For en håndfuld år siden var overtegnede undervisningsassistent i faget ’Medicinsk filosofi og videnskabsteori’ på Aarhus Universitet. Her var det interessant at erfare, hvordan de – i øvrigt dygtige, flittige og (nogenlunde) engagerede – medicinstuderende reagerede på undervisningens etikdel.
Det var ikke så meget de etiske teorier, der voldte problemer, som det var anvendelsen af teorierne på konkrete, medicinskrelaterede cases. Den skriftlige eksamen i faget gik ud på at demonstrere, hvordan man kunne tilgå en vanskelig case fra forskellige og – til tider – modstridende perspektiver. Og sagen er, at for eksempel nytte- og pligtetikken ser forskelligt på identiske problemstillinger; eksempelvis når det kommer til værdien af patientens selvbestemmelse over for værdien af konkrete, smertelindrende tiltag.
Af samme grund var det selvfølgelig helt på sin plads, at (udlægningen af) konflikten faktisk var selve løsningen i bemeldte eksamen. Eller sagt på en anden måde: Det mest begavede svar er ofte, at det kan være et rigtig godt spørgsmål, hvad svaret egentlig er.
De medicinske cases er ofte temmelig tragiske. I en banal forstand er medicinens basale aspiration (det vil sige helbredelse) tilmed uopnåelig: Alle skal dø, og alt for mange kommer beklageligvis til at dø en for tidlig og for smertefuld død.
For filosofiprofessor på The New School i New York Simon Critchley er menneskelivet som sådan en slags tragisk case, hvilket skinner igennem i hans bog om de store græske tragedier. Kritiske røster anser Critchley for at være lidt af en intellektuel spradebasse, der skriver en masse punchline-holdige og essayistisk-sludrevorne bøger om så forskelligartede emner som fodboldentusiasme, David Bowie, selvmordsbreve, Shakespeare, dekonstruktivistisk etik og eksistentiel dødsparathed.
Han har vel at mærke skrevet mere end én bog om året siden årtusindskiftet, mens han har været udøvende punkmusiker og – efter eget udsagn – »religiøst forpligtet« Liverpool FC-fan; og mens han har været hovedansvarlig for The New York Times’ filosofiforum ’The Stone’. En travl og eklektisk herre, med andre ord.
En fordybet generalist
Der er formodentlig grund til at være skeptisk over for idealet om, at professionelle filosoffer bør begrænse sig til et snævert afgrænset genstandsfelt, som han eller hun så har hjemmel til at skrive meget tørre tekster om til et meget lille publikum. Critchley selv forholder sig – lidet overraskende – både kritisk og polemisk til dette ideal.
Når det så er sagt: Det er vældigt velgørende at kunne mærke, at Critchleys tragediebog faktisk bygger på, hvad der lyder til at være et årtis fordybelse på baggrund af snesevis af seminarer og diskussioner. Critchley er ganske vist ikke – og det vedstår han åbent – specialist inden for antik filosofi endsige oldgræsk grammatik, men han er helt åbenlyst godt hjemme i litteraturen, og han har i denne bog slet og ret gjort sig umage.
Bogen er velskrevet, veloplagt og vedkommende – også selv om det muligvis var blevet endnu skarpere, såfremt en hjælpsom redaktør havde skåret 50-100 siders vidtløftigheder fra i bogens sidste tredjedel. Bortset fra en fabelagtig og ultrakort »konklusion« til allersidst, hvor Critchley opsummerer hele bogens pointe via en øjenåbnende samtalereplik fra den franske skuespillerinde Isabelle Huppert, fuser den sidste tredjedel ærligt talt en lille smule ud.
Ud med entydigheden
Det er langtfra samtlige af de 33 tragedier, som har overlevet til i dag, som Critchley for alvor går i kødet på i bogen. I stedet er det især Sofokles’ Kong Ødipus, Aischylos’ Orestien og en lille håndfuld af yndlingen Euripides’ tragedier, som han vender tilbage til for at eksemplificere sine pointer.
Herudover fylder filosofiske tekster om tragedierne også en god del. Platons berygtede og ubønhørlige kritik af »digterne«, der brutalt må udvises af idealstaten, fordi deres forførende »historier« distraherer fra den sande erkendelse af »ideerne« og fra menneskets kapacitet til fornuftsbaseret selvkontrol, udsættes af Critchley for en ikke mindre ubønhørlig kritik. Det er nemlig – når det kommer til stykket – ærkefilosoffen Platon selv, og ikke tragediedigterne, der opdigter utopiske illusioner om menneskets fornuftighed og sandhedens entydighed.
Aristoteles’ tragedieteori i Poetikken får en lidt blidere medfart, men Aristoteles tager stadig fundamentalt fejl i sin analytiske kernetese om, at en »rigtig« tragedie bygger på en handlingsmæssig »enhed«, der – såfremt stykket er vellykket – fører til »renselse« eller på oldgræsk: katharsis.
Tragedierne er nemlig ganske ofte ikke spor emotionelt forløsende. Lige så ofte er de i stedet tragisk uforløste og regulært forstyrrende. Tag bare Euripides’ Medea, der slagter sine børn i en hævnakt over for eksgemalen Jason, kun for afslutningsvis at flygte fra åstedet i en dragebåren vogn. What the fuck? Der er ingen emotionel klarhed for enden af Euripides’ tragedier – og deus ex machina-slutningens uforklarlige kunstighed gør snarere »nar af« tilskuerens forventning om en forløsende slutning, end den på nogen seriøs facon tilfredsstiller denne forventning.
Altså: Platon vil have fornuftsmæssig »enhed« og enighed på bekostning af al poesi, mens Aristoteles vil have al »god« poesi til i det mindste at præsentere sig som enhedslig, meningsfuld og forløsende.
Men verden er ingen af delene, ikke nu og ikke dengang, som Critchley ser det, og dét kan vi lige præcis lære af tragediedigterne, der derfor viser sig at være bedre filosoffer end antikkens mest prominente tænkere. Det gælder nemlig figurer som Ødipus, Medea og Antigone – som alle udlægges mesterligt af Critchley – at de i realiteten fungerer som »antihelte« og -heltinder på en sådan måde, at helten er tragediens problem snarere end dens heroisk-individualistiske løsning; John Wayne-typen, der altid klarer ærterne til slut ved at besejre den ydre fjende og herved genetablerer ro og orden.
Etiske dilemmaer løses og forløses ikke i tragedierne. De fremstilles i stedet i al deres indre splittelse, kompleksitet og paradoksalitet såvel som – tragisk tit – i deres blodige udgang. Dette gør ikke tragedierne kyniske eller meningsløse. Tværtimod. Det gør dem først og fremmest realistiske frem for utopiske, al den stund realiteten er flertydig frem for entydig, problematisk frem for forløsende, og i det hele taget svær frem for let. Ligesom en medicinsk case.
Simon Critchley: 'Tragedy, the Greeks, and Us'. 336 sider. 16,95 dollar. Vintage
