Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Mennesket er bedre end sit rygte, skriver hollandsk stjernehistoriker i ny bog

Den hollandske historiker Rutger Bregman har sat sig for at bevise, at mennesket dybest set er et hjælpsomt og sympatisk dyr. Hans bog ’Humankind – A Hopeful History’ er en tiltrængt læseoplevelse. Ikke mindst fordi Bregman faktisk præsenterer seriøse argumenter for sit glædelige budskab
Vi opfører os faktisk ikke horribelt – men tværtimod hjælpsomt – under for eksempel bombardementer og oversvømmelser. Her hjælper en Black Lives Matter-demonstrant en tilskadekommen moddemonstrant under protester i London.

Vi opfører os faktisk ikke horribelt – men tværtimod hjælpsomt – under for eksempel bombardementer og oversvømmelser. Her hjælper en Black Lives Matter-demonstrant en tilskadekommen moddemonstrant under protester i London.

Dylan Martinez

Moderne Tider
9. januar 2021

Den blot 32-årige Rutger Bregman er ved at have etableret sig som en offentlig intellektuel af international kaliber. Opmærksomheden omkring den unge hollænder tog allerede fart for fire år siden i forbindelse med den engelske oversættelse af Utopia for Realists, hvori populærhistorikeren taler for værdien såvel som realiserbarheden af ’utopiske’ ideer som universel borgerløn, åbne landegrænser og en 15 timers arbejdsuge.

Bregman tør altså tænke vildt, ligesom han i praksis forstår at bakke sine synspunkter op med en vis vildskab. Det er især to optrædener i 2019, der katapulterer Bregmans name recognition til nye højder. Først optræder han i et panel på World Economic Forums topmøde i Davos, der ifølge Bregman er præget af en selvtilfreds knevren om filantropisk godgørenhed, mens ingen af de fremmødte synes villige til at sætte ord på elefanten i rummet, når det handler om, hvad der for alvor kunne skabe flere muligheder for mange flere mennesker, nemlig: »taxes, taxes, taxes« (skatter, skatter, skatter). Det føles, anfører historikeren, som at overvære en konference for professionelle brandmænd, hvor ingen er villig til at nævne vand som den mest åbenlyse løsning på problemet med ildebrande.

En måneds tid senere stiller Bregman op til et interview i Tucker Carlson Tonight på Fox News, hvor tv-værten forsøger at spænde ham for sin egen populistiske vogn. Bregman får dog hurtigt smadret Carlsons dagsorden ved at påpege, at værten selv er »en del af problemet«, al den stund han er en »millionær sponsoreret af milliardærer«, som tager sig klækkeligt betalt for at rette almindelige amerikaneres frustrationer over systemet mod migranter og feminister snarere end det reelle problem: skatteunddragelse og skattelettelser til de rigeste.

'Humankind – A Hopeful History' af Rutger Bregman.

'Humankind – A Hopeful History' af Rutger Bregman.

Saxo
I Bregmans nye bog Humankind er det til gengæld ikke rollen som nådesløst nedslagtende debattør, han udfylder. I stedet forsøger han at balancere – stemningsmæssigt – mellem ukuelig optimisme og ædruelig realisme såvel som – stilmæssigt – mellem medrivende historiefortælling og koncis fremlægning af fakta.

Bogens antropologiske grundantagelse er i realiteten uhyre enkel. Bregman præsenterer den halvironisk som den »radikale idé«, at »de fleste, inderst inde, er ordentlige mennesker«. Hvorfor halvironisk? Fordi tesen i sig selv er banal, ligesom den – ifølge Bregman – i øvrigt er indlysende sand fra et hverdagsligt erfaringsperspektiv (vi oplever vitterligt, at langt de fleste er relativt ordentlige). Det radikale ved ideen består i stedet i det iøjnefaldende faktum, at den skriver sig op imod standardopfattelsen af mennesket inden for de dominerende videnskabelige paradigmer såvel som hos flertallet af magthaverne.

En egoistisk art?

Vi er simpelthen vant til at tænke på »menneskeheden« som en egeninteresseret art, hvis egoistiske natur det er at bekrige alle andre mennesker med henblik på at sikre sin egen behovstilfredsstillelse og – i sidste instans – sin egen overlevelse.

»Naturtilstanden«, det vil sige det præciviliserede liv, må af samme grund ses som en »krigstilstand«, og livet i naturtilstanden indebærer – som den politiske filosof Thomas Hobbes argumenterer for i sit hovedværk fra 1651, Leviathan – »en stadig frygt og fare for voldsom død« og er i det hele taget »ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort«. Netop fordi mennesket lider under konsekvenserne af sin egen egoisme, hvis det forbliver i naturtilstanden, har det – som Hobbes ser det – ganske gode grunde til frivilligt at opgive sin naturlige frihed og i stedet underkaste sig en »suveræn« statsmagt, der kan sikre freden gennem lovgivende, dømmende og afstraffende magtudøvelse. Sagt på en anden måde: Den intelligente egoist har vægtige motiver til at indordne sig under en frihedsberøvende statsmagt, men motivationen er og (for)bliver fuldstændig egoistisk.

Det er sandt, at Hobbes’ menneskesyn er dominerende: Den biologiske videnskab ser mennesket som en overlevelsesinteresseret organisme; den økonomiske videnskab forstår mennesket som et profitinteresseret homo economicus; og den politiske videnskab henviser gerne til Hobbes’ egotripperteori som »realisme«. Men er den også sand, når det kommer til stykket? Ikke ifølge Bregman.

Bregman bakker i stedet helhjertet op om Hobbes’ idéhistoriske modstykke, den franske 1700-talsfilosof Jean-Jacques Rousseau, der anser det naturlige menneske for (relativt) godt, hjælpsomt, tillidsfuldt, medfølende – og ikke mindst: fredeligt. Mennesker er også delvist egoistiske, naturligvis, men konsekvent egoistisk adfærd, uhæmmet aggression og decideret grusomhed er i langt højere grad produkter af fejlslagne civilisationsprocesser, end de er noget, vi er naturligt prædisponerede til.

Bregman bruger en del plads på at dokumentere, hvordan menneskeartens oprindelige nomadestammer mest af alt var en art fredelige og egalitære minikollektiver. Først for cirka 10.000 år siden, da homo sapiens overgik til en mere kompleks og landbrugsbaseret levevis, får vi tyranniske eneherskere (der kan fastholde magten via organiseret magtanvendelse), xenofobiske ideologier (som indoktrinerer os til udelukkende at være solidariske med vores eget »folk«) og krige (det vil sige regulære magtkampe om ressourcerne). Lige siden har det vel at mærke været i magthavernes kynisk-egoistiske interesse at advokere for Hobbes’ kynisk-egoistiske menneskesyn. For hvis mennesket dybest set er egoistisk, dumt, dovent og aggressivt, må enhver vel kunne fatte, at det er strengt nødvendigt med handlekraftige og rationelle herskere til at sætte skik på sagerne.

Forvrænget menneskeforståelse

Bogen igennem nedskyder Bregman en række prominente forsøg på at bevise menneskets medfødte egoisme og latente ondskabsfuldhed: Vi opfører os faktisk ikke horribelt – men tværtimod hjælpsomt – under for eksempel bombardementer og oversvømmelser.

Vi opfører os ikke uden videre sadistisk, hvis vi – som blandt andre Philip Zimbardo og Stanley Milgram ellers prætenderer at have slået fast via socialpsykologiske eksperimenter – får lejlighed til at udsætte andre for smerte eller ydmygelse, medmindre vi virkelig bliver presset eller manipuleret til det. Vi transformeres ikke til skydegale tosser, når vi sendes i krig – mange nægter at affyre deres våben mod »fjenden«, og en del traumatiseres, hvis de alligevel skyder og dræber. Og vi bliver ikke forvandlet til en bande blodtørstige kvasi-bavianer, hvis vi – som i William Goldings Fluernes Herre – strander på en øde ø med en gruppe jævnaldrende medmennesker. Vi opretter i stedet – nøjagtigt som det var tilfældet homo sapiens’ oprindelige nomadestammer – fredelige og egalitære mikrokollektiver.

Nutidens massemedier fokuserer på de mest horrible historier, hvorfor de fleste af os desværre fejlagtigt tror, at andre mennesker er meget værre, end vi mener, vi selv er. Og som allerede påpeget: Mange har en økonomisk og politisk interesse i at fastholde og forstørre denne forvrængede menneskeforståelse.

Bregman tilbyder med Humankind en både omfattende og opmuntrende modfortælling. Både fordi han slet og ret finder denne fortælling mere sand. Men også fordi mennesket et langt stykke af vejen er et væsen, der bliver til det væsen, det forstår sig selv som – og det afhænger igen af de historier, det fortæller om sig selv. Det vil faktisk slet ikke være så tosset, hvis Bregmans fortælling kunne blive endnu mere sand ved at blive fortalt til flere.

Rutger Bregman: 'Humankind – A Hopeful History'. Little, Brown and Company. 496 sider, 20 britiske pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

William Mannicke

Apropos: Mennesket er bedre end sit rygte

Nye fantastiske jobmuligheder i 2021
F.eks. som Afspritter af Legetøj og Soveposer hos Børnehuset Lauggården i Gladsaxe. Ansøg inden 11. januar. Du skal – uforklarligt – være »nærværende, smilende, positiv og engageret« i dit nye lortearbejde.

politiken.dk/ibyen/klummer_ibyen/listen/art8055037/M%C3%A5-man-nu-ikke-engang-stikke-en-praktikant-en-lussing-og-g%C3%A5-i-seng-med-hende-Det-er-da-bare-almindelig-h%C3%B8flighed

Tak, Lars Dalager, for din utvetydige, opbakning til dem, der rydder op efter dine og andres børn. Og tak for dit eksplicitte og nuancerede sprogbrug i i beskrivelsen af deres samfundsindsats, også selvom den jo ikke, er på noget nær dit eget niveau.

Mennesket er først og fremmest et 'socialt dyr'. Vi opfører primært efter de normer, som vi deler med den gruppe/ de grupper, vi er en del af. Internt er vi fredelige, empatiske, tillidsfulde og hjælpsomme, men eksternt - overfor andre grupperinger - er vi det ikke nødvendigvis. Vi har en ubehagelig evne til at opfatte fremmede som 'ikke menneskelige', som nogle der ikke fortjener vores tillid eller hjælpsomhed, men som tværtimod er den trussel mod os. Civilisationsprojektet går ud på, at udbrede den gruppefølelse, som vi alle rummer, til at omfatte ikke kun den nære gruppe, vi er en del af (familien, arbejdspladesen, nationen), men til at omfatte hele menneskeheden.
Problemet er at så længe ikke alle arbejder på det vil der være grupper som saboterer projektet ved at opfører sig aggressivt og gruppe egoistisk.
Så jeg ved ikke om det nogensinde vil lykkes