Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Klimakrisen nødvendiggør en »krigskommunisme«, skriver svensk økolog i ny bog

Da coronapandemien brød ud, lukkede regeringer verden over deres økonomier ned fra den ene dag til den anden. Hvorfor var det pludselig muligt at gøre det, man aldrig har været villig til at gøre for at redde klimaet? Det søger økomarxisten Andreas Malm svar på i sin nye bog
Extinction Rebellion-demonstrant i Berlin i oktober, hvor aktivister blokerede gaden foran Haus Der Wirtschaft (tysk pendant til Dansk Industri).

Extinction Rebellion-demonstrant i Berlin i oktober, hvor aktivister blokerede gaden foran Haus Der Wirtschaft (tysk pendant til Dansk Industri).

Paul Zinken

Moderne Tider
5. december 2020

Den svenske marxist og humanøkolog Andreas Malm indleder sin nye bog om corona- og klimakrisen med at fremmane to mulige fremtidsscenarier: I det ene ser vi en fortsættelse af rædselsåret 2020 med ikke blot coronakrise, men også katastrofale skovbrande i Australien, græshoppeplager og fødemangel i Afrika samt verdenshave, der stiger i takt med den globale gennemsnitstemperatur.

I det andet ser vi videnskaben indhente pandemien, institutioner og butikker genåbne og verdenssamfundet vende tilbage til normaliteten. Problemet med disse to scenarier, skriver Malm, er, at de er ét og det samme. Den normaltilstand, som den sygdomsplagede menneskehed drømmer sig tilbage til, er en krisetilstand. Eller med hans begreb: en kronisk nødsituation.

Siden coronaen gjorde sit indtog i Europa i marts, har den stået øverst på verdenssamfundets politiske dagsorden og presset alle andre hensyn i baggrunden, herunder den stadig eskalerende klimakrise. Men ifølge Malm er det en vildfarelse at tro, at vi kan tale om corona uden at tale om klima. Og vi er lige så galt afmarcherede, hvis vi forsøger at forstå klimakrisen uafhængigt af dens bagvedliggende årsag: den kul- og oliedrevne kapital og dens krav om profit.

Viral kapital

Som konkret eksempel på den måde, kapitalens pres på naturen har drevet coronasmitten frem på, nævner Malm fældning af verdens regnskovsområder. For at efterkomme det globale nords efterspørgsel på produkter som kaffe og chokolade udvider lande i især tropebæltet deres landbrugsarealer ved at fælde regnskov.

I regnskovene lever en stor diversitet af dyreracer, der ikke tidligere har været i kontakt med mennesker, og som derfor er bærere af sygdomme, vores immunsystem endnu ikke kender til. Når naturlige habitater indsnævres, må vilde dyr og mennesker pludselig leve side om side, og det øger risikoen for infektion fra én race til en anden. Sådan som vi så det, da virus fra en flagermus nåede markedet i Wuhan.

Det skal ikke forstås sådan, at afskovning er den eneste og direkte årsag til udbredelsen af vira. Epidemier er komplekse størrelser med mange årsager, herunder mange afledt af klimakrisen. Men som Malm skriver: »Man kan ikke se bort fra, at sporene efter en enkelt metafaktor går igen. Kapitalen afskyr den vilde naturs vakuum.« Kapitalen fremtræder derfor som en ’metavirus’, der spreder sig til alle afkroge af planeten, muterer og medfører følgesygdomme.

Planetarisk krise

Så hvorfor blev der reageret på corona på en måde, som halvhjertede klimakonferencer og nationale nytårsforsætter ikke tilnærmelsesvis kan hamle op med? Det kan hverken skyldes forskelle på de to problematikkers alvor eller graden af uopsættelighed, skriver Malm: Konsekvenserne af klimaforandringerne er potentielt langt mere alvorlige end pandemiens, og de ligger ikke ude i en fjern fremtid, men tværtimod for næsen af os. Tørke, hungersnød og oversvømmelser er allerede en realitet med uoverskuelige økonomiske og menneskelige omkostninger.

Et bedre bud er måden, de to kriser har udviklet sig på: Hvor klimakrisen overordnet har ramt verdens fattigste hårdest, har coronakrisen ikke skånet Vesten. Man kan med kirurgisk præcision fastslå det øjeblik, da corona officielt blev et globalt problem: den dag, den ramte Lombardiet, en velstående region i en højt udviklet vestlig stat.

Havde smitten fulgt en anden udbredelseslinje, hvor den først havde spredt sig fra Asien til Mellemøsten, Afrika og Sydamerika, men foreløbig ikke havde nået Europa og Nordamerika, havde verdens mest magtfulde regeringer måske nok sendt nogle symbolske redningspakker afsted, men næppe reageret med omfattende og øjeblikkelige nedlukninger af deres økonomier. Tendensen er tydelig, men også denne forklaringsmodel har sine begrænsninger. Som Australiens brande viser, er klimakrisens ødelæggelser nemlig ikke længere forbeholdt udviklingslandene.

I sidste ende skyldes vanskeligheden, at sammenligningen mellem corona og klima i sig selv er forfejlet. Det svarer, skriver Malm, til at sammenligne et projektil med en krig. Corona og klima er ikke to forskellige, parallelt forløbne kriser – tværtimod er den første blot et enkelt aspekt af den sidste, som udgør en omfattende planetarisk krise med mange forskellige effekter. Forskellen i politisk reaktion skal derfor ses som udtryk for en generel tendens, hvor verdens ledere forsøger at symptombehandle sig ud af problemet uden at forholde sig til den underliggende sygdom.

Et romantisk natursyn

Malm lægger afstand til de kritikere af coronakrisens politiske håndtering, der betragter smitten selv som noget kontingent og udefrakommende i forhold til det politiske system. De går kapitalens ideologiske ærinde ved at tegne et billede af coronaens udbredelse som et »eksogent chok«. Forfatteren selv demonstrerer derimod overbevisende alle de faktorer, der udgår fra kapitalens profitsøgende centrum og driver pandemien fremad.

Men hans forhippelse på at integrere alle aspekter af coronasmitten i sin kapitalkritik bringer ham omvendt i fare for at romantisere naturen. Hvis ikke det var for kapitalen, lader han forstå, ville vira og eksotiske dyr leve i en idyllisk symbiose dybt inde i regnskovens vildnis, uberørt af den menneskelige kultur. Problemet med en sådan romantisering er, at kapitalen på sin vis universaliseres, så al menneskelig produktion bliver udtryk for dens ødelæggende logik.

»Når kapitalen møder vild natur, træder den ikke tilbage for at nyde synet eller vise sin ærbødighed,« skriver Malm. Men heller ikke kapitalens kritikere bør mystificere naturen som en slags guddommelig balance, der ikke må forstyrres. Hvis vi, som Malm foreslår, skal re- og udplante regnskove, må vi betragte det som en del af vores egen reproduktion og ikke som ’vild natur’, hvad beplantning i sagens natur ikke kan være.

Det ændrer dog ikke på, at bogen leverer en uvurderlig analyse af de mange sammenhængende faktorer bag klimakrisen og deres fælles årsag i det, forfatteren kalder ’den fossile kapital’.

Til krig mod klimakrisen

Malms svar på klimakrisens kroniske nødsituation er det, han med reference til Den Russiske Borgerkrig kalder »krigskommunisme«. Krigsmetaforikken er ikke Malms alene. Allerede i marts erklærede den franske præsident Macron, at »vi er i krig« mod COVID-19. Når statsledere således italesætter håndteringen af smitten som krigsførelse, er det ikke tilfældigt – det tjener til at retfærdiggøre nødforordninger som udgangsforbud og indgreb i ejendomsretten.

Når der er krig, er den højt besungne private ejendomsret ikke længere helt så hellig: Selv Trump-regeringen måtte i foråret påkalde sig en nødlovgivning til tvangsomlægning af den private produktion for at få virksomheder til at fremstille essentielle værnemidler; noget, der normalt kun ville ske i krigstid.

Krigsmetaforikken har dog den ulempe, at den ofte underforstår en forsvarskamp for det bestående. Krig er noget, vi fører for at bevare vores hidtidige livsform. En sådan bagudstræben kan vi ifølge Malm ikke tillade os i kampen mod klimaforandringer, der netop udspringer af en destruktiv normaltilstand. I stedet må vi opfatte kampen som en kombination af forsvarskrig og social transformation – ligesom bolsjevikkerne i borgerkrigen.

Malm er ikke den første, der foreslår ’krigskommunisme’ som billede på den systemiske omkalfatring, der skal til for at ændre kurs i klimaudviklingen. Også den slovenske provofilosof Slavoj Žižek trak på denne reference i sin coronabog, der udkom i april. Men hvor begrebet hos Žižek forbliver vagt defineret som en form for autoritær socialstat, udlægger Malm systematisk metaforens muligheder og begrænsninger.

Det centrale ved begrebet om krigskommunisme er netop, at det forbliver problematisk. Modsat den kommunistiske utopi foregøgler det ingen idyl. Klimaomstillingen kræver ofre og svære beslutninger. Selv hvis vi demokratiserer ressourcerne, vil vi ikke kunne forbruge, som vi gør det i dag, ikke kunne rejse og importere luksusvarer fra alle verdenshjørner. Og vi må hele tiden have nødsituationens dilemma for øje: at central styring og demokratisk frihed ikke altid går op i en højere enhed. Med forfatterens ord:

»Det indebærer at lære at leve uden fossile brændstoffer i løbet af ingen tid, slå de herskende klassers modstand ned, transformere økonomien på lang sigt, nægte at give op, uanset om de værste skrækscenarier bliver til virkelighed, genopstå af ruinerne med den kraft og de kompromiser, der er behov for, organisere genopbygningens overgangsperiode og fastholde dilemmaet.«

Andreas Malm: Corona, Climate, Chronic Emergency. War Communism in the Twenty-First Century. Verso. 215 sider. 10,99 pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Krigskommunismen var en overgangsøkonomi. Vi har brug for en ny økonomi, der sigter mod bæredygtighed og økologisk fødevareproduktion a la permakultur. Vi skal i det hele taget ikke have produktion, der er med til at hæve temperaturen. Her skal vi passe på begreberne, for hvis man siger økokommunisme, tænker folk straks på Stalin, så det skal nok hedde noget andet, cirkulær økonomi fx.
Selvfølgelig skal vi have den økonomi, der løser vores problemer og tilgodeser fællesskabet. Vi skal bort fra den kapitalistiske tænkning, der tillader udnyttelse af Jorden.
Vi skal bort fra pengeøkonomien, og derefter må vi finde ud af at handle med hinanden med mere lokalprægede valutaformer.

Alvin Jensen, Søren Fosberg, Ejvind Larsen og Marie Vibe anbefalede denne kommentar
Morten Gjeddebæk

Læs Maja Göpel: "Unsere Welt neu denken", Ullstein Verlag, februar 2020.
Brilliant og engageret grundbog i lokal økonomi og politik fejludviklet på grundlag af opskalering af læresætninger fra 1700-tals filosoffer og økonomer til globaliseret økonomi.
Ullstein i gang med 12. oplag.

Christian de Thurah

“Krigskommunisme” er her en metafor, og metaforer er som regel kun delvist dækkende. Det kan måske være fristende at se en parallel mellem vores kamp mod Corona og klimaforandringer og bolsjevikkernes kamp fra 1917, men når man tænker på, hvad der kom ud af bolsjevikkernes “krigsøkonomi” - den nye “normaltilstand”, de skabte - er det, som om fristelsen fortoner sig lidt.

Ulla Nygaard, Alvin Jensen, Søren Fosberg, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

At kalde sig kommunist og tilbyde sig som en der kan redde verden er vist et selvmål af dimensioner - uanset hvor sagligt det måtte være. Der er visse ord der er kompromitteret for altid. Lige som det gamle hindusoltegn der kendes under navnet hagekors.

Et mareridtsscenario tusindfold værre end klimaastrologernes allermest dystopiske horoskoper

Kapitalen har taget ejerskab til naturen idet den bruges som gratis losseplads for produktionens affald. Alt hvad der produceres, både i biosfæren og i industrien, ender som affald, et træ der vælter, et dyr der dør eller en bil det skrottes. Men hvor biosfærens affald går ind i et stofkredsløb og genbruges som resource, vil det industrielle affald oftest ikke blive en del af et kredsløb men ophobes i stedet som forurening af og i naturen. Her er problemet.

Omkostningen ved forureningen bæres af fællesskabet, den indgår ikke i markedsprisen på de industrielle produkter og forvrider derfor markedet til skade for ikke forurenende teknologier.

At beskatte forurening er et voldsomt indgreb overfor den bestående orden idet adgangen til at bruge naturen som gratis losseplads er det fundament kapitalismen hviler på. Ikke underligt at netop dette, begyndende med afgift på fossilt CO2, møder voldsom modstand.

Men det er den vej vi skal gå hvis vi vil standse ødelæggelsen af naturgrundlaget. Så længe det kan betale sig at forurene er vi fortabt.

Christian de Thurah

Søren Fosberg
Den historiske erfaring tyder ikke på, at kommunismen har ret meget at lade kapitalismen høre, når det kommer til forurening og anden naturødelæggelse.