Den kunstige intelligens’ apostle opfører sig, som om livet er et problem, der skal løses

Selvkørende biler, hushjælpsrobotter og autonome våbensystemer.

Medicinsk diagnosticering, selvgenerende superintelligens og algoritmer, der kan forudse og imødekomme vores behov – i vores hverdag, job og krop.

Der er fuld skrue på udviklingen inden for kunstig intelligens. Og der er fuld knald på fantasierne om, hvornår den vil ’overhale’ mennesket. Ikke bare kognitivt, men som en social, moralsk og problemløsende intelligens, der vil gøre livet lettere for os her på Jorden (eller på Mars, hvis det er nemmere end at redde planeten her).

Det 20. århundredes naive fremtidstro er stendød, dræbt af ressourcemangel, klimaforandringer og øer af affald i verdenshavene, men nu består den næste fremtidsfantasi i at løsne homo sapiens fra biologiens lænker og smelte den sammen med kunstig intelligens. Men én ting er sikkert: Det kommer ikke til at ske uden voldsomme protester fra den tyske folkefilosof og talkshow-tænker Richard David Precht.

Tilværelsen som en teknisk udfordring

Det er svært ikke at foragte Precht bare en lille smule for hans manglende originalitet og analytiske sløsethed (nå ja, og for at være både lækker og mangemillionær – som filosof!). I sin seneste bestseller fra 2018 skrev Precht om, hvordan robotterne bør få alle vores bullshitjob, så vi mennesker kan nyde livet på betingelsesløs borgerløn. Nu har han skrevet et godt 200 sider langt essay med et noget anderledes budskab – om intet mindre end ’Kunstig intelligens og meningen med livet’, som en oversættelse af den tyske titel lyder.

For Precht er dybt bekymret for, at »maskinreligionens ypperstepræster« – altså de blinde AI-optimister og de brutale kapitalinteresser bag dem – vil ødelægge den menneskelige autonomi og selvudfoldelse. »IT-apostlene« fra Silicon Valley til Kina ser nemlig selve livet som et teknisk problem, mener Precht. Ergo bliver menneskets eksistentielle spørgsmål til et spørgsmål om problemknusning.

»Alt, hvad der ikke passer til normen eller principielt kan optimeres, identificeres straks som et problem. Men livet består ikke af skabelonagtig problemløsning,« skriver Precht, der som konstruktivist er dybt afvisende over for den positivistiske grundtanke, der ligger bag forestillingen om at gøre kunstig intelligens menneskelig – og dermed brugbar til at optimere menneskelivet.

Der findes ikke »etisk programmering«

For at nærme sig spørgsmålet om meningen med livet griber Precht tilbage til både den antikke græske filosofi og tænkere som Nietzsche, Darwin og Kierkegaard, som han bruger til at analysere det moderne subjekts krise i Apples århundrede.

Precht går også moralfilosofisk til fantasierne om menneskelig kunstig intelligens – og overmenneskefantasierne om en ny transhumanisme. Menneskelig moral er i hans øjne nemlig altid kontekstbundet og intuitivt medbestemt af vores følelser.

»Fornuft alene skaber ingen moral,« skriver han.

»Moral uden subjektivitet er ingen moral, og subjektivitet uden moral er ingen subjektivitet.«

Som både dyds- og pligtetikere ved, består moralske domme ikke kun af »løsninger«, men også af vejen hen mod beslutningen. Den kunstige intelligens’ apostle er derimod hårde utilitarister, der med et koldt kalkulerende hjerte tror på, at den maksimale nytte af en handling eller ikkehandling kan udregnes, hvis bare der er tilstrækkelige data til rådighed.

Forestillingen om »etisk programmering« har Precht altså kun hånlatter tilovers for – uanset om de angår ’simple’ beslutninger om, hvem den selvkørende bil, der ikke kan nå at bremse, skal vælge at køre ned.

Opgør med ’algokratiet’

Mest rasende er Prechts beskrivelser af, hvordan alle intime områder af vores liv bliver til en vare for overvågningskapitalismen.

»Målet med næsten al kunstig intelligens er at vinde mere kontrol og skabe økonomisk gevinst, om det så er inden for medicin, militærteknologi, produktion eller i øget kendskab til kunder og borgere,« skriver Precht.

»Hjerne- og kropsskannere gennempløjer vores følelser. Alle adfærdsimpulser og fremtidige lyster skal gennemkommercialiseres.«

Ind imellem disse udfald tager Precht på strejftog gennem ’algokratiet’, hvor algoritmer afløser det menneskestyrede bureaukrati, og gennem platformskapitalismen, der med sin semimonopolisme under GAFA-regimet (Google, Amazon, Facebook, Apple) ødelægger ideen om frie markeder.

Precht kaster velformulerede advarsler til højre og venstre, men han bruger begrebet kunstig intelligens meget løst i sin kritik – uden for eksempel at tage forbehold for den glimrende medicinske brug af kunstig intelligens til for eksempel operationer.

Overordnet er det dog svært at have noget imod Prechts mission i den læseværdige bog: at rejse en meget alvorlig og helt grundlæggende debat om, hvor vi vil hen med den kunstige intelligens. Og dermed med os selv. For hvis vi mennesker ikke er udviklingens mål, hvem er så?