Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hannah Arendt tvinger os til at forestille os verden, hvor virkelig politik ikke længere findes

Med Hannah Arendts nyoversatte essays om ’Sandhed og løgn i politik’ i hånden må læseren tage stilling til højst aktuelle problemstillinger: Er der et fundamentalt konfliktforhold mellem sandhed og politik? Og hvordan tager en sådan konflikt sig i så fald ud i Donald Trumps æra?
Hannah Arendt ville være modstander af at reducere Trump til en ond tyran, som vi bare skal slippe af med, så politikken kan fortsætte som business as usual.

Hannah Arendt ville være modstander af at reducere Trump til en ond tyran, som vi bare skal slippe af med, så politikken kan fortsætte som business as usual.

Polfoto

Moderne Tider
7. november 2020

Den store politiske tænker Hannah Arendt blev født ind i en jødisk familie i Tyskland i 1906. Hun flygtede i 1941 fra det krigshærgede Europa til USA, hvor hun fik tildelt statsborgskab i 1950. Året efter udkom Totalitarismens oprindelse, der etablerede Arendt som en internationalt anerkendt samfundsteoretiker.

I 1958 udkom den originale Menneskets vilkår, hvori Arendt giver en slags positiv bestemmelse af den frie, politiske handling, som det 20. århundredes totalitære ideologier – på forskellig vis – var gået målrettet efter at få annulleret.

Endnu mere berømt og berygtet er imidlertid Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet fra 1963. Her præsenterer Arendt en tese om, at den Holocaust-medansvarlige Adolf Eichmann ikke kan forstås som et »dæmonisk ondt« individ. I stedet for at forstå Eichmann som ekstraordinært ond insisterer Arendt på at begribe ham som ekstraordinært ordinær, det vil sige som »banal«, opportunistisk og »tankeløs«.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

"Arendt ville dog være modstander af at reducere Trump til en ond tyran, som vi bare skal slippe af med, så politikken kan fortsætte som business as usual. Trump personificerer ganske vist et dybt problematisk angreb på det afgørende skel mellem sandhed og falskhed. Men man kan også se ham som repræsentant for en legitim politisk forbitrelse over den professionalisering og »kommercialisering« af det politiske, som man i en dansk kontekst fint kan associere med dominansen af DJØF’ere (nutidsplatonikere?) og særlige rådgivere (nutidssofister?)."

Obama kunne også ses som personificeringen af et desperat håb om forandring, som store dele af især den dårligere stillede del af den amerikanske befolkning ønskede og ønsker sig - og dermed på visse måder udtryk for det samme som Trump. Tilfældigt er det næppe heller at en del af proteststemmerne, som gik Trumps vej i 2016 (og formentligt også i 2020), kom fra vælgere som tidligere havde stemt på Obama.

Ete Forchhammer , Torben Skov og Jorn Johansen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

"Især i tiden efter 1945 rejste der sig [...] en hidsig diskussion om, hvordan Platons stat skulle forstås", nemlig som totalitær eller ej, noterede Karsten Friis Johansen, og det var en diskussion, som Arendt nok ikke var upåvirket af. Hvis man antager den antikke forestilling, at politik er et middel til at udøve magt og et middel til at opnå forbedringer i samfundet, så har man en anden målestok for sandhed end idéernes, og derfor havde de forhadte retorikere en bedre forståelse af politik end Platon.

I virkelighedens verden bliver løgn anvendt til at føre folk bag lyset for at tage vare på interesser, og sidstnævnte er sande. Hvis man derfor anvender interesserne som målestok for politik - og i disse timer oplever vi, hvordan Rupert Murdochs medieimperium støder Donald j. Trump væk - så bliver forholdet mellem politik og sandhed mindre kompliceret. Retorikerne har trukket det længste strå.

Freddie Vindberg

Der er et nyt begreb, det hedder politik.