Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Ofrene for COVID-19 har ikke brug for moralske og sentimentale fantasier

En skelsættende begivenhed som en global pandemi kalder på nytænkning, men har tidens intellektuelle formået at levere det? To bud på samfundsdiagnoser i coronaæraen, fra internationale tænkere og danske forskere, forsøger sig med vidt forskellige tilgange: svulstige analyser over for sociologisk præcision
Hvor ’Posts from the Pandemic’ er fyldt med varmblodet, kritisk engagement, er temperaturen en anelse mere tempereret i den danske antologi ’Det epidemiske samfund’. Her minder forfatterne om naturvejledere, der forsigtigt, men med ild i øjnene, viser hele 2. klasse bænkebiderne og skarnbasserne i en hul træstamme. Og det er positivt ment.

Hvor ’Posts from the Pandemic’ er fyldt med varmblodet, kritisk engagement, er temperaturen en anelse mere tempereret i den danske antologi Det epidemiske samfund’. Her minder forfatterne om naturvejledere, der forsigtigt, men med ild i øjnene, viser hele 2. klasse bænkebiderne og skarnbasserne i en hul træstamme. Og det er positivt ment.

Chung Sung-Jun

Moderne Tider
30. januar 2021

I 1978 skrev forfatteren Susan Sontag essayet Illness as Metaphor, som hun åbnede sådan her: »Sygdom er natsiden af livet, et mere ondsindet statsborgerskab. Alle fødte er dobbelte statsborgere, i de raskes rige og i de syges rige. Selv om vi alle foretrækker kun at bruge det gode pas, er vi alle før eller siden tvunget til, i hvert fald for en stund, at identificere os selv som statsborgere det andet sted.«

På forskellig vis er vi alle blevet tvunget til at gøre os forestillinger om vor tids pandemiske natside. Enten som syge, afskedigede, afsondrede eller blot ængstelige. I 2020 blev vi alle tvunget til at tage ophold i et mærkværdigt rige af dødsfald, karantæner, smitteopsporing, mundbind og videomøder.

Ifølge Sontag er vi underlagt den medicinske fordom, at alle sygdomme kan behandles. Resten er mysterier, og enhver sygdom, som er mystisk og tilstrækkeligt frygtet, kalder på fantasien. COVID-19 hører fortsat til i klassen af de endnu-ikke-kontrollerede sygdomme. Dem, som vi endnu ikke helt har greb om, og som »ikke banker på, før de går ind«, som hun skriver.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

"Blok peger overbevisende på, at vi i håndteringen af pandemien reelt fortsat behandler den som en ekstern natur og et udefrakommende chok, mere end som en sindrigt samfundsproduceret risiko – og det i en klar modsætning til vores forhold til klimaforandringerne, som han beskriver som ’ren selvkonfrontation’."

En sindrigt samfundsproduceret risiko, som først meget sent - typisk når dette samfunds store gevinsttagere ikke længere kan benægte risikoen (eller de allerede tydeligt skete skader) - lytter til advarsler og tidlige, signifikante fund, som kritikere af samfundsudviklingen meget længe har fremført.

Og selv da ser vi den sindrige samfundsproduktion af risici, af ofte sindrigt organiserede magthavere, blive legitimeret vha. politiske skueprocesser, omlakerede produktionsformer med tilsvarende risici, bekvemme beregningsmetoder af risikohåndteringens effekter m.m.

Jesper Frimann Ljungberg, Jan Fritsbøger, Ruth Sørensen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar