Jeg forestiller mig, at demonstrationer er et særsyn, når hudlægerne afholder kongres. At der formentlig er langt imellem skiltene og megafonerne. Anderledes forholder det sig for psykiatrien.
Kritiske – og ofte velbegrundede – markeringer fra både fagfolk, patienter og pårørende hører til dagens orden, men også mere esoteriske grupperinger og et oprevet folkedyb har det med at give markante meninger til kende.
Der er med andre ord et stykke imellem festskrifterne, og med Psychiatry and Its Discontents gør den britiske sociolog Andrew Scull det alene med titlen hurtigt klart, at han heller ikke rigtig har tænkt sig at løfte stemningen.
Tværtimod opregner og træder forfatteren grundigt på en række af psykiatriens mest ømme tæer, som disse har taget sig ud i primært en nordamerikansk kontekst igennem de sidste 200 år.
Ud over snævre faggrænser
De grundlæggende problemer, som bogen dykker ned i, har dog ikke noget særligt med det geografiske afsæt at gøre – de vidner snarere om, at psykiatrien er kritiseret og skandaleombrust i en grad, som ikke tåler sammenligning med noget andet lægeligt speciale.
Andrew Scull: ’Psychiatry and its Discontents’. 376 sider. 29,95 dollar. University of California Press.
Hans arbejde har været publiceret i både historiske, psykiatriske og neurologiske videnskabelige tidsskrifter, men også i bogform og som essays i en række af den anglofone intelligentsias mest velanskrevne udgivelser.
Men hvor Scull i sine tidligere bøger har fortalt én sammenhængende historie – der i Museums of Madness handlede om asyler og institutionalisering, og i hovedværket Madness in Civilization var en mere bredt favnende fortælling om sindslidelsernes kulturhistorie – præsenterer han i Psychiatry and Its Discontents læseren for en antologi af allerede udgivne artikler i let omarbejdet form.
Ambitionen med denne mere kalejdoskopiske model er ikke desto mindre den samme: nemlig at tegne et sammenhængende billede af en profession og en række af dens væsentligste kriser.
Opgør med Foucault
Scull tager sit afsæt i det 19. århundrede og det asylvæsen, som i de år udvikledes med forbløffende hast, og som også er omdrejningspunktet for størstedelen af hans egen forskning.
Eftersom Foucaults Galskabens historie i den klassiske periode igennem årtier har været betragtet som et hovedværk inden for det samme felt, virker det naturligt, at Scull indleder sin antologi med et livtag med netop den tekst.
Og det er et veritabelt fadermord, Scull begår, når han lakonisk påpeger det skrøbelige eller ikkeeksisterende empiriske grundlag for en stor del af Foucaults mest centrale teser.
For eksempel gendriver Scull på meget overbevisende måde Foucaults påstand om Oplysningstiden som værende udgangspunktet for Den Store Indespærring af på alle tænkelige måder afvigende personer. En sådan indespærring, viser Scull, fandt ganske vist sted i store dele af Europa og Nordamerika, men det skete først langt ind i det 19. århundrede.
Det er både sigende for Sculls projekt og en lettelse for læseren, at det på den måde primært er metodologiske og ikke ideologiske høner, han har at plukke med Foucault. Og samtidig er det et opgør, der fungerer som en naturlig motor for forfatterens egne og mere ædruelige optegnelser af de begivenheder, som førte til de svulmende asyler.
Gode intentioner, grufulde resultater
For nok er Sculls portræt af psykiatrien kritisk, men det er også nuanceret og på mange måder en historie om gode intentioner. Således fremhæver han, at det netop var sindssygelægerne Pinel og Esquirols bekymring for den inhumane behandling af alvorligt sindslidende i landets fængsler, som i Frankrig førte til opførelsen af offentlige asyler.
Først langt senere måtte man sande, at institutionaliseringen i sig selv ikke havde den ønskede terapeutiske effekt, der ville tillade en stor del af patienterne snart at vende tilbage til deres borgerlige tilværelser. I stedet udviklede asylvæsenet sig som bekendt mange steder til de rene monstrøsiteter og blev skueplads for indgreb, der med nutidige øjne fremstår mere som body horror end behandling.
Men som Scull på den anden side påpeger, var den gradvise rømning af asylerne, som siden 1960’erne tog fart, heller ikke udelukkende drevet af renfærdige motiver eller de nyopdagede psykofarmakas effektivitet.
Reduktionen af det psykiatriske behandlingssystems volumen var og er i mindst lige så høj grad et pekuniært anliggende, som sandelig også har haft sine utilsigtede konsekvenser.
I en dansk sammenhæng demonstreres det for eksempel af den rapport fra Danske Regioner, som i 2019 anslog, at ud af 218 undersøgte sager, hvori psykisk syge mennesker blev sigtet for kriminelle forhold, havde omkring tre fjerdededele forinden modtaget utilstrækkelig psykiatrisk behandling.
Det er en udvikling, som Scull i høj grad er sig bevidst, for sin kritiske indstilling til trods er han ingen studentikos antipsykiater.
For ham er sindssygdom en meget virkelig og en alvorlig menneskelig erfaring med meget reelle konsekvenser, og for Scull ligger humanismens apoteose ikke i svært sindslidende menneskers frihed til at sove under motorvejsbroer i Chicago eller isolere sig i nedrivningsklare boliger ved Motorring 3.
Sjusket redigering
De enkelte tekster står altså stærkt i Sculls antologi. De er nuancerede, gennemgående stilistisk sikre, sine steder endda halvvittige, og så er de empirisk velbegrundede. Desværre tager det sig anderledes ud med helheden.
For læseren er det meget tydeligt, at det netop er en samling allerede udgivne tekster, man sidder med, og at de som sådan er skrevet med selvstændige formål for øje. Når Scull i et skrækindjagende kapitel om lobotomiens udbredelse giver sig til at kritisere manglen på fodnoter i en anden forfatters værk, har det givetvis haft sin berettigelse i den anmeldelse, der var tekstens oprindelige form, men for læseren af denne bog er det en malplaceret distraktion fra hovedsporet.
Samtidig virker den struktur, som bogens inddeling i fire kronologisk fremadskridende hovedafsnit forsøger at påtvinge tekstsamlingen, porøs og halvbagt.
Det er ikke indlysende, hvorfor det moderne amerikanske diagnosesystem skal behandles indgående i bogens første hovedafsnit, som i øvrigt beskæftiger sig med asylvæsenets tilblivelse, eller hvorfor asylvæsenets tilblivelse skal have samme grad af opmærksomhed i det tredje hovedafsnit, der postulerer at fokusere på sidste halvdel af det 20. århundrede.
På lignende måde introducerer Scull gentagne gange sit publikum for de samme historiske begivenheder og videnskabelige milepæle, som havde læseren i løbet af de sidste 20 sider lidt et hovedtraume og pådraget sig komplet hukommelsestab.
Det er synd, for Psychiatry and its Discontents er en begavet og væsentlig antologi, der havde fortjent et mere tålmodigt redigeringsarbejde.
Lars Siersbæk Nilsson er læge og ph.d. i psykiatri
Andrew Scull: ’Psychiatry and its Discontents’. 376 sider. 29,95 dollar. UC Press
