De er en del af kultureliten, de taler om coronakrisen, og de leverer en ufrivillig selvsatire

Tidligere på året, den 30. marts, sad to tyske intellektuelle og drøftede den aktuelle coronasituation. Det gjorde de via en onlinechat-tjeneste, og deres refleksioner blev efterfølgende udgivet som en lille lækker samtalebog på forlaget Luchterhand. Bogen indtog fluks førstepladsen på ugemagasinet Der Spiegels bestsellerliste over fagbøger, og dér ligger den stadig i top ti, 26 uger efter udgivelsen.

Trotzdem (Trods alt) er skrevet af Ferdinand von Schirach og Alexander Kluge. De er begge uddannede jurister og har begge flere hæderkronede skønlitterære værker bag sig. Kluge har tillige haft stor succes som filmskaber, mens Schirach er slået internationalt igennem som dramatiker. De to forfattere hører kort sagt til Tysklands absolutte kulturelite.

Schirach og Kluge kredser i deres samtale om, at coronavirussen har bragt os frem til begyndelsen af en ny tid, og at både »det strålende og det skrækkelige« nu fremstår muligt.

»Af epidemien opstår noget nyt,« siger Kluge et sted, og Schirach tager tråden op: »Måske er det også det egentlige ved denne krise.« Derpå begiver han sig ud i en række beskrivelser af, hvordan epidemier og naturkatastrofer tidligere har påvirket menneskers sameksistens, inden han vender tilbage til nutiden:

»Måske for første gang i de moderne staters historie har vi set, at politik kan gøre alt muligt. Aldrig mere vil en politiker derfor kunne sige til en ung kvinde, at klimabeskyttelsestiltag ikke kan realiseres, fordi de er for dyre, komplicerede eller begrænser samfundet for meget. Vi kan åbenbart alt, når der er fare på færde, det har vi lært nu. Og hvorfor skal vi ikke se positivt på denne lære?«

Heftig namedropping

I løbet af deres samtale kommer de to stjerneforfattere vidt omkring. De taler om den tyske forfatning, om afvejningen mellem frihed og sikkerhed, og hvordan nedlukningens første dage har påvirket dem selv. Og når de fremfører deres synspunkter, er det oftest med henvisning til en eller flere af historiens store ånder.

På bogens små 80 sider finder de således plads til at nævne og citere Boccaccio, Kleist og Leibniz. Voltaire og Rousseau, Hume og Locke. Goethe, Nietzsche, paven og Popper. Casanova og Montesquieu, Habermas, Hobbes og Dante. Adorno og Galileo. Mann, Machiavelli og Wittgenstein, og Descartes. For nu at nævne et udpluk af dem, de trækker frem undervejs.

Det siger sig selv, at så bred en portefølje af tænkere byder på mere navnelir end åndsrigdom, og som læser kan man ikke undgå at overveje, om Kluge og Schirachs ivrige namedropping er til for at kompensere for samtalens manglende dybde.

For det lyder jo meget fint, det der med, at vi nu står på tærsklen til noget nyt, og at vi alle har erfaret, at politik kan gøre alt muligt. Men det skratter også hurtigt banalt, hvis ikke denne indsigt hæves over den rene konstatering af, at verden ikke længere er som i går – og det formår de to forfattere grundlæggende ikke.

Schirach foreslår ganske vist, at vi kunne bruge den nye situation til at udarbejde en ny og solidarisk europæisk forfatning, men frem for at reflektere over potentialer og konfliktlag i denne idé nøjes han med at kvæde en vag vise om, at det ville være rart med en bedre europæisk data- og klimabeskyttelse.

Kulturelitens overfladiskhed

Hvad der imidlertid gør bogen unik, er de personlige beretninger, som de to kulturskikkelser – med Schirach i spidsen – krydrer deres samtale med.

Schirach underholder eksempelvis Kluge med, at han aldrig har spist eller lavet mad hjemme, men at coronakrisen tvang ham til at gøre forsøget. Forsøget mislykkedes dog, forstår man, fordi han aldrig før havde tændt sit komfur. I stedet kom han til at sætte ild til nogle plastikelementer, som var monteret under kogepladerne dengang, komfuret blev fragtet og leveret, og det lugtede fælt.

Et andet sted fortæller Schirach om, hvor »rørt« han blev, da Tysklands kansler Merkel i coronakrisens første dage udtrykte sin store tak til landets borgere for at rette sig efter myndighedernes anbefalinger og restriktioner. »Hun ved som tidligere DDR-borger, hvad disse statslige restriktioner betyder,« siger han og sætter derefter trumf på: »Hendes tak til borgerne er mig mere værd end alle de begrænsende [corona]love og forordninger.«

Schirach – som i andre sammenhænge har bjergtaget denne anmelder – udskifter her sin juridiske skarpsindighed med personlig patos, og alt i alt fremstår Trotzdem mest som ufrivillig samtalekomedie, der spidder og udstiller den tyske kulturelites overfladiskhed.

Hvem ved, måske kan der en dag komme et godt teaterstykke eller en morsom film ud af det.