Vaccine kan ikke løse den demokratiske krise

Det er velkendt, at etniske minoriteter, ældre, kronisk syge og fattige rammes hårdest af coronavirus. Nogle vil måske også vide, at ordet pandemi kommer af det græske pan-demos og betyder overalt blandt folk. Den franske filosof Barbara Stiegler drager af disse informationer den konklusion, at COVID-19 ikke er en pandemi. I De la démocratie en pandémie skriver Stiegler, at COVID-19 er en syndemi – et begreb udviklet af den medicinske antropolog Merrill Singer, som trækker på ordet ’synergi’ for at pege på, hvordan krisens sociale og medicinske aspekter er tæt sammenvævede.

Der er altså tale om en epidemi, der skyldes social ulighed og en økologisk krise.

For Stiegler er det vigtigt at skelne mellem disse to termer, fordi der er politiske implikationer forbundet med, hvilken optik vi vælger. Vælger vi at anskue COVID-19 som en pandemi, gør vi os blinde for den kompleksitet, der kendetegner vores aktuelle situation. En situation, som vaccinen ikke kan kurere. Ønsker vi derimod at forstå COVID-19 som en syndemi, anlægger vi en biologisk-sociologisk forklaringsramme, hvori vores situation kan ses som en demokratisk krise og ikke ’kun’ en sundhedsmæssig krise.

Med en demokratisk krise refererer Stiegler til, at den kollektive refleksion i befolkningen, og dermed forudsætningen for vidensdeling og muligheden for at fremføre kritik, har været stærkt begrænset under epidemien.

Ifølge Stiegler er kritisk refleksion essensen af demokratiet, og ifølge hende har den franske regering med sin håndtering af epidemien udvandet den kritiske og demokratiske bevidsthed ved at omdanne befolkningen til atomiserede individer, der kun kommunikerer via digitale medier. Som om det ikke var slemt nok, argumenterer Stiegler for, at udviklingen vil fortsætte, efter at vaccinen må have haft sin effekt.

Hun præsenterer et eksempel på denne dystopiske fremtid fra sin egen arbejdsplads, universitetet i Bordeaux. Universitetet har netop investeret 15 millioner kroner i at omdanne alle lokaler til »Zoom-Rooms«. Investeringen er så stor, at tiltaget ifølge Stiegler er kommet for at blive, og hun frygter for et fremtidigt digitaliseret universitet. De digitale praksisser, vi institutionaliserer i dag, vil ikke forsvinde, og det er et demokratisk problem, at det fysiske sammenhold og fællesskab eroderes. Stiegler går så langt som til at skrive, at det er vores demokrati, der befinder sig i en pandemisk tilstand: altså en tilstand, der går ud over alle.

En nyliberal drøm

Mens Stiegler frygter for fremtiden, henter hun forklaringen på miseren i fortiden. For det er ikke COVID-19, der er skyld i den mere grundlæggende ulykke, som begyndte længe før 2020. Forklaringen skal findes i nyliberalismens logikker, som hun mener er udemokratiske, og det er dem, der har lagt fundamentet for det pandemiske demokrati. I modsætning til den klassiske liberalisme kommer nyliberalismen til udtryk i en stærk stat, der søger at fabrikere en befolkning af samtykkende og føjelige kroppe. Det individuelle ansvar, der pålægges borgeren under epidemien, er ifølge filosoffen som taget af nyliberalismens værktøjskasse.

Stiegler skriver endda, at virussen fremtræder som en nyliberal drøm. Her muliggøres et »samfund«, hvor alle individer sidder indespærret derhjemme foran en skærm. Det skaber de bedst mulige forhold for monitorering af befolkningen. Som eksempel på den franske regerings restriktioner, der ligger i forlængelse af disse principper, nævner Stiegler de attester, alle franskmænd har skullet udfylde for at forlade deres hjem – også for blot at købe en baguette. Og hun fremhæver påbuddet om at bære maske på åben gade, selv om der ikke er evidens for, at det er nødvendigt. Stiegler ser det som autoritære påbud, der deaktiverer befolkningens kritiske sans og dermed udvander demokratiet.

Revitalisering af demokratiet

Stiegler mener altså, at nyliberalismen fandtes før coronakrisen, at den trives og forstærkes under krisen, og at dens dominans vil fortsætte efter – hvis den demokratiske kollektive refleksion ikke anfægter tendensen.

Trods pamflettens beskedne omfang på kun 60 sider ligger der således et stort anråb gemt i den. Vi skal revitalisere vores demokrati, der nu i tydeligere grad end før befinder sig i en patologisk tilstand. Det er på tide, at vi vækker vores demokratiske refleksivitet til live, og særligt akademikere har ifølge Stiegler et stort ansvar at løfte for at generere en offentlig debat, hvilket er forudsætningen for at generobre demokratiet fra nyliberalismens greb.

Stieglers kritik er radikal, og det kan forekomme svært at se, hvordan coronaepidemien skulle kunne løses demokratisk i form af kollektiv refleksion. Men hun vækker alligevel en kritisk sans hos læseren, der er værdifuld i et epidemisk samfund.

Barbara Stiegler: ’De la démocratie en pandémie’. 64 sider. 3,90 euro. Gallimard