En stormombrust disciplin

Jeg forestiller mig, at demonstrationer er et særsyn, når hudlægerne afholder kongres. At der formentlig er langt imellem skiltene og megafonerne. Anderledes forholder det sig for psykiatrien.

Kritiske – og ofte velbegrundede – markeringer fra både fagfolk, patienter og pårørende hører til dagens orden, men også mere esoteriske grupperinger og et oprevet folkedyb har det med at give markante meninger til kende.

Der er med andre ord et stykke imellem festskrifterne, og med Psychiatry and Its Discontents gør den britiske sociolog Andrew Scull det alene med titlen hurtigt klart, at han heller ikke rigtig har tænkt sig at løfte stemningen.

Tværtimod opregner og træder forfatteren grundigt på en række af psykiatriens mest ømme tæer, som disse har taget sig ud i primært en nordamerikansk kontekst igennem de sidste 200 år.

Ud over snævre faggrænser

De grundlæggende problemer, som bogen dykker ned i, har dog ikke noget særligt med det geografiske afsæt at gøre – de vidner snarere om, at psykiatrien er kritiseret og skandaleombrust i en grad, som ikke tåler sammenligning med noget andet lægeligt speciale.