA, fordi bare en nedgang i arbejdstid eller tabet af et ekstrajob kan sende en hustand ud i sult eller hjemløshed. Hoovervilles var allerede på vej tilbage i det amerikanske landskab, da CoViD-19-pandemien ramte USA i foråret. I 2016 havde flere stater en idé om at bringe Hoovervilles tilbare i en kontrolleret moderne og socialt ansvarlig form. Et eksempel på denne idé kan ses her: https://crosscut.com/2016/10/bring-hooverville-back-a-solution-for-seatt...
Stort set ingen af disse idéer er blevet gennemført, hvilket hovedsagligt skyldes politisk modstand fra GOP, men det har bare resulteret i at disse interimistiske hjemløsebyer er vokset frem af sig selv. For første gang siden 1941 er Hoovervilles igen blevet et nutidsord i det amerikanske sprog, men i dag kalder mange dem også for Trump Towns og Trumpvilles. Det skal ikke forstås som at USA nogensinde har været uden hjemløselejre. Disse har altid været i problem. Forskellen ligger i de størrelser de vokser til og at menneskerne i lejrene ikke kun er de misbrugere og psykisk syge, man ofte forbinder med hjemløshed, men et vedvarende stigende antal helt almindelige arbejdsløse og lavtlønnede borgere. Californien er en af mange stater, som kæmper med at komme på forkant af problemet. https://www.npr.org/2020/01/13/795439405/sprawling-homeless-camps-modern...
USA's boligkrise og USA's "Working Poor"-krise er som to godstog, der med 50 års tilløb er ved at kollidere, og nu hvor CoViD-19 pandemien eskalerer igennem USA og resten af verden, så har den sat fuld damp på begge lokomotiver. https://www.counterpunch.org/2020/09/11/from-hoovervilles-to-trumpvilles...
USA's ulighed i sundhed er i sig selv et tredje godstog, der med et årelangt tilløb er på vej fra et sidespor ind i kollisionen, og også her har CoViD-19 sat fuld damp under lokomotivet. Lige nu følger jeg optællingen af stemmer fra valget i USA. En kandidat vil have USA's samfund hurtigst muligt tilbage på klassisk vækstpolitisk business as usual og en kandidat vil prøve at bremse disse tre løbske godstog. Hvor anderledes dette års amerikanske valg end er fra alle tidligere, så er det et deja vu. Der er en grund til at republikanerne kaldes konservative. Stort set alle forsøg på at finde nye løsninger på fattigdomsproblemer, boligkrise og ulighed i sundhed, som er gjort siden FDR, er kommet fra demokraterne, nogle har været halvhjertede, andre helhjertede og andre bare et nødvendigt spil om vælgerne. Ingen har haft tilstrækkelig succes, så hvad er det lige vi skal huske om Clintons andet end at de blot var to af mange?