Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

2.000 års betonhistorie kan nærme sig en afslutning

Beton er et alsidigt, billigt, simpelt og robust materiale, og som ny bog om det elskede såvel som forhadte materiale viser, er det svært at forestille sig en verden uden. Det bliver vi dog nok nødt til, for på den lange bane bliver betonproduktionens enorme CO2-udledning dyr for os alle
Sten, sand, vand og cement – det er det hele. Men beton tegner sig for 0tte procent af verdens årlige CO2-udslip, og det kan blive enden på det populære materiale.

Sten, sand, vand og cement – det er det hele. Men beton tegner sig for 0tte procent af verdens årlige CO2-udslip, og det kan blive enden på det populære materiale.

Jakob Dall

Moderne Tider
30. januar 2021

Veje, broer, tunneller, bunkere, tanke, havne, fliser, dæmninger, skorstene, og selvfølgelig alt det, der tilsammen udgør de bygninger, vores dagligdag finder sted i: fundamenter, vægge, etageadskillelser, gulve og lofter. Vi lever i en verden af beton.

Beton er det mest anvendte byggemateriale, globalt såvel som i Danmark, hvor vi anvender cirka ti millioner ton om året. I de seneste år er det også blevet populært i boligindretningen, hvor gulve, vægge, borde, lysestager og vaser i beton ifølge bloggere og boligmagasiner tilføjer hjemmet et ’råt’, ’autentisk’, ’ærligt’ og ’nordisk’ udtryk.

I Concrete – From Ancient Origins to a Problematic Future fortæller den canadiske skøn- og faglitterære forfatter Mary Soderstrom historien om det byggemateriale, der mere end noget andet har defineret det 20. århundrede. Bogen er beslægtet med de populære og ofte vellykkede ’produkthistorier’, der genfortæller verdenshistorien gennem vigtige produkter og materialer såsom olie, salt, kul, sand, sukker, bomuld eller kartofler.

Mary Soderstrom: ’Concrete – From Ancient Origins to a Problematic Future’. 272 sider. 28,95 CAD. University of Regina Press.

Concrete skiller sig imidlertid ud ved at flette den semiakademiske historiske fremstilling sammen med journalistiske reportager fra cementfabrikker og arkitektoniske betonperler samt erindringsglimt fra forfatterens eget liv. Resultatet er desværre ikke så vellykket: Soderstroms personlige anekdoter bliver aldrig rigtigt vedkommende, og bogen fremstår rodet, fragmentarisk og løst associerende. Til gengæld er den relativt velskrevet og omhandler et taknemmeligt og spændende emne. Men den gode bog om beton har vi altså stadig til gode.

Har beton en fremtid?

Beton består af sand, sten, vand og et bindemiddel, som regel cement, der på sin side består af kalk og ler, der er blevet brændt ved over 1.400 grader. Når cement bliver blandet med vand, udløses en kemisk proces, der får blandingen til hærde. Igennem menneskehedens historie har mange folkeslag mere eller mindre tilfældigt opdaget og gjort brug af denne kemiske proces.

Men betonens historie begynder først for alvor hos romerne, der eksperimenterede sig frem til at bruge sand og sten fra vulkaner til at lave en beton så solid, at den mange steder stadig er i ganske fin form; det mest berømte eksempel er Pantheon-templet i Rom, der blev bygget i 120 e.Kr., og som med sin kæmpemæssige kuppel stadig er verdens største ikkearmerede betonkonstruktion.

Romernes viden gik imidlertid stort set tabt helt indtil 1600-tallet, hvor man langsomt genopdagede en række af deres essentielle teknikker. I midten af 1800-tallet fandt den franske gartner Joseph Monier på at forstærke det ’kunstige sten’ med jernarmering, hvilket var et afgørende skridt på vejen mod det 20. århundredes betontinder.

I lang tid blev beton kun brugt til usynlige elementer i konstruktionen (eksempelvis til skelettet i Christiansborg), eller til byggerier, der vægtede nytte og pris over æstetik, men fra 1920’erne begyndte arkitekter i stigende grad at udfolde materialets potentialer og tage dets ærlige, funktionelle og moderne udtryk til sig. Den schweiziske arkitekt Le Corbusier spillede en afgørende rolle i at forvandle betonen til en synlig del af vores omverden, ikke kun i berømte prestigebyggerier, men også i det billige elementbyggeri, der skulle afhjælpe den akutte boligmangel i årtierne efter Anden Verdenskrig.

Lovprisningen af betonens upolerede og uprætentiøse udtryk kulminerede i 1960’ernes og 1970’ernes brutalisme, som vi i Danmark kender fra blandt andet Vikingeskibshallen i Roskilde og Panum-instituttet i København, tegnet af henholdsvis Erik Christian Sørensen og Eva og Nils Koppel.

Beton er på mange måder et ideelt byggemateriale, men som Soderstrom understreger, er det også en af de helt store kilder til CO2-udledning. Cementovnene kræver store mængder brændstof, og cementproduktion alene er ansvarlig for otte procent af den globale CO2-udledning.

Danmarks største CO2-udleder er således Aalborg Portland, der i øvrigt også er er verdens største cementeksportør. Dertil kommer, at selve den kemiske proces, der får beton til at hærde, i sig selv udleder CO2. Alligevel bliver der år for år produceret mere og mere beton. For så vidt menneskeheden skal have en fremtid, bliver den altså muligvis nødt til at være betonløs, og mange peger på, at man i stedet bør genopdage traditionelle byggematerialer, især træ.

Måske vil vi i fremtiden se tilbage på betonkonstruktioner som symboler på et destruktivt 20. århundrede, der var ved at koste os planeten?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Mig bekendt binder gips enorme mængder CO2, mens det bare ikke er særligt holdbart. Så hvis man kunne lave et kompositmateriale med gipsens CO2-bindig og betonnens styrke så var der virkelig noget at komme efter. God jagt.

Gert Romme

Hvad angår cementproduktion er der er også noget i gang på Gotland, som ser spændende ud.

Det bliver interessant at følge. Hvis det energimæssigt kan udkonkurrere lagring af CO2 i undergrunden, bliver det for alvor perspektivrigt.