Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Opstanden, der indvarslede enden på slaveriet

Nogle gange er det bedste, der kan ske for oprør, at lederne mister kontrollen over det, de satte i gang. Fremragende ny bog fortæller den spændende og vigtige historie om de slavegjorte sukkerarbejderes opstand i Jamaica i 1831
Moderne Tider
7. november 2020

Da den slavegjorte Samuel Sharpe i efteråret 1831 begyndte at organisere et oprør mod det jamaicanske kolonistyre, var planen at gennemføre en strejke, der skulle lamme øens profitable sukkerproduktion og afskaffe slaveriet. Dagen efter jul skulle alle simpelthen sætte sig ned og nægte at arbejde. Det var vigtigt for Sharpe, at protesten ikke skulle være voldelig.

Men allerede fra begyndelsen var begivenhederne ude af Sharpes kontrol. Oprørerne begyndte at sætte ild til plantagerne, der med sine tørre marker, store trækonstruktioner og lagre af tørrede sukkerrørsblade taknemmeligt tog imod en gnist. Efter et par nætter stod store dele af området omkring Montego Bay på det nordøstlige Jamaica i flammer, og de lokale myndigheder måtte i panik tilkalde militære forstærkninger.

Tom Zoellner: ’Island on Fire – The Revolt That Ended Slavery in the British Empire’

Saxo
Opstanden blev skånselsløst nedkæmpet i løbet af et par uger, men hvis man skal tro historikeren Tom Zoellner, var de voldsomme uger efter julen 1831 intet mindre end »oprøret, der gjorde en ende på slaveriet i det britiske imperium«, som undertitlen på Island on Fire lyder.

Bogen er skrevet af en professor, er behørigt forsynet med et akademisk noteapparat og udkommer på et universitetsforlag, men man mærker tydeligt, at Zoellner har en journalistisk karriere og en række roste journalistiske og populærhistoriske bøger bag sig. Island on Fire er en medrivende og velskrevet fortælling, der på forbilledlig vis kombinerer den begivenhedsdrevne spænding med en forståelighedsbefordrende kontekstualisering.

Revolte i et sukret helvede

1700-tallets briter havde med Zoellners ord udviklet »en full-blown sukkerafhængighed, der gik på tværs af klassesystemer på en hidtil uset måde«. Det britiske drug of choice blev importeret fra Jamaica, der i 1655 var blevet erobret fra Spanien, og som var kendt som et arnested for moralsk fordærv, kaos, kriminalitet, vold, selvmord, alkohol og mystiske sygdomme.

Et sådant morads af fortabte sjæle var naturligvis som en magnet for kristne missionærer, og især baptisterne havde succes med at nå ud til øens sorte befolkning, der blev undervist i skrivning og læsning og blandede missionærernes kristendom med vestafrikanske religioner.

Samuel Sharpe blev født ind i slaveriet i de første år af 1800-tallet. Han lærte at læse og skrive og blev hjælpepræst i baptistkirken, og som medlem af de højere lag i slaveriets hierarkier havde han lov til at rejse mellem plantagerne for at prædike.

I bibelen havde han læst, at alle mennesker er lige for Gud, i aviserne læste han om den sukkerboykot, europæiske modstandere af slaveriet forsøgte at organisere, og på gader og plantager hørte han det vedvarende, men usande rygte om, at den engelske konge allerede havde ophævet slaveriet, men at det blev holdt hemmeligt af det lokale ’plantokrati’.

I månederne op til julen 1831 organiserede den karismatiske Sharpe et hemmeligt netværk af slavegjorte, der svor ved bibelen på at iværksætte en strejke. Planerne var kendt af op mod 20.000 slaver på mere end 100 plantager.

Nederlag og sejr

Strejken blev til en kaotisk og spontan sabotageaktion, og oprørsgrupper spredte sig ud i landskabet og kæmpede mod den lokale og temmeligt sølle kolonimilits. Efter tre flammende nætter blev 200 britiske soldater tilkaldt for at tage kampen op mod de 30.000 oprørere. Kolonimagten fik også hjælp fra de såkaldte maroons, dvs. selvstændige samfund af undslupne slaver og deres efterkommere i junglen.

Sharpe forsøgte at danne alliance med maroon-samfundet, hvilket blev resolut afvist. I stedet deltog de jamaicanske maroons aktivt i nedkæmpelsen af opstanden, og forblev dermed tro over for den fredsaftale, de i 1739 havde indgået med den britiske regering.

Efter tre ugers ildspåsættelser og kampe og 145 destruerede plantager blev opstanden slået brutalt ned. Undervejs var 200 oprørere og 14 hvide døde i kampene, og 340 sorte blev efterfølgende nådesløst henrettet. Det var umiddelbart et nederlag, men opstanden og den skræk, den havde sat i det hvide overherredømme, fik store eftervirkninger.

Det tog to måneder for nyhederne at nå London med skib, men da forfærdede missionærer vendte tilbage og begyndte at turnere med historier om de sortes kummerlige eksistensvilkår, voksede modstanden mod slaveriet. Den internationale slavehandel var blevet forbudt i 1807, og efter en større valgreform i 1832, der indskrænkede de hidtil så magtfulde plantageejeres indflydelse, blev slaveriet i 1833 endeligt afskaffet.

Ganske vist med en årelang udfasningsmodel, og med en kompensation for ’tabt ejendom’ der beløb sig til 40 procent af regeringens årlige budget. Men Jamaicas slavegjorte arbejdere havde omsider kæmpet sig til deres frihed.

Tom Zoellner: ’Island on Fire – The Revolt That Ended Slavery in the British Empire’. 376 sider. 24,99 dollar. Harvard University Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her