Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ny bog leverer levende fortælling om menneskets forhold til stjernehimlen gennem historien

Den britiske videnskabsjournalist Jo Marchant har begået en velskrevet og oplysende, men også noget ujævn bog om menneskets forhold til verdensrummet gennem tiden
Jo Marchant inddrage i sin bog kunstneriske værker, der mere direkte forholder sig til stjernehimlen, såsom Olafur Eliassons solinstallation The Weather Project på Tate Modern i 2003, som tiltrak over to millioner gæster i udstillingsperioden.

Jo Marchant inddrage i sin bog kunstneriske værker, der mere direkte forholder sig til stjernehimlen, såsom Olafur Eliassons solinstallation The Weather Project på Tate Modern i 2003, som tiltrak over to millioner gæster i udstillingsperioden.

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
12. december 2020

»To ting fylder mig med undren og ærefrygt, jo oftere og jo mere jeg beskæftiger mig med dem: stjernehimlen over mig og moralloven i mit indre,« skrev oplysningsfilosoffen Immanuel Kant. Men hvorfor egentlig? Hvad er det ved stjernehimmelen, som gennem årtusinder har gjort den så fascinerende for et væsen, der var bundet til planeten jorden? Og hvorfor skaber få ting så stor kollektiv entusiasme selv i dag, som når SpaceX opsender raketter, eller når der luftes utopier om statsløse, superliberale enklaver på Mars?

’The Human Cosmos. A Secret History of the Stars’ af Jo Marchant.

’The Human Cosmos. A Secret History of the Stars’ af Jo Marchant.

Det er nogle af de spørgsmål, som den produktive videnskabsjournalist Jo Marchant nærmer sig i sin nye bog, der følger op på bestselleren The Cure fra 2016 om forholdet mellem sind og krop med en levende fortælling om menneskets forhold til stjernehimlen gennem historien. Bogen er bragende godt skrevet, rig på oplysning og gode anekdoter, men også en ujævn affære med en del dovne postulater og strejf af klæg sentimentalisme.

»Her er så en bog om kosmos, ikke en videnskabelig guide, men en menneskelig,« skriver Marchant i forordet og angiver samtidig, hvorfor hun har valgt at berette om kosmos ved hjælp af 12 fortællinger med vidt forskelligt afsæt: myte, land, skæbne, tro, tid, hav, magt, lys, kunst, liv, aliens og sindet. Det gør hun, fordi de kan fungere som trædesten til at forstå en alsidig udvikling, hvor mennesket på den ene side langsomt vinder herredømme over himlen ved at indsamle videnskabelige data, men på den anden side er i fare for at dræne livet for mening og perspektiv. Marchant viser, hvordan myter, religioner, ideologier og herskere har legitimeret deres verdensfortolkning og magtposition gennem henvisninger til himmellegemernes evige væsen, og hvordan almindelige mennesker har orienteret sig i tid og rum ved at kigge op.

Da astronomi og astrologi fulgtes ad

På sin vis kan det vel undre, at stjernehimlen har virket så dragende på os. Der er jo ikke noget umiddelbart afkast ved at forholde sig til den, så hvorfor ikke bare koncentrere sig om at være Jorden tro? Årsagerne er mange. Marchant peger for eksempel på, hvordan det meste biologiske liv konstant forholder sig til døgnets rytme. Eksperimenter har vist, hvor katastrofalt det er for mennesker, hvis de isoleres fra solen.

Kroppens biokemi kører helt af sporet, og der er så godt som ingen organer, der ikke er afhængige af og orienterer sig ud fra døgnets cyklus. Jordens magnetiske felter er endda mere betydningsfulde for vores biologiske ur end temperaturen, og selv om disse felter ikke kausalt determinerer kroppen, er de fundamentale for funktionernes finindstilling: »For at vores kroppe og hjerner skal fungere ordentligt, må vi være i kontakt med disse skiftende mønstre af lys, temperatur og magnetiske felter.«

Mest fascinerende fremstår hendes møder med forhistoriske vidundere som Lascaux-grotten i Frankrig med de skønne hulemalerier, gravhøjen Newgrange i Irland med det forbløffende lysfænomen ved vintersolhverv og stenkonstruktionen Stonehenge i England med dens megalitter og forkyndelse af evighed. Alle disse komplekse fremstillinger vidner om, hvor langt mennesker over hele kloden er gået for at integrere deres kosmologi i deres hverdag og deres overgangsriter. Marchant følger også arkæologer, antropologer og religionshistorikere i deres jagt på at forstå fortidens verdenssyn udtrykt i tekster, monumenter, kunst og mundtlige overleveringer. Her bliver shamanisme, astrologi, kejserkult og andet sprødt endevendt som eksempler på indlejringer af kosmologien i mellemmenneskelige magtforhold.

Vi får også indblik i den videnskabelige kortlægning af stjernehimlen, hvorigennem mennesket gik fra at opleve til at forklare himmelfænomenerne. Medrivende fortæller Marchant, hvordan udviklingen af teleskopet fra omkring 1608 muliggør præcise observationer, der langsomt, men sikkert erstatter naturfilosofien – samtidig med at overvejelserne om himmellegemernes betydning ikke mindskes i den brede debat. Astronomi og astrologi har i den største periode af menneskets historie været tæt sammenvævet.

Tabet af mening

Som nævnt er det for Marchant en bagside ved de videnskabelige fremskridt og rationalitetens triumf, at der skabes et pres på menneskets meningstilegnelse. I kapitlet om kunst fortæller hun historien om malerne Wassily Kandinsky og Kazimir Malevich og deres heftige angreb på fornuftens imperium. Marchant skriver, at »de gik hinsides stjernekiggeri og stræbte i stedet efter at gennemskue sandheden bag lysets tindrende punkter«, og hun legitimerer deres fornuftskritik ved hjælp af københavnerskolens fortolkning af kvantemekanikken og Einsteins relativitetsteorier. Det virker nu lidt søgt. Det synes også væsentligt mere oplagt at inddrage kunstneriske værker, der mere direkte forholder sig til stjernehimlen såsom Olafur Eliassons solinstallation The Weather Project på Tate Modern i 2003, som tiltrak over to millioner gæster i udstillingsperioden.

Marchant er bedst, når hun som en deskriptiv detektiv opsporer relationen mellem menneske og stjernehimmel og sammentrækker videnskabelige indsigter fra en bred vifte af fagfelter. Hun er åbenlyst dygtig til at skrabe de vigtigste informationer ud af monografier og artikler og præsentere dem på en fængende måde, der er bundet sammen af hendes narrative røde tråd. Litteraturlisten er helt opdateret med interessante værker fra sommeren 2020, så nørder kan tilgå noteapparatet og forsyne sig med input til ønskesedlerne.

Hun er væsentlig mindre god, når hun bliver visionær eller polemisk. Hendes gentagne pointe om, at nutidens menneske intet forhold har til stjernehimlen, fordi så få i praksis kan se den på grund af elektrisk belysning eller vrimlen af opsendte satellitter, forekommer overdreven. Hendes flirt med mere suspekte varianter af »kronobiologien« – teorier om organismers evne til at reagere på tidens gang – og den kryptiske bevidsthedsfilosofi panpsychism virker også postulerede.

Marchant ser bevidsthedsforskningen som en vej ud af det dataregime, som fysikerne i hendes optik har fanget os i; et goldt og mekanisk univers styret af matematiske love. Men selv om det er korrekt, at panpsychism har en stigende tilslutning blandt filosoffer og kognitionsforskere, er denne teori med god grund blevet kaldt absurd af filosoffer som John Searle og Colin McGinn. Teorien findes i mange varianter, men den mest ekstreme hævder, at alt virkeligt har et bevidsthedsaspekt, selv på atomart niveau.

Men når vi fra hjernescanninger ret præcist ved, hvor kompleks en neural aktivitet, der skal til, for at bevidsthed overhovedet kan opstå, er det umuligt at sammenligne for eksempel menneskelig bevidsthed med en mygs.

Når bogen er så alsidig, som den er, og generelt lykkes med sit brede snit, ærgrer det mig, at »sprog« ikke har fået sit eget kapitel. Der er jo masser af udtryk i sproget, som viser vores intime forhold til himlen, og i det, lingvisterne kalder »konceptuelle metaforer« – der dækker over billeder, vi tænker og taler igennem – findes der en god portion kosmologi. På dansk kan man jo for eksempel »stråle som en sol«, »dele sol og vind lige« og se ud, som om man »er faldet ned fra månen«.

Faren er altid, at en lidt for insisterende bogtese får selv de mest dissonante toner til at harmonere, men overordnet lykkes Marchants storstilede projekt, hvor hun grundigt og engageret får forsvaret sin vision for menneskeheden: »Frem for alt mener jeg, at vi skal kæmpe for at bevare den største, mest overvældende oplevelse, der findes – central for menneskelig eksistens gennem årtusinder, men nu i hastig tilbagegang – den stjernebesatte himmel.«

’The Human Cosmos. A Secret History of the Stars’ af Jo Marchant. Forlaget Canongate Books Ltd. 200 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her