Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Splittelsen i Europa handler nok så meget om kollektiv psykologi som ideologi

Efter 1989 skulle Europa genforenes, kontinentet på ny blive ét. I dag synes Øst- og Vesteuropa mere splittet end i årtier. Hvordan er det sket? En ny, rosværdig antologi undersøger øst-vest-delingens årsager
I 2009 fejredes tyveåret for murens fald og østblokkens sammenbrud med den stort anlagte ’Frihedens Fest’. Ti år senere, ved trediveårsjubilæet, var fejringerne noget mere afdæmpede. To kriser, finanskrisen og flygtningekrisen, havde sat skel mellem øst og vest – eller tydeliggjort et uindfriet genforeningsløfte fra 1989-revolutionerne.

I 2009 fejredes tyveåret for murens fald og østblokkens sammenbrud med den stort anlagte ’Frihedens Fest’. Ti år senere, ved trediveårsjubilæet, var fejringerne noget mere afdæmpede. To kriser, finanskrisen og flygtningekrisen, havde sat skel mellem øst og vest – eller tydeliggjort et uindfriet genforeningsløfte fra 1989-revolutionerne.

Felipe Trueba

Moderne Tider
2. januar 2021

I 2009 fejredes tyveåret for Murens fald og østblokkens sammenbrud. I Berlin, festlighedernes midtpunkt, havde man længe forberedt sig på ’Frihedens Fest’. Foruden udendørskoncerter, faldende mur-dominobrikker, et fyrværkerishow og meget andet spektakulært, kunne man opleve Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens sidste generalsekretær, og hans vestlige modstykker, George H.W. Bush og Helmut Kohl, causere muntert på scenen i Friedrichstadtpalast.

Blandt festdeltagerne var også politiske ledere fra Ungarn, Polen, Rusland, Tyskland, Frankrig og USA. Splittelsen mellem Øst- og Vesteuropa syntes ovre – overvundet. Som en kollektiv erindring, en fortid, vi europæere kunne se tilbage på i samdrægtighed.

Ti år senere, ved trediveårsjubilæet, tog det sig anderledes ud. Fejringerne var noget mere afdæmpede. To kriser, finanskrisen og flygtningekrisen, havde sat skel mellem øst og vest – eller tydeliggjort en overset deling; et uindfriet genforeningsløfte fra 1989-revolutionerne.

For nylig handlede øst-vest-striden om indførslen af en ’retsstatsmekanisme’, der vil give mulighed for en økonomisk afstraffelse af lande, som ikke lever op til EU’s retsstatsprincipper – noget, den polske og ungarske regering mildt sagt har haft svært ved at acceptere. Forhandlingerne var, igen, blot én sprække i en dybere europæisk brudflade, en strid om kontinentets og unionens grundlæggende værdier, som omfatter alt fra synet på LGBT+-personer til mediernes og kunstens frihed. Hvordan er det kommet hertil? Det undersøger antologien The Legacy of Division.

Redaktørerne, Ferenc Laczó og Luka Lisjak Gabrijelcic, forklarer i forordet, at teksterne, som mestendels er skrevet af forskere, har til hensigt at skabe klarhed frem for at give sig af med forgrublet pindehuggeri. Det lykkes et godt stykke ad vejen. Bogen falbyder ikke grandiose afklaringer. Mange af teksterne, 35 er der i alt, lykkes derimod glimrende med at kvalificere, stimulere og ikke mindst komplicere vores ideer om Europas indre modsætninger.

’The Legacy of Division – East and West after 1989’. Redigeret af Ferenc Laczó og Luka Lisjak Gabrijelcic.

Et par eksempler: I sit bidrag kritiserer den tyske historiker Karl Schlögel de oppustede teoretiske generaliseringer, som skaber overskuelighed, men samtidig kan fortrænge de levede erfaringer af øst-vest-delingen. Tænk sig, siger Schlögel, et rodet, menneskeligt flimmer, der skjuler sig under abstraktioner som afkolonisering af sovjetimperiet og Østeuropas efterfølgende nationsopbygning; afmonteringen af statsbureaukratierne og opbyggelsen af en fri offentlig samtale; integrationen af nye nationaløkonomier i det globale system; den nye bevægelsesfrihed; opgøret med historien i de netop sammenbrudte systemer.

»Vi,« skriver han, »levede i forskellige verdener på samme tid og i forskellige tider samme sted (…) Det eneste, vi kan gøre, er at fortælle vores historier og lytte til andres. Dét er Europa som et sted, hvor vi fortæller, erindrer, mindes og undersøger vanskelige historier.«

Lidt påfaldende overvejer Schlögel ikke den rolle, som kunst (bredt forstået) kunne spille i det lyttende erindringsarbejde. I det hele taget er det en af bogens svagheder; kunsten er noget nær fraværende. Rimeligvis dominerer økonomiske, historiske og politiske forhold, men at de også næsten udelukkende behandles ud fra økonomiske og politologiske perspektiver virker for indskrænket. Ofte må de også, de to perspektiver, støtte sig til andre forklaringsmåder – især psykologiske.

En følelse af underlegenhed

Økonomerne Dorothee Bohles og Béla Greskovits’ bidrag handler om forventningerne til den økonomiske orden, som skulle komme efter kommunismen. Da østblokken brød sammen, forklarer de, var den vestlige kapitalisme selv under forandring. Markederne blev mindre regulerede og mere globale. I Østeuropa betød det, at transnationale firmaer blev dominerende og satte sig på bankvæsnet, energisektoren og detailhandlen. Produktionen blev genoplivet, men det skete ved at forene billig, lokal arbejdskraft med vestlig teknologi og markedsadgang. Den østeuropæiske økonomi blev dermed en »afhængig kapitalisme« – og det skabte utilfredshed, en følelse af underlegenhed, skriver Bohle og Greskovits.

Også den bulgarske politolog Ivan Krastev beskæftiger sig med denne følelse. Afvisningen af det liberale demokrati og den xenofobiske populisme, som vi navnlig ser i Polen og Ungarn, har ifølge Krastev mindre med ideologi end med kollektiv psykologi at gøre. Delingen mellem demokrati og kommunisme, frihed og totalitarisme, som var typisk for Den Kolde Krig, blev efter østblokkens fald erstattet af delingen mellem de samfund, som allerede var liberale demokratier, og de, der gerne ville være det. Men efter at have set frem til at kopiere Vesten i 1989, opstod der hen ad vejen en vrede over denne »imitationspolitik«, som syntes at vidne om en verden uden ideologiske alternativer.

Det oplevedes som en ydmygelse, som uværdig underkastelse. Nutidens øst-vest-delinger drives ifølge Krastev mere af disse kollektive følelser end af dragningen mod en autoritær fortid eller en historisk, indgroet fjendtlighed over for den liberale orden.

Da Sovjet blev udskiftet med Bruxelles

Foruden denne underlegenhedsfølelse går to emner igen i mange af teksterne som arnestedet for den nye splittelse: finanskrisen og flygtningekrisen. Men som historikeren Holly Case indvender, er vi muligvis for optagede af spørgsmålet om oprindelse. I stedet bør vi, skriver hun, se på de politiske strategier, som bruges af den polske og ungarske regering, og som deler kontinentet, men samler i øst.

En vigtig strategi, viser Case, er udskiftninger: I såvel Polen som Ungarn har regeringerne udskiftet en bekendelse til det liberale demokratis værdier med en skildring af en brutal, neoliberal økonomisk orden: Personlig frihed og retsorden nedtones til det uhørlige, mens udbytning og udsathed betones til det opblæste. Den gamle undertrykker, Sovjet, bliver i begge regeringers retorik er udskiftet med en ny, Bruxelles. Og i praksis forsøges et mangfoldigt politisk system udskiftet med en partistat, hvor regeringen fremstår som den store beskytter, men samtidig styrer statsapparatet og udgrænser oppositionen.

En anden interessant pointe kommer fra migrationsforskeren Jannis Panagiotidis. Over for Vesteuropas selvfortælling om åbenhed over for flygtninge indvender han, at Vesten har en historisk tradition for at afvise østeuropæere. I dag mødes polske håndværkere og rumænske rengøringsfolk med modstand i Danmark, Tyskland, Frankrig og England – og dét ikke kun i den offentlige samtale: Man forsøger også, viser Panagiotidis, at begrænse EU-borgeres frie bevægelighed gennem EU’s institutioner. »Efter 1948-49 var immigrationen fra øst exceptionel,« tilføjer han. »Lukningen af grænser i øst beredte jordbunden for opfattelsen af Vesten som den ’frie verden’.«

Der er naturligvis også en række indvendinger, man kunne komme med over for et sammenrend som The Legacy of Division. Det er for eksempel lidt påfaldende, at der ikke er én tekst, der spørger, hvem der faktisk står på hver sin side af (den påståede) øst-vest-deling? Hvem udgør blokkene? De østeuropæiske lande, der langt hyppigst nævnes, er Polen og Ungarn. Det drejer sig vel at mærke om landenes regeringer, som nok er populære, men heller ikke så populære, som de selv påstår: Dels giver de valglove, som Orbán har indført, det regerende parti et oppustet mandat. Dels har der i den seneste tid været landsdækkende folkelige protester i Polen for retten til fri abort og imod regeringspartiet Lov og Retfærdighed. Det viser, at landene ikke er så værdipolitisk homogene, som de kan tage sig ud.

Og hvad med forestillingen om Centraleuropa, en kulturel-politisk vej mellem vest og øst, som var så vigtig for de polske og ungarske dissidenter under kommunismen – hvorfor er den fraværende?

Det ændrer dog ikke på, at The Legacy of Division er et rosværdigt rodsammen, der viser, hvor knudret, omskifteligt og mangeartet et erfaringsfællesskab Europa er, og at den fælles splittelseserfaring vedvarende må bearbejdes, hvis ikke den skal blive til en (ny) deling. The Legacy of Division kan læses som et lille, men ikke ubetydeligt bidrag til den bearbejdelse.

’The Legacy of Division – East and West after 1989’. Redigeret af Ferenc Laczó og Luka Lisjak Gabrijelcic. Eurozine/Central European University Press 2020. 27 euro. 344 sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

At erklære kapitalismen som den store sejer herre efter Sovjet Unionen og efterfølgende murens fald er menneskelighedens største tragedie i historien og viser alle de fejl og mangler, samt mangel på intelligens mennesket består af.

Øv øv øv. En kæmpe chance blev spildt p.g.a. de forkerte mennesker ved magten i i særdeleshed vesten. Grådighed og magt arrogance bliver menneskelighendens endelige.